Til de velpolstrede københavnere: Køb værker fra en levende og lokal kunstner i julegave

Kære velpolstrede københavner. Jeg anråber dig fra en kold kælder på vegne af alle billedkunstnere og kulturen som sådan. Og selv om man aldrig skal tale for andre, ønsker jeg at gøre hele min interessegruppe – billedkunstnerne i Danmark – rigere, så jeg håber, at vi denne gang kan gøre en undtagelse.

Du anråbes, fordi du for nylig har hængt lige lovlig meget ud i køen til museumsbutikkerne med deres tusind plakattryk af døde kunstneres kunst eller med et pølsehorn i mundvigen foran 7-Eleven klokken 03.07 efter en rødvinsdukkert. For ligesom alle små købmænd, der endnu ikke er overtaget af sjælløse amerikanske franchisekæder, er vi en hel masse små og ukendte kunstnere, der sidder og fyrer op med elregningen lige nu. Vi har brug for din hjælp. Helt konkret vil jeg have, at du skal købe kunst af en sjov, lokal og levende billedkunstner.

Jeg påstår ikke, at vi som gruppe er dem, der har det værst – overhovedet ikke. Men jeg kan omvendt kun tale fra det sted, jeg selv står. Og her står jeg med røven hoppende i takt med de økonomiske konjunkturer op og ned i vandskorpen.

Jeg beklager også, hvis jeg virker ulideligt moraliserende. Puritanere er irriterende, og desuden har de været overalt i de seneste uger, hvor knopsko har danset over knogler i Qatar. Lad mig også på forhånd beklage, at jeg generaliserer – det bliver nok værst for mig selv.

En skyggeøkonomi

Mit mål er dog ikke kun at svine dig til og selv blive rigere, det er også nobelt nok. Mit mål er også at puste til den sociale bevidsthed, opnå bedre sammenhængskraft i samfundet og endda at gavne samfundsøkonomien.

Sagen er den, at mange billedkunstnere, som jeg selv, tilhører en skyggeøkonomi i Danmark, som ofte overses. En økonomi af freelanceproletarer og hustlere, der klarer den igennem på gigs og gags.

Jeg tilhører selv den gruppe af danske billedkunstnere, der ikke var rige nok til at modtage coronahjælp fra staten, og dem, der er for dumme til at gå på kontanthjælp. Og nok kom jeg til at generalisere over dig, velpolstrede københavner, men det er nu engang også mig, der skænker din rødvin, når jeg skal lappe et hul i min privatøkonomi.

Det kunne være smukt, hvis vi kunne give håndslag på i stedet at hjælpe hinanden: Du kommer ud og møder os billedkunstnere og køber et værk, så lover vi at være behjælpelige med at tilbyde indhold. Kunst kan være en stærk dosis mod typiske middelklasselidelser såsom autopilot, tomt trummerum og hedonistisk apati. Så lad os hjælpes ad med at omstrukturere økonomien.

Som det er nu, lader det til at være mejslet i granit, at fonde og stat i Danmark skal tage sig af kunstnere, der endnu ikke er slået igennem på det håbløse og hyperneoliberale kunstmarked. Men hvis det er umuligt for os at lave lidt minimumsmønt på vores egen praksis, bliver det Statens og Kunstfondens store barm, som vi naturligt falder til.

Du betaler allerede

Jeg har tilbragt seks år af mit liv på kunstakademier. Og på kunstakademierne er det en almindelig holdning, at staten er en racistisk entitet. Men man har dog intet problem med at modtage SU fra staten i den ene hånd, mens man med den anden skubber byster i havnen. Ingen tænker over dette paradoks, fordi det er sådan, kunstneres økonomi fungerer. Og ingen løfter et øjenbryn, når institutlederen, der har trukket voksenløn for at smide statens ejendom i kanalen, får nye penge fra Statens Kunstfond til at udstille den rematerialiserede herlighed. Skål, og tillykke!

I en sådan økonomisk virkelighed bliver kritik impotent. Sådan bliver kunstnere ikke troværdige og uafhængige aktører i samfundet.

Mange af os kunstnere anser ligefrem overførselsindkomsten som en ’kunstnerløn’. Da jeg gik ud af kunstskolen, gik de fleste af mine kolleger på dagpenge eller kontanthjælp. Jeg forstår dem. Men vi spilder alles tid, hvis en masse mennesker sidder i systemet som ren proforma. Hvis flere af jer, der rent faktisk har lidt at rutte med, kom og købte og støttede jeres lokale kunstnere, så ville vi allesammen bruge færre ressourcer og mindre tid på spil for galleriet og jobcenterbureaukrati.

Det ironiske er, at det allerede er jer, der betaler for vores liv over skattebilletten. Kan man så ikke lige så godt købe noget kunst og give kunstnerne tid til at lave det, de brænder for? Vi får arbejdsro, og I kan pryde jeres vægge og vindueskarme med noget nyt og originalt. Der er masser af kvalitet derude.

Så kære velpolstrede københavner. Lad os mødes. Rejs dig, få røven ud af mausoleumsbutikken, og tag fat i en levende, fattig og lokal kunstner. For hvornår har du sidst købt et værk af en ægte, levende billedkunstner? Jeg lover dig for, at vi er meget sjovere end de døde. Og så laver vi fantastiske julegaver.

Jo Hedegaard er billedkunstner