Mainstreamøkonomer har en helt særlig rolle i mediebilledet. Hvor politikere konsekvent udsættes for kritisk granskning af ord og virkelighed og konfronteres af modstandere, så viderebringer journalister ukritisk mainstreamøkonomers analyser og politiske forslag og fritager dem samtidig for modstridende synspunkter.
Et eksempel på dette er, når vismændene fremlægger deres rapporter, og når bankerne fremlægger nye prognoser.
Det ses også i den løbende nyhedsdækning, hvor mainstreamøkonomer optræder som en slags overdommere, der kommenterer og vurderer politiske forslag – såsom på forsiden af Information den 17. december 2022, hvor mainstreamøkonomer iscenesættes som neutrale modspillere til den politiske debat om arbejdsudbuddet.
For mainstreamøkonomer korrigerer andre, men bliver ikke korrigeret selv. De har let adgang til medierne, som stiller åbne mikrofoner til rådighed, hvilket giver mainstreamøkonomerne en helt uhørt magt i samfundet.
Når de særbehandles fra journalisters side, skyldes det i høj grad, at de to faggruppers tilgange er sammenfaldende på vigtige områder. Kritisk økonomi strider omvendt mod journalisters måde at anskue verden og måde at arbejde på.
Samme selvforståelse
Såvel mainstreamøkonomer som journalister har en selvforståelse om, at de er objektive. Deres egne politiske holdninger skal ikke gribe forstyrrende ind i deres arbejde. Det handler for journalister såvel som for mainstreamøkonomer om at afdække virkeligheden på neutral vis for at nå frem til en entydig sandhed.
Denne overensstemmelse mellem de to faggruppers identiteter danner grundlag for en basal samhørighed, der også har en dyb klangbund i samfundets spontane forestilling om, hvad videnskab er, og hvordan man arbejder videnskabeligt.
Mainstreamøkonomer og journalister står på dette punkt over for kritiske økonomer, der anfægter muligheden for at være objektiv, anerkender relevansen af forskellige perspektiver og ser sandheden som flygtig og foranderlig, idet de kritiske økonomer ikke mener, at samfundet er støbt i beton.
Mainstreamøkonomer og journalister kan derudover mødes om at være aktualitetsorienterede og have blikket rettet mod fremtiden. Journalister beskæftiger sig med nyheder og er så optagede af at komme først med nyhederne, at de tiltrækkes af prognoser og forudsigelser for at være på forkant.
Mainstreamøkonomer er på deres side altid parate til at fodre deres modeller med nye tal og præsentere dugfriske resultater. Og ikke mindst deler mainstreamøkonomer journalisters fremtidsfokus og leverer gerne entydige prognoser.
Dette fælles tidsperspektiv skaber en yderligere samhørighed mellem mainstreamøkonomer og journalister, som den nævnte artikel i Information eksemplificerer. Og også på dette område skiller kritiske økonomer sig markant ud.
Kritiske økonomer ser ofte tilbage snarere end frem og er interesserede i historiske sammenligninger af for eksempel kriser. De har ikke en fast modelramme, der kan producere øjeblikkelige resultater, og præcise prognoser er notorisk umulige for kritiske økonomer, da de ikke mener, at fremtiden kan forudsiges med nøjagtige tal.
I dette kritiske lys fremstår mainstreamøkonomernes beregninger og skøn over arbejdsudbuddet i den tidligere nævnte artikel som ekstremt spekulative – for ikke at sige rent fiktive – ikke mindst da vi står midt i en krise, hvor det sandsynligvis i den kommende tid bliver efterspørgslen og ikke arbejdsudbuddet, der bliver afgørende.
Kritiske økonomer undlades fra debatten
Der er voldsomme politiske konsekvenser af, at journalisters og mainstreamøkonomers samhørighed ekskluderer kritiske økonomer fra nyhedsbilledet. Først og fremmest ser vi en politisk udvikling, hvor der helt overvejende er fokus på status quo.
Konsekvensen af den tilsyneladende objektivitet er nemlig, at de bestående økonomiske forhold fastfryses, mens det, der debatteres mainstreampolitisk, er minimale justeringer.
Interessant nok optræder den politiske debattør Martin Ågerup i den nævnte artikel i koret af økonomer. Så er den nyliberale værdikriger på magisk vis blevet objektiv, eller er de andre økonomer omvendt af samme politiske støbning?
Kritiske økonomer som Rune Møller Stahl fra CBS har peget på mainstreamøkonomers gennemgående nyliberale observans. Det, der fremstår objektivt, er egentlig udtryk for den herskende ideologi. Den økonomiske debat bliver dogmatisk, og samfundet lægges i en nyliberal spændetrøje.
På ingen andre områder kommer denne dogmatik til så klart udtryk, som når det handler om arbejdsudbuddet og dermed den økonomiske vækst. For mainstreamøkonomer er vækst det højeste mål i samfundet, og dette mål kan ikke diskuteres.
I det mainstreamøkonomiske univers er det tillige sådan, at arbejdsudbuddet er den primære stopklods for væksten, så vækstpolitikken kommer derfor primært til at handle om arbejdsudbuddet.
Arbejdsudbuddet kan ifølge mainstreamøkonomer, som det klart fremgår af artiklen, øges ved at skære ned i dagpenge, uddannelsesstøtte og pensioner. Det kan også ske ved at nedsætte skatten på arbejde eller forkorte uddannelsestiden.
Denne politiske kurs har skiftende regeringer konsekvent fulgt i årtier, og også den nye regering vil bruge kendte mainstreamøkonomiske virkemidler såsom skattelettelser og sociale nedskæringer til at øge arbejdsudbuddet.
Kritiske økonomer kunne her pege på, at et større arbejdsudbud forøger arbejdsløsheden, hvis efterspørgslen svigter, hvilket vi ofte ser. Den mainstreamøkonomiske politik øger også uligheden og er særlig mærkbar for sårbare og udsatte, som lever på kanten af eller uden for arbejdsmarkedet, synker til bunds økonomisk, og som stadig får sværere ved at honorere kravene i det evigt opskruede produktivitetsræs.
Det sociale sikkerhedsnet svækkes, livsvilkårene bliver mere prekære, og disciplinerende tiltag intensiveres. Men den mainstreamøkonomiske politik har ikke kun en social slagside.
Økonomer bør behandles som politikere
Bag målet om øget arbejdsudbud ligger vækstpolitikken, og væksten ligger til grund for klimakrisen. Klimakrisen skyldes unægteligt den historiske vækst og den tilhørende vækst i udledningen af drivhusgasser, men problemstillingen er også aktuel, for væksten er fortsat med til at forværre klimakrisen.
I 2020, hvor coronakrisen medførte negativ vækst, faldt CO₂-udledningerne brat. Væksten i 2021 fik imidlertid de globale CO₂-udledninger til igen at nå det højeste niveau nogensinde, og også i Danmark steg CO₂-udledningerne.
Men for mainstreamøkonomer kan væksten sagtens fortsætte, hvis blot der skrues lidt på skatter og afgifter, sådan at markedet og teknologien klarer ærterne. Men forestillingen om grøn vækst, som også den nye regering ubetinget tilslutter sig, er med et kritisk økonomisk blik snarere et udslag af mainstreamøkonomers dogmatik end forankret i virkeligheden.
Den vækst, vi har set hidtil, er i hvert fald ikke grøn. Den er kulsort. Og det virker som en illusion, at vi både kan leve op til Parisaftalen, der forudsætter fald i CO₂-udledningerne på op mod ti procent hvert eneste år i dette årti, og fortsat have økonomisk vækst, hvilket blandt andet Hubert Buch-Hansen fra RUC pointerer.
Hvis der skal gøres op med den stigende ulighed og klimakrisen, er der brug for et radikalt brud med journalisters selvforståelse og vanetænkning på det økonomiske område.
En begyndelse kunne være at udsætte mainstreamøkonomer for samme vilkår i medierne som politikere, da det, mainstreamøkonomer udtaler sig om, grundlæggende altid er politisk.
Peter Nielsen er lektor i politisk økonomi ved Roskilde Universitet
Godt og præcist skrevet.
Det ville kræve, at medierne ansatte nogle journalister, der var mere inde i kritisk økonomi end det nu er tilfældet.
Desuden at svingdørsansættelser blev stoppet.
Spindoktorer og journalister er ét fedt.
Og journalisterne fester med politikerne for skatteborgernes regning i al slyngomvundet kammeratlighed, istedet for at holde politikerne i ørerne.
Og de økonomiske 'vismænd', Finansministeriet, mainstreamøkonomerne og slangeoliesælgerne som diverse lobbyister fra for eksempel Cepos, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk Arbejdsgiverforening, Landbrug & Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug får alt for frit spil, uden nævneværdige spørgsmålstegn bliver stillet ved deres inklinationer og mere eller mindre fordækte donationer til levebrødspolitikernes partier.
https://www.altinget.dk/artikel/her-er-brian-mikkelsens-og-lars-sandahl-...
Ups! begrebet "Arbejdsudbud" er røget helt ureflekteret ind i artiklen. Begrebet er langt fra neutralt! Det er de facto voldtægt af den almindelige danskers opfattelse af sprog & logik: Er der nemlig tale om 'Udbud af arbejde'? Nej! Det drejer sig om mængden af tilgængelig arbejdsKRAFT !
Splinten & bjælken ... I ved.
Jo, men er man ikke kapitalist, så er man jo kommunist.
Jo, jo , men alle journalister må altså forstå, at det er nødvendigt at afskaffe store bededag. Og så siger journalisterne tak for interviewet.
Læg mærke til regeringens brug af ordet "nødvendigt' det er enormt interessant.
Jeg tror, vi er ude i, at AL form for magtkritik er under marginalisering - både i magtens korridorer og i diverse 'mainstream-foraer'.
Det, som kronikskriveren betegner som mainstream-økonomer er, som jeg læser det, et andet ord for borgerlige økonomer. Og sådan er det vist hele vejen igennem - der er kun én tænkning, som gælder i dag - og det er den borgerlige tænkning, helst i nyliberale klæder.
Tak, Peter!
Tak for den meget vigtige kommentar!
Vibeke Grønfeldt
Konsekvensen af den tilsyneladende objektivitet er nemlig, at de bestående økonomiske forhold fastfryses, mens det, der debatteres mainstreampolitisk, er minimale justeringer
Sådan er det. Man taler kun om små justeringer, teknologiske fix, og så kører det hele som det plejer. Det kan ikke blive nogen succes, når den verden i, ikke kan processere evig vækst-politik og evigt voksende antal forbrugere.
I øvrigt blev jeg helt glad for at læse en økonom nævne mainstream (borgerlig) beskæftigelsespolitik og disciplinering i samme sætning.
Tak Peter, Tusind tak.
Jeg kunne godt tænke mig en definition af begrebet mainstream-økonomisk tænkning. For sådan en findes vel ikke? Er det en ide om at hvis mange accepterer en bestemt model, så er det mainstream? Måske det så ville være mere korrekt at kalde det for lemminge-økonomisk tænkning?
Det snedige udtryk, arbejdsudbud, betyder ikke andet end at flere skal i arbejde ud fra opfattelsen af, at (ha, ha) alle skal i arbejde. Hvorfor de skal det hænger sammen med dyrkelsen af arbejdet som ide, man kan også sige religion. Vi er kun få, der kan se, at arbejdet ødelægger verden. De fleste mener, at arbejde er godt og opbygger verden, men nævn mig en arbejdsplads som ikke er med til at smadre verden.
Hvor mange kan dybest set lide at gå på arbejde? Og hvor mange føler sig ikke udbrændt, nedslidt og lede og kede af arbejdet? For at få folk til at gå på arbejde, bliver man nødt til at skabe en fortælling om, at man skaber en god verden ved at gå på arbejde. Den tror mange desværre på, og hvad skulle man også lave, hvis man ikke skulle gå på arbejde? Det er en angstfremkaldende tanke, der hurtigt fejes bort, og så bliver der ikke det minut, hvor en ny vision kunne opstå.
Selvfølgelig skal mainstreamøkonomerne, disse skoledrenge med vandkæmmet hår (og et par piger) have en omgang, men bagefter skal vi lige have de kritiske økonomer til at fortælle, hvad de vil sætte i stedet - og her skulle der gerne være en vis overensstemmelse. Kate Raworth, Doughnutøkonomi, er let at slynge ud, men hvad bliver det til? Jeg synes ikke, at hele skylden skal lægges på mainstreamerne. Hvis venstrefløjen havde kunne finde lidt fodslaw, havde tingene set anderledes ud. Der skal meget til at lokke folk ud af deres faste folder. Kate siger i sin bog, at økonomi først handler om mennesker, derefter om tal. Det er den forståelse, der skal ind på banen, og den skal komme ind fra venstre.
Venstrefløjen har ikke en samfundsvision, der trækker os ned på jorden. Alle holder fast i deres privilegier ligesom de gamle godsejere og kapitalejere gjorde.
Højere løn=mindre natur. Vi skal derfor have en økonomi, der for det første skåner naturen og dernæst tager fat på omfordelingen, men det er vi ikke kommet ret langt med. Glæder mig til at høre mere fra de kritiske økonomer.
Intet nyt under solen, sådan har det altid været. Der er de acceptable udtalelser, indenfor det eksisterende paradigmes rammer, og så er de andre, der ligger udenfor. Vil du lege med skal du kende reglerne og spille med på de betingelser. Rammerne flyttes kun langsomt og nødtvunget.
Vi søger vist alle bekvemmelighed og sikkerhed for at vores bekvemmelighed ikke angribes eller antastes, hvori den end består. Se bare de franske strejker over at deres pensionsalder skal sættes op til 62 år!
Hvor er rimelighedsprincippet? Er det rimeligt at nogen skal leve af andres arbejde?
Med mindre de ikke kan arbejde selv. Altså børn, handicappede, syge, gamle og udslidte. Så langt er vi vist alle enige. Så bliver spørgsmålet, hvor unge?
Hvor handicappede? Hvor syge, gamle, udslidte?
Eller med mindre vi bliver enige om noget andet. Vi lever i Danmark i et særdeles velfungerende velfærdssamfund, med stor solidaritet og accept af hinanden, men de grundlæggende rimelighedprincipper vil altid være under diskussion.
@Niels-Simon Larsen,
Du skriver om hvem kan lide at gå på arbejde.
Jeg vil opfordre dig til næste gang du spiser eller drikker noget, tager en genstand i brug eller bruger en service af den ene eller den anden art, lige at stoppe et øjeblik og spørge dig selv, hvad har mit bidrag været til at jeg kunne spise, drikke, bruge det her gode, der er mig givet?
Vi kan kun leve, som vi gør i kraft af hinanden og hinandens arbejde. Det er ikke en ret vi har at leve sådan, det er en forpligtelse vi har overfor hinanden.
Hans Martens
Kender du Niels-Simon Larsen og hans bidrag til samfundet/fællesskabet?
Ellers skulle DU måske lige stoppe et øjeblik og tænke over, om dit indlæg er en frugtbar vej at henvende sig til fremmede mennesker på.
Hans Martens: Kender du en, der kan lide at gå på arbejde, og som ikke gennem sit arbejde ødelægger verden?
Jeg arbejdede som lærer i mange år for både børn og voksne. Når jeg ser tilbage, var det jo mest opdragelse til konkurrencesamfundet. Det var ikke undervisning for barnets skyld.
Jeg anser det for en katastrofe, at Socialdemokratiet er blevet et arbejderistisk parti, der fremturer med, at arbejde er sundt, og at alle skal i arbejde. Hvor er de henne, som samles om den fane, der spørger, hvad vi arbejder for, og hvad det er for et samfund, vi burde frem til?
Det har altid været kriminelt for en lærer, at stille eleverne over for de dybe spørgsmål.
Tak til dig Lise Lotte Rahbek.
Niels-Simon Larsen
Jeg blive ofte harm over tonen man henvender sig til fremmede mennesker i online. Det ville næppe foregå på samme måde IRL.
Måske (!) er det af uvidenhed om stimuli-responsmodeller, måske er det af andre årsager.
Lise Lotte Rahbek: Jeg er en hårdt prøvet elsker af den frie, skriftlige debat. Den er et klenodie. Også dette forum.
Nu skal jeg ikke gøre mig hellig, for der er sikkert nogen, der føler sig trådt over tæerne af mig. På den anden side må der gerne være lidt gang i den, men det bygger på, at man ser forummet som en sportsplads og ikke som en losseplads. I de sidste par måneder, synes jeg, der har været flere gode tråde.
Hams Martens: Du skriver længere oppe i tråden, at Danmark er et særdeles velfungerende velfærdssamfund.
Prøv at holde det op imod FNs generalsekretær, Guterres, der hele tiden påpeger, at vi er på vej til at begå kollektivt selvmord.
Danmark er en af de mest energislugende lande og dermed ødelæggende.
Nu handler denne tråd om økonomi og påstår, at vi (for)ledes af
økonomer, der ikke har forstået, hvor vi er på vej hen. De vil måske heller ikke forstå det. Derfor er det vigtigt, at der er nogle, der går kontra.
Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen:
Beklager hvis jeg har trådt jer og andre over tæerne, det var ikke min hensigt. Nej jeg ved ikke hvem Niels-Simon Larsen er, jeg ved heller ikke hvem du Lise Lotte Rahbek er.
Min reaktion går udelukkende på at jeg synes det er forkert at lægge arbejde som sådan for had, fordi det er nødvendigt for et alle sammens overlevelse og for samfundets og sameksistensens overlevelse.
Hvordan arbejdet så skal organiseres og fordeles, hvordan frugterne af arbejdet skal deles, hvad vi skal bruge kræfterne på og mod hvilke mål vi skal arbejde, er en helt anden snak. Der er den demokratiske proces vel stadig den bedste model, vi har.
Jeg skrev ikke at det danske samfund var perfekt, men at vi i meget højere grad end så mange andre nationer har vist og fortsat viser solidarisk vilje med de ‘svagere’ i samfundet. Noget jeg synes at vi tit glemmer, når vi angriber det der ikke fungerer, som vi synes det burde.
Jeg mener fortsat at det spørgsmål jeg bad Niels-Simon Larsen stille sig selv er basis for en værdifuld overvejelse for os alle. For de fleste kan det bibringe lidt ydmyghed og stille eftertanke om sin egen rolle.
Niels-Simon Larsen,
Du skriver om alternative økonomer. Du kender sikkert E.F. Schumachers bog fra halvfjersernes begyndelse: “Small is Beautiful, A study of Economics as if People Mattered”.
Heri er beskrevet et tankesæt og værdisyn,, der kan bringe os et andet sted hen; men det kræver selvfølgelig at vi som menneskehed sætter os andre og nye mål end dem vi i dag forfølger.
Hans Martens: Tak for dine svar. ‘Arbejdet’ er stadig et varmt emne og i sær, hvad vi arbejder for. Selv har jeg altid været aktiv og er det stadig, men det er jo lønarbejde, vi diskuterer her. Det har en alt for stor plads i vores liv, og det skyldes efter min mening den nærmest religiøse dyrkning af materialismen. Her er vi alle svage og kan ikke modstå den sidste nye, lækre bilmodel, selvom den ødelægger verden.
Danmark isoleret set er et godt land at bo i, og jeg ved ikke, hvor jeg ellers ville bo, men ser vi på, hvad vi bruger, og hvor meget vi arbejder, og hvor ligeglade vi er med fremtiden, så ser det sort ud. Schumacher, som du nævner, ja, hvorfor fulgte vi ikke i hans spor? Kate Raworth, Doughnut-økonomien, det sammen. Hvor bliver vi af? Det gør, at jeg slår bak og nærmest bliver revolutionær.
Jeg ved ikke, hvad der skal få os ind på en anden bane. Når vi lever i et frit land, men vælger forkert, skal vi jo først lave om på os selv, og det ser jeg ikke de store ansatser til.
Hvor kommer det nye fra?
Niels-Simon Larsen: Jeg er helt enig i alt du skriver. Dyrkningen af materialismen og profitten er ikke den rette vej at fortsætte ad.
I sidste ende drejer det sig om hvad den virkelige dybe motivation for vores handlinger og tanker er. Den kender vi nok ikke engang selv til bunds, og slet ikke andres. Jeg tror at rigtig forandring skal komme indefra, hos hver enkelt. De ydre rammer kan ikke ændre os.
Hans Martens: ‘Forandring indefra’. Ja, men det er efter min erfaring svært at komme igennem med. Hvor mange kronikker handler om det? Artikler? Kommentarer?
Jeg kan godt lide dit udtryk ‘den virkelige, dybe motivation’. Den almindelige holdning er, at nu skal vi lige have fjernet den der irriterende co2, og så er det godt.
Jeg rider ikke rundt med min kæphest, grøn ånd, men hvis du er interesseret kan du klikke her https://bu.dk/gronaand/
Niels-Simon Larsen:
Jeg tænker såmænd på Tolstoys udsagn : “alle taler om at ændre verden, ingen taler om at ændre sig selv”
Så længe fokus er på at det er ‘de andre’, der skal forandre sig, og vi kan altid finde dem derude, vi mener bør forandre sig, så vil der ikke komme nogen virkelig forandring.
Tak for linket...
Så sandt, Hans Martens! Det synes at være en ekstra omkostning ved velstanden, at man mister forståelsen af den rækkevidde, man kan bestemme indenfor.
Det er f.eks. blevet normalt for politikere at udtrykke personlige, nærmest moralske, meninger om, hvordan folk bør gebærde sig, som udtryk for politikkens mål; men det er jo aldeles uacceptabelt i et demokrati, at private holdninger skal gøres til lov, som griber radikalt ind i andres meninger om, hvordan livet skal udfoldes indenfor staten.