I kølvandet på #MeToo-bølgen debatteres mænds retssikkerhed ofte, og emnet har været genstand for mange avisartikler og utallige diskussioner på sociale medier. I Aftenshowet i slutningen af 2021 blev Sofie Linde spurgt, om der kunne være falske #MeToo-anklager?
»Nævn mig en kvinde, der er blevet taget i at lyve om det her, der er ikke nogen,« svarede hun. I bedste sendetid udeblev den kritiske journalistik.
I blandt andet Sverige har vi set falske #MeToo-sager og sågar med fatalt udfald, som i sagen om Benny Fredriksson. I Danmark kender vi til falske anklager fra kvinder i visse voldtægts- og voldssager. Men at der eksisterer falske anklager i #MeToo-sager i Danmark, er tilsyneladende utænkeligt for både Linde, visse journalister – og flere offentlige instanser.
Gennem snart tre år har jeg forsøgt at råbe adskillige instanser op. Men den store berøringsangst har medført et forløb af kafkaske dimensioner. Og jeg kan umuligt være den eneste – mand eller kvinde. For jeg er overbevist om, at det, jeg gennemlever, er det samme, som mange krænkede kvinder også har oplevet eller stadig oplever. Derfor handler denne kronik også om ledelsessvigt og retssikkerhed.
Voldsomme beskyldninger
Denne sag omhandler Sankt Annæ Gymnasium og Københavns Kommune: Jeg var i 2019-20 ansat som vikar på Sankt Annæ Gymnasium, et gymnasium under Københavns Kommune. Fra første arbejdsdag bliver jeg frosset ud af stort set alle kolleger. Ingen hilser på mig eller byder mig velkommen til mit første møde.
Kort efter fortæller en kollega og en tidligere studieven mig, at en kvindelig kollega har spredt rygter om, at jeg i 2009 som pædagogikumvejleder for hende skulle have krænket hende seksuelt og i den forbindelse fået et polititilhold. Rygterne var ifølge flere kolleger spredt til stort set hele lærerkollegiet. Det kom som et chok. Jeg havde aldrig hørt om disse voldsomme beskyldninger.
Hvad jeg derimod kan dokumentere er, at den kvindelige kollega og jeg i 2009 havde en konflikt om et lønregnskab på et andet gymnasium. Den eskalerede, og ledelsen på daværende gymnasium blev involveret. Men personerne tæt på konflikten og hendes daværende kæreste bekræfter skriftligt over for mig, at de aldrig har hørt tale om seksuelle krænkelser.
Men hvordan agerer ledelse og tillidsrepræsentant, når en mand henvender sig som genstand for falske #MeToo-rygter?
Efter at være blevet bekendt med rygterne kontaktede jeg ledelsen på gymnasiet og senere tillidsrepræsentanten, der også kendte til rygterne. Trods nultolerancepolitik og voldspolitik og mange henvendelser, hvor jeg fortalte dem, at jeg var dybt ulykkelig, var der ingen hjælp at hente. Først fire måneder senere – og fire dage efter, at jeg fik oplyst, at mit vikariat ikke blev forlænget – blev jeg tilbudt en samtale om det psykiske arbejdsmiljø. Min fagforening beskriver processen som et »ledelsessvigt af store dimensioner«.
Senere opdager jeg, at ledelsen og tillidsrepræsentanten taler usandt om deres viden om rygterne i redegørelser til kommunen og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Ikke engang da jeg gør ledelsen og tillidsrepræsentanten opmærksom på deres usandheder gennem dokumentation (blandt andet aktindsigt og lydoptagelser), reagerer de.
Tilbageholder informationer
Også Københavns Kommunes rolle er kritisabel. Ikke alene sletter kommunen helt centrale sagsakter med min dokumentation for rygterne, samt tilbageholder de whistleblowerhenvendelser, der er kommet i sagen. Da jeg endelig får adgang til dem, har Borgerrådgiveren, der netop skulle »sikre borgernes retssikkerhed«, nu vurderet, at oplysningerne om krænkelserne begået mod mig »ikke er omfattet af ordningen«. Kommunen tilbageholder desuden over halvdelen af sagens akter, selv om jeg er den krænkede part.
Da jeg klager til kommunens daværende børne- og ungdomsborgmester over gymnasiets håndtering med dokumentation for usandheder og svigt, svarer han, at sagen er håndteret »i overensstemmelse med alle regler og politikker«, og tilføjer, at det gør ham ked af det at læse om mine »oplevelser i forbindelse med mit ansættelsesforhold«. Oplevelser? Hvis vi ikke kan forholde os til en fælles virkelighed baseret på fakta, men gør det til et spørgsmål om ’oplevelser’, så ophører ethvert grundlag for rationel dialog.
Den 30. juni 2021 får jeg oplyst, at det ligger i Sankt Annæ Gymnasiums ledelses ledelsesret, at de ikke har kontaktet kolleger, der kunne bekræfte rygterne om mig. Akkurat samme dag oplyser gymnasiet og kommunen, at de vil indlede en advokatundersøgelse om eventuelle krænkelser begået i 1980-1990’erne. Og rektor skriver til elever og forældre: »Vi har ikke kendskab til aktuelle eksempler på krænkende adfærd på SAG …« og » … vi tager det dybt alvorligt og følger op med det samme«. Det ligner umiskendeligt hykleri.
Efter 20 år i gymnasieskolen har jeg skiftet branche, da jeg erfarer, at rygterne er spredt til andre gymnasier. Sagen har haft voldsomme konsekvenser for mig og min familie.
Rådden ledelseskultur
Det er godt, at krænkelser på arbejdspladsen er kommet på dagsordenen. Absolut! Men #MeToo-debatten har haft et for ensidigt fokus på enkeltpersoner, hvilket har bidraget til skyttegrave mellem kønnene, mens ledelsen, der har ansvar for personale-, volds-, nultolerancepolitik, er gået ram forbi.
Det er uendelig trist, da #MeToo-forkæmpere netop har meget ret i, at det ikke bør handle om enkeltpersoner, men om kulturen. Herunder også ledelseskulturen. For selv om Københavns Kommune og herunder Sankt Annæ Gymnasium har haft en nultolerancepolitik, voldspolitik og personalepolitik for at imødegå sager som disse, er man tilsyneladende mere optaget af at dække over sagen og sågar tale usandt end at hjælpe den krænkede.
Med andre ord: ledelsessvigt, når man(d) henvender sig som genstand for voldsomme krænkelser.
Gennem de seneste år er retssikkerhed i forbindelse med #MeToo-sager blevet behandlet i hundredvis af avisartikler. Og med god grund. For mænds retssikkerhed er netop suspenderet. Det vil jeg mene, at min sag er et godt eksempel på.
Det gælder såvel retssikkerheden i kommunens forvaltning og hos Borgerrådgiveren, der begge netop skal værne om retssikkerheden. Her bør det understreges, at retssikkerhed ikke kun er et strafferetligt begreb, men også et forvaltningsretligt begreb, som forhåbentligt også har rødder i fundamentale moralske værdier i et frit, demokratisk samfund.
Ingen mænd kan vide sig sikre, så længe kvinder gratis kan misbruge #MeToo i et personligt hævntogt, idet en offentlig instans som Københavns Kommune – Danmarks største arbejdsplads – ikke vil sikre mænds retssikkerhed og sågar trods udførlig dokumentation ser gennem fingrene, når Sankt Annæ Gymnasiums ledelse og tillidsrepræsentant frit kan svigte kommunens egen nultolerance- og voldspolitik, tale usandt og slette dokumenter.
Og det mest triste ved denne sag er, at Sankt Annæ Gymnasium og Københavns Kommune med deres ageren ikke alene svigter mig, men udhuler befolkningens tillid til hele #MeToo-bevægelsen og dermed også bevægelsen mod mere ligestilling. Det taber både mænd og kvinder på.
Nicolas Marinos har sendt dokumenter fra politiet, hvor det fremgår, at der ikke eksisterer eller har eksisteret et tilhold mod Nicolas Marinos, samt at Nicolas Marinos’ fagforening har vurderet sagen og rettet kritik af ledelsen på Sankt Annæ.
Information har forelagt kvinden kronikken. Hun ønsker ikke at kommentere sagen.
Københavns Kommune og Sankt Annæ Gymnasium svarer følgende på kritikken: »Vi kan ikke genkende forløbet, som Nicolas Marinos fremstiller det. Vi har desuden siden 2020 besvaret en meget lang række henvendelser fra ham, hans sag er behandlet i alle relevante fora, og der er brugt ekstraordinært mange ressourcer på at besvare hans spørgsmål og klagepunkter. Vores vurdering er i dag, at det ikke er muligt at komme til en fælles forståelse i sagen.«
Det er i alle henseender tåbeligt og skadeligt, hvis myndigheder og andre formelle institutioner ikke tager falske anklager meget alvorligt. Og selvfølgelig forekommer de, hvad enten det er tit eller sjældent. Måske de bringes for sjældent frem i lyset af den simple grund, at mange finder dem ømtålelige af natur, hvad enten beskyldningerne så er sande eller ej. Falske anklager og bagtale, injurier og værst af alt egentlig mened bør vel ret beset have konsekvenser af samme omfang, som den påståede formastelse ville kunne få, når den er sand.
Beskyldningerne er jo kun anledningen til at se nærmere på et gennemråddent bureaukratisk system, der - som sædvanlig - går ud på at beskytte myndighederne imod borgerne, om disse så er ansatte eller ej.
Og det går ikke! Alt for mange regler, alt for meget girafsprog, og alt for meget nulfejlskultur er årsagen, tror jeg.
Der har sneget sig en utrolig dårlig vane ind i sproget med at bagatellisere alting, så det er 'en lille smule' i forskellige sproglige gevandter. Vi har kunnet klare os uden den idiotiske amerikanske mani med at skulle indbringe alt for domstolene, men det er muligt, at det ikke holder i længden, når vi har fået et system, der simpelthen er indrettet på at unddrage sig et professionelt ansvar i ledelsen.
Det har lige fra starte af #metoo været en doktrin, at det er acceptabelt at der ryger nogle uskyldige mænd i den gode sags tjeneste. Det er er et spørgsmål om prioritering. Og der er aldrig nogen politikere, organisationer eller journalister der har anfægtet denne doktrin.
Som mænd må vi bare tage bestik af dette faktum, og lade være med at forvendte loyalitet fra folk over os.
En utrolig trist sag - og endnu et eksempel på at " Me too" er gået helt over gevind - og dette for meget længe siden!!
Det er da sjovt, at Københavns Kommune og Sankt Annæ Gymnasium kommer med en - tilsyneladende - fælles udtalelse. Og at den ikke benægter de konkrete anklager.
Det er ikke alle kvinder der fører usand tale eller som føler sig intimideret af mænd. Det er derfor dybt beklageligt at nogle kvinder finder det helt OK at bruge eventuelle konflikter med det andet køn som en anledning til en sådan personforfølgelse.
Til gengæld er det også underligt at gymnasielærerne ifølge Nicolas Marinos på gymnasiet tilsyneladende viser ham den kolde skulder uden særlig refleksion. Det er som at blive rubriceret som pædofil fordi en elev har bidraget med det rygte mod en lærer. Her er der ingen mellemvej: man stoler altid på barnet, med mindre det er helt åbenbart at det ikke kan være sandt. Her har man tilsyneladende genindført en slags offentlig gabestok mod dem man ikke kan lide, men løsningen ligger ikke lige for, og risikoen for at man tager fejl i begge tilfælde er også til stede.
Det er som om at folkedomstolen har fået en ny platform til at komme af med frustrationer som den enkelte måtte føle sig kaldet til at reagere på. Mindelser om vold eller drab på homoseksuelle personer, lovgivningens og politimyndighedernes tidligere reaktioner som fx at mænd danser sammen på værtshuse under den såkaldte "grimme lov" fra 1961-65, ligger frisk i erindringen - desværre.