Debat
21. december 2022
»Fodbold forener verden.«
Hvor mange gange under det just afviklede fodbold-VM i Qatar fik vi ikke FIFA’s intetsigende slogan lige i synet? Argentinas Lionel Messi sagde det på spansk, Brasiliens Neymar på portugisisk.
Men passer det? Forener fodbold verden?
I den grad ikke. Det forener end ikke nationer. I Brasilien er landsholdets gulgrønne farver overtaget af tilhængere af den afsatte præsident, Jair Bolsonaro (som Neymar støtter) til stor irritation for tilhængere af præsident Luiz Inácio Lula da Silva, som støttes af træneren, Tite, og den blondt affarvede angriber Richarlison.
Fodbold forener ikke verden på den politiske facon vi her præsenteres for. Forfatteren vil have neoliberale mærkesager hevet frem ellers er en forening af verden i fodboldens navn umulig. Og denne gang skal det for guds skyld være regnbuens farver. Og fanme ikke palæstinensere sag, som jo især vores darlings fra Marokko ville det.
Men fodbold kan noget på egen hånd ved et sådant VM. Det er en verdensomspændende oplevelse med atleter der kæmper mod hinanden med brug af systemer og den individuelle præstation. Og så er fodbold er et spil næsten alle har prøvet - næsten som alle har prøvet at cykle. Det skaber barnlig jubel!
Så den kan sagtens leve uden brug af politik. Og hvis vi endelig skal nævne et stykke politik eller et budskab som forener de fleste ved et VM i fodbold, er det vel at ex kolonimagt England skal sendes hjem før tid!
Hvis det “Olympiske” budskab er at sportskonkurencer skaber fællesskaber på tværs af nationer og gør politik overflødig er sportsledelse og -tilbedelse jo fascistoidt? Det forholder sig jo omvendt så at sige, at sport er en øvelse i at styre følelser forbundet med at tabe og vinde og ind imellem disse det at udtrykke aggressioner indenfor de rammer som konkurrencen udstikker. Efter den øvelse, træning og leg er det lettere at genoptage virkelighedens politiske arbejde. Det er kun sportsudøverne der spiller spillet. Publikum forsøger at træne i at udtrykke de samme følelser ved at være tilskuere. En tilskuer kommer for at løsrive sig fra virkelighedens politiske ramme.og hensætte sig til spillets simple ramme. Sådan ser jeg på sportskonkurencer: det er træning i at udtrykke de følelser der indgår i rituel, rammesat krig.
“Irans spillere selv nægtede at synge nationalsangen før deres åbningskamp mod England” ….
Dette er jo netop et udtryk for at spillerne politiserede sporten. Du burde spillerne ikke have gjort.
Forbyd al penge sport! Stop denne vanvidige griske peng sport, al sport handle kun om penge......
Sport, især fodbold, udgør, på trods af - eller måske ligefrem på grund af - den pengemagt (og dermed magt i det hele taget) der forudsætter og hele virakket, i den skala vi kender, en yderst kærkomment alternativ til krig, som afviklingsgrundlag for internationale konflikter - hvis altså alverdens ledere bare forstod at udnytte potentialet. Ekksempelvis skulle Belarus´præsident Lukasjenko, efter sigende, være tidligere fodboldspiller og hvem ved, måske der ligger et lille fredspotentiale i den detalje, for hvis han elsker fodbold kan man jo sagtes forstå hvis han er bare en smule irriteret på Putin, over at hans land var udelukket fra VM i denne omgang. For der er jo altid noget, der er aldrig ingenting; således også ved professionel fodbold.
Sandt at sige nød jeg de fleste kampe - særlig guldkampen - moralsk forkvabbelse ?
Jeg tror det afrikansk kontinent har fået sit sportsmekka.
Sport er da kun samlende i det, at være imod nogle andre