Debatten om regnbuefamilier går glip af unikke perspektiver, når ingen spørger os børn

»Man kan kun have to forældre.« Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet smækket den sætning i ansigtet. Af klassekammerater, af skolelærere og i samtlige møder med systemet, før jeg blev myndig. Og det er også fuldstændig korrekt. Man kan kun have to forældre. I hvert fald biologisk. Og i hvert fald juridisk. Men virkeligheden anno 2023 er en anden, og selv om det først er blevet popkultur for nylig, har det altså for en del af os været virkelighed, siden vi blev født.

Antallet af regnbuefamilier er fordoblet de seneste ti år, og i 2019 var der ifølge Danmarks Statistik 1.465 danske familier, hvor enten to kvinder eller to mænd boede sammen med hjemmeboende børn.

Antallet af regnbuebørn er altså støt stigende, men lovgivningen halter pinligt langt bagefter. Og før du begynder at kaste begreber som ’stedbarnsadoption’ og ’medmorsordning’ efter mig, så løser de tiltag ikke problemet for den del af regnbuebørnene, der har flere end to forældre.

»Barnets tarv«

Selv om vi i 2014 indførte medmoderskabet og gjorde det muligt for kvinder i homoseksuelle forhold at få forældremyndigheden over deres børn uden komplicerede og langstrakte stedmorsadoptioner, er der ikke sket ret meget siden da. Juridisk er der tale om halvhjertede lappeløsninger, der udskyder den revidering af børneloven, vi ifølge foreninger som LGBT+ Danmark reelt har brug for. 

»Udgangspunktet må altid være barnets tarv,« sagde Anne-Marie Gerdes, tidligere forkvinde for Etisk Råd, til Weekendavisen, da hun i 2021 blev spurgt ind til problematikken. Og hvor er det dog interessant med det begreb – ’barnets tarv’. For som det fremgår af samme artikel, er det netop ’barnets tarv’, som både regnbueforældrene og deres modstandere henviser til, når de argumenterer for deres modstridende holdninger.

Men hvor er regnbuebørnene i den samtale? Selv om os med flere end to forældre ikke findes juridisk, så er vi her, kan jeg lige så godt afsløre. Det har vi sådan set været i flere årtier nu, men vi er sjældent blevet spurgt.

Vi kan nok blive enige om, at det er provokerende, når der tales hen over hovedet på én. Forestil dig så, at en hel debat med lige præcis dig som udgangspunkt udspiller sig i højderne. Deroppe, hvor du ikke kan nå. Du er (regnbue)barnet, og de er stadig de voksne, også selv om du i dag er midt i 20’erne, færdiguddannet og med egen bolig.

Hvorfor bliver den del af regnbuebørnene, der i dag er unge voksne ikke inviteret med i samtalen? Hvorfor er det jurister, kønsforskere og antropologer, der har patent på debatten, og ikke de børn, den rent faktisk handler om? Og hvorfor er det næsten udelukkende vores forældres hulkehistorier om manglende rettigheder, der benyttes som eksempel på en hullet lovgivning?

Jovist er vores forældres smerte vigtig – og deres manglende juridiske forbindelse til deres børn er selvsagt ikke undselig. Men hvad med regnbuebarnets ret til sine forældre? Hvis vi skal blive ved at tale om ’regnbuebarnets tarv’, er det ignorant at overse netop barnets stemme i debatten. For vi er mange voksne regnbuebørn i dag, og de fleste af os har noget på hjerte, som ikke bare er gentagelser af vores forældres standpunkter. Vi kommer med nogle andre perspektiver.

Et ben i hver lejr

Tit og ofte har regnbuebørn nemlig et ben i hver lejr: LGBT+-miljøet og normsamfundet. Vi er født ind i og opvokset i det ene miljø samtidig med, at mange af os formelt set tilhører normsamfundet. De fleste af os er heteroseksuelle, ciskønnede, kedelige mennesker, der ligner den del af samfundet, vores familier forarger. Vi er minoritet og majoritet på samme tid, og det ligger der et relevant perspektiv i, men desværre også en indbygget fare for at blive overset.

Da jeg for nylig begyndte at udtale mig om mine oplevelser som regnbuebarn, blev jeg kontaktet af en mor til et niårigt regnbuebarn, der havde et ønske om at møde mig. For de oplevelser og refleksioner, jeg havde og gjorde mig som barn af en regnbuefamilie for 15 år siden, dem havde hun, en niårig i 2023, også i dag.

Er det ikke mærkeligt, at der ikke er sket mere på de 15 år, når nu nonbinære kønsidentiteter og andre seksualiteter end den heteroseksuelle er kommet så meget mere på dagsordenen? Næ, det er det egentlig ikke, for hvem har snakket med regnbuebørnene? Hvem har repræsenteret dem?

Stil os spørgsmålene

Bekymrede spørgsmål fra normsamfundet lyder: »Jamen, hvis der er flere forældre end to, hvem er så de primære omsorgspersoner?«, » ... er det ikke en unødvendig forvirring for et lille barn med alle de forældre?«, » … er det ikke svært for et barn at have flere mødre – hvem skal de så kalde mor?« og så videre. Vi møder disse spørgsmål i vores almindelige liv, i medierne og fra politikerne. 

Modsat lyder bekymrede spørgsmål fra LGBT+-miljøerne: »Hvordan tror I, det føles for et barn at være juridisk separeret fra én eller flere af dets forældre?«, » … hvordan tror I, vores børn får det, når de ikke kan krydse deres familieform af ved diverse møder med systemet?«

Hvorfor stilles disse spørgsmål ud i den blå luft? Hvem tror I sidder på svarene? Det gør vi. Der er bare ikke nogen, der spørger os.

Det vigtigste at forstå er, at selve udgangspunktet for regnbuebørn er anderledes end for børn af heteroseksuelle familier. Hverken biologi eller jura har været afgørende i vores opvækst, og skilsmisseskræmmebilledet passer heller ikke på os, for vi er født med et fragmenteret ophav. Det har altid været udgangspunktet.

De største tabere

Bekymringen om, hvorvidt det juridiske flerforælderskab ville forvirre regnbuebørnene, er måske den dummeste af dem alle. Tror I, vi får færre forældre af, at de ikke står på papiret?

Jeg kan love dig, at samtlige af mine fire forældre har siddet klinet fast til dårlige institutionsstole, når der skulle spilles teater i indskolingen. De har formået at holde én studenterhue mellem hele fire sæt hænder, og der har hverken været færre sommerferier, bedsteforældre eller juleaftener af, at kun to af dem fik lov at få det juridiske ansvar.

Den del af de vrede debattører, der tror, de skåner os ved at fastholde en forældet familielovgivning, burde spørge os i stedet. Men jeg er næsten endnu mere skuffet over, at vi heller ikke får taletid hos den del af debattørerne, der burde være på vores side. Med den tendens bliver de største tabere os, regnbuebørnene – så tak for den ’tarv’.

Jeg håber, jeg kan være med til at skabe det rum for samtale, som de børn, der i dag vokser op i regnbuefamilier, har brug for. Jeg ønsker for dem, at de selv får lov at tale, så de kan føle deres familieform repræsenteret af andet end bitre fejder hen over deres hoveder. Men det kræver, at vi som samfund bliver bedre til at lytte til regnbuebørnene.

Karla Rosalina er freelanceskribent