Kandidatspecialet foregår ikke i en langstrakt sump fjernt fra virkeligheden

Der er skyttegravskrig på universitetsområdet. Regeringens ønske om at halvere mange kandidatuddannelser har mildest talt ikke mødt medvind i sektoren. Og på de sociale medier går bølgerne højt. På den ene side står politikere, der udfordrer relevansen af forskningsbaserede uddannelser afsluttet med et speciale for det efterfølgende arbejdsliv. På den anden side står undervisere og studerende på universiteterne, der ikke kan genkende billedet af kandidatuddannelser som årelange ørkenvandringer med for lidt relevans for arbejdsmarkedet.

Tag nu specialet, som Rasmus Jarlov (K) på Twitter foreslår, at man simpelthen dropper på nogle uddannelser. For får man nogensinde brug for at have opnået dybt specialiseret indsigt i et meget snævert emne, når man skal videre i sit arbejdsliv? Det gør de færreste nok. Og hvorfor skal en ambition for specialet være at give et bidrag til den faglige viden på et område? Det er jo alligevel ganske få af universiteternes kandidater, der efterfølgende bliver forskere.

Det er helt relevante spørgsmål, som fortjener at blive diskuteret i en bredere offentlighed, inden en eventuel reform igangsættes. En del af svaret er, at specialeprocessen giver de studerende nogle generelle kompetencer til at arbejde selvstændigt og gennemføre et stort og fagligt udfordrende projekt på forholdsvis begrænset tid.

En strømlinet proces

Det udvikler evnen til selvstændigt at definere og tilrettelægge et større projekt. Det kræver også, at de studerende gennemfører et kompetent analysearbejde, der som regel skal inddrage både eksisterende viden og det, den studerende selv har fundet ud af. Endelig skal der kunne argumenteres og formidles på sikker vis.

Disse erfaringer er ikke mindre relevante for en akademiker i den private eller offentlige sektor, end de er for en forsker. Når vi taler med vores aftagere, fremhæver de lige præcis specialet som et klart skel mellem, hvad en bachelor og en kandidat kan i arbejdslivet. Blandt andet derfor er arbejdsmarkedet for akademiske bachelorer også meget begrænset.

Det virker, som om kritikken bygger på et forældet billede af specialeprocessen som en langstrakt sump fjernt fra virkeligheden. I dag er der på mange uddannelser blot afsat fire måneders arbejdstid til specialet og på vores eget fakultet afleverer eksempelvis mere end 80 procent af de studerende til tiden.

Det kræver en ret strømlinet proces, hvor der hurtigt skal indkredses en problemstilling og gennemføres et omfattende analyse- og skrivearbejde, hvis man skal komme godt i mål. Når studerende ofte oplever specialet som det mest vanskelige og udfordrende på deres studie, er det ikke fordi de bliver begravet i verdensfjern forskningslitteratur, men fordi det kræver stor selvstændighed at komme i mål med et stort, fagligt relevant projekt på kort tid.

Mange uddannelser giver desuden mulighed for at skrive speciale i et samarbejde med en virksomhed eller en anden relevant aftager. På vores eget universitet har det i de seneste år været en bevidst prioritet at styrke den mulighed. Der er faste rammer for, hvordan sådan et samarbejde etableres og på nogle uddannelser er det meget udbredt. På cand.merc.-uddannelsen er det eksempelvis klart størstedelen af specialer, der laves i et sådant samarbejde med en meget direkte kobling til arbejdsmarkedet.

Givet på forhånd

Som universitetsansatte er det mest deprimerende i diskussionen om kandidatuddannelserne en følelse af, at der ikke i noget videre omfang bliver lyttet til vores argumenter og ikke mindst til vores erfaringer fra de faktiske uddannelser. Ethvert indlæg kan altid affejes som værende et simpelt forsvar for egne privilegier. Den nye uddannelses- og forskningsminister har annonceret, at hun ønsker at inddrage sektoren (og tak for det), men regeringsgrundlaget giver unægtelig indtryk af, at resultatet i høj grad er givet på forhånd – for eksempel har man allerede angivet, hvor stor en del af uddannelserne der ønskes forkortet

Forhåbentlig bliver der alligevel mulighed for en mere kvalificeret diskussion. For ja, der er givetvis rum for, at specialet på nogle uddannelser kan udvikles yderligere og måske skrives i flere forskellige former. Og selvfølgelig er det fair at diskutere relevansen af vores uddannelser og også forholdet mellem uddannelsernes kvalitet og længde. De diskussioner foregår allerede, for eksempel med aftagerne for de enkelte uddannelser. Og universitetssektoren er fuldstændig klar til at indgå i den bredere diskussion om, hvad vi vil med vores uddannelser.

Anne Skorkjær Binderkrantz er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet

Lars Thorup Larsen er studieleder ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet