Som relativt ny chefredaktør for nærværende avis dækkede jeg i august 1990 fredskonferencen Hadets Anatomi i Oslo – arrangeret af nobelfredsprismodtageren Eli Wiesel med blandt andre det daværende Tjekkoslovakiets præsident, Vaclav Havel, blandt talerne og deltagelse af de dengang kurante filmstjerner Audrey Hepburn og Gregory Peck.
Politikens daværende chefredaktør, Herbert Pundik, sad med i konferencens ekspertpanel – det imponerede mig, hvorimod jeg ikke blev specielt imponeret over konferencens ønsketænkning om Vestens demokratiske triumf, der ville følge Murens fald året før.
At jeg stadig husker seancen, skyldes, at Herbert Pundik antastede mig med en invitation til Information om at blive medinteressent i hans og Politikens kulturhus i Riga, som læserne havde samlet ind til, og som eksisterer den dag i dag. Og som Pundik senere sagde: »Aviser er et pragtfuldt magtinstrument. De kan bruges til at skabe fakta.«
"Og som Pundik senere sagde: »Aviser er et pragtfuldt magtinstrument. De kan bruges til at skabe fakta.«"
Netop!
Det er bøvlet.
Ind imellem er det eddermaneme et problem, når pressen påstår at ville fungere som "den fjerde statsmagt"...
For med nutidens spindoctorer, der som konturløse amøber flandrer rundt mellem magthavere og presse - og mere eller mindre skjulte pengestrømme: Hvem ER det reelt, der er - eller skaber - baggrunden for den aktuelle "hakkelse i døgnets rejsestald"???
Hvad kan vi i den gemene hob overhovedet regne med - hvis vi ikke selv har forfalsket statistikken???
Putins trofaste støtter kommer til at have en fest over det her indlæg ...
Det rammer lige ned i første og vigtigste punkt for alle, der er anti-vaxxere, anti-indvandring, anti-Ukraine eller hvad det nu end må være: Skab mistillid til pressen.
Når folk ikke ved, hvad der er sandt, så tror de på det, de gerne vil tro på. Og så får de ellers at vide, at at vacciner er dårlige, at indvandrere er kriminelle voldtægtsforbrydere, at Rusland handler ud fra gode intentioner eller hvad det nu må være.
Så er det lige pludselig lige meget, at den ene part - det være sig anti-vaxxere, racister eller russisk statsTV - er åbenlyst løgnagtigt. Deres løgne kan blive påpeget og modbevist igen og igen, men det nytter ikke noget. For man kan ikke længere stole på andre end lige præcis sine egne kilder.
Yderligere mistillid til pressen er helt sikkert ikke det, som Lasse Ellegaard vil opnå med sit indlæg. Men det bliver resultatet. For det vil det blive brugt til. Og dermed har Lasse Ellegaard støttet løgnerne. Og vinderen bliver russisk statsTV.
Kære Lasse.
Vi i vesten forstår (heldigvis) ikke længere hvad krig er. Men vi er med i en nu. Ikke med støvler på jorden men som økonomisk og militær donor. Jeg er klar over at Danmark ikke er i undtagelsestilstand men i og med at vi er i krig må vi acceptere at visse demokratiske dogmer midlertidigt bliver sat ud af spillet. Den fjende vi er oppe imod er så voldsom og så infiltreret i hele det vestlige samfund at vi må mobiliserer alle vores kræfter på at italesætte nødvendigheden af uforbeholden våbenhjælp til Ukraine. At kræve at de danske medier skal være upartiske og præsentere russiske synspunkter nøgternt er både dumt og farligt fordi informationskrigen er så afgørende for den igangværende konflikt.
At sige at Anna Libak ikke både kan være chefredaktør og støtte våbenhjælp til Ukraine, svarer til at Børge Outze ikke både kunne redigere Information og samtidigt støtte våbenleverancer til modstandsbevægelsen.
Det ville også undre mig hvis samme Outze i 1944 ville argumentere for at man skulle huske at have forståelse for nazisternes syn på krigen, og dens årsager, uanset at det ville være journalistisk "korrekte" at gøre.
Endnu en gang udfordrer Lasse Ellegaard os med sin viden, indsigt og sit mod. Og tak for det. Det er vigtigt, hvad han her skriver.
Anna Libak er i al fald ikke modtagelig for argumenter, der kan rokke ved hendes mission i Ukraine. Og missionærer bør især DR passe på med at benytte. Samuel Rachlin er et andet eksempel på en missionær, der optræder i medierne som ekspert.
Jeg var overrasket over at høre baggrunden for det lidt mærkelige kulturhus i Riga, som jeg har haft besøgt på en studietur uden at kende eller få oplyst baggrunden, men jeg anede den politiske agenda der. I øvrigt en ikke billig bygning.
Det er selvfølgelig relevant at spørge, om man kan have tillid til journalister, der samtidig er aktivister. Man kunne også spørge, om man nødvendigvis kan have tillid til journalister, blot de ikke er aktivister.
Jeg er i hvert fald helt enig i Lasse Ellegaards synspunkt. Det er ikke for helligt. Hans artikler i Information er desværre blevet sjældnere, men jeg læser dem altid. Libak virkede i øvrigt i mine øjne lidt oprevet i udsendelsen, men det er der måske ikke noget at sige til på baggrund af historikerens modsatte synspunkter. Jeg går selv ind for, at vi må støtte med våben, når ukrainerne vil kæmpe for deres frihed. Nøjagtig som Lasse Ellegaard. Men som journalist skal man holde sin sti ren, selvom det nok somme tider er svært, jf Herbert Pundiks bemærknng
Lasse Ellrgaard:
"Jeg har sådan set ikke substantielle indvendinger mod Libaks argumenter i diskussionen med 'realhistorikeren' Kjærgaards tese om, at Ruslands FN-stridige og ulovlige invasion er resultat af et politisk ræsonnement, man ikke uden videre kan afvise som kun irrelevant."
Ingen substantielle indvendinger - så kunne sagen meget rimeligt have fået lov at hvile med det.
Jeg savner til gengæld et dagbladsmarked, der delte sig efter anskuelser. Det eneste, vi har ud af denne tilstræbte objektivitet - som dog altid har været Informations særstatus - er en sammenstimlen på borgerlig side. Fagbevægelsens nedlæggelse af A-pressens dagblade har i årtier forhindret Socialdemokratiet og venstrefløjen i at kunne komme til ordene med en adækvat udfoldelse af synspunkter og argumenter.