Regeringen vil nedsætte et råd, der skal afdække, hvordan kunst og kultur kan bidrage til at løse tidens kriser: klimakrisen, biodiversitetskrisen med mere. Det har allerede fået borgerlige medier til at råbe vagt i gevær, fordi man er bange for at spænde kunsten for en vogn.
Men hvorfor skulle kunsten ikke også kunne bidrage til samfundsomlægninger? Det er jo lige akkurat det, kunsten er så fremragende til. Hvis man anskuer kunstens bidrag udelukkende som et spørgsmål om magt og indskrænkelse af den kunstneriske frihed, rammer man forbi sagens kerne. Og kernen er, at når vi skal løse disse kriser, så har vi brug for kunstneriske oplevelser, og vi har brug for kunstens arbejdsmetoder.
At forholde sig til, hvad der sker i verden, er en naturlig del af de såkaldt bundne kunstarter design og arkitektur, som vi uddanner til på Det Kongelige Akademi. Jeg er klar over, at de forskellige kunstformer ikke uden videre kan sammenlignes. Men fælles for dem er, at de taler til oplevelser og følelser i os mennesker og ikke alene det, der kan måles og vejes.
Ikke spændt for en politisk vogn
Diskussionen om kunstens bidrag til at løse kriser har vi blandt andet haft på Det Kongelige Akademi i forbindelse med vores beslutning fra 2016 om at arbejde med FN’s Verdensmål i uddannelse og forskning.
Der var flere, der spurgte, om vi ikke med den beslutning havde politiseret læringssituationen og indskrænket forskningsfriheden? Da Verdensmålene er vedtaget af 193 medlemslande i FN, som repræsenterer vidt forskellige politiske ideologier og styreformer, er det svært at se, hvilken politisk vogn nogen overhovedet skulle være spændt for.
Lad mig give et eksempel på, hvordan vi arbejder med målene. Studerende fra Det Kongelige Akademi og CBS satte i 2019, som led i et tværfagligt studieprojekt, en udstilling op i Milano.
Projektet havde titlen Different bodies og det handlede om inklusion og kropslighed på forskellig vis, blandt andet også om såkaldt hudsult – ensommes oplevelse af manglende medmenneskelig berøring. De studerende stod bag en skærm af hudfarvet, elastisk nylon, og som besøgende kunne man gå hen til skærmen, hvorefter ’usynlige’ hænder rakte ud og rørte ved en gennem stoffet.
Udstillingen havde et stort antal besøgende, som blandt andet talte ældre milanesere, som blev tydeligt berørte og opløftede af oplevelsen. Udstillingen nåede bredere ud og skabte dybere erkendelser, end nogen rapport kunne have gjort.
Vi rykker os i fællesskab
Kunsten er unik ved, at den på forskellig vis formår at inddrage alle vores sanser i kritisk refleksion over de selvopfattelser, som vi har. Når kunsten bevæger os, det ligger i ordet, så flytter den os et andet sted hen.
Vi motiveres til at gå fra en bevidsthed om, at vi skal handle anderledes, til faktisk at gøre det. Den intense følelse, vi oplever, kan deles med andre, så vi rykker os i fællesskab. Vi har brug for alle kunstarterne for at foretage den nødvendige samfundstransformation, for i bund og grund taler vi om at opbygge en anden kultur. Først når vi kan dele en fælles vision, kan vi gå i samme retning.
En del af den vision handler om et andet natursyn. Vi skal gå fra at betragte naturen som en ressource, vi kan råde over, til at se os selv som en del af den. Det kræver en empati med naturen, som de fleste af os ikke har længere. For dem, der ikke har mulighed for at genlære denne empati ved at opholde sig længe i naturen, kan en kunstnerisk oplevelse bane vejen.
Projektet i Milano er også et eksempel på, hvordan nogle af kunstens arbejdsmetoder kan bruges i et tværfagligt samarbejde, som er en af grundstenene i at efterleve Verdensmålene. Idéudviklingen blev styrket af diversiteten af input. Det havde ikke ført til den stærke, kropslige oplevelse for milaneserne, hvis ikke det var for arkitekterne og designerne, og var heller ikke nået ud til så mange besøgende, hvis ikke det var for de studerende på CBS.
Det er ikke et valg mellem kunst eller videnskab, men netop åbne samarbejder mellem flere fagligheder og via kunstneriske metoder, som vi kender fra arkitektur og design. De kan indfange problemstillinger med stor kompleksitet, blandt andet fordi de er inkluderende i forhold til typer af viden og erkendelse, så resultatet bliver holistisk.
Et stort EU-projekt med titlen New European Bauhaus, som blev iværksat af Ursula von der Leyen i 2020, slår netop til lyd for, at der skal bygges bro mellem kunst, uddannelse og videnskab, blandt andet for at involvere borgere på lokalt niveau. Det er derfor også kærkomment med det nye kulturråd i Danmark, som skal følge trop med visionen om, at kunsten også kan være med til at løse kriser.
Lene Dammand Lund er rektor på Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering
