Jeg påbegyndte min kandidat i journalistik på RUC i efteråret 2022, så jeg er altså den første årgang på RUC’s nye kandidatuddannelser. De 30 nye kandidatuddannelser blev nemlig lanceret i maj sidste år og erstattede de mere end 150 gamle kandidatkombinationer, som studerende på RUC tidligere kunne vælge imellem.
Det blev forklaret, at den nye struktur blandt andet skulle skærpe kandidater fra RUC’s faglige profiler og fokusere på overgangen til arbejdsmarkedet – et tiltag, som jeg har været begejstret for og har gjort mig høje forventninger om. Samtidig skulle den nye uddannelsesstruktur styrke uddannelsernes kvalitet og gøre det tydeligere for både arbejdsgivere og studerende, hvad en RUC-kandidat kan. Men januar er ved at gå på hæld, og det betyder, at første semester på min kandidatuddannelse er ved at være slut – og til trods for, at RUC’s nye kandidatreform lovede mere gennemskuelige uddannelser, kan jeg ikke gennemskue, hvad jeg skulle bruge dette semester til.
Overfladisk specialisering
Jeg vil gerne gøre det klart, at jeg på ingen måde støtter regeringens forslag om at forkorte halvdelen af de humanistiske og samfundsfaglige kandidatuddannelser på universiteterne. Længde går ud over indhold. Men skal der skæres i nogle kandidatuddannelser, vil jeg gerne tage en for holdet og nominere RUC’s kandidat i journalistik. Denne kandidat tager i alt tre år, og en af grundene til denne abnorme længde er kandidatens »specialiseringssemester«, som jeg netop har været igennem.
RUC skriver stolt på sin hjemmeside, at det »er det eneste universitet i Danmark, som kombinerer journalistik med et semester på et andet fag«. Det betyder altså, at du skal vælge et fag, som du har lyst til at studere i ét semester. Og kun ét semester. Dette specialiseringssemester skulle efter sigende »give dig et specialiseret fagligt fundament at formidle ud fra«. Men semesteret har føltes som spild af tid og har mest af alt været noget, jeg og mine medstuderende har skullet kæmpe os igennem for at komme i gang med vores egentlige kandidatuddannelse. Dette til trods for dygtige og engagerede undervisere, der har undervist med stor entusiasme og begejstring.
Det har altså hverken været undervisere eller medstuderendes skyld, at dette semester har føltes som tidsspilde. Det er kandidatens struktur. Man kan bare ikke specialisere sig i noget på ét semester – så uanset hvor interessant dit valgte specialiseringsfag ellers er, så forbliver det overfladisk og dermed unødvendigt.
Jeg personligt valgte kommunikation som mit specialiseringsfag, da jeg tænkte, at det må være det fag, der ligner journalistik mest, og da jeg håbede, at faget ville kunne give mig kompetencer, jeg ville kunne tage med videre i min uddannelse. Men ligegyldigt hvor meget jeg forsøgte at vinkle og dreje pensum i en journalistisk retning, så oplevedes undervisningen mest som ligegyldig, da jeg eksempelvis blev introduceret til digital forskningsetik og metoder i kommunikativ forskning.
Herudover har det været problematisk, at jeg har haft min undervisning sammen med de studerende, der læser deres kandidat i kommunikation, og som derfor skal fortsætte med at studere kommunikation efter dette semester. Fagets undervisere ville i begyndelsen af semesteret ofte afrunde forklaringer og beskrivelser af teorier med beskeder som: »Det er noget, I skal bruge næste semester«, hvilket gav en følelse af, at de ikke var klar over, at vi sad flere studerende, der ikke ville være på faget følgende semester. Da vi efterfølgende påpegede dette, hørte vi ofte bemærkninger som: »Dette er ikke relevant for jer journaliststuderende« i undervisningen, hvilket muligvis har været en måde at anerkende vores tilstedeværelse på, men mest bare forstærkede følelsen af, at semesteret i bund og grund ikke var relevant for mig.
Skær i min uddannelse
Jeg håber, at RUC i fremtiden vil gøre mere ud af at inddrage de studerende, hvilket der tilsyneladende ikke skete, da de nye kandidatuddannelser skulle udarbejdes. Her var det repræsentanter for erhvervslivet, RUC’s Advisory Board, RUC’s forskere og uddannelsesspecialister, der gav deres bidrag til udviklingen af de 30 nye kandidatuddannelser. Og allerede kort efter den nye kandidatreforms lancering begyndte kritikken fra de studerende at komme – blandt andet fra de studerende, der pludselig mistede muligheden for at kunne blive gymnasielærere. Nu har jeg selv oplevet første semester på RUC’s nye kandidat i journalistik og kan kun sige: Vil regeringen skære i kandidatuddannelserne, så skær i min, og ikke i de akademiske kandidatuddannelser, hvor det virkelig vil være skadeligt for uddannelsens kvalitet.
Laura Skov er journaliststuderende på RUC
"[D]et blev forklaret, at den nye struktur blandt andet skulle skærpe kandidater fra RUC’s faglige profiler og fokusere på overgangen til arbejdsmarkedet."
Den sætning siger vist det meste: I stedet for det gamle von Humboldt'ske universitet har vi fået en slags erhvervsskole, hvor man konstant justerer form og indhold efter erhvervslivets krav - reelle eller formodede.
(Wilhelm von Humboldt var en kongelig preussisk embedsmand i starten af 1800-tallet, og han gav det råd, at man skulle lade universiteterne styre sig selv, for så ville samfundet få mest gavn af dem. Rådet blev fulgt og viste sig at fungere fint.)
Der er alt galt med den tankegang! Hvis man har et semester til et andet fag, skal man vælge ét, der netop har et indhold og ikke bare er en generalistuddannelse.
I gamle dage gik man jo til forelæsninger på alle mulige andre fag end ens eget for at øge det faglige fundament og tilegne sig nyttig indsigt, som man i påkommende tilfælde kunne bygge videre på.
Det gjorde man, fordi døren ind til universitetet kun lukker indad, og den kompetence, man opnår her, fra første dag, er at kunne sætte sig ind i stof og blive klogere dag for dag - og med denne klogskab udvikle hypoteser, der kan hjælpe os til at forstå de vilkår, vi lever under.