Vi skal gå på gaden for afghanske kvinders kamp mod Talebans misforståede islam

I Afghanistan sætter kvinder og piger livet på spil for at protestere mod den lov, som har frarøvet dem deres fremtid. Det totalitære rædselsstyre Taleban udstedte kort før nytår en lov, der forbyder kvinder at studere på landets universiteter. Og som modsvar har kvinderne svaret med et krystalklart budskab:

Vores frihed er en fundamental ret, Taleban!

Mine øjne flakker rundt foran skærmen, mens jeg sidder med en knude i maven ved synet af de modige protester.

De ivrige arme og beslutsomme blikke holder om skilte og marcherer gennem gaderne med kampråb. Kvinder er iklædt sorte kjoler og slør. De trodser arrestationer, vold og trusler og vækker genklang i Kabuls gader med deres stemmer.

Deres kampråb lyder: »Enten alle eller ingen«, og »uddannelse er vores islamiske rettighed«.

De burde egentligt havde holdt om penne og skolebøger i skrivende stund, hvor et nyt semester skulle til at begynde. Men i stedet holder de skilte og bannere med deres eneste våben manifesteret i tusch: deres stemmer. Det er disse, Taleban prøver at udslette.

Deres forbrydelse? Ene og alene, at de er født kvinder og har Afghanistan registreret som land på deres fødselsattest.

Tavshed kvæler modet

Jeg mærker en vemodighed, mens jeg scroller på telefonen, men samtidigt et håb, der spirer. På Twitter er der mange afghanske kvinder, som åbner deres blødende hjerter under hashtagget #letafghangirlslearn. Beretninger med grådkvalte stemmer og billeder af bannere.

Synet af de afghanske kvinder iklædt sorte slør og kjoler sender en spinkel stråle af lys ud i mørket. De besidder et mod, der er beundringsværdigt og uknækkeligt. De nægter at lade sig kue og underlægge sig Talebans totalitære og systematiske kvindeundertrykkelse. Selv om de risikerer alt.

Og netop nu, hvor kvinderne i Afghanistan er blevet frataget alle deres basale rettigheder – retten til at læse, opholde sig i offentlige parker, udføre livreddende arbejde i en ngo – er det vigtigere end nogensinde før, at vi hjælper dem.

De er vores medsøstre, og vores tavshed må aldrig blive det tomrum, som er med til at kvæle deres mod.

Som kvinde bosat i et land, hvor jeg har haft friheden til at vælge det liv, jeg ønsker, føler jeg et ansvar for at advokere for de afghanske kvinders rettigheder. At lytte til dem og vise dem, at de ikke står alene. Puste liv i deres kampråb og grådkvalte råb.

Og som en kvinde med afghanske rødder sagde til mig, vi må ikke se stiltiende til, mens deres stemmer bliver udslettet. Det betyder noget for dem, når de kan se, vi ikke forholder os passivt.

Vi må blive deres stemmer, fordi vi kan, og fordi vores rettigheder er flettet sammen af et solidarisk bånd på tværs af geografiske grænser og afstande. Selv om vi sidder flere tusinde kilometer væk, kan vi styrke dem og sætte ild under deres protest.

Læsning er en pligt

I en tid, hvor grundlæggende menneskerettigheder og kvinders og pigers rettigheder rulles tilbage, bør det være en pligt at bruge sin platform og stemme til at være en anden kvindes frihedsmegafon.

Hashtagget #letafghangirlslearn spreder sig online og det bruges til at gentage pointen om, at Talebans love ikke har hjemmel i islam. Læsning er en pligt i islam

Adela, en 18-årig kvinde fra Afghanistan, sagde til BBC i december, at hun ikke vil give op før sidste åndedrag: »Hvis jeg ikke kan flyve, vil jeg løbe. Hvis jeg ikke kan løbe, vil jeg tage langsomme skridt. Hvis jeg heller ikke kan gøre det, vil jeg kravle. Men jeg vil ikke stoppe min kamp, min modstand.«

Hun og 20 millioner andre afghanske kvinder er blevet ansigterne på den afghanske frihedskamp. Den samme kamp, som millioner af kvinder kæmper i Iran, og som handler om friheden til at gå klædt, som man vil, arbejde og få en uddannelse. 

Adela valgte den 25. december at stille sig op foran et universitet med et skilt med ordet »Iqra«. Det er arabisk og betyder »læs«. Det er det første ord, som blev åbenbaret til profeten Muhammed i islam, og et bevis på, at Talebans ideologier ikke har deres legitimitet i koranen.

Talebans systematiske undertrykkelse af kvinder er et udtryk for deres afstumpede mørkesyn forklædt som islamisk sharia. For som Adela også udtalte til BBC: »Gud har givet os ret til uddannelse.«

Som muslimsk kvinde har jeg selv, siden jeg var barn, fået fortalt, at uddannelse og det at søge viden er en grundsten i islam. Kvinde eller ej.

Profeten Muhammed har sagt, at det er en forpligtelse for enhver muslim at søge viden. Jeg forstår derfor ikke, hvordan noget, som er en grundlæggende pligt i islam helt tilbage fra for 1.400 år siden, kan blive til en forbrydelse i 2023?

Taleban agerer som islams vogter, men det, de er i gang med, er direkte imod islam. De dyrker en form for kønsapartheid, som er deres måde at sikre magten på. Ved at sprede frygt og mørke og afholde kvinder og piger fra kuglepenne og skolebøger.

Adela nåede at stå foran sit universitet i 15 minutter med sit skilt, inden en talebanvagt førte hende væk. På samme måde som de systematisk udsletter enhver anden protest.

Brug deres hashtag

Det er stemmer som Adela, jeg ønsker, vi skal styrke og heppe på. For hende kan protesten koste livet. For os koster det få minutter at støtte via vores Instagram story eller et hashtag online.

Human Rights Watch opfordrer Taleban til »øjeblikkelig at ophæve deres kvindefjendske forbud mod kvinder på universiteter«, og resten af det internationale samfund bør også presse på, så Taleban ophæver forbuddet mod teenagepiger og ældre kvinder på uddannelsesinstitutioner. Det gælder også os helt almindelige mennesker.

Talibans 2.0-versionen har siden sin magtovertagelse i august 2021 vist sig fra sin værste side og brudt de løfter, de afgav, om at de var blevet moderne, og at kvinder kunne fortsætte på uddannelser.

De bilder verden ind, at de håndhæver islamisk sharia, men deres autoritet opstår kun, hvis nok mennesker tror på dem og køber deres kønsapartheid pakket ind som islam. Denne forestillede autoritet mindskes, hvis nok feministiske røster siger den imod og stiller spørgsmålstegn ved dens teologiske grundlag.

Som Sa’diyya Shaikh understreger i sin bog Sufi Narratives of Intimacy er den rettighedsbaserede tilgang til at bekæmpe undertrykkelse udført i islams navn ikke nok. 

Hun påpeger, at vi skal tage en todelt kamp for at besejre undertrykkelse, som bliver legitimeret med religion. Akkurat som Taleban gør. Vi skal bekæmpe den via en rettighedsbaseret tilgang, det vil sige gennem reformer og kvinde-empowerment og internationalt pres på Taleban. Men vi skal også bekæmpe den via en omfattende teologisk kritik, der stiller spørgsmål ved de patriarkalske magtstrukturer og kønsdiskriminerende fortolkninger, som hersker i Talebans mørkesyn.

Begge dele kan vi hjælpe med fra lang afstand. Den moderne muslimske feminisme kan være et effektivt våben til at pille ekstremistiske gruppers ideologier fra hinanden, hvis nok stemmer indefra og udefra kræver kvinders ret til uddannelse.

Selv om meget ser sort ud, håber jeg på det bedste for de afghanske kvinder. Men de kan ikke stå imod Talebans systematiske undertrykkelse uden os. Vi må støtte deres kamp via både online- protester, tweets og demonstrationer.

Vi er ikke fri, før alle er fri. Også de afghanske medsøstre, som lige nu holdes nede af Talebans gru og rædsel. Lad os stå skulder ved skulder mod systematisk kvindeundertrykkelse. I Iran såvel som i Afghanistan og i hele verden.

Lad os slå fast én gang for alle: Skolegang er ikke er en forbrydelse.

Souha Al-Mersal er journalist og forfatter til bogen Min datter var gnisten