Jeg fyldte 18 år for et par måneder siden. Det var både et eksistentielt vendepunkt og et ontologisk sammenbrud.
Jeg går i gymnasiet. Jeg ryger først og fremmest Marlboro One, og i weekenden drikker jeg Liebfraumilch. Jeg køber ikke genbrug, for man har kapitaliseret dets oprindelige betydning, og nu kalder man det vintage. Min mor siger jeg ligner en hjemløs – jeg svarer hende igen, for min generation afviger meget fra vores forældres. Jeg har aldrig haft en veninde uden psykiske udfordringer i kufferten. Vi er trætte, for vi er alle eksistentialister.
Min generation er en klemmelus, digitaliserede skabninger i SoMe-orkanens øje. Elektroniske impulser overalt og hele tiden. Reklamer og promoveringer er ikke til at undslippe, og min generation er blevet bildt ind, at målet med tilværelsen er at køre i en Suzuka Grey Metallic Audi R8 eller at købe en hvid, krokodilleskindsbetrukket Birkin, mens vi lever af at sælge NFT’s eller crypto. Vi er historiens midterbarn: negligeret, opgivende og uden tilhørsfølelse.
Vi er vokset op på de sociale medier, der fortalte os, at en skønne dag ville vi alle blive rige Hollywood-stjerner, men nu er det blevet erkendelsens time, og vi er trætte af, at det hele var en løgn. Vi er blevet offergjort på bekostning af vores egen tilværelse. Jeg ønsker ikke at tegne et mørkt billede af min generation, da vi trods alt har billig hvidvin og cigaretter. Det er nærmere et forsøg på at skabe indblik i vores følelser og frustrationer.
Jeg tænker ofte på, om min generation er fiaskoer eller blot unge mennesker. Jeg mener, det er den digitale verdens skyld, at vi er opgivende. Derfor bør vi kollektivt omlægge de digitale strukturer omkring os og legitimere menneskeligheden ved hinanden.
Så fortæl din papbror og Mette fra HR, at det er fedt at købe filterkaffe fra 7-Eleven. Det er okay, at dine forældre ejer en rød Peugeot. Hvor er det vidunderligt menneskeligt.
Vi ved jo alle inderst inde, at det ikke er uopnåeligt at leve uden de digitale strukturer. Imens I kæmper videre med at forstå os, vil jeg drikke lidt Liebfraumilch og ryge færdig.
Dagmar Tjalve er gymnasieelev
Al den Weltschmertz samlet på et sted ...
Den afsluttende sætning ("Imens I kæmper videre med at forstå os, vil jeg drikke lidt Liebfraumilch og ryge færdig") er nok indlæggets mest betegnende - ingen forventning til selv at skulle gøre en indsats.
Kære Dagmar Tjalve.
Med alle sine problembeskrivelser er dit læserbrev også underfundigt og .... morsomt (hvis du tillader sådan en karakteristik).
Jeg selv får i den grad flash back til tresserne, hvor The Who udtrykte vildt meget af de samme frustrationer. Giv My Generation, Substitute og andre en tur på playlisten (eller ... CD-afspilleren eller pladespilleren, hvis sådan en kan findes; det kan være dine bedsteforældre har skiven stående som vinyl)!
Ja, der er vist noget her der klinger med os, som var unge i halvfjerdserne og lige præcis kom for sent til at blive rigtige hippier, men tidsnok til at blive trukket med på deres bagskid (tak til Niels Skousen). Vi var nemlig også "midterbørn", klemt mellem vores hard core rock´n roll- forældres milkshakedrikkende generation (som ikke havde oplevet andet end fremgang på alle tangenter, efter krigens elendighed) og den fagre nye verden, hvor det blev os fortalt i en uendeligehed, at vi kunne blive lige hvad det skulle være, bare vi selv ville det nok. Det var selvfølgelig en kæmpe løgn, så stor at den ikke engang i dag, et halvt århundrede senere, er helt afsløret endnu. Som bekendt er det stadig lang fra lige meget hvilken bagage du møder op og om du drikker urtethe eller liebfraumilch.
Men, ved du hvad Dagmar, du skriver godt og jeg er vild med dit komma foran "at". - jeg bruger det selv - men ikke så meget foran "og". Ellers synes jeg den sidder lige i skabet, som man siger - eller siger man det, nu om stunder?