Kommentar

Forældre bør ikke opgive job for at passe børn, der mistrives. Kommunerne skal hjælpe dem

Forældre med børn, der enten er syge eller mistrives i skolen, får ikke den nødvendige hjælp i tide fra kommunerne. Derfor skal de langsomme sagsbehandlinger forkortes og den mistænkeliggørende retorik, som forældrene møder, ændres
Jeg hører om forældre, der som jeg selv, bliver mødt med en mistanke om, at de ikke formår at sætte grænser for deres barn, skriver Mia Kristina Hansen (Arkivfoto).

Jeg hører om forældre, der som jeg selv, bliver mødt med en mistanke om, at de ikke formår at sætte grænser for deres barn, skriver Mia Kristina Hansen (Arkivfoto).

Tine Sletting

Debat
14. januar 2023

Jeg har prøvet det selv — følelsen af magtesløshed, vrede og sorg, når ens sygdomsramte barn, der ikke kan passe skolen, slet ikke får den nødvendige hjælp. Men tusinder af forældre oplever stadig det samme, som jeg oplevede for ti år siden. Desværre er det ikke blevet bedre, men kun meget værre.

»Flere forældre opgiver job for at passe børn, der er syge eller mistrives«. Sådan lød overskriften på en artikel, som DR bragte den 4. januar 2023, hvor jeg som formand for SIND, Landsforeningen for psykisk sundhed, kommenterede på denne problemstilling.

Problemstillingen sætter gang i mange følelser i mig, fordi jeg ud over at være formand også er mor til en søn. Og da han tilbage i 2010 var omkring ni år, begyndte han at mistrives psykisk, hvilket udviklede sig til en angstlidelse. Det blev et forløb, som strakte sig over rigtig mange år, hvor han i en periode på to år slet ikke kunne deltage i klasseundervisningen.

Nu står vi midt i en økonomisk krise, samtidig med at endnu flere børn og unge, ligesom min søn, stadig mistrives. Derfor er perspektiverne fra forældrene og fra alle andre, som er i kontakt med kommunerne, stærkt bekymrende.

I alle årene, min søn var syg, var både han og jeg isoleret i vores hjem. Jeg følte, at hans barndom forsvandt, og at han aldrig ville kunne leve et godt liv. For mig selv frygtede jeg, at jeg ville blive fyret fra mit arbejde og derved miste mit økonomiske grundlag.

Derfor blev jeg medstifter af Foreningen for børn med angst, hvor jeg også etablerede et onlineforum for forældre til børn med angst, der i dag har 3.500 medlemmer. Det betyder også, at jeg kan fortælle, at min historie ikke er unik.

Det er ikke forældrenes skyld 

Gennem årene har jeg jævnligt modtaget henvendelser fra forældre, som føler sig magtesløse, vrede og sorgfyldte, fordi de oplever, at deres børn ikke får den rette og nødvendige hjælp.

I 2010 var der ikke så mange, som talte om børn og unges trivsel, og når man talte om det, var det ofte med fokus på, at forældre skulle blive bedre til at opdrage deres børn.

Min oplevelse er, at den tilgang stadig er underligende i kommunernes retorik. Det er med til at forhindre, at vores børn får den nødvendige og hurtige hjælp, de har brug for.

Jeg hører om forældre, der som jeg selv, bliver mødt med en mistanke om, at de ikke formår at sætte grænser for deres barn, og at det er derfor, at barnet ikke vil i skole.

Jeg oplevede selv, at min søn blev mødt af lærerne med en formodning om, at han bare var doven. De mente, at jeg bare skulle sige til ham, at han kun måtte blive hjemme fra skole, hvis han havde feber.

Jeg undrede mig over, hvad de fagprofessionelle egentlig troede, at jeg gjorde hver morgen.

For virkeligheden var, at i det sekund jeg slog øjnene op om morgen, mærkede jeg en stor knude i maven ved tanken om, at jeg skulle kæmpe med at få min søn i skole. Om hvordan han kæmpede med sig selv for at komme afsted. Han ville nemlig gerne i skole og være en del af fællesskabet, han ville gerne være lige som alle de andre børn og have en helt normal hverdag. Men han var jo syg — ramt af angst.

Sagsbehandlingen skal forkortes

Min søn fik først den rette hjælp efter cirka et års tid — kun fordi jeg selv fandt en privat psykolog, som arbejdede ud fra et evidensbaseret angstbehandlingsprogram for børn og unge. I mellemtiden var han blevet så dårlig psykisk, at han ikke formåede at forlade vores hjem. Jeg var blevet sygemeldt med stress fra mit arbejde. Først i 2013 kunne han vende tilbage til skolen, og kort forinden var jeg blevet i stand til at arbejde igen, dog på nedsat tid.

Min oplevelse var og er, at der i kommunerne ikke er tid til at møde børn med særlige behov med de rette faglige redskaber og med forståelse for de problemstillinger, der følger med.

Nu er det blevet et endnu større problem på landsplan. Derfor skal vi gøre noget ved det som samfund, for ellers ser fremtiden meget sørgelig ud for de kommende generationer.

Vi står midt i en både økonomisk og menneskelig krise, hvor flere børn og unge mistrives. Derfor skal kommunernes praksis med lange sagsbehandlingstider og langsommelig respons samt den mistænkliggørende retorik ændres.

Den nyvalgte regering bør handle politisk på at mindske uligheden for familier og sørge for, at ingen børn bliver ekskluderet fra at deltage i fællesskabet, bare fordi de har en psykisk lidelse.

Det kræver ikke hurtige lappeløsninger. Ændringen kræver en konstruktiv og langsigtet politisk handlingsplan, hvor sagsbehandlingen skal forkortes, så ikke både barn og forældre når at blive syge, inden de får den retmæssige hjælp. For når et barn mistrives, haster det altid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Marianne Rosenkvist

Under corona-nedlukningerne var mange forældre grædefærdig over, hvor hårdt det kan være at passe børn hjemme i døgndrift.
Selv i familier med 2 voksne hjemme med mor og far på corona-nedsat tid og online undervisning til børnene, hørte vi om hvor hårdt det var.

Men når det gælder børn med mistrivsel eller børn med særlige behov, så er der sjovt nok en forestilling om, at der er super let at have et barn hjemme hele dagen. Faktisk er det fordi forældre er dovne, at de knokler røven ud af bukserne og opgiver karrieren for børnenes skyld...

Det er selvfølgelig en helt forkert analyse. For det er det hårdeste i verden, at gå hjemme med et barn, som har brug for det, fordi der reelt ikke er anden hjælp at hente.
Det er de stærkeste forældre, der påtager sig det ansvar. Til gavn for barnet, og i øvrigt til gavn for fremtiden, fordi barnet bliver støttet og heldigvis ofte kommer videre takket være ukuelige forældre, som magter forældrerollen og kampen mod systemet.

Kære alle

Jeg har også som enlig forældre til to børn oplevet at blive mødt med mistillid og kontrol fra sagsbehandlerne i kommunen.

Senere har det vist sig, at der var tale om dårlig trivsel i skolen, som betød at flere af pigerne i hendes klasse valgte at skifte skole.

Skolens ledelse og kommunen valgte at sætte fokus på mig og mit barn i stedet for at håndtere de reelle problemer i hendes klasse med mobning, som betød, at hun ikke havde lyst til at stå op og gå i skole.

Der skal mere faglighed til i kommunerne, og et ændret menneskesyn, som skal sætte børn og familier i stand til at hjælpe deres børn ud af disse problemer med dårlig trivsel i folkeskolen.

Steffen Gliese

Der kan være problemer, som kræver kommunalbestyrelsens intervention i familierne; men det er en fejl, at skolen skal blandes ind i det, medmindre der decideret er tale om kriminalitet.