Der har aldrig været mere fokus på velfærd og mistrivsel, særligt blandt unge, og der har nok heller aldrig været så mange, der har det så dårligt som nu. Men det er jo klart, at mistrivsel er blevet en folkesygdom, når man ikke kan få den rette hjælp.
I hvert fald ikke, når man er under 25. For Sundhedsstyrelsens retningslinjer siger, at børn og unge under 25 år med depression, angst og OCD skal forbi en psykiater inden udskrivning af antidepressiv medicin.
Det betyder, at man kan komme til at vente længe, før man får den hjælp, man har brug for. Og det går ud over de unge, der ufrivilligt bliver trukket derud, hvor det slet ikke er nødvendigt at komme ud.
Går for langsomt
Når man laver sådan nogle retningslinjer, må man i det mindste sørge for, at der er en psykiater til rådighed til dem, der er underlagt reglen. Men lige nu kræves der en psykiatertid for unge under 25, samtidig med at der kan være meget lange ventetider på sådan én.
Processen, som den er nu, kræver masser af overskud, som man ikke nødvendigvis har, når man står i sådan en situation. Det gælder bare om at holde ud. Man skal igennem flere led, før det er muligt at få medicin. Først er der lægen, hvor man nærmest skal være selvmordstruet for at få hurtig hjælp, fordi man risikerer ikke at blive vurderet som skidt nok til at blive henvist til en psykiater. Men hvornår har man det skidt nok?
Så er der psykiatrien, som også har op til flere måneders ventetid, og her skal man igennem flere samtaler. Det tager bare for lang tid, når man har det så dårligt og samtidigt stadig venter på den medicin, der kan spænde et sikkerhedsnet ud under én og give overskud til for eksempel at påbegynde psykologhjælp.
Når man er kommet igennem den her langsommelige proces, så går der yderligere tid, inden medicinen får sin fulde virkning. Og på det tidspunkt har man nok allerede gået i noget tid, inden man har søgt hjælp, for hvad nu, hvis det blev bedre og bare var en dårlig periode? Når man så endelig har modet til at række ud efter hjælp, er der ikke nogen hjælp at hente hurtigt nok.
Retningslinjerne gælder overraskende nok også, selv om det er medicin, den unge har fået tidligere og ved virker. Alligevel kan man ikke bare sådan lige igen få det udskrevet af læge. Man skal i stedet igennem hele baduljen endnu en gang som voksen under 25.
Drop retningslinjerne
Jeg er rystet, chokeret, ærgerlig og vred. Man burde kigge på mennesket i stedet for alderen.
Hvis du som læge kan se et menneske, der er nede i et sort hul, og den person kommer længere og længere ned i det hul – ønsker man så ikke at kunne udskrive den nødvendige medicin til den patient? Ja, undskyld mit franske, men hvad i himlens navn har depression med ens alder at gøre?
Det må simpelthen ikke være det, der afgør det. For hvis man er over 25 år, så er det intet problem at få udskrevet antidepressiv medicin. Det kan egen læge udskrive til dig, så snart du får brug for det. Hvis der bliver handlet i tide, skal der ikke så meget til for at få det godt igen – men hvis der går for lang tid, kan det blive rigtig svært.
Samtaler i form af terapi, en psykolog eller whatever er til gavn og godt for alle mennesker, og det er det især, når man har det skidt. Men nogle gange skal der bare også noget medicin til. Det er et løft, et kunstigt åndedræt.
Det ene behøver ikke at udelukke det andet – faktisk er en kombination af begge dele ofte bare topdollar. For samtaler alene virker ikke hurtigt nok, når man er et sted, hvor det skal gå lidt stærkt. Ens helbred går jo også ud over ens skole og omgivelser.
Man vil kunne spare en masse tid og smerte ved at droppe den her komplet latterlige regel. Så ville unge under 25 år kunne få den rette hjælp, så snart de har brug for det, inden de kommer derud, hvor de ikke længere kan bunde.
Tillid til egen læge
Jeg er sikker på, at hvis man som læge eller psykiater selv havde et barn, der ikke var fyldt det gyldne femogtyvende år, og det barn havde brug for medicin, så ville man også ønske at udstede det pågældende præparat. Og det tror jeg faktisk, at der er mange læger, der gerne ville gøre til andre unge i samme situation – men det kan de så ikke på grund af de her retningslinjer.
Retningslinjer, som grundlæggende også er udtryk for en mistillid til den praktiserende læge. Hvis vedkommende kan vurdere, om der er brug for antidepressiv medicin, når man er over 25, hvorfor så ikke, blot fordi man er under 25?
Det burde være tilliden til egen læge, der var i højsædet – ikke nogle fjollede retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, som forhindrer unge i at få den rette hjælp i tide.
Rigmor Jul Dahl er studerende
Antidepressiva øger risikoen for selvmord hos børn og unge, ligesom effekten ofte er tvivlsom. Det er derfor en specialistopgave at medicinere netop den aldersgruppe. Naturligvis er den lange ventetid på psykiater og psykiatrisk hospital forkastelig, men øget medicinering er ikke en forsvarlig løsning.
Er overhovedet ikke enig. Læger skal heller ikke udskrive så heftige præparater til dem over 25. Der sker rigeligt med fejlmedicinering i forvejen. En læge (som i dag ofte bare er et kaotisk lægehus med en ny læge hver gang), har ikke kompetencer til en grundig udredning.
Der er jo forskellige årsager bag depressioner, og depressioner skal derfor behandles forskelligt. En bipolar patient, der ikke aner, at han/hun er bipolar må slet ikke tage antidepressive, og skal igennem kompetente hænder før medicineringen. Angst har også forskellige årsager.
Som mor kan jeg svare, at medicin bliver det sidste, jeg tilbyder mit barn, og da slet ikke fra en læges hånd. Angst og depression er fuldstændig normal stressrespons på de ydre og de indre miljøbelastninger - miljøer, der skal rettes op på; alt fra indgroede tankevaner til miljøer, man færdes i og måden man lever livet på. Det er normalt at gennemleve som ung.
Selvmordstanker er også normale i den alder, fordi de unge har ingen livserfaring. Det FØLES så kaotisk, så voldsomt det hele, og den uerfarne hjerne tyr sig til den eneste udvej, den kan se i det snævre perspektiv. Det er vores opgave at guide de unge hen til de hundredevis af andre udveje.
Ungdommen er svær for alle generationer. Det er ikke en sygdom. Ungdom er blot et chok moment, man skal guides igennem. Illusionen om, hvordan livet skulle være brister, mens kravene om at tage ansvar for eget liv vokser. Nogle af dem undrer sig måske over, hvorfor de overhovedet blev født. Det er tungt. Men livsvilkår kan ikke medicineres væk; de skal gennemleves med støtte.
Dem, der er så hårdt ramt, at de ikke kan klare de unge år med støtte alene, skal hjælpes ordentligt, og dét kræver en tværfaglig indsats. Som Ambulatorium, f.eks.: psykolog, psykiater, sygeplejerske, somatisk læge, individuelle samtaler, gruppeterapi, angsthåndtering og kostomlægning mm. At tage en heftig pille som førstevalg er som at give babyen en sut uden at løse årsagen til, at babyen er i smerter.
Der er ikke nogen sammenhæng mellem depression og mangel på serotonin i synapserne. Hvordan kan man overhovedet kan forsvare at blive ved med at sælge lykkepiller (SSRI), som netop hæmmer genoptag af serotonin?
"Depression is not a chemical imbalance in the brain and scientists have no idea how antidepressants work, a review by University College London has concluded...."
https://www.telegraph.co.uk/news/2022/07/20/depression-not-caused-chemic...
Lykkepiller har samme effekt på hjernen som partydrugs såsom MDMA. At sælge SSRI på recept til at behandle en "sygdom" man ikke kan forklare er i forvejen kvaksalveri, så forbyd brug af SSRI i stedet for at gøre det lettere tilgængeligt.
Grunden til at de unge (og alle andre) er angste er at vi lever i en Verden som bevæger sig hurtigere og hurtigere mod den berømte afgrund. Det er naturligt at frygte de problemer du og jeg og alle andre står overfor. De "syge" er dem, som er ligeglade med egen undergang. Hvis man vil gøre de unge mindre angste og mindre deprimerede, så skal man lave systemet om.
En pille og så er man lykkelig. Det lyder nærmest for godt til at være sandt. Og det er det da også. De her lykkepiller gør en alt andet end lykkelig. Man bliver apatisk af dem, mister kanten af ens personlighed, og mister lysten til sex.
Men en billig løsning, det er det da. Lykkepille må være årtiets New-Speak ord.
De unge med trivselsproblemer overlades for meget til sig selv af forældrene. Ingen regler, ingen grænser. Og de er vant til at være verdens centrum, hvor Mor og Far ryder alle udfordringer af vejen. Og så lever de i et online univers, som giver et fordrejet billede af virkeligheden. Man kan høre om børn, der har været vant til at se f.eks. porno online uden Mor og Fars viden fra de er 11 år. Hvilket ungt menneske kommer der ud af sådan noget? Lykkepiller er altså ikke løsningen på at forsøge at rette op på de forhold.
Vi er ikke robotter. Vi er mennesker, et biologisk væsen, som har brug for vejledning under opvæksten til at blive et helt og fungerende menneske i samfundet. Ellers ender man med en forstyrret personlighed.
- JA, lad os udskrive masser af medicin til de FaceBook, YouTube og andre afhængige brugere af disse bevidstløse medier, med deres afhængigheds algoritmer, der binder til åndeløse timers afhængighed foran en skærm fyld med ligegyldigheder.
Giv zombierne medicin mod afhængigheds-troldene og deres afhængigheds-algoritmer, værdiløse for mange, men en mia. forretning for andre.
Vi får flere af disse zombi-nørder som tidligere arbejdede i Tech-industrien som programmører og andre ledere, som i dag lever en zombie-tilværelse, fordi de intet har tilbage som de kan falde tilbage på, da si ofrede deres tidlige ungdomsliv på nørdtilværelsen 24-timer i Tech-industriens hysteriske indadvendte livsstil på arbejdspladsen, - der var intet andet i deres liv i 15 - 25 år.
Nu sidder de tilbage venneløse og ensomme, og kan ikke få en hverdag til atløbe rundt som mennesker, - vist har de mange penge - en del af dem, og behøver ikke arbejde mere, men deres liv er tomt, der er kun tilbage at stå op - men hvorfor, egentlig, hvad skal du lave i dag, det du heller ikke fik lavet i går, og heller ikke i forgårs eller dagen før osv., osv., osv.
Den nye tids fristelser er krævende psykisk for mennesker, - uanset hvor i kæden de har befundet sig, enten direkte i tech-industrien eller som bruger af Tech-industriens produkter, der var så rigeligt af som tiden kunne optage af livet uden samvær med andre ansigt til ansigt.
Det sociale samvær "løst på tråden" helt uden forpligtelse eller nærvær, - ret beset vel et tyveri og en forbrydelse mod menneskers liv.
Kære Rigmor,
som Lise Hougaard 03. januar, 2023 - 21:37 skriver er grunden til at Sundhedsstyrelsen har lavet særlige regler for anvendelse af antidepressiva for unge under 25år den at der i videnskabelige studier er bevist at selvmordsrelateret adfærd optræder hyppigere i denne persongruppe end hos ældre personer.
Diagnostikken er heller ikke et afkrydsningsskema på nettet / i lægens venteværelse ift depressive kerne- og ledsagesymptomer men et samlet bilede af forhistorie, belastninger, ledsagevanskeligheder, klinisk tilstand og funktionsniveau.
Behandling af depressioner eller angst- og OCD-tilstande er desuden altid først psykoedukation, psykosociale tiltag og psykoterapi - og udelukkende ift lette til moderate tilstande. Ift børn og unge under 18år er der desuden evidens for en ganske begrænset effekt af antidepressiva på depressive tilstande (bedre effekt ses ift angst eller OCD).
Mere antidepressiv behandling er ikke løsningen på mistrivselskrisen og oftest heller ikke på den enkeltes psykiske udfordringer. Det er nok rigtigt at der fra systemets side er noget mistillid til de praktisereende lægers frihed til at trække dette kort. På samfundsplan afledes fokus desuden fra de virkeligt vigtige ting: At sikre bedre forebyggelse (mere tid til familier, mindre pres på unge, mere resiliente fællesskaber) og hjælp til mistrivsel (lavtærskeltilbud for kontakt og samtale, styrkelse af hverdagsnære støttetilbud). Og udbygningen af evidensbaserede tilbud til udredning / behandling (hvis det findes nødvendigt) hos egen læge, kommunale behandlingstilbud for unge eller privatpraktiserende psykolog.
Bedste hilsner Thorsten
@Morten Balling 04. januar, 2023 - 09:42
Kære Morten,
man bliver så træt af at svare på disse kommentarer - det er jo nemmere at bygge sig et fjendebillede som man så kan smadre end at forholde sig til videnskaben.
Virkningsmekanismen bag SSRI-præparater er ikke ændring i "serotoninbalancen" men den serotoninudløste stimulering af neuroplasticiteten via vækstfaktorer (BDNF) i nerveceller som medfører ændringer i af mRNA-transkriptionen, produktion af nye proteiner og ændring af cellernes funktion. Dette medfører ændring i samspillet mellem nerveceller, nye forbindelser og dermed i sidste ende / guidet af psykoterapi grundlag for nye måder at forholde sig til sine problemer på. For børne- og ungdomspsykiatriens vedkommende f.eks. beskrevet her: https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/34419187/
Bedste hilsner Thorsten
Stort forbrug af psykofarmaka i Danmark
Efterhånden er der omkring 8 milliarder mennesker i Verden, og der er ikke to ens, hvilket også gælder enæggede tvillinger. 8 milliarder er rigtig mange – et ottetal efterfulgt af ni nuller (8.000.000.000).
På trods af det store antal, så er der ikke to mennesker, der har præcist det samme liv, de samme oplevelser og præcist den samme forståelse af forskellige tildragelser, forskellige oplevelser eller forskellige forløb. Egentlig er intet i et menneskes liv eller i menneskers liv eksakt. Samtidig er alt til stadighed under forandring både eksternt og internt. Hvilket grundlæggende er årsagen til nødvendigheden af at opelske evnen til dynamisk tænkning relateret til forskellige historiske situationer, der i hvert øjeblik er anderledes end alle andre øjeblikke. I store træk kan situationerne opfattes som værende ens, hvilket det enkelte menneske sandsynligvis søger, men i realiteten er to historiske situationer til forskellig tid aldrig fundkommen ens, hvilket her og i det følgende er et grundvilkår for mennesker.
Statistikkerne viser øgede problemer med folks psykiske tilstand
Aviserne citerer statistikker over børn og unge, der har ringe selvtillid og evne til at gebærde sig i den omskiftelige Verden, og samtidig ser det ud som manglende omsorg fra dem, der er nærmest til at udøve denne omsorg. Debatten går desværre ikke på årsagerne til de unges psykiske vanskeligheder, derimod er det om, hvorledes de kan behandles. I behandlingen indgår ofte – alt for ofte – medicin, der fremstilles med god fortjeneste, der i reglen betales af det offentlige. Desværre er det også sådan, at mange bliver afhængige af en eller anden form for medikament, så det kan være svært at komme ud af selv med ’professionel’ hjælp.
Hvis vi skal forholde os til Holbergs komedie, så betyder professionel, at man får penge for sit arbejde, men professionaliteten på den måde er ikke altid garanti for kvaliteten. Det er ikke en afvisning af, at der er mange rigtig dygtige læger, psykiatere og psykologer. Dog gælder det ikke nødvendigvis alle.
Symptomer
Statistikker og behandlinger af forskellige eksistentielle og psykiske problemstillinger handler om symptomer på årsager i form af problemstillinger, der skulle have mere af befolkningens og myndighedernes opmærksomhed i stedet for symptomerne, hvor symptomerne hovedsageligt skal give anledning til at finde årsagerne, der i vores tilfælde må dreje sig om det samfund med tilhørende liv, som vi i fællesskab har bygget op. Kan vi analysere os frem til noget, der i relation til især børn og unges livsmuligheder, går skævt og medfører eksistentielle og psykiske vanskeligheder af så alvorlig art, at det skal behandles af det offentlige?
Årsagerne til eksistentielle og selvforståelsesvanskeligheder
Vi er i en stor jungle af forskellige muligheder, hvor familie, omgangsmiljø og personlige muligheder kan gå skævt også i forhold til et falskt normalitetsbegreb og forståelse således, at den enkelte overbelastes i så svær grad, at ekstern hjælp i forhold til den daglige kontakt- og omgangskreds bliver påkrævet.
Tvangsfjernelse af børn fra forældrene
De fleste undersøgelser påviser, at det bedste for børn er at vokse op hos forældrene, hvis det overhovedet er muligt også eventuelt med daglig ekstern hjælp, da det alt andet lige giver den største tryghed, hvor vi på ingen måde må glemme, hvor vigtigt det er for børn at føle kærlighed og at de er ønskede samt har en stor værdi for omgivelserne, hvilket øger selvtilliden og selvforståelsen. Når børn alligevel ser ud til at blive tvangsfjernet fra forældrene i Danmark, så må vi i første omgang søge to steder. Det er selvfølgelig først og fremmest forældrenes habitus, er de i stand til at håndtere forældreproblemstillingerne? Det andet kan være om pågældende myndighed har indsigt og kapacitet til på fornuftig vis at vurdere situationen. Desværre er der set situationer, hvor myndigheden ikke har haft den tilstrækkelige kvalitet til at håndtere situationen.
Desværre kan en sådan tvangsfjernelse resultere i et tabt menneske, men via den rigtige støtte fra et empatisk og medlevende menneske kan det også gå godt. Dog er det et af de steder, hvor politikerne og myndighederne generelt skal være meget opmærksomme, og det er sandsynligvis forældrenes situation, man skal være særlig koncentreret omkring, og hvad er årsagen til forældrenes situation? Ligeledes skal myndigheder og politikerne være særlig opmærksomme på, om de myndighedspersoner, der skal varetage børnenes tarv, faktisk har empatien, kvalifikationerne og kapaciteten til på forsvarlig vis at tage hånd om og stilling til en sådan livstruende situation. Indtrykket igennem mange samtaler og megen læsning er, at det alt for ofte kan gøres meget bedre.
Forældrenes ansvar og muligheder
Samfundet som helhed skal være meget bevidst om, at forældrenes situation og forældreevne et langt stykke ad vejen er vores fælles ansvar, hvilket blandt andet kan relateres til det foregående afsnit, der drejer sig om tvangsfjernelse. På den måde griber enhver historisk situation tilbage i netop tiden før og op til. Det drejer sig om forældrenes opvækst, undervisning i at være menneske sammen med andre mennesker. Det drejer sig om uddannelsesniveau og indkomstsituation, der især brænder på i en krisesituation, som vi har oplevet de sidste år med COVID-19, energikrise, krig i Europa etc. På den måde involverer det forældre, bedsteforældre, skole og den totale sociale situation, hvilket henviser til, at vi som samfund skal tænke socialt og i helheder. Et dårligt skoleår med eventuelle besparelser, manglende kvalificerede lærere samt et dårligt miljø bymæssigt og kommunalt kan have uendelig stor betydning og være meget dyrt på flere niveauer og måske generationer senere. Det vigtige er her kontinuiteten i undervisning og velfærd. Denne bevidsthed hos politikere og myndigheder løser ikke alle problemer, men det vil være kraftigt medvirkende til mistrivselsreduktion.
Undervisning af børn, unge og hinanden
I relation til mistrivsel, eksistensvanskeligheder og manglende selvforståelse er de faglige kompetencer ikke af størst betydning, men indsigt, sprog og forståelse af egen situation er fundamental, hvilket betyder, at de dygtigste lærere skal arbejde i de små klasser, ligesom der skal være rigtig dygtige pædagoger i børnehaven. Det betyder igen, at værdien af disse mennesker skal fremelskes, således at man lønmæssigt og anerkendelsesmæssigt skal opgradere disse mennesker og deres funktioner. Man behøver ikke at være særlig empatisk og indsigtsfuld for at undervise i matematik, men man skal selvfølgelig være god til at fundere den matematiske forståelse, der også er af sproglig art.
Den sproglige og forståelsesmæssige undervisning skal fortsættes op igennem de unges undervisning og uddannelse. Det var ikke uden grund, at filosofikum tog et år på Holbergs tid, og nu er filosofikum fjernet siden midten af 1970-erne. Den filosofiskdynamiske forholden sig til forståelse af livet og fagene er vigtig fundamentalt. Desværre kan mangler af den art ses hos mange akademikere og politikere, hvor helheden ofte smuldrer mellem fingrene på dem, hvor de kun ser Verden ud fra egen interessesfære.
Vi er endda kommet så langt ud, at man kan lade en computer bestå en akademisk embedseksamen, hvilket er en total mangel på forståelse af, hvad et menneske er, da det siger mere om kvaliteten af den akademiske embedseksamen, end det siger om computeren.
@Thorsten Schumann
Jeg er ked af at du er træt, men dybest set er det sagen uvedkommende.
Lad os gøre som du foreslår og forholde os til videnskaben.
Den mekanisme du beskriver er ikke hverken dokumenteret eller forstået. For det andet prøver man i psykiatrien at behandle "følelser" uden at have nogen klar definition af, hvad følelser eller humør er for noget. For det tredje har man i psykiatrien i årevis netop argumenteret for at depression og serotonininholdet i synapserne hang sammen.
Hvis vi tager den sidste først, så er det stadig det du argumenterer for. Plasticiteten afhænger af serotonin skriver du blandt andet. På sundhed.dk skriver man f.eks. at placebo i forsøg har vist sig at ligge mellem 40-50%, og at SSRI har en effekt på 40-50%.
"Disse undersøgelser viser, at den såkaldte placeboeffekt (dvs. effekten af kalktabletterne) er meget høj måske helt oppe på 40-50 %. Dette er der ikke noget mærkeligt i. F.eks. er der også en meget høj placeboeffekt ved behandling af smerter. Men effekten af medicin er for let depression på niveau med de 40-50 %."
https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke/sygdomme/laegemidl...
Jeg går ud fra at du kender alt til dobbelt blinde forsøg. Hvis der ikke er nogen statistisk signifikant forskel på placebo (blindprøven) og medicinen, så har man forkastet hypotesen om at medicinen virker. Alligevel påstår man stædigt at det gør den. Hvorfor? Det er der ingen, som tør/vil forholde sig til eller svare på.
Hele idéen om at hjernen er der, hvor bevidstheden befinder sig, er der ikke noget galt i. Du kan amputere et ben, og patienten tænker og føler stadig, men hvis du amputerer hjernen er det slut. Så langt er vi enige. Til gengæld er det stadig et mysterium i (natur)videnskaben, hvorfor bevidsthed opstår og hvordan den fungerer.
Sidst men ikke mindst: Stort set samtlige diagnoser i DSM bygger på afstemninger blandt en lille gruppe læger om, hvad de mente var normal adfærd. Hvis der kom et forslag til en diagnose, men en af lægerne sagde: Sådan gør jeg altså også", så droppede man diagnosen, for læger kan jo per definition ikke være "sindsyge". Dét er absolut ikke videnskab, og der er ekstremt få diagnoser i DSM som kan forklares fysiologisk. Jeg ved at denne påstand er temmelig grænseoverskridende, så se videoen her, og spørg bagefter dig selv, hvem der overskrider grænser:
https://youtu.be/6JPgpasgueQ
Summa: Så længe man behandler sygdomme man har opfundet med medicin man ikke kan forklare effekten af (bla. fordi der bevisligt ikke er nogen), så er vi, som jeg skrev tidligere, ovre i kvaksalveri. Det er hårde ord, men det man gør i psykiatrien er en potentiel forbrydelse mod de mennesker man behandler, og lad os lige være ærlige og indrømme at psykiatrien har været på "vildspor" før.
Ps. Jeg kan godt linke til Elsevier et al, men det er ikke alle som har mulighed for at læse artiklerne, qua betalingsmur. Hvis jeg leder, kan jeg sågar finde en opgave jeg skrev ifm. mit studie om transportmekanismerne af signalmolekylerne gennem cellemembraner, SSRI og MDMA, langtidsvirkniger og andre bivirkninger. Hvis du er interesseret, kan du slå mig op og sende mig en mail.
Skribenten til artiklen Rigmor Juul Dahl afsløre tydeligvist at hun ikke har kendskab til hvilke yderst kedelige egenskaber depressionsmidler har ved langtidsbehandling. Det er ikke tilfældigt man siger at antidepressiva er lægernes / psykiatriens ‘starterkit’.
Med det menes bl.a. at depressionsmidler for langtidsbehandling skaber en iatrogen (forårsaget af læge) kemisk ubalance i hjernen der ikke var tilfældet inden behandling med depressionsmidler.
De mentale problemer kan nu risikere, at stå i kø på “behandlings”-kontoen med flere diagnoser og mere medicin til følge, og prototypen på den klassiske svingdørspatient er nu udklækket.
For manges vedkommede desværre på livstid med en tilkendt førtidspensionen, igen på “behandlings”-kontoen.
Ligeså længe man stædig fastholder psykiatrien som værende et medicinsk speciale, der ødselt legaliserer at medicinere mennesker som man gør, vil psykiatrien fortsat fremstå falleret med eller uden psykiatriplan desværre. Som nævnt i min første kommentar, skaber psykiatrien svingdørspatienter på “behandlings”-kontoen hvilket er dybt uansvarligt.
Myten om de kemiske ubalancer ved psykolog Jonas Vennike Ditlevsen.
9:00. min
https://youtu.be/pV0Aqm4q63E