Der vil komme flere korruptionsskandaler i EU, hvis ikke vi etablerer et etisk regelsæt

Da det græske europaparlamentsmedlem Eva Kaili blev arresteret af det belgiske politi de 9. december 2022 for korruption og en direkte forbindelse til Qatar, udløste det markante reaktioner af fordømmelse og foragt fra Europa-Parlamentet. Parlamentets præsident, Roberta Metsola, kaldte det »et angreb« på parlamentet og europæisk demokrati.

Helt centralt i sagen står et tidligere parlamentsmedlem, Pier Antonio Panzeri. Efter at have forladt parlamentet efter tre valgperioder, grundlagde han en ngo ved navn End Impunity, der ifølge anklageskriftet har fungeret som mellemmand mellem de involverede parter.

Fundet af store mængder kontanter og en konstant læk af information fra efterforskningen bidrog til en dramatisering af sagen i de største europæiske medier. Eksemplificeret ved arrestationen af Kaili’s far på et hotelværelse med en kuffert fuld af eurosedler, som siden blev fremvist på politiets twitterkonto, som et trofæ for effektivt udført arbejde og vidt udbredt af medierne.

Selv om arrestationerne er et udtryk for effektivt politiarbejde, risikerer sagen at underminere befolkningernes tillid til parlamentet og det europæiske projekt, især i lande med store populistiske bevægelser og EU-kritiske partier. Anklagerne blev derfor hurtigt fulgt op med krav om bedre lovgivning og mere regulering af politikerne.

Kuffert fuld af penge

Set udefra ser sagen ud som en karikatur på, hvad vi forstår ved korruption, men parlamentets reaktion illustrerer med al tydelighed, hvilke konsekvenser det kan have for individer, institutioner og samfund. Udvekslingen af kontanter for tjenester virker nærmest amatøragtig. Det kunne være et udtryk for manglende erfaring, eller de har følt sig sikre på ikke at blive opdaget.

Efterforskningen har stået på i over et år og omfatter nu flere lande og personer, blandt andet Marokko og i hvert fald to andre parlamentarikere. Om sagen er en enkeltstående sammenhængende hændelse eller udtryk for en mere systematisk udfordring i EU, er endnu uvist, men på baggrund af det, vi ved, kan vi dog drage nogle centrale pointer.

For det første viser sagen, at penge er en stærkt motiverende faktor for korruption. Og at korrupte handlinger fungerer gennem udvekslinger mellem aktører, der har et formål med deres handlinger, og bruger positioner, indsigt og ressourcer til at opnå individuelle mål. I det aktuelle tilfælde penge for positiv omtale. Sagen viser også, at der ikke kun er en giver og en modtager i den korrupte handling. I dette tilfælde involverer sagen en række personer, der kender hinanden blandt andet gennem deres arbejde med Nordafrika og Mellemøsten, og hvor nogle endda er intimt forbundne.

For det andet er sagen et klart udtryk for en ulovlig handling. Når vi normalt snakker om, at korruption foregår i et krydsfelt mellem det illegale og umoralske, så er dette et eksempel på det klart kriminelle, og alle involverede parter må have vidst det. Det overraskende er, at de ikke har forsøgt at skjule betalingerne for eksempel gennem skjulte overførsler i skattely, kryptovaluta eller lignende. Måske var de sikre på ikke at blive opdaget? Og måske var der en en fælles forståelse af en accepteret handling, selv om det var ulovligt?

For det tredje er deres valg af betalingsmetode usædvanlig, da den fysisk forbinder den anklagede stat til den ulovlige handling. Ikke siden Aserbajdsjan i 2018 blev anklaget for at korrumpere medlemmer af Europarådet, blandt andet ved betaling i kaviar, har en stat været efterforsket i et forsøg på at påvirke holdninger og afbøde kritik af regimet.

At stater uden for EU og andre aktører forsøger at påvirke politikerne, og at der er forskellige holdninger og ideologier til stede i parlamentet, er jo helt normalt. Det jo ikke alle politikere, som skifter holdning, der er udsat for korruption. Men vi må også erkende, at deres position og det pres, de er udsat for, skaber en gråzone, hvor politiske interesser og personlige ambitioner flyder sammen med deres virke som folkelige repræsentanter. Så spørgsmålet er, hvor går grænserne for kontakt og dialog – legalt og moralsk?

Manglende transparens

For det fjerde reagerede parlamentet med chok. Men problemerne med manglende transparens, monitorering og kontrol har været til stede i mange årtier, og der har ikke været interesse fra parlamentets styrende organer til at tage handling før nu.

Præsidenten for parlamentet, Roberta Metsola, har fremlagt 14 punkter, der skal sikre bedre regulering og styrkelse af transparens. De omfatter blandt andet regler for bijob, karensperioder ved jobskift, forbedre whistleblowingsystemer, registrering når medlemmer møder repræsentanter fra andre lande på lige fod med lobbyorganisationer, og nedlæggelse af såkaldte ’uofficielle venskabsgrupper’ med eksterne stater, krav om opgørelse af formuer, som kun otte ud af 705 medlemmer gjorde i 2022 med mere.

Der er (endnu) ikke foreslået etablering af en uafhængig etisk kontrol og monitoreringsenhed med myndighed til at iværksætte efterforskninger – tiltagene hviler indtil videre på intern kontrol og frivillighed.

Det er gode forslag og et første skridt mod bedre og mere etisk praksis. Men de ville ikke have ændret meget i denne sag, hvor alle involverede parter vidste, at deres handlinger var ulovlige. Spørgsmålet er, om bedre lovgivning og mere kontrol alene vil forhindre lignende sager i fremtiden – om de vil virke forebyggende.

Regler og regulering er vigtig. De kan blive en fælles rettesnor for parlamentet. Dog, indtil det sker, viser sagen med al tydelighed, at der ikke er en fælles forståelse af korrekt og ukorrekt opførsel i parlamentet. Det lader heller ikke til, at der er nogen generelle normer for etisk praksis i parlamentet.

Regler for praksis

Den store udfordring bliver derfor at opbygge en fælles forståelse af risikoen for korruption i systemet, især i gråzonerne, hvor reglerne forhandles og fortolkes. Og i en organisation, hvor der er mange måder at se verden på, og hvor der er forskellige erfaringer med korruption.

Det rejser spørgsmål om, hvornår en praksis er problematisk, og hvor grænserne går. Som eksempel er der i de nye tiltag overraskende nok ikke nye regler for modtagelse af gaver, som blandt nogle medlemmer ses som en naturlig del af arbejdet.

For det femte viser efterforskningen, at risikoen for korruption er indbygget i systemet, så længe der ikke er regler for politikernes praksis. Det var offentliggørelsen af sagen og den vedvarende mediebevågenhed, der skabte grobunden for forandring, ikke manglede viden om problemerne.

Lige så vigtigt som etablering af et etisk regelsæt og aktiv monitorering er det at sikre borgernes og mediernes muligheder for at få indsigt i de politiske beslutningsprocesser. I sidste ende er parlamentarikerne ansvarlige over for vælgerne, og det burde fordre deling af viden.

Det vigtigste, vi kan lære af sagen, har dog intet at gøre med hverken efterforskningen eller det politiske efterspil i EU. Det handler derimod om staternes involvering i korruptionen. At repressive regimer vil indgå aftaler med europæiske politikere for at afbøde kritik og fremme deres omdømme og status i EU, viser med al tydelighed, at menneskerettigheder og demokratiske værdier betyder noget. Det er et helt centralt referencepunkt for staternes ageren på den globale scene. Det skal vi holde fast i at fremme.

Morten Koch Andersen er seniorforsker i korruption og menneskerettigheder ved Raoul Wallenberg Instituttet