Kronik

Efterskolerne løfter en vigtig trivselsopgave, som ikke kan reduceres til et spørgsmål om økonomi

Den mentale mistrivselskrise blandt børn og unge afhjælpes ikke ved at sløjfe muligheden for at tage på efterskole i tiende klasse. Tværtimod. Efterskolerne lærer unge at se udad frem for indad med fællesskabet som et nødvendigt værn mod psykologisering
Efterskolen er stedet, hvor dannelse er i højsædet, og uddannelse bliver et biprodukt. Stedet, hvor de unge løfter blikket og får øje på verden

Efterskolen er stedet, hvor dannelse er i højsædet, og uddannelse bliver et biprodukt. Stedet, hvor de unge løfter blikket og får øje på verden

Tine Sletting

Debat
23. januar 2023

»Arbejdsudbuddet kan udvides med 12.000, hvis man sparede på efterskolerne«. Det var omdrejningspunktet i programmet Deadline den 12. januar, hvor professor Per Nikolaj Bukh deltog og argumenterede for, at efterskolerne var et godt og oplagt sted at spare for at øge arbejdsudbuddet og forbedre økonomien.

I denne kronik vil vi forsøge at give andre perspektiver på efterskolernes betydning og argumentere for, at efterskolerne bidrager til, at flere unge lykkes med deres ungdomsliv, finder deres vej og måske endda undgår behov for psykiatrisk behandling. På den måde bliver efterskolerne en samfundsmæssig investering snarere end en økonomisk belastende faktor. Bukhs regnestykke reducerer et efterskoleophold i 10. klasse til ’en god oplevelse’, hvilket vidner om manglende indsigt i efterskolernes store bidrag til unges dannelse og fremtidige udvikling.

Derudover bygger det på en antagelse om, at det kan forudses, at de unge, der går på efterskole i niende klasse eller slet ikke kommer på efterskole, vil bruge det ’sparede’ år til at nå arbejdsmarkedet et år tidligere.

Efterskolerne afhjælper mistrivsel

Sagen er dog den, at vi står med en mistrivselskrise blandt børn og unge, og at vi har brug for at overveje, hvordan vi forebygger klogt. Det skal vi nemlig gøre ved at finde løsninger i hverdagens praksisser, som det kan ske på en efterskole, der i dag, som Ove Korsgaard skriver det smukt i sin bog om efterskolen, er det »senmoderne samfunds psykosociale moratorium«. På efterskolen afsøger og eksperimenterer de unge med roller og identitet, den plads i samfundet, der synes at være skabt til dem.

Efterskolerne har og kan få endnu større betydning ved i den sammenhæng at tilbyde et hjælpsomt modsvar til individualisering og psykologisering af eget liv. Her kan man vende sig mod verden, mod andre og ikke kun mod sig selv. Efterskolerne kan, når de lykkes, få unge til at løfte blikket fra konstant at kredse om eget liv, men efterskolerne må også begrunde deres virke ved netop dette. Ellers er risikoen, at de kan reduceres til spildt tid på en oplevelse for livet.

Rapporten Børn og unge i Danmark: Velfærd og trivsel 2022 fra VIVE viser, at rekordmange unge rapporterer om ensomhed, om dårligt mentalt helbred og om lav livstilfredshed. I rapporten angiver 40 procent af de 19-årige unge kvinder, at de har haft en psykisk sygdom. Ifølge Sundhedsstyrelsen er det omkring 15 procent af danske børn og unge, der i dag er i behandling for psykisk sygdom, inden de fylder 18 år. De 15 procent er udtryk for en markant stigning over de seneste år, og i 2010 var det blot omkring fem procent af en børneårgang, der havde fået en psykiatrisk diagnose, inden de fyldte 15 år.

Usund og udbredt diagnosekultur

Når 40 procent af 19-årige kvinder i 2022 rapporterer at have eller have haft en psykisk sygdom, samtidig med at antallet, der faktisk ses i psykiatrien, er lavere, så er det blandt andet udtryk for en psykologisering. Allerede ganske små børn kan for eksempel beskrive en episode, hvor de måske er blevet bange en aften i mørke, som: »Jeg fik angst«. Det at være mørkeræd som niårig er en helt almindelig reaktion og ikke udtryk for en angstlidelse, men sproget for at blive almindeligt bange forsvinder fra børn og forældre og overtages af diagnosesprog.

Et andet eksempel kunne være en 15-årig pige, der for første gang oplever hjertesorg, fordi hendes store kærlighed har fundet sammen med en anden. Hun kunne beskrive sig selv som »deprimeret« og med »selvmordstanker«, mens disse ord måske snarere dækker over, at hun er helt ulykkelig og ikke kan forestille sig, at livet nogensinde bliver godt igen, når det skal leves uden den første store kærlighed.

Hvorfor er det problematisk, at de unges sprog for, hvordan de har det, overtages af diagnose og symptomsprog? Det er det, blandt andet fordi et symptom pr. definition er et »fysisk eller psykisk træk, der er det synlige tegn på en bestemt sygdomstilstand«. Symptomer er altså tegn på sygdom, og dermed gøres naturlige fænomener, som at være mørkeræd eller at være ulykkeligt forelsket, til noget sygt.

Dette leder direkte til et andet problem ved psykologisering, nemlig at løsningen på, at et barn eller en ung er syg, helt naturligt findes i sundhedsvæsenet, for eksempel i børne- og ungdomspsykiatrien. Børn og deres forældre får den oplevelse, at mere almindelige fænomener er udtryk for en sygdom, der kræver behandling. Diagnoser er det, der legaliserer at være syg eller at være ude af stand til at passe skole eller arbejde. Diagnoser er et forklaringsredskab, som de fleste forstår.

Når ’jeg’ bliver til ’os’

Som psykolog og børne- og ungdomspsykiater er vi på ingen måde ude på at negligere børne- og ungdomspsykiatriens plads i håndteringen af trivselskrisen blandt børn og unge. Rekordmange børn og unge henvises til og diagnosticeres i psykiatrien. Disse børn og unge har behov for den rette diagnose og den rette behandling, og der er blevet flere af dem. Psykiatrien har hårdt behov for at blive styrket, der er brug for flere ressourcer til at hjælpe også denne gruppe af børn og unge. Samtidig er det vigtigt at holde fast i, at trivselskrisen dækker over en stor og heterogen gruppe af børn og unge, og langtfra dem alle er (heldigvis) psykisk syge.

Men hvad har det med efterskolerne at gøre? En hel del faktisk.

Efterskolerne tager allerede et stort ansvar i forhold til børn og unge, der har psykiatriske diagnoser, dels gennem specialskoler til for eksempel børn med autisme, og dels i høj grad på de almene efterskoler, hvor mange børn med tidligere spiseforstyrrelse, angst eller depression finder plads og fællesskab. Til netværksmøder, der holdes i børnepsykiatrisk regi, foreslår den børnepsykiatriske behandler ikke sjældent et efterskoleophold som næste skridt, og erfaringen er, at efterskolerne stepper op og lykkes med at hjælpe mange unge tilbage til et mere almindeligt ungdomsliv.

Det ligger i efterskolens dna, at fokus fjernes fra individet og netop til fællesskabet: I konstruktionen med at bo flere på værelset, med at hjælpe hinanden med køkkentjans og rengøring, med fællessang og medborgerskabsmøder, med fortælletimer og fællesgymnastik. Som når de cirka 30.000 danske niende og tiende-klasses elever hvert år lærer at synge: »Fællesskab fødes, når jeg bliver til os«. Det er på mange måder det overordnede projekt med et efterskoleår. I det øjeblik de unge mennesker træder ind ad døren på efterskolen, bliver de bogstavelig talt bedt om at løfte blikket.

Det vil dog være en kæmpe trussel for alt det, som efterskolerne står for, og det, der får efterskolerne til at leve, hvis de kun bliver for unge på kanten. Efterskolerne skal ikke være endnu en sammenhæng, hvor de unge kan være netop på grund af deres vanskeligheder.

Fællesskaber for unge, der i en periode ikke trives, må ikke blive afhængige af deres mistrivsel – fordi det betyder, at de mister deres ståsted, identitet og fællesskab, hvis de kommer til at trives. Efterskolerne er og skal også fremadrettet være de gode repræsentanter for den modsatte tænkning. En tydelig ramme, med regler, krav, forventninger og muligheder, en ramme, hvor livet godt må være, og også ofte er, svært. En ramme, hvor dannelse er i højsædet, og uddannelse bliver et biprodukt. En ramme, hvor de unge løfter blikket og får øje på verden.

Efterskolerne er en samfundsinvestering for os alle sammen, og de hverken kan eller skal reduceres til et spørgsmål om økonomi.

Ditte Hulgaard er børne- og ungdomspsykiatrisk overlæge i Region Syddanmark og klinisk lektor ved SDU

Lene Tanggaard er professor i pædagogisk psykologi ved AAU og rektor for Designskolen Kolding

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Johannsen

Min datter tog på efterskole efter eget valg efter 8. klasse. Hun gjorde det fordi hun gerne ville udvikle sig og møde nye mennesker end dem hun har været sammen med stort set hele livet. Hun har altid været populær i børnehave/folkeskolen og har gået i skole hver dag med et smil. Men hun ville have mulighed for et skridt videre ud i livet. Prøve sig af og være sammen med nye mennesker på en mere intens måde som efterskolerne byder unge mennesker. Og det har helt sikkert løftet hende godt på vej mod voksenlivet og gjort hende mere åben, moden og selvstændig - Uden Mor og Far.

Det er ikke alt der kan vejes i penge. Et efterskoleophold er et af dem. En mulighed det moderne samfund skal give unge mulighed for. En mulighed, som gør de unge til endnu bedre mennesker i et fællesskab som er så vigtig at være en del af.

Desværre er hun en af de to årgange, som blev ramt af corona nedlukning midt i det hele. Øv. Men det unge tog udfordringen op ved at mødes uden for skolen i sommerhuse landet rundt. Her var de så sammen i ca. en uge, hvorfra de deltog i den online undervisning der var. Så det blev et efterskoleår med et tvist. Men herligt de unge kunne finde vejen sammen.

Efterskoler skal ikke beskæres. Det er et stort gode for de unge, der vil udvikle sig.

Arne Albatros Olsen, Finn Juliussen, Søren Larsen og Morten Olsen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

hold op! Efterskolerne er GULD værd! De unge får der et større perspektiv på sig selv og på deres vante, hjemlige omgivelser, og som forældre lærer man at man i høj grad er undværlig! og så må jeg tage alle mine hatte af for lærerne på efterskolerne - tænk at kunne holde lige netop de årgange ud 24/7 og endda få noget godt ud af det og dem!
Professoren må løfte blikket fra de tvivlsomme, meget lidt sandt sigende tal!

En nok ikke helt enestående gevinst opdagede min yngste da hun begyndte i gymnasiet: kun en klassekammerat havde også gået på efterskole, så de to fandt sammen, for de øvrige klassekammerater var simpelthen for umodne... de forberedte sig fx altid kun nødtørftigt, fra A-B, aldrig noget med at kaste et blik videre, til C, eller noget ud ad en interessant tangent... Kort sagt var de to de eneste i den klasse der allerede var blevet selvstændige studerende.
Disse erfaringer ligger 30 år tilbage. Hvis efterskolerne har forandret sig i en umoden retning i de mellemliggende år, er jeg sikker på at det må skyldes noget udefrakommende, ikke noget fra skolerne selv. Men det må være noget der skal rettes op på "udefra", og det skal ikke være ved en beskæring!

Arne Albatros Olsen, Søren Larsen og Morten Olsen anbefalede denne kommentar

"Efterskolerne er en samfundsinvestering for os alle sammen, og de hverken kan eller skal reduceres til et spørgsmål om økonomi."
Står i kontraste til seneste undersøgelser om de senest år hvor udvikling går mod at det især er børn af velstillede og veluddannede forældre, der tager 10. klasse på en efterskole.

Jeg så ikke Deadline den 12. januar, hvor professor Per Nikolaj Bukh deltog og argumenterede for, at efterskolerne var et godt og oplagt sted at spare for at øge arbejdsudbuddet og forbedre økonomien.

Men umiddelbart bliver jeg lidt bekymret, når snakken går på penge og ikke på værdier. Hvad skulle de penge Bukh ønsker at spare gå til? Det har for mig meget høj værdi at de unge trives, modnes og får et netværk, som for manges vedkommende er livslange. Det har jeg selv oplevet på efterskole, og hørt fra mange andre.

Søren Kristensen

Jeg tør slet ikke tænke på hvad jeg kunne have drevet det til, hvis jeg havde haft mulighed for at komme til på efterskole.

Henning Kjær

Jegforstår det ikke.
Når unge mennesker vil på efterskole er det for at møde nye mennesker (andre unge).
Når unge mennesker skal i gymnasiet bliver der argumenteret for at de skal/vil i samme gymnasium som deres kammerater fra folkesolen, som om nye mennesker truer deres trivsel.

Hele denne kronik er baseret på en fundamental misforståelse af det, Per Nikolaj Bukh foreslog i Deadline den 12. januar.

Professorens forslag gik ud på, at de elever, som nu går på efterskole i 10. klasse, i stedet tager på efterskole i 9. klasse. Altså at eleverne og deres forældre motiveres til at fremrykke efterskoleopholdet med et år ved at reducere statsstøtten til at tage 10. klasse på en efterskole.

De unge, der har behov for at komme på efterskole, vil derfor stadig have denne mulighed, uanset om de mistrives i de hjemlige omgivelser eller har brug for at lære at stå på egne ben.

Forslaget vil derfor kun kunne give en økonomisk besparelse, hvis efterskolen helt fravælges af nogle af de unge, som pt. tager 10. klasse på efterskole, selv om de i 9. klasse er vurderet parate til en gymnasial uddannelse. Altså hvis nogle af disse unge hverken mistrives eller har brug for at lære at stå på egne ben og derfor egentlig ikke har et reelt behov for det, som efterskolerne tilbyder.

Den væsentligste fordel ved at fremrykke efterskoleopholdet fra 10. til 9. klasse vil i min optik være, at nogle af de unge, som ikke har evnerne til at tage en studentereksamen, og som derfor mistrives i gymnasiet, vil få sværere ved at få adgang til gymnasiet, hvis afgangseksamen i 9. klasse tages på en efterskole, og uddannelsesparathedsvurderingen derfor foretages af lærere med indgående kendskab til eleverne.

Uden at fremlægge nogen form for dokumentation giver kronikken umiddelbart det indtryk, at professorens forslag vil forværre de unges mistrivsel. Hvad nu hvis mange af de 19-årige kvinder med manglende selvtillid og lav livstilfredshed HAR gået på efterskole, og at de primært mistrives, fordi de i tre år dagligt har haft svært ved at opfylde de krav, som gymnasiet stiller for at kunne bestå en studentereksamen?

Jesper Johannsen

Der burde tværtimod oprettes Gymnasiale "efterskoler" som f.eks. Sorø Akademi, hvor de unge kan tage en 3 årig gymnasial uddannelse efter 9. klasse. En dannelse for livet. Jeg tror der er rigtig mange selvstændige unge, som godt kunne bruge sådan et tilbud til noget på vejen gennem den komplicerede face fra barn til voksen.

Erik Jørgensen

Det foto der illustrerer kronikken? - Er det en joke?
"Stedet hvor de unge løfter blikket og åbner sig mod verden", hvor fællesskabet er
i højsædet. Og så ligger der 2-3 par og glor hinanden ind i øjnene, mens den blufærdige
må finde sig et hjørne, hvor hun kan vende ryggen til det påtvungne fællesskab .
Det er ikke en efterskole jeg ville anbefale til mine børnebørn.
Jeg håber det er en misforståelse.
Mvh
gl. friskolemenneske
Erik Lyng
Mors