Vi er ved at være så langt inde i januar, at nytårsforsætterne bliver brudt. Jeg troede engang, det hed nytårsfortsætter, fordi man prøvede at holde op med noget, man vidste var dumt, men bare efter en pause fortsatte med at gøre det alligevel.
De typiske nytårsforsæt handler om at spise sundere, træne mere og ikke mindst: drikke mindre. Og især det sidste kan være svært i en kultur som den danske.
Selv er jeg holdt op med at drikke alkohol for noget tid siden. Det var ikke et nytårsforsæt, det skyldtes snarere, at jeg har en genfejl. Den er jeg selvfølgelig født med, og jeg har den stadig. Man dør ikke af den, men med den. Den hedder Ehlers-Danlos syndrom. Denne genfejl var både årsag til, at jeg tidligere drak, og til at jeg nu er holdt op.
Ældste håndkøbsmedicin
Du har formodentlig aldrig hørt om Ehlers-Danlos syndrom – det har de færreste. Syndromet betyder, at hele min krop er for elastisk og sart. Knogler og led, organer, tarme, årer, tænder, negle, hud. Det sidste kan man faktisk se. Huden kan trækkes mange centimeter ud fra underhuden og smutter tilbage igen, når man slipper. Prøv at google Etta Lake, The Elastic Lady. Hun levede af at hive sin ansigtshud ud. Billedet af hendes kønne ansigt ligner fup, men jeg kan gøre det samme.
Hun havde det som levevej i cirkus, jeg foretrak bare at læse hele tiden, til jeg var blevet cand.mag. og kunne leve af det. Hvem har lyst til at være en freak? Jeg havde i hvert fald ikke. Jeg havde det faktisk i mange år slemt med at være handicappet. Det var pinligt, så jeg gjorde hvad som helst for at skjule det. Men jeg var altid udmattet.
At holde sig selv på på plads ved muskelkraft er anstrengende, og det gør ondt. Jeg er på overarbejde bare ved at stå ud af sengen. Jeg får hamrende ondt ét sted mandag og et helt andet tirsdag. Ligger i sengen den halve fredag, fester måske igennem lørdag og betaler for det søndag og mandag. En sikker måde at få diagnosen hypokonder eller en spand blandede antidepressiva. Det, der ikke kan ses, ikke kan måles, men gør én helt ukampdygtig, må jo sidde mellem ørerne, ikke? Men det sidder altså i generne, og det har ikke gjort mit liv lettere. Men det gjorde alkohol.
Det er jordens ældste håndkøbsmedicin, og jeg har brugt den, fra jeg var teenager. Alt gjorde så mindre ondt, og jeg blev mere ligeglad. Egentlig fra starten støttet af mine forældre, der mente, et glas cognac i ny og næ var langt ’sundere’ end en eller anden pille.
Så jeg gik fra at være pivet til altid at være lidt oppe at køre og med på den værste. Det var tit mig, der fik de skøre ideer, og mig, der ryddede op bagefter. I mere end 50 år. Problemet ved det var selvfølgelig, at alkohol er svært at styre. Behandlingen endte tit med at være værre end sygdommen.
Heldigvis opdagede nogen, at Naltrexon, der egentlig bruges til at dulme abstinenser og hjælpe folk ud af misbrug, i bittesmå doser går direkte i endorfinerne. Omkring et milligram om dagen var nok til, at jeg pludselig, som 77-årig, kunne igen – og så helt uden at drikke.
Det blev sgu et problem. For man kan ikke bare holde op med at drikke.
En pligt at drikke
Vennerne, der havde set mig kanonfuld flere gange, udtrykte ikke glæde, men sorg på mine vegne. Nogle reagerede næsten vredt. »Ja, jeg opgiver altså aldrig min rødvin,« sagde en nær veninde. Som om jeg havde bedt hende om at holde op i solidaritet.
Men sådan har jeg det absolut ikke. At jeg ikke længere har lysten til at drikke, betyder ikke, at mine venner og jeg i fremtiden skal mødes i Lænken eller AA og tale om vores problem på skift. Det tror flere vist, at jeg mener.
Reaktionen kan være så negativ, at jeg indimellem føler, at det er lettest at skænke et halvt glas hvidvin og så snige det i en potteplante eller bare fylde mere og mere vand i glasset i aftenens løb.
For mig er sammenhængen enkel: Jeg drak for at holde smerter og min følelse af utilstrækkelighed ud. Nu har jeg ikke ondt og føler mig ikke utilstrækkelig. Jeg bliver dårlig af at drikke og har intet behov længere.
Men min nye stil virker provokerende. Det er, som om jeg ved ikke at hæve glas og promille ligesom de normale er blevet en spion. En, der sidder og får en gratis én på opleveren, når hæmningerne falder. Én, der måske noterer, at de færreste – stik imod den gængse opfattelse – bliver sjovere eller klogere af hyggepromillen.
Søde mennesker har faktisk lykønsket mig med, hvor flot jeg klarer at lade være med at drikke. Det er komisk, men det er da pænt af dem. Og jeg nænner næsten ikke at skuffe dem ved at sige, at jeg ikke savner det et sekund. Undtagen den sjældne gang, hvor jeg ser et koldt glas øl på en varm dag. Men øl uden gluten og uden alkohol kan altså ikke slå et glas koldt vand med en skive citron.
Spanske reaktioner
Forleden læste jeg i en spansk avis, at unge mennesker, der ikke drikker, nu føler sig marginaliseret. At alkohol også her er blevet synonymt med fællesskab. Måske påvirket af de mange unge turister, der kommer her med det ene formål at ligge i sprit. Det er tæt på at være lige så ugleset at være afholdende som at være fordrukken.
Det sidste ser man sjældent i landet, for i Spanien har vin aldrig været hverken tabuiseret eller et privilegium – det var bare billige og rene kalorier. Så kun helt unge, der lige er blevet gamle nok til at købe en femliters i supermarkedet, og så de alkoholafhængige, regner med at drikke sig i hegnet til hverdag.
Jeg bor i Sydspanien og har oplevet, at danske besøgendes begejstring for den gode, billige vin, har fået personale på restauranter, hvor vi har haft dem med, til diskret at spørge mig, om ikke vi i alles interesse skulle overhøre nye bestillinger fra gæsterne? Man drikker ikke vin til almindelig aftensmad, og da slet ikke halve eller hele flasker per mand. Hvorfor skulle man? I Danmark skal man.
Det er normen. Især, forekommer det mig, i min generation og blandt de højest uddannede. Er det efterslæb efter stormen på den kedsommelige pænhed, vi voksede op med? Og så begejstringen over, at nu har vi råd? Selv en håndbajer er nu fra et mikrobryggeri med nummererede etiketter. Det er ikke Brugsens Palanca, men årgangsvine, vi hælder ned, men mængden og resultatet er det samme.
Vi slæber trofast rundt på det, en anden veninde kalder ’adgangskortet’ – en flaske ikke for billig vin – hver gang vi skal spise med hinanden. Det gav mening, da vi var studerende og ikke havde råd til at invitere vores venner forbi til både mad og vin – men nu?
Lige efter nytår var kokken Umut Sakarya inviteret i Aftenshowet for at dele sine oplevelser med en alkoholfri periode. Det var som breaking news for resten af Danmark, at nogen havde opdaget, at man fik det bedre ved ikke at drikke små mængder opløsningsmidler hver dag.
Er vi nået dertil? Og hvis ja – hvorfor så? Siden hvornår er alkohol blevet noget, alle drikker, hvis de har en undskyldning? Og hvornår er det gået over til at blive nærmest en pligt at gøre det?
Vi ved, hvorfor Jeppe på Bjerget drak. Vi forstår hans situation og hans flugt fra nogle vilkår, han ikke magtede at ændre. Men hvad flygter moderne, velbjærgede mennesker fra? Og hvorfor er det blevet sensationelt eller ligefrem suspekt at sige nej tak til at flygte med?
Dorrit Barrret er lektor emerita og forfatter
Drukkulturen blandt unge er der intet nyt i. Den har altid været der så længe jeg kan huske. En forskel i forhold til tidligere er at den foregår ugen rundt og at der er kommet narkotika, bløde som hårde, oven i cocktailen. Nogle gymnasier er nærmest narko buler af hash og kokain uden nogen griber ind. Men de unge skal jo selv og tåler ikke at blive irettesat. Det kan de jo tage skade af for resten af livet.
Det må være gået hen over hovedet på forfatterens venner og veninder, at der er mennesker, der af helbredsgrunde ikke kan tåle at drikke. Det bør vennerne uden forbehold acceptere og fortsætte venskabet uanfægtet.
Når mennesker stopper med alkohol, kan det være fordi det giver dem umiddelbare helbredsproblemer, men for de flestes vedkommende er grunden alkoholisme. Det er en sygdom – en anormalitet om man vil – som fortrinsvis karakteriseres ved kontroltab. Det betyder, at alkoholikeren mister evnen til at sige stop, når selv en let rus er indtruffet.
For begge gruppers vedkommende er der en meget enkel løsning, som oven i købet er langt den letteste. Hold op med at drikke alkohol overhovedet. Efterhånden har alle nogenlunde forstandige mennesker forstået, at det er en uhyre fornuftig beslutning. Tiden arbejder for, at denne erkendelse siver nedad til mennesker med et lavere kundskabsniveau. Meget mere er der ikke at sige til det.
Afslutningsvis et lille indspark. Det er en vrangforestilling, som er ualmindelig svær at få bugt med. Dorrit Barrett skriver, at ”vi ved, hvorfor Jeppe på Bjerget drak. Vi forstår hans situation og hans flugt fra nogle vilkår, han ikke magtede at ændre”.
Det er lodret forkert. Det er såmænd meget sympatisk, at Holberg giver Jeppes livsvilkår skylden for hans drikkeri. Desværre er det også et af de mest skadelige synspunkter, der findes omkring alkoholmisbrug. Det er ganske enkelt sådan, at Jeppe drikker, fordi han er alkoholiker – eller sagt på en mindre barsk måde - han lider af alkoholisme. Derfor drikker han ikke bare som normale mennesker nogle få snapse. Han fortsætter, indtil han går i gulvet.
Holbergs synspunkt får mennesker med alkoholproblemer til at tro, at alle andre har skylden for, at de drikker alt for meget. Hvis bare de - og resten af deres livssituation - ville ændre sig, så ville deres alkoholproblem være løst. Det er et synspunkt, der bare forlænger pinen for alkoholikerne og deres pårørende.
@ Jesper Johannesen.
Det virker som om, at du er så forhippet på at komme først med en kommentar, at du ikke læser, hvad det egentlig er, du kommenterer på. Forfatteren er 77 år, og ungdomskulturen er for hende lige så irrelevant, som din kommentar er for hendes artikel
"Er vi nået dertil? Og hvis ja – hvorfor så? Siden hvornår er alkohol blevet noget, alle drikker, hvis de har en undskyldning? Og hvornår er det gået over til at blive nærmest en pligt at gøre det? "
Svaret på Dorrit Barretts spørgsmål er efter min mening:
- Fordi vi har tilladt alkoholindustrien at få frit løb. I de sidste 50 år er afgifter på vin og spiritus afskaffet, og ligeledes er der frit slag for annoncering og promovering. I vores højt besungne konkurrencesamfund, hvor vi for alt i verden ikke må være restriktive overfor markedets frie kræfter, er det helt i orden, at en kapitalstærk industri presser på, nu også med shots og sodavandslignende alkohol, så kundesegmentet kan udvides til børnegruppen, der kan tilvænnes før den kritiske sans sætter ind.
Ingen kritiske røster har turdet rejse sig mod drikkeri i skolerne, i ungdomsinstitutioner etc. og når også lovgivere går i spidsen med "Folketingets Vinklub", finansieret af industrien med hyggelige sammenkomster for de 179 udvalgte i den gamle Børsbygning og fredagsbar på partisekretariaternes kontorer, og når man i mange radioudsendelser om fredagen tydeligt kan høre deltagerne hygge sig med vin i blodet, og når alkohol kan købes stort set overalt i dagligvareforretningerne, så er der ikke meget håb for fremtiden.
Det, der er brug for, er naturligvis, at nogen lytter alvorligt til sagkundskaben og beslutter sig for at tage skeen i den anden hånd. Der kræves forbud og restriktioner, aldersgrænser som i andre lande, måske forbud mod udskænkning i det offentlige rum (sådan som det forøvrigt tidligere var gældende i politivedtægterne for et par generationer siden), måske monopolsalg i autoriserede butikker med mængdebegrænsninger i detailleddet. Måske også en egentlig ungdomsbeskyttelseslovgivning, som i Tyskland, Østrig og Schweiz.
Det er lykkedes at få gjort en indsats mod tobaksrygning. Det lykkes tilsyneladende også i disse år at begrænse forbruget af usund mad. Måske lykkes det om en generation eller to at ændre etablissementets holdninger til alkohol. Vi har lov at håbe, men det sker næppe i nogen nulevendes levetid.
Der serveres ikke alkohol på skoler. På gymnasier ja, for der slås man om de unge med næb og fest og ballade.
"Men hvad flygter moderne, velbjærgede mennesker fra?"
Det er det rigtige spørgsmål i min optik.
Jovist der findes alkoholisme og det er en sygdom, ingen tvivl herom.
Men resten, de der ikke "drikker sig i hegnet", men alligevel har et alkohol overforbrug.
De der tager en halv flaske til aftensmaden de fleste dage og supplerer hvis de skal noget i weekenden.
Hvorfor drikker de, når nu tingene går deres vej?
Alkohol er et af de ældste midler som mennesket har brugt som bedøvelse/numbing.
Andre midler er: stoffer, fed/sukkerholdig mad, arbejde, fjernsyn, computerspil, telefon, shopping, sex og en masse andet.
Måske også debatter på Facebook, information osv?
I min barndom kunne man både være narkoman, arbejdsnarkoman og fjernsyns narkoman. Der var noget om det!
Hvorfor har vi så brug for denne bedøvelse, hvad flygter vi fra?
Mit bud er, de svære følelser. De oprivende følelser som nogle generationer har drukket væk, andre har arbejdet dem væk osv.
Vi er blevet bedre til, at tale om de svære følelser, men er vi blevet bedre til at rumme dem?
Får et grædende barn at vide, at det er noget pjat eller nu får du en slikkepind eller en ny cykel?
Eller bliver det rummet i sine følelser? Får det lov at græde ud i Netto? I skolen og derhjemme?
Taler vi voksne om det der gør ondt i familien, blandt vennerne og på arbejdspladsen?
Altså taler om det, sådan rigtigt?
"Én, der måske noterer, at de færreste – stik imod den gængse opfattelse – bliver sjovere eller klogere af hyggepromillen."
Måske.
Man kunne også vælge at være sammen med mennesker, som heller ikke drikker alkohol. De findes faktisk - også i Danmark. Men nu forstår jeg at bostedet er Spanien. Der må da også være mennesker, som ikke drikker alkohol.
Hvis man ikke spiser brød, ikke kan finde en virksomhed, som vil ansætte en og betale løn, hvis man ikke (længere) tror at alt hvad der står i medierne er sandt, hvis man engang har været hippie og nu er konservativ, eller man erkender sig afvigende fra flertallet på en eller anden vis (især hvis det er et skifte fra et tidligere standpunkt) - så kan man enten lade sig kue til at underkaste sig flertallet eller finde sig en ligesindet gruppe "afvigere". Flokdyrenes evige dilemma.
I Kristeligt Dagblad fandt jeg denne artikel fra 2013, der opridser en del af alkoholens historie i Danmark. Det fremgår, at nok har man kendt til alkohol mindst tilbage til jernalderen, og det er op igennem historien blevet brugt af høj som lav. Men først i industrialiseringen fra 1850 og frem til der blev lovgivet med en særlig alkoholskat i 1917, tog indtaget for alvor fart. Alkohol var billig og givetvis dulmende mod smerter og/eller en udsigtsløs tilværelse for en arbejderbefolkning, der knoklede umenneskeligt hårdt til en ussel løn. Måske det er her den alkoholkultur, vi har idag, tager sit udspring? https://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/danmark-har-til-alle-tider-se...
Min erfaring: Jo mere man interesserer sig for vin- og spiritus - jo nemmere er det at holde op med at drikke det. Det har noget med prisen at gøre. Eksempelvi er jeg efterhånden blevet så begejstret for god rødvin, at jeg kan nøjes med et halvt glas om dagen - eller alternativet: supermarkedets billigste danskvand. Til gengæld har jeg et problem (som jeg nægter at skille mig af med) med kager. Mener dog at have fundet en løsning: hvis man skærer en kage over og venter til næste dag med at spise den anden halvdel, har man allerede halveret sit kageforbrug. Metoden kan bruge mod andre former for afhængig af. Et godt råd til de der føler sig presset til at drikke alkohol i sociale sammenhænge er at sørge for at fylde maven op med vand, fx. mellem retterne, det vil nedsætte indtagelsen af alkohol betydeligt. Der er i det hele tage masser af muligheder for ikke at køre ufrivillig med på alkoholpardigmet i sociale sammenhænge, hvis bare man er opsat på at kæmpe imod. Den oplagte mulighed er selvfølgelig at være fuldstændig ligeglad med hvad andre tænker og bare gøre som man selv finder bedst, men det kan være sværere end man tror. Gruppepres er en reel faktor, men ikke nødvendigvis uoverkommelig.
Man står alene i et fravalg af et misbrug.
Der er ingen der "bakker op" om et fravalg af et misbrug. Hyklere er de, der synes de "støtter det sunde", men aldrig selv har prøvet misbruget.
Derfor er denne ensomhed i fravalget uundgåeligt, fordi drikkelaget, eller rygelaget eller andre lag vil forsvinde, dér hvor der før fandtes tryghed og accept af éns misbrug.
Fordi det betyder en ændring, er laget ikke interesseret i at nogle standser, og vil altid reagere imod. "Vi kender dig som den du er, prøv ikke at lave dig om!".
Derfor er beslutningen om at vriste sig-selv ud af misbruget, altid sket i en erkendelse.
Som aldrig kan tvinges af andre, hverken alkoholikere og da slet ikke af de, der aldrig har været afhængige.
24. Oktober 1984 holdt jeg op med ar ryge . Lidt festrygning de næste 14 år, en 10 stks på et år. Så et par år med cigarer og de sidste 20 uden. Jeg og mange andre drikker, men jo ikke når vi skal køre sammen med de andre chauffører, når der er fest. Vi er sikkert for mange der drikker lidt mere end de anbefalede mængder, men vores brug er ikke blevet til et misbrug. Endnu. For 40 år siden var der gammel dansk til enhver anledning og øl og smøger på arbejdspladsen var regelen. Det er det ikke mere. Tørlagte alkoholikere som jeg kender jamrer ikke og det er helt naturligt at drikke danskvand, selv om de andre drikker vin. Hold op med den sang, men jeg synes gymnasieskolerne skulle oppe sig og påtage sig et ansvar i stedet for som nu at være stedet man i den grad identificerer med drukkulturen.
At man ikke drikker vin til maden i Sydspanien er sikkert rigtigt, øl er også dejligere i det varme klima, dog ikke for meget.
Tak for en virkelig interessant kronik. Vi har en kedelig rekord i Danmark, hvad alkoholforbrug angår, og det er kun godt, hvis vi kan begynde at diskutere det - og ikke kun i f t de unges forbrug. Der kan uden tvivl være mange gode grunde til at drikke, men det er ikke desto mindre et problem, både for den enkelte og på samfundsniveau.
Mange tak for kronikken.
Medicinen fremstilles her fortryllende ideel, men er farlig med en skadet lever, og tilsyneladende er mindste tabletdosis på 50 mg, det er imponerende at kunne dele den i 50 stykker.
” Forsigtighed tilrådes ved let til moderat nedsat leverfunktion. Kontraindiceret ved stærkt nedsat leverfunktion. Erfaring savnes vedr. behandling af ældre.” fra https://pro.medicin.dk/Medicin/Praeparater/4421