Hvis vi skal holde fast i det europæiske samarbejde, må vi afgive grænsekontrollen

Stor var skuffelsen hos mig over statsministerens nytårstale, der ikke med ét ord kom ind på, at selvsamme dag også var 50-årsjubilæet for Danmarks indtræden i det daværende EF. Ikke engang et lille EU-flag var der i vindueskarmen på Marienborg ved siden af de nordiske flag og det ukrainske flag.

Men selv om jubilæet ikke blev nævnt, så blev Danmark rost for at have meldt sig helhjertet ind i det europæiske samarbejde om forsvar og sikkerhed.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at daværende justitsminister Mattias Tesfaye (S) i oktober 2022 forlængede Danmarks grænsekontrol til Tyskland i seks måneder og begrundede det over for EU-Kommissionen med ordene:

»Beslutningen er taget for effektivt at kunne imødegå den betydelige trussel mod vores offentlige orden og indenrigssikkerhed forårsaget af terrorister og organiserede kriminelle, der kan udnytte den frie bevægelighed inden for Schengen-området samt den nuværende migrationssituation i Schengen-området.«

Jeg lyttede godt efter i statsministerens tale om, hvilke terrortrusler og trusler mod den offentlige orden og indenrigssikkerheden udefra, vi står over for, hvis vi lader grænserne stå åbne. Det havde vel været på sin plads, at statsministeren havde gjort os borgere opmærksom på den store trussel og hvilke tiltag, regeringen har planer om.

Jo, statsministeren nævnte, at vi står over for »skærpede trusler«, men det gjaldt vist mest økonomisk usikkerhed, inflation, energikrise samt risiko for stigende arbejdsløshed – ikke terror.

Den frie bevægelighed er og var en af grundstenene i dannelsen af EF. Og kort inden nytårstalen besøgte nuværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) da også Berlin, hvor det dansk-tyske samarbejde og gode naboskab blev hyldet.

Derfor giver det for mig ikke mening, at man så krampagtigt holder fast i denne grænsekontrol. For statsministeren kan ikke kun ønske at gå helhjertet ind i et europæisk samarbejde, når det lige passer godt til festlige lejligheder, og så ellers glemme resten af traktaten.

Birgitte Anker Petersen er folkepensionist og tidligere socialrådgiver