Nytåret repræsenterer refleksion og fornyelse og en chance for at tænke nærmere over det gamle år. Og ikke mindst for at se frem mod de muligheder og udfordringer, det nye år byder på, med energi og entusiasme.
De første seks måneder som ambassadør i Kongeriget Danmark har været oplevelsesrige og inspirerende, fordi jeg har mødt så mange passionerede og engagerede mennesker. Jeg er blevet budt varmt velkommen allevegne, og gennem disse møder har jeg fået et indblik i det enestående engagement, Danmark lægger for dagen i opbygningen af et generøst, veluddannet og socialt bevidst samfund.
Det er fantastisk at være vidne til den lederrolle, Danmark spiller overalt på kloden i kampen for at støtte demokratiet, den grønne omstilling, menneskerettigheder og mange andre essentielle temaer.
Jeg har haft det privilegium at mødes med forskere, erhvervsledere, militærfolk og medlemmer af regeringen; med de unge, med journalister, borgeraktivister og ganske almindelige mennesker. Disse møder har gjort det klart for mig, hvor stærkt og dybt forholdet mellem Danmark og USA er.
2023 er året, hvor det officielle bånd mellem USA og Kongeriget Danmark kan fejre sin 222-års fødselsdag. Vores tætte alliance er et af de ældste, kontinuerlige diplomatiske partnerskaber i verden, og det er bygget op omkring en gensidig forpligtelse på demokrati, frihed, handel, retsstat, sikkerhed og velstand.
I løbet af disse mere end to hundrede år har vi stået skulder ved skulder som allierede, partnere og venner. Uanset hvilken udfordring vi stod over for, kom vi sammen stærkere ud på den anden side.
Godt, at Danmark vil opfylde NATO-mål
Her i begyndelsen af 2023 lever vi i en usikker verden præget af nye udfordringer.
I løbet af det seneste år er vores beslutsomhed og sammenhold igen blevet sat på prøve i kølvandet på præsident Putins brutale og uprovokerede invasion af Ukraine. USA og dets europæiske partnere har ligesom Danmark ikke vaklet i vores støtte til de modige ukrainske styrker, dets folk og deres præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Dette er en kamp for friheden og folkeretten. Vi vil fortsætte med at støtte Ukraine, så længe det er nødvendigt, så Ukraine kan fortsætte med at forsvare sig selv og stå i den stærkest mulige position ved forhandlingsbordet, når tiden kommer.
Siden krigen begyndte, har USA afsat 21 milliarder dollar i støtte til Ukraine, og flere penge vil følge. Dernæst er der afsat næsten 45 milliarder dollar til militær, humanitær og økonomisk støtte i USA's nyligt vedtagne finanslov. Danmarks bidrag har også været betydeligt i form af militært isenkram, men også i form af humanitær bistand og ikke mindst støtten til forsvaret af de baltiske lande.
Og Danmarks nye regering er på vej til at opfylde deres løfte til NATO om at betale to procent af BNP i forsvarsudgifter før den oprindelige deadline i 2033. USA hilser denne udvikling velkommen. Jeg ved, at med en partner som Danmark, står vi fast sammen i tillid og enighed i årene, der kommer.
USA og Danmark er blandt verdens førende nationer inden for forskning og videregående uddannelse. Sidste år udvidede Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet sit banebrydende arbejde ved at skabe den første fibernetværksforbindelse bygget på kvanteteknologi sammen med DTU.
Som mangeårig fortaler for forskning og videregående uddannelse er jeg meget inspireret af både dette og andre områder inden for det fremtidige dansk-amerikanske videnskabelige samarbejde. Jeg vil fortsætte arbejdet med at knytte bånd mellem vores forskningsinstitutioner i 2023.
Enorme muligheder for danske virksomheder
Miljøbeskyttelse og håndtering af klimaforandringer er noget, der kendetegner det danske samfund på alle niveauer. Også lederne af mange danske virksomheder gør deres grønne indflydelse gældende på den globale scene.
Som ambassadør er jeg varm fortaler for at fremme gensidig udveksling og investeringer mellem USA og Danmark for i endnu højere grad at drage fordel af jeres enestående kapacitet, erfaringer og ekspertise.
Lovpakken The Inflation Reduction Act, der blev vedtaget i 2022, placerer USA i en global lederrolle med hensyn til at imødegå klimaforandringerne og skaber desuden enorme muligheder for danske virksomheder for at videreudvikle den grønne omstilling i USA.
Inflationsreduktionspakken er et historisk værktøj, hvormed vi kan skabe gode, nye job til både amerikanere og danskere. Dansk erhvervsliv vil komme til at hjælpe USA med at nå sine ambitiøse klimamål og reducere den globale udledning af drivhusgasser.
Inflationsreduktionspakken bliver en motor for globale investeringer i grønne teknologier, den styrker amerikansk klimalederskab på verdensplan og booster økonomierne både i USA og blandt vores allierede og partnere, herunder Danmark.
I takt med at den grønne omstilling skrider frem, kommer lovpakken til at spille en betydelig rolle for omfanget af investeringer og muligheder i begge vore lande og på verdensplan.
Åben dialog om udfordringerne i USA og verden
Ud over områder som forskning, handel og investering vil jeg i det kommende år også søge at styrke andre nøglekomponenter i vores partnerskab.
Vores forsvarssamarbejde, sikkerhedssamarbejde, indsatsen for at fremme beskyttelsen af menneskerettigheder og støtte til demokratiske institutioner samt samarbejdet om klima og anden videnskabelig forskning voksede gennem hele 2022, og jeg ser frem til fortsat at øge vores engagement i disse vitale spørgsmål sammen med vores danske partnere i 2023.
Det har været et særligt privilegium for mig at mødes med unge mennesker i hele kongeriget i løbet af de seneste seks måneder. Jeg har lyttet til jeres bekymringer over forskellige sociale og politiske spørgsmål i USA og har haft en åben dialog om de udfordringer, vi står over for i USA og resten af verden.
I 2023 ser jeg frem til at besøge flere danske skoler og universiteter og have samtaler med de unge, for jeg er meget bevidst om den væsentlige rolle, de yngre generationer spiller for fremtiden i vores demokratier og i partnerskabet mellem USA og Danmark.
Mit team og jeg på ambassaden i København og konsulatet i Nuuk værdsætter de personlige relationer til regeringerne i Danmark, Grønland og Færøerne. Også vores forbindelser til kommuner, ngo’er, virksomheder og kultur- og uddannelsesinstitutioner er vigtige for os, og vi vil fortsætte med at udbygge samarbejdet i 2023.
Der er ingen tvivl om, at 2023 bringer udfordringer med sig, men det vil også bringe muligheder. Vi har vigtige opgaver foran os i det kommende år, men jeg er overbevist om, at vi sammen er klar og i stand til at håndtere alt, hvad der venter, og jeg ser frem til at gøre det sammen med danske partnere, venner og allierede.
Jeg ønsker jer alle et godt nytår.
Alan Leventhal er USA's ambassadør i Danmark
Tak til USA for altid at stille op, når behovet er der. Uden jer havde vi virkelig været på rø…, også denne her gang.
Men jeg har en flov smag i munden over at vi danskere ikke tager vores egen kriseberedskab mere seriøst, på trods af at vi lever i et af verdens rigeste samfund. Vi er bare nærrige.
Samarbejde mellem USA og Danmark er al anerkendelse værd – når samarbejdet fremmer fred og udvikling til gensidig gavn. Alt dette er fremhævet i ambassadørens indlæg. Men ikke alle her i landet ser ens på USA.s optræden på den internationale scene. Emner som ”frihed” og ”demokrati” tolkes og forstås forskelligt – ofte ud fra individets økonomiske og sociale baggrund og ud fra forståelse af politiske muligheder . Men en væsentlig anstødssten – i hvert fald for mig som såkaldt ”almindelig” borger - er USA.s rolle i Ukrainekrigen og i forholdet til Rusland. Igen og igen ser vi, at krigen af medier i USA og vesten betegnes som ”uprovokeret”. Men er der noget, som krigen IKKE er – er det ”uprovokeret”. USA.s direkte interesse i NATO-udvidelsen helt op til Ruslands grænser udgør et væsentligt element. Som The New York Times skrev allerede i 1998 ville NATO-udvidelsen først og fremmest være til gavn for USA.s våbenfirmaer (fx finansierede Lockheed Martin og Belle Helicopter Rumæniens optagelse i 2004). USA.s oprustning af østeuropæiske lande vendt mod Rusland og den voldsomme oprustning af Ukraine fra 2014 samt støtte til regeringsændringen i 2014 – har selvsagt også betydning – om end ikke direkte for Ruslands invasion – så dog for krisens opbygning. Mange kloge amerikanere, Kissinger, Brezinsky og tidligere ambassadører i Moskva advarede mod NATO-udvidelsen, ligesom Rusland protesterede. Papirer som RAND-rapporten, ”Strategi of Denial” 2021, Wolfowittz-doktrinen 1991, Bush-doktrinen 1992, den voldsomme spredning af baser ud over hele kloden mv. – viser også tydeligt dominerende geopolitiske interesser, som ikke kan udelades i vurderingen af USA.s støtte til Ukraine. For et kritisk sind fremstår USA derfor ikke entydigt som en fredsbevarer.
@Karsten Nielsen
USA.s direkte interesse i NATO-udvidelsen helt op til Ruslands grænser udgør et væsentligt element.
I følge din logik, så er det altså de baltiske landes optagelse i NATO, der retfærdiggør overfaldet på Ukraine. Tre lande som i den grad har været brutaliseret af Rusland, og som selvfølgelig har en helt legitim interesse i at beskytte sig mod dette land. Jeg elsker ikke USA, men jeg kan virkelig ikke se, at man kan give dem skylden for denne invasion.