Udfordringer med mentalt helbred udgør i stigende grad en karakteristik af nutidens ungdom. Flere og flere unge opsøger professionel hjælp og behandling, og flere unge diagnosticeres med psykiske lidelser.
Som konsekvens heraf har psykiatrien fået en fast plads ved bordet af samtaleemner – måske endda pladsen for bordenden. Men det nytter ikke, at vi altid maler fanden på væggen, så snart sjælen gør ondt.
Ventetiderne hos psykologer er for lange, og psykiatrien er i knæ. I den politiske verden er debatten reduceret til et spørgsmål om økonomi. Hvordan skal området effektiviseres, og hvor skal der investeres? Dette er alt sammen en ærgerlig forsimpling.
Debatten bør i stedet handle om forbedringen af os som mennesker og vores evne til selvrefleksion. Den bør handle om en prioritering og bedring af unges trivsel, for nu er psykologhjælp blevet reglen frem for undtagelsen, og det er den forkerte tilgang. Psykiske lidelser har mistet deres værdi, og vi har mistet respekten for dem.
Forskel på følelser og diagnoser
Allerede nu vil jeg gøre det klart: Jeg anerkender psykiske lidelser hos unge som et kæmpe problem for den enkelte og for psykiatrien. Netop derfor mener jeg, at vi er gået for vidt. Vi unge har ikke lært at skelne mellem lidelser og følelser, og derfor er selvdiagnosticering blevet hverdagskost. Ord som angst og depression er blevet hovedpersoner i vores sprogbrug. Det samme er psykologaftaler, der anbefales til enhver og ikke længere anses som behandling. Alvoren er glemt.
Det er blevet socialt acceptabelt at have og at tale om diagnoser. Ja, det er i hvert fald blevet socialt acceptabelt at italesætte, at vi går til psykolog. Tabuet er brudt, og diskursen er ændret, og det er en vidunderlig fremgang. Men vi har sprunget det vigtigste over i udviklingen. Vi har ignoreret det medmenneskelige led mellem den unge og psykologhjælpen. Lad os kalde det selvrefleksion og samtale.
Unge lærer at lægge ansvaret for deres følelser over på en diagnose. Det er ikke en løsning. Vi kan ikke forvente, at konsekvenserne af den udvikling kan løses af et politisk tiltag. Det skal i stedet handle om, at vi skal tage ansvar for de ting, som vi kan tage ansvar for.
Vi skal alle lære, og vi skal alle acceptere, at det gerne må gøre ondt en gang imellem. Hjertesorg, eksamensskræk, ensomhed og identitetsforvirring er i modsætning til depressioner og angst blot følelser. Følelser, der hører hjemme hos os. Især hos os unge mennesker. Men man skal ikke lade sig skræmme, selv om de kan føles enorme. Det er ikke en sygdom.
Psykologhjælpen er blevet triviel
Nogle gange kan smerten være en drivkraft for de livsafgørende beslutninger. For hvis vi lærer at reflektere og sortere i, hvad der kan synes at være et indre kaos, kan vi opspore den følelse, der trykker, og lære at bearbejde det. Sådan bremser vi den konstante sygeliggørelse af os selv og hinanden. Vi skal tale om følelser, og vi skal anerkende dem som netop følelser og ikke som lidelser.
At opsøge professionel hjælp kan handle om at få bekræftet vores følelser. Hvorfor kan denne bekræftelse ikke finde sted i samtalen med venner, familie, undervisere, kærester og studievejledere? Måske kan det være, at vi i virkeligheden har svært ved at tale sammen om, hvordan vi faktisk har det. Men hvorfor skal løsningen altid være professionel hjælp?
Løsningen bør i stedet handle om, at vi som mennesker skal genlære at spørge ind og fortælle, når noget trykker hos os eller andre. På den måde gøres der plads til de mennesker, som virkelig har brug for hjælp. Når selvrefleksion og samtale normaliseres, lærer vi os selv og hinanden, at dette kan være tilstrækkeligt. Vi udvikler samtidig også følehorn, der vil slå alarm i de tilfælde, hvor dette ikke er tilstrækkeligt. Så når nogen giver udtryk for et indre kaos, som rækker ud over, hvad vi kan relatere til og stå til ansvar for, kan vi anbefale en velanbragt konsultation hos en læge. Sådan undgår vi at gentaburisere psykologhjælpen, mens vi også undgår, at den på ny bliver triviel og mister sin alvor.
Derfor skal vi skelne mellem følelser og diagnoser. Vi skal tage ansvar for vores egne og hinandens følelser, så vi gør plads til de mennesker, der faktisk skal have professionel hjælp. Så respektér diagnosen, og reservér pladsen til dem, som virkelig har behov for den.
Clara Emmertsen Damo er retorikstuderende ved Københavns Universitet
Jeg tror at retorikstuderende skal lære at kende forskel på retorik og psykiatri.
Vi aner dybest set ikke, hvorfor flere får diagnoser. Ligesom vi ikke ved hvorfor flere får allergi eller kræft i dag.
Fordi vi er bedre til at opdage? Pga. nye måder at leve på? Fordi vi alle er blevet overfølsomme?
Det er mange lommefilosoffer, men ikke rigtig nogen der virker interesserede i at kortlægge området.
"Derfor skal vi skelne mellem følelser og diagnoser."
Det er immervæk en umulig opgave du der stiller, da meget psykisk sygdom netop er bundet op på de store (negative) følelser, som desværre bliver negligeret, ja nærmest tiet ihjel i vores samfund.
"Vi skal tale om følelser."
Det kan jeg kun være enig i. Men lad mig gerne tilføje.
Vi skal tale om de negative følelser, give plads til at være ked af det, ulykkelig, skuffet og vred.
Vi skal tale om de traumer mange af os har fået i barndommen, store som små. De gange vi stod med store negative følelser og fik at vide, "det skal nok gå", "tænk på noget andet", " lad være med at skabe dig" fra forældre, lærere, pædagoger, bedsteforældre og andre omsorgspersoner.
De gange de voksne svigtede, nogle gange ved "bare" at være passive og utilnærmelige i en time, dage eller uger. De gange den voksnes opførsel var uforudsigelig og oprivende for et lille barn, hvis følelser om dette ikke blev taget alvorligt.
De gange vi blev fanget i vores egen barnlige løsningstilgang, hvordan kunne vi vide bedre.
Disse traumer lagrer sig i kroppen og får os til at gennemleve dem for så at gemme dem væk med magt og tvang.( Eller nærmere med: alkohol, overarbejde, stoffer, sociale medier, sukker/fedt holdig mad, shopping og for mange; bekymringer som bliver til stress)
Hvis du nu tænker, det er da noget pjat, at kalde ked af det for traumer, så tænk på hvornår og hvordan du har lært at negative følelser er pjat.
En psykolog kan netop anvise hvornår der er tale om decideret psykisk sygdom og hvornår det er en belastningsreaktion på netop barndommens traumer og vores barnlige løsninger på dem.
En kropsterapeut kan lære dig, hvor i kroppen den negative følelser/traume er lagret og hvad du så skal.
Du lærer at disse følelser/traumer ikke skal gemmes væk, men skal have plads.
At de skal bearbejdes og rummes, som de ikke blev da man var barn.
Dette ser jeg ikke et samfund som det danske tage på sig uden hjælp fra fagprofessionelle, fra psykologer, psykoterapeuter og kropsterapeuter.
Derfor er jeg ikke enig i at samtale uden faglig hjælp er løsningen, men det er et skridt i den rigtige retning.
Igen må jeg så også konstatere, at skribenten som andre helt glemmer samfundets ansvar.
Der er godt nok en del der tror at alt er op til den enkelte, inklusiv skribenten her.
Det er den enkeltes ansvar må vi nok forstå, samtidig med at samfundet buldrer derudad med flere og flere krav til forældre, til arbejdstagere, arbejdsøgere, syge, til omsorgspersoner der tager sig af børn, syge og ældre.
Et samfund der promovere det perfekte liv, sociale medier, sundhed som guddommelighed og jeg kunne blive ved.
Skribenten skriver sågar at det store fokus på mental sundhed og de ventetider det må medføre, igen skal være den enkeltes ansvar.
Det er igen en barnlig løsning på et traume, du skal løse det selv.
Jeg forstår ikke kommentarfeltets kritik og negative reaktioner på et yderst afdæmpet og fornuftigt indlæg fra en ung studerende:
@Marianne Rosenkvist
Jef fatter ikke en dyt af din kommentar. Det er en kendsgerning at mange, mange flere idag får stillet en psykiatrisk diagnose. Bare tænk på ADHD. Men måske overdiagnosticeres der i dag eller måske blev der tidligere underdiagnosticeret? Men unge idag udviser ikke flere symptomer på psykiatristiske diagnoser end tidligere. Netop derfor kan det da aldrig være forkert at opfordre venner, familie og en selv til at være mere åbne om de følelser man har også selvom de strider mod jahatte, forlegenhed, perfekthedskultur, bare travlhed eller hvad ved jeg. Måske er der ingen grund til at få en psykolog til at bekræfte gennem en meget upæcis diagnose, at man har det dårligt. Måske hjælper det at have nogle at snakke åbent med?
@Thomas Andersen:
Hvor kan du læse, at hun mener at det er den enkeltes ansvar? Jeg læser indlægget stik modsat.
Og så retter du bager for smed ved at nævne traumatiserende som et bevis (?) på at 'det kan man ikke tale sig ud af.' Øh nej..?
"Tag dig sammen og tænk på andre end dig selv". Sådan læser jeg oplægget.
Måske findes en del af problemet netop i, at alle har en mening om,
hvad unge mennesker skal og ikke skal gøre, og ikke sparer på at offentliggøre deres holdninger.
Unge menneskers handlefrihed er begrænset til at tage en uddannelse og få sig et job og en karriere og høre på alle dem, som har en mening om unge menneskers pligter. Først når de har gennemført disse forpligtelser kommer der lidt ro på. Og så får de nogle børn og så starter balladen igen.
Nogle gange ville jeg ønske ungdommen lidt mere oprørstrang igen.
Men hva ved jeg.
@ Jens Christian
Jeg vil gerne uddybe, hvorfor jeg læser det af teksten jeg gør. Først vil jeg dog også komme ind på de krumspring skribenten gør sig ved først at sige: "Flere og flere unge opsøger professionel hjælp og behandling, og flere unge diagnosticeres med psykiske lidelser."
For derefter at konkludere: "Vi unge har ikke lært at skelne mellem lidelser og følelser, og derfor er selvdiagnosticering blevet hverdagskost."
Ovennævnte ville have mere kraft bag sig hvis det var psykiatere eller psykologer der udtaler sig.
For jeg er forvirret, er det fagpersoners vurdering(diagnoser), hun ikke tror på eller mener hun at der er flere der retsmæssigt bliver diagnosticeret samtidig med at flere selvdiagnosticerer sig?
Hvad angår eget ansvar fremfor samfundets, så medgiver jeg, at der er passager i teksten der inddirekte kan tolkes som et samfunds ansvar, men det overdøves af de mange "vi unge må...."
"Unge lærer at lægge ansvaret for deres følelser over på en diagnose. Det er ikke en løsning."
"Det skal i stedet handle om, at vi skal tage ansvar for de ting, som vi kan tage ansvar for."
"Vi skal alle lære, og vi skal alle acceptere, at det gerne må gøre ondt en gang imellem. "
"Vi skal tage ansvar for vores egne og hinandens følelser, så vi gør plads til de mennesker, der faktisk skal have professionel hjælp."
Der er flere eksempler på hvad vi skal, hvad den enkelte unge skal, hvad den enkelte skal og det placerer ansvaret hos den enkelte og det er i mine øjne kontraproduktivt.
Dernæst er der flere beklagelser over misbrug af psykologer og lignende, lad dog fagpersoner om at bedømme om det er relevant. Om det "bare" er følelser.
Igen er jeg ikke enig i at adskille følelser og psykisk sygdom.
Skribenten forestiller sig ikke, at en samtale eller to ved en psykolog kunne virke forebyggende?
Dernæst anbefaler hun, at vi går til lægen.
Læger der udskriver mere og mere seratonin stabiliserende medicin(lykkepiller). Selvom flere og flere studier påviser at der ikke er forskel i seratonin mængden hos folk med angst/depression og folk uden.
Som sundhedsuddannet er jeg ofte i kontakt med folk i store kriser og sorg.
De fleste er af egen læge blevet anbefalet ssri medicin.
Dog mener jeg at skribenten har fat i noget, at vi skal være bedre til at tale med hinanden. Det burde måske starte ved den praktiserende læge, men det mener jeg er urealistisk.
Jeg er ikke sikker på om jeg forstår din sidste kommentar fra dig.
Først for nyligt fik jeg en mere indgående viden om barndomstraumer, inden da, troede jeg de handlede om vold i hjemmet, alkoholiserede forældre, misbrug og lignende. Det gør det selvfølgelig også.
Men i forlængelse af teorierne om tilkntningsprofiler, viser det sig, at det er barnets, og dermed ens egen, opfattelse af hvad der har potentiale for at være et traume. Traumet opstår så af at den oprivende oplevelse ikke bliver rummet af en primær omsorgsperson.
Det åbner potentiale for langt flere traumatiske oplevelser end jeg havde regnet med. Det forklarer blandt andet også hvorfor nogle kan gå fra en traumatiserende oplevelser uden problemer, mens andre ikke kan. Det handler om hvor sensitiv man er overfor netop den oplevelse og hvordan ens primære omsorgspersoner håndterer oplevelsen.
Det forklarer også hvorfor forældre videregiver traumer fra sig selv til børnene.
Fx. den "perfekte" mor "skaber" perfekte børn.
Hun har ubearbejdede traumer om ikke at være god nok til så simpel en ting som, at vaske op. Da hun ikke får det bearbejdet inden hun får børn, bliver det en nødvendighed for hende at videregive den perfekte måde, at vaske op på til sine børn.
Ubevidst selvfølgelig.
Hendes yngre selv, har oplevet så stor smerte ved ikke at kunne vaske ordentligt op og den smerte er gemt i hende, i kroppen.
Efter den øjenåbner kommer så den næste, vi kan symptombehandle disse barndomstraumer med mindfulness, "lykkepiller" og andet midlertidig.
Men bekymringerne/belastningen/stress, angsten eller depressionen vil komme igen.
Hvorfor? Fordi den traumatiske oplevelse er lagret i kroppen.
Så det er bare ikke så simpelt som skribenten beskriver det, det er ikke op til den enkelte at vurdere om man har selvdiagnosticeret sig, har brug for at forebygge psykisk sygdom eller har brug for behandling af psykisk sygdom.
Det er ikke op til den enkelte at forebygge disse generations traumer der er nedarvet og viser sig ved bla. at skulle være perfekt på sociale medier, have den perfekte karriere, være den perfekte mor osv.
Hvis jeg udfra min viden om tilkntningsprofiler og barndomstraumer skulle analysere lidt mere på det skribenten skriver imellem linjerne, så er jeg ret så bekymret for hendes fokus på, at vi(og måske snarere hende selv) ikke skal være en byrde for samfundet (psykiatrien, psykologer).
Det ikke at kunne søge om hjælp, når man har brug for det eller et behov for at være "politibetjent" overfor andre der gør, er et stort rødt flag!
Disclaimer: som sundhedsperson anerkender jeg brugen af ssri medicin.
I flere tilfælde er det en livsnødvendighed.
Jeg anfægter at det er en løsning i sig selv.
Beklager det lange skriv, det er et spændende emne.
Måske vil det være relevant at rette fokus på bevidsthedsudviklingen i al almindelighed.
Jeg tror ikke et øjeblik på, at unge i dag er mere traumatiserede end vi var før i tiden. I så fald skulle vi jo overveje at genindføre mange af de tabuer, som omkransede os tidligere. Derimod har den generelle samfundsudvikling flyttet vore hoveder til at tænke mindre i 'vi' - det kollektive - og mere i 'jeg' - det individuelle.
Fart kom der på denne udvikling i den guldalder, nyliberalismen har haft siden 80'erne, og it-udvilklingen, der får mange til at føle sig tvunget til at være flere steder på en gang, har kun styrket denne drift imod det individuelle. Selvfølgelig er diagnose-udviklingen et led i denne transformation af vores bevidsthed. Hvordan vi får gjort kål på individualismen som det centrale fokuspunkt er et af tidens store problemer - tech-giganterne er nok en af de største forhindringer.
@Thomas Sørensen
Tak for det lange svar. Det er rart at blive taget alvorligt.
Ja, vi kunne føre en meget lang diskussion om psykiatriske diagnoser, samtaler mellem venner, terapi og sundhed mm, men dels har jeg (vi) fornyligt været igennem en meget lang debat her i avisen om nogenlunde samme tematik, dels ser vi to emnet fra diamentralt modsatte positioner. Hvis jeg så verden indefra diagnoserne og med sundhedspersonalets og (?) den psykisk syges blik, ville jeg formodentlig mene det samme som dig: at det naturligvis ikke altid er tilstrækkeligt at 'snakke med vennerne' Her skal der selvfølgelig professionel hjælp til. Men set fra min position hvor en diagnose er et flydende kontinuum fra 'raskhed' til fastspænding i psykiatrien har Damo ret i meget. Fx at megen selvdiagnosticering, der er så moderne, kunne undgås hvis unge i langt højere grad havde venner de turde være uperfekte sammen med og være åbne overfor.
Hvorvidt disse samtaler får unge til at undlade at opsøge hjælp, når diagnoser virkelig trænger sig på, har jeg svært ved at tro på. Der er grænser for de gode vennesamtaler.
Jeg tror, at @Marianne Rosenkvist skal lære at kende forskel på psykiatri og psykologi.
Retorikerens indlæg i debatten hviler på en helt grundlæggende misforståelse af genstandsfeltet, og er derfor - som det står her, uden videre kvalificering - ikke meget værd..de gode intentioner til trods
Retorikeren ved sikkert mere end jeg om, hvordan der eksisterer en besynderlig vekselvirkning mellem Virkeligheden - Realiteten - og så vores beskrivelse af Realiteten..men for en god ordens skyld:
Realiteten er ikke tilgængelig for den menneskelige bevidsthed. Den er så at sige 'ufattelig' - 'ubegribelig'. På ganske samme måde som en myre, der kravler afsted på en af Keops-pyramidens solbeskinnede sten, ikke har begreb om hverken trekanter eller pyramider - endsige om Faraoer og religiøse myter - ja, på samme vis er den menneskelige bevidsthed ganske ude af stand til at gøre sig begreb om Realiteten i dens totalitet..Så uendelig stor er forskellen i 'båndbredde' mellem afsender og modtager.. Realitet og menneskelig bevidsthed..
Så vi tvinges til at 'snyde' på vægten..Reducere det Reales totalitet in absurdum, indtil vi er nået ned på så lav en opløsning, så informationsfattigt et niveau, at vi med vores bevidsthed endelig er i stand til at putte disse kraftesløse vrangbilleder af Virkeligheden ned i kategorier og begreber, som vi så - i en ganske uundgåelig omend tragikomisk sidste bevægelse - viser frem for hinanden, så vi kan skændes uendeligt om, hvad 'virkelighed' og 'sandhed' er..
Sådan ér det! Det kan ikke være anderledes..
Dette, i grunden ganske tragiske, menneskelige grundvilkår har den følgevirkning, at vi som mennesker rent faktisk ikke lever i Virkeligheden som sådan, men derimod skaber vores egen 'virkelighed', fra øjeblik til øjeblik. I parantes bemærket er ethvert menneskes død i sandhed en form for tragedie: For med dette menneskes død går en hel verden under..
--
Retoriken lever i en 'virkelighed' hvor man meningsfuldt og uden videre kan skelne mellem '[psykiske] lidelser' og 'følelser'. Lever i en forestillingsverden, hvor man på en og samme tid - med et pennestrøg - kan 'respektere diagnosen' og så samtidig nænsomt skose de mange mennesker, som jo i grunden blot har 'lidt ganske banalt ondt i sjælen'..
Det fører Retorikeren frem til den himmelråbende naive konklusion, at:
"Derfor skal vi skelne mellem følelser og diagnoser. Vi skal tage ansvar for vores egne og hinandens følelser, så vi gør plads til de mennesker, der faktisk skal have professionel hjælp. Så respektér diagnosen, og reservér pladsen til dem, som virkelig har behov for den."
--
Jeg siger ja tak til selvrefleksion og eftertanke, såmænd. Anerkender endda Retorikerens sikkert menneskekærlige intention..
Dog bør man vel nok selv gå forrest med det gode eksempel, hvis man sådan finder trang til at stille sig op på en præskriptiv sæbekasse..
Eller sagt på en anden måde:
Måske Virkeligheden er lidt mere kompliceret, end den her forsøges at gøre os begribeligt? ;)
@ Jens Christian
Ja, det kan jeg kun give dig ret i.
Jeg er formet af alle de gange jeg har set det værste stress, bekymringer, angst og depression kan gøre. Så meget, at jeg kan glemme de små nuancer, især der hvor det kun går lidt dårligt. De tilfælde møder jeg ikke dagligt, de mildere tilfælde defineres oftes som et livsvilkår af dem jeg møder i forbindelse med mit arbejde.
Der er det måske mere realistisk, at se på hvad man selv kan gøre, fx. med vennerne, retorikken osv.
Det indlægges ophavskvinde glemmer, er, at de nuværende yngre generationer er de mest kemikalieforurenede nogensinde.
Mange af de kemikalier vi udsættes for påvirker hormoner, microbiomet, immunsystemet, vægten og muligheden for at få børn. Det ville være ulogisk, hvis det ikke også påvirker vores psyke.
Vi ved også nu, at man arver traumer fra selv så langt tilbage som sin bedstemor gennem epigenetik og bioakkumulation af stoffer.
Et eksempel på skader hos døtre pga mors indtag af medicin er DES.
https://www.cancer.gov/about-cancer/causes-prevention/risk/hormones/des-...
Det giver større risiko for kræft.
Et andet eksempel man nu kender til er, at bedstemors og mors stress nedarves epigenetisk til børnene, hvor det bl.a. resulterer i modificeret stressrespons og overvægt.
Læg dertil de krav på steroider samfundet nu stiller til borgerne
Citat Thomas Andersen " Det er den enkeltes ansvar må vi nok forstå, samtidig med at samfundet buldrer derudad med flere og flere krav til forældre, til arbejdstagere, arbejdsøgere, syge, til omsorgspersoner der tager sig af børn, syge og ældre.
Et samfund der promovere det perfekte liv, sociale medier, sundhed som guddommelighed og jeg kunne blive ved."
Derudover kommer min erfaring med, at samfundet nu kun kender syg og rask. Rekonvalescens er blevet slettet fra ordbogen og virkeligheden.
Dvs der er hverken rammer eller tid til i vores samfund, for de fleste selv at finde ud af, om det er følelser eller noget mere alvorligt.
Det er den perfekte storm.
Dvs at pålægge unge, uden livserfaring, selv at finde ud af det, er bare endnu et krav om at være perfekt uden hold i virkeligheden og gør ondt værre.