I 2018 skrev jeg en kronik til Information om stressberøringsangst. Siden da er problemet kun blevet værre. Flere danskere oplever et højt stressniveau, og stress udgør dermed et stigende folkesundhedsproblem. Dette sker til trods for, at et af WHO’s kriterier for mental sundhed er »at kunne håndtere dagligdagens stress«.
På trods af dette ser jeg kun få arbejdspladser, der tilbyder stressforebyggende tiltag til deres medarbejdere. Derfor bør vi i højere grad gøre arbejdspladser til en arena for stressforebyggelse.
Som stresskonsulent oplever jeg, at stress stadig er et tabu, og at stresssygemeldinger ligefrem bliver hemmeligholdte. At blive ramt af stress kan være en falliterklæring – ikke mindst blandt ledere – at erkende åbent, at man er sygemeldt på grund af stress. Sådan bør det ikke være.
At stress bliver tabuiseret, kan skyldes den måde, vi tænker og taler om stress på, herunder associationen til skyld og skam, som desværre kan stå i vejen for, at vi skaber åbenhed om stress. I en arbejdskultur, hvor stress er skamfuldt, er min oplevelse, at den sygemeldte medarbejder ofte står alene med behandlingsprocessen efter alt for længe at have bidt tænderne sammen og ignoreret stressens symptomer.
Vores berøringsangst over for stress skaber desværre grobund for de alvorlige, langvarige sygemeldinger, som har negative konsekvenser for både medarbejderen, kollegerne og arbejdspladsen. Her må vi se at komme med på beatet, for det er i dag indiskutabelt, at langvarig stress er en indgangsportal til den nedadgående mentale sundhed i befolkningen. Stress er et større sundhedsproblem, end vi lige tror.
Viden tilføjer mening
Det er svært at være uenig i, at arbejdsrelateret stress også bør løses gennem strukturelle tiltag, for eksempel gennem bedre tilrettelæggelse af opgaverne, så medarbejderen ikke føler sig tidspresset. Men det er lettere sagt end gjort.
Og der findes en let, respektfuld og billig løsning, når vi taler om mental sundhed og behovet for at forebygge den langvarige sundhedsskadelige stress. Nemlig mere viden. Viden om stress tilføjer et lag af mening, som er grundlæggende for vores motivation til at ændre adfærd. Det har længe været en kendsgerning inden for både sociologien og psykologien.
Det gælder ikke kun medarbejdere på arbejdspladser, men også skolebørn og unge i gymnasierne, der gerne vil forstå, hvordan tingene hænger sammen. Hvorfor giver oplevelsen af at være uden for kammeraters eller kollegers fællesskab os egentlig ondt i maven? Nervesystemet bærer på forklaringen, og indsigt i det kan understrege de fællesmenneskelige vilkår, som vi alle er underlagt.
Vi mennesker er i udgangspunktet vagtsomme væsner, der stræber mod tryghed. Derfor scanner nervesystemet utrætteligt det indre og det ydre miljø og indkoder og husker stressbare associationer. Stress er den emotionelle og fysiske ubalance, der skabes, når forudsigeligheden ikke er til stede, og stressens formål er at anspore kroppen til at aktivere strategier til at genskabe balancen.
Som individer griber vi stress an på forskellig vis. Vi kan bevare roen eller gå i panik eller alt derimellem. Netop de strategier, vi vælger – bevidst eller ubevidst – er afgørende for vores funktionsniveau på en lang række områder. Faktisk er vores reaktioner på stress med til at forme vores tanker, følelser, beslutninger og sociale relationer.
Sociale relationer er vigtige for det psykiske arbejdsmiljø på en arbejdsplads. Undersøgelser viser, at et tæt og engageret samspil med de mennesker, vi indgår i fællesskaber med, er essentielt for vores engagement og trivsel. Evolutionært er vores sociale interaktioner en avanceret strategi til at skabe tryghed og den mest effektive buffer mod stress.
Den amerikanske hjerneforsker Stephen Porges konkluderer i sin bog Polyvagal Safety, at vi bedst interagerer med andre på en nuanceret, konstruktiv og hensigtsmæssig måde, når kroppen er i ro. Når vi derimod oplever et behov for at beskytte os selv, bringes nervesystemet i en tilstand, hvor det bliver svært at få adgang til sociale strategier såvel som andre komplekse mentale processer. Vi kan derfor opleve ikke at kunne tænke klart – at ’klappen går ned’.
Nervesystemet er ikke fulgt med tiden. Nervesystemet benytter stadig evolutionært indkodede programmer, som skaber alarmtilstand på den mindste indikation om uforudsigelighed og dermed potentiel fare. Et af disse programmer er negativitets bias, som ubevidst får os til at prioritere negative informationer over positive. I nogle situationer kan det redde vores liv, i andre kaste os ind i cirkler af formålsløse spekulationer, der kan bidrage til angst og depression. Det skal vi tage hensyn til.
En anden regel, som nervesystemet benytter, er at foretage en stor del af arbejdet med at sanse, tolke og igangsætte reaktioner uden for vores bevidsthed. I dette arbejde trækkes der både på medfødte reaktionsmønstre, på erindringer og adfærdsmønstre, som nervesystemet har tillært. Hvis vi har oplevet megen modgang og utryghed i livet, kan det være en vane at forsvare sig selv eller at blive passiv og handlingslammet, på trods af bevidstheden om at det ikke er en hensigtsmæssig reaktion.
Arbejdspladsens ansvar
At forstå stressens neurobiologiske fundament er en vej til tolerance over for andres og egen adfærd. Viden om stress kan også give håb om forandring, ikke mindst til dem, der har oplevet stresssygemeldinger. Derfor bør arbejdspladserne også prioritere at sprede viden om alarmsignalerne: hastigt åndedræt, hovedpine og søvnproblemer, og om konsekvenserne: hjerte-kar-lidelser, inflammation, angst, depression og svigtende kognitive evner.
Hjernen og resten af nervesystemet er plastisk, det kan både regenerere og lære nye og bedre vaner. Der er mange metoder, som gør det lettere at navigere i stressbelastninger, og der kommer hele tiden nye endnu mere målrettede metoder til.
En fællesnævner for de tiltag, som er oppe i tiden, er et fokus på at reducere stress og skabe psykologisk tryghed hos den enkelte medarbejder og kultivere frugtbare sociale strategier. Dannelsen kan ske gennem individuelle og fælles refleksions- og kropsbaserede øvelser, som skaber selvindsigt hos den enkelte, såvel som en fælles vidensbase og et fælles sprog, som kan forankre en ny stressforebyggende kultur på arbejdspladserne.
Det essentielle er, at man skaber disse forbedringer sammen. Det kan for eksempel ske med udgangspunkt i en temadag eller en serie fyraftensmøder. Arbejdspladsen kan herefter vælge at oprette en permanent struktur, for eksempel jævnlig erfaringsdeling og øvelser, som fastholder de opnåede kompetencer.
At give medarbejdere på arbejdspladser viden om stress og stressforebyggelse kan både motivere, forpligte og styrke sammenholdet om at løse en problematik, som jo netop vedrører os alle. Medarbejdere kan tage trivslen med sig hjem efter arbejdstid, og arbejdsgiveren vil vide, at alle med stor sandsynlighed møder friske frem næste dag.
Karen Johanne Pallesen er uddannet neurobiolog og ph.d. i sundhedsvidenskab. Hun arbejder som ekstern lektor ved Aarhus Universitet og som stresskonsulent
Stresskonsulent. Ikke så snart der kommer nye udfordringer tilstede, bliver der iværksat en masse, som der kan tjenes kassen på i det "moderne" samfund. Hurtigt opstår der en hel industri med piller og psykologer. Så er problemet jo løst, frem for at ændre forholdene. Novo Nordisk aktiekurs er f.eks. eksploderet de seneste dage efter de har sent en pille mod fedme på markedet, som får de overflødige kilo til at rasle ned. Og hvem vil ikke gerne gøre en god figur i konkurrencestaten, hvor udseende er en betydelig faktor for anerkendelse og status. Snart kommer der sikkert også en hel bølge af psykologer, som man kan få en samtale med til 800 kr. i timen om de ting der driller i livet, og vennerne ikke må vide noget for ikke at skade sit image eller markedsværdi.
Jo, nu skal Danmark være "moderne".
Kronikken er formentlig velment; men den forekommer mig at være frakoblet den konkrete daglige virkelighed, hvor lønmodtagere befinder sig i et tvangsforhold (jf. 'Hovedaftalen's § 4). I deres arbejdssituation udsættes de for forskellige påvirkninger - herunder fra 'det psykiske arbejdsmiljø' f.eks. høje kvantitative og kvalitative krav og ringe støtte fra kolleger og leder. Disse påvirkninger kan afstedkomme stress-reaktioner, som kan føre til psykiske og somatiske stress-symptomer, som kan medføre egentlig sygdom.
Men hvis påvirkninger fra 'det psykiske arbejdsmiljø' medfører stress-symptomer og egentlig sygdom, har 'arbejdsgiveren' ikke levet op til sine forpligtelser ift. Arbejdsmiljøloven ifølge hvilken, det (populært sagt) er 'forbudt at blive syg af at gå på arbejde'.
Det er derfor, at der er en Arbejdsmiljøorganisation og en Arbejdsmiljørepræsentant på arbejdspladsen. Så hvis 'det psykiske arbejdsmiljø' er for ringe i en organisation - og det er det mange steder - skal ledelsen gribe ind og ændre på de forhold, som medfører de påvirkninger, som afstedkommer stress.
Det er en fælles problem, som skal løses i fællesskab sammen med en ansvarlig ledelse - ikke som kronikøren/neurobiologen bl.a. foreslår: individuelle kropsbaserede øvelser.
Det er reduktionistisk, at forstå/forklare denne problemstilling fra et neurobiologisk perspektiv; men hvis/når også dette perspektiv inddrages, vil jeg anbefale kronikøren og andre at se følgende program: 'Stress, portrait of a killer', hvor bl.a. Robert Sapolsky (en fagfælle til kronikøren) bidrager på kvalificeret vis fra sin position.
www.youtube.com/watch?v=eYG0ZuTv5rs
Som ovenfor så glimrende skrevet af Steen Obel
Det er ikke menneskers individuelle neurologiske system, der er problemet og som skal behandles for at undgå stress.
Fjern årsagerne til stress.
Citat "Hvorfor giver oplevelsen af at være uden for kammeraters eller kollegers fællesskab os egentlig ondt i maven? "
Fordi vi er flokdyr og udelukkes man af flokken mister man beskyttelse mod rovdyr. Erkendelse af livsfare giver stress for at flygte fra livsfaren.
Dvs stress skal igangsætte adfærd, der fører til overlevelse ikke balance.
Og stress er fysiologisk set, et sammenspil af nervesystemet og hormoner.
"I en arbejdskultur, hvor stress er skamfuldt, er min oplevelse, at den sygemeldte medarbejder ofte står alene med behandlingsprocessen efter alt for længe at have bidt tænderne sammen og ignoreret stressens symptomer."
Vi er flokdyr, hvor samarbejde giver en overlevelsesfordel, der er kastet ud i et konkurrencesamfund.
Viser du svaghed, ser du appetitlig ud overfor rovdyr eller lederen, der fyrer ikke omstillingsparate syge medarbejdere, da de ikke er perfekte for bundlinjen.
I vores samfund er et arbejde udgangspunktet for overlevelse og forudsigelighed. Der er ikke noget sikkerhedsnet mere. Så man er nødt til, at se robust og omstillingsparat ud for arbejdsgiveren.
Der er viden om stress. Der er viden om, at stress fører til livsstilssygdomme. Der er viden om, at hvis årsagen til stress ikke fjernes, fortsætter den. Der er viden om, at det belaster vores sundhedsvæsen.
Så hvorfor udvides stressepidemien konstant?
Kunne det mon være fordi vores politikere og erhvervsliv ignorer viden og følger en hvis ideologi slavisk, der hylder konkurrence og straf af de svage?
Vil selvindsigt hjælpe i sådan et samfund?
Mit gæt er, at "Viden om stress kan også give håb om forandring, ikke mindst til dem, der har oplevet stresssygemeldinger" fører til det modsatte. Og
Dannelsen kan ske gennem individuelle og fælles refleksions- og kropsbaserede øvelser, som skaber selvindsigt hos den enkelte, såvel som en fælles vidensbase og et fælles sprog, "
vil føre til endnu mere stressede medarbejdere. De er nu endnu mere bevidste om, at deres arbejdsgivere og samfundet ikke vil have forudsigelighed. Disse dyrker omstillingsparathed/uforudsigelighed.
En situation, arbejdstagere ved de i den konkrete situation ikke har indflydelse på.
Så den stressede medarbejder er i en situation, hvor vedkommende har fejlet i konkurrencesamfundets hyldelde parameter robusthed overfor uforudsigelighed på arbejdspladsen og viden om nær nul chance, for at ændre, den udløsende faktor. Dvs en reel erkendelse af livsfaren uden mulighed for flugt til et sikkert sted.
Der plejer dyr, at lukke kroppen fuldstændig ned, fordi de nu ikke kan undslippe rovdyret.
Der er med vilje ikke noget sikkerhedsnet tilbage, fordi arbejdstagerne skal være desperate og sultne nok, til at acceptere dårlig løn og arbejdsmiljø. De skal ikke have et sted at flygte til.
Derfor er første skridt for succesfuldt at kunne bekæmpe stressepidemien, at genoprette et flugtsted fra uciviliserede misbrugende arbejdsivere
Det andet skridt må være, at vi ikke tillader politikere og erhvervsliv, at hylde uforudsigelighed fanatisk.
Når man har fjernet stressudløseren, kan man starte med, at arbejde med personers egenforfaltning, så de kan reagere på viden.
Så essensen summeret op igen
FJERN ÅRSAGEN TIL STRESS?
jeg er hundrede procent overbevist om, at det, der udvirker stress mest, er, at ting aldrig opleves som tilendebragt. Det ville det i hvert fald være for mig. Det har været en mareridtsforestilling siden min skoletid, at opgaverne aldrig fandt en slutning, hvor man kunne slappe af, til det næste meldte sig.
Kære Jesper, Steen, Lise Lotte, Inge og Steffen,
Tusind tak for jeres input, jeg er enig med meget af det I skriver, og smider lige et fælles svar her i tråden.
Jesper, du skriver "Ikke så snart der kommer nye udfordringer tilstede, bliver der iværksat en masse, som der kan tjenes kassen på i det "moderne" samfund. Hurtigt opstår der en hel industri med piller og psykologer. Så er problemet jo løst, frem for at ændre forholdene."
Mit svar: Til alle tider i menneskers eksistens har vi forsøgt at mindske lidelse og ubehag. Stress er som jeg skriver, indgangsportal til megen lidelse. Jeg har valgt at bruge min uddannelse til at prøve at hjælpe mennesker og organisationer med stressproblemet. Så hedder det stresskonsulent. Efter mange års dedikeret forskning er jeg kommet frem til at et vigtigt grundlæggende problem er mangel på rette viden. Jeg ønsker at formidle den type viden, som kan føre til at vi kan ændre forholdene, dvs så samfundsstrukturerne kan indrettes på en måde hvor alle kan bidrage og trives, istedet for at mange - som det er idag - skal stå med ryggen oppe mod muren.
Steen, du skriver "Så hvis 'det psykiske arbejdsmiljø' er for ringe i en organisation - og det er det mange steder - skal ledelsen gribe ind og ændre på de forhold, som medfører de påvirkninger, som afstedkommer stress."
Mit svar: Jeg mener personligt at en skelnen mellem "os" og "de andre" er ufrugtbar. Jeg er klar over at mange føler sig "uden for" (heraf en hovedårsag til den dårlige mentale sundhed) og tror, at vejen til forandring og inklusion går gennem uddannelse. Vi har alt for ofte travlt med at finde nogen at skyde skylden på, og det er jo derfor at dem der ikke er født under en lykkestjerne stadig står med ryggen oppe mod muren. Det er dem der har "mentale ressourcer" (undskyld udtrykket, kunne ikke finde et mere passende) der laver strukturerne. Jeg mener, at vejen til bedring går via indsigt i krop-psyke processer, for der er nu engang rammen for vores adfærd som mennesker. Det er f.eks. ofte fordi vi helt ubevidst søger at optimere vores egen tryghed - vi er flokdyr, som du skriver Inge - at den sociale stress er så stærk. Og også særlig vigtig at forstå for at vi kan navigere i den.
Steen, du skriver også: Det er reduktionistisk, at forstå/forklare denne problemstilling fra et neurobiologisk perspektiv; men hvis/når også dette perspektiv inddrages, vil jeg anbefale kronikøren og andre at se følgende program: 'Stress, portrait of a killer', hvor bl.a. Robert Sapolsky (en fagfælle til kronikøren) bidrager på kvalificeret vis fra sin position.
Mit svar: Jeg har læst Robert Z's' artikler og bøger (som kan anbefales) og bruger filmen i min undervisning.
Lise Lotte, du skriver: Som ovenfor så glimrende skrevet af Steen Obel
Det er ikke menneskers individuelle neurologiske system, der er problemet og som skal behandles for at undgå stress. Fjern årsagerne til stress.
Mit svar: Jo, det er i høj grad menneskers neurologiske system der er "problemet", både det individuelle nervesystem og det generelle, - men jeg vil nu hellere kalde det en udfordring, end et problem. Jeg giver flere klare eksempler i kronikken på hvorfor det er en udfordring for os alle sammen at gå rundt med et nervesystem der er udviklet til et helt andet samfund (årsager var der desværre ikke plads til at skrive om, og kronikkens hovedfokus blev derfor på viden).
Inge, du skriver: Der er med vilje ikke noget sikkerhedsnet tilbage, fordi arbejdstagerne skal være desperate og sultne nok, til at acceptere dårlig løn og arbejdsmiljø. De skal ikke have et sted at flygte til. Derfor er første skridt for succesfuldt at kunne bekæmpe stressepidemien, at genoprette et flugtsted fra uciviliserede misbrugende arbejdsivere.
Mit svar: Udnyttelse i menneskelige hierakier er ligeså gammelt som mennesket selv, og forandring kræver indsigt og argumenter. Du skyder selv en pil direkte ind i problemets kerne: Vi er flokdyr! Vi er bange for udstødelse. Selvom konfrontationer kan have stor forløsende værdi, og løse problemer, så er vi underlagt vores egen angst. At vise sin utilfredshed på ene hånd kan desværre virke som vitaminer for nogle af de usunde sind der findes i magtudøvende stillinger på mange niveauer rundt omkring. Først når vreden når kogepunktet skrider vi i fællesskab til handling (som I Iran lige nu).
Steffen, til dig vil jeg svare, at det jo er en menneskelig grundbetingelse, at ting næppe nogensinde opleves som tilendebragt. At lære at slappe af indtil det næste viser sig (som du skriver) er svært for rigtig mange mennesker. Men jeg tror jo, og det er kronikkens hovedpointe, at ved at forstå stressen, ville en del af ubehaget fordufte. Vores nervesystemer er faktisk konstant i fuld sving med at optimere vores følelse af tryghed, og vi kan godt hjælpe nervesystemet lidt her, med at falde til ro.
Et stort tema i den internationale stressforskning lige nu er "relationskrise", der er fuld drøn på at vi skal "opdrage flokdyret" - herunder lære at tøjle vores angst (være med uforudsigelighed) og have de nødvendige konstruktive konflikter - som f.eks. vores dialog her. Mange mennesker bliver desværre så stressede, at de trækker sig fra deres sociale netværk. Det må helst ikke ske. Selvom jeg også her kan indskyde at der er andre veje til tryghed og trivsel, end gennem sociale relationer, f.eks. kunstnerisk og anden kreativ og selvforglemmende udfoldelse.
Sluttelig, for at vende tilbage til kronikkens centrale omdrejningspunkt, arbejdspladserne - vil jeg sige at jeg tror, at de arbejdsmarkedsstrukturer som (med rette) er under kritik ,mest effektivt kan ændres ved at opgradere vores allesammens indsigt. Hvis ikke selvindsigt i den neurobiologi som er rammen for vores adfærd er vejen frem så ved jeg ikke hvad er.
Venligst
Karen Johanne
Tak for din respons her i kommentarfeltet, Karen Johanne
Vi bliver nok ikke helt enige, og det behøver vi heller ikke.
Når du skriver at: "Jo, det er i høj grad menneskers neurologiske system der er "problemet", både det individuelle nervesystem og det generelle ", så er vi uenige om hvor fokus bør ligge. Min synsvinkel er: "Jo, det er i høj grad det samfundsindrettede system der er "problemet", både det individuelle arbejdsmiljø og det generelle samfundsmæssige lønindkomstsystem."