Læserbrev

Det ville hjælpe os introverte, hvis man satte sluttidspunkt på sociale arrangementer

Vi introverte kan klare og nyde alt, hvis bare vi ved, hvornår det slutter. Men det bliver svært, når vi ikke har en bagkant. Derfor håber jeg, at det bliver mere socialt acceptabelt at sætte sluttidspunkt på fester – ligesom man gerne gør i England
»Nu er der et helt år til næste nytårsaften, så vi behøver ikke begynde med den aften, det måske er sværest at sætte et sluttidspunkt på. Vi kan øve os med de næste fødselsdage, familiemiddage og personaleevents,« skriver forfatter Anna Skyggebjerg.

»Nu er der et helt år til næste nytårsaften, så vi behøver ikke begynde med den aften, det måske er sværest at sætte et sluttidspunkt på. Vi kan øve os med de næste fødselsdage, familiemiddage og personaleevents,« skriver forfatter Anna Skyggebjerg.

Jens Hartmann Schmidt

Debat
3. januar 2023

Nytårsnat gik jeg i seng klokken ét. Det var svært at falde i søvn for fyrværkeriet, men jeg tænkte, at i det mindste ligger jeg i min seng. I modsætning til alle de åndsfæller, som er til nytårsfest endnu.

Og med åndsfæller mener jeg introverte. Introverte, som ikke er så vilde med fester – og særligt ikke fester, der trækker ud – men som alligevel er til nytårsfest, længe efter de helst ville være gået hjem, fordi ... ja, fordi nytår, fordi de andre, fordi det føles sikrere at slå knuder på sig selv end at blive opfattet som sær og asocial ved at gå hjem efter middagen eller fyrværkeriet.

Så hellere sove hele den næste dag. For det trækker tænder ud at lade, som om man er ekstrovert, når man er introvert. Især hvis man skal gøre det i så lang tid, som store fester har det med at vare.

En nytårsaften kan være skøn for introverte. Misforstå mig ikke, vi er ikke asociale særlinge eller sarte mimoser, som ikke kan deltage i noget som helst. Vi foretrækker bare at være sociale på en anden måde end de ekstroverte.

Den typiske nytårsfest giver den ekstroverte energi, fordi der er masser af mennesker og masser af ydre stimuli. For introverte er det stik modsat: Hvis vi kunne bestemme, skulle nytårsfesten sådan helt generelt have færre deltagere og være lidt mindre støjende.

Mit nytårsønske er blot et sluttidspunkt

Og så måtte den gerne have bagkant, altså et fast sluttidspunkt. Vi kan klare alt og nyde alt, hvis bare vi ved, hvornår det er forbi. Hvis vi ikke aner, hvornår festen slutter, så er det, at vores blikke flakker, at vi tager pauser på badeværelset, sniger os tidligt hjem eller bliver hængende i meget længere tid, end vi er sjove at være sammen med.

Derfor har jeg et nytårsønske, som jeg godt tør sige er for alle introverte, selv om det er at tage munden fuld at påstå at tale på vegne af 30 til 50 procent af befolkningen. For så mange er vi, der er introverte – selv om nogle naturligvis er det mere end andre.

Mit ønske er simpelthen, at det bliver mere acceptabelt at sætte sluttidspunkt på sociale arrangementer. Nu er der et helt år til næste nytårsaften, så vi behøver ikke begynde med den aften, det måske er sværest at sætte et sluttidspunkt på. Vi kan øve os med de næste fødselsdage, familiemiddage og personaleevents.

Jeg har forstået, at det længe har været god tone i den engelske overklasse: På invitationer skriver man ikke alene, hvornår et arrangement begynder, men også hvornår det slutter. Naturligvis på en meget engelsk maner: »Carriages at 10 pm«, skriver man. Altså, at vognene skal være klar til hjemkørsel klokken 22.

posh behøver man ikke at formulere det, men princippet er godt. Et sluttidspunkt vil gøre alle introverte glade. Så er vi umanerligt godt selskab, mens det varer, og andre kan komme til at bruge badeværelset.

Anna Skyggebjerg er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Flemming Nielsen

Kære Anna Skyggebjerg
Tak for dit kloge og præcise indlæg. Det er som talt ud af mit hjerte.
Jeg magter ikke at deltage i de meget langvarige og for os introverte max. krævende nytårsfester, så min nytårsaften er på sofaen med en god bog.
Mange hilsener
Ulla

Rasmus Kristiansen, lars søgaard-jensen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Er der pligt til at deltage i lange fester?

@Henning Kjær: Læs Skyggebjergs bog om introversion, og du vil muligvis forstå.

David Zennaro

Jeg forstår ikke helt problemet: hvem siger, man skal bruge nytårsaften eller andre aftener for den sags skyld til store fester? Og hvorfor ikke bare selv sætte den bagkant. Jeg er også introvert og betaler prisen, hvis jeg overskrider mine grænser, og derfor er jeg åben om det til mine omgivelser. Det har jeg faktisk aldrig oplevet nogle problemer med. Heller ikke da jeg var ung og gerne ville feste.

Rasmus Kristiansen, Steen K Petersen, Kim Petersen, erik pedersen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

David Z
Jeg tror det ville være engod hjælp for de, som ikke er ret gode til at sætte bagkant selv.

For nogle år siden var jeg til en større fest, hvor desserten trak ud - og efter min mening langt ud over, hvor jeg havde nået min selskabelighedsgrænse. Da jeg gik var klokken over 23:15 og desserten var ikke nået frem til bordene endnu og der var ingen tegn på, hvornår det ville være korrekt at sige, at måltidet var overstået. Med de flestes accept går jeg som regel inden festen starter på dans, så det var ok med værtsparret.
Jeg kan som nævnt sagtens selv sætte min kant, men jeg er også tudsegammel og erfaren introvert. De fleste yngre mennesker og en del voksne har en opfattelse af, at kun ekstrovertisme er ønskelig, introverte er sære og kejtede og at de ikke selv vil fremstå sære. Basta. Det kan man bl.a læse i jobannoncer, hvor man ALDRIG direkte opfordrer introverte til at søge jobbet.
Så ja, jeg synes det er en udmærket ide at sætte en bagkant på fester. Jeg er sikker på, at evt. personale og chauffører også vil sætte pris på det.

David Zennaro, Rasmus Kristiansen, erik pedersen, Torben Andersen og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar