»Lønforhøjelser medfører vel ikke inflation, hvis det forhindrer, at folk tager et lån for at betale deres varmeregning.« Sådan sagde en klog tømrersvend, da jeg besøgte en byggeplads på Christianshavn i København forleden.
Men det er faktisk netop dét, arbejdsgiverne prøver at bilde os ind. I årevis har de kørt hardcore kampagne og lobbyarbejde på politikerne, hvor de fortæller, at topskattegrænsen skal hæves, så folk vil arbejde mere, hvilket man kan stille spørgsmålstegn ved om virker. De råber op om, at mangel på arbejdskraft er vor tids største problem, og at de absolut har brug for mere udenlandsk arbejdskraft.
Og nu hvor overenskomstforhandlingerne er i gang, så er fortællingen pludselig en helt anden. Faktisk fuldstændig modsat. Hvis man sender et par ekstra lønkroner ud til lønmodtagerne, så vil det skabe inflation og lønprisspiraler. Desuden er krisen lige rundt om hjørnet, og hvis vi får mere i løn, så vil vi miste mange arbejdspladser. Lige før var det helt umuligt at skaffe arbejdskraft – hvordan hænger det sammen?
Hørt!
Helga Matiassen, du har bare så ret.
Det er på høje tid, spinnet bliver fejet væk fra øjne og ører, og lobbyisterne og den rige magtelite får sat stolen for døren!
I de her desperate økonomiske tider har Rolls Royce, Ferrari, Porsche og Lamborghini aldrig solgt så mange biler, samtidig med så mange børn er gået sulten i seng. Hvis du spørger om, hvor alle de milliarder du er med til at betale ekstra grundet den såkaldte inflation, så ved du nu, hvad dine penge går til.
Og som den Nye Socialdemokratiske regering siger det, så skal der bare topskattelettelser til og spares på kontanthjælp til enlige mødre til. Så skal I bare se, hvor der kommer gang i det. Bare spørg Rolls Royce, Ferrari, Porsche og Lamborghini.
“Old School-klassekamp” sådan bredt forstået betød, at arbejderne skulle overtage samfundet, men det hører man aldrig mere om. Målet er bare at kunne betale regningerne og så lidt mere. Det er den socialdemokratisk orienterede fagbevægelses mål. Arbejdsgiverne skal stadig have magten.
Modsat den havde den syndikalistiske fagbevægelse (hvor lille den end var) det mål, at arbejderne gradvis skulle overtage samfundet. Til sidst, når frugten var moden, så en lille og måske ublodig revolution.
Hvorfor er dansk fagbevægelse ligesom et afpillet fastelavnstis? Penge, penge. Hvad hedder samfundsvisionen uden arbejdsgivere?
"Hvorfor er dansk fagbevægelse ligesom et afpillet fastelavnstis?"
Fordi den største del af fagbevægelsens top er sovset godt og grundigt ind i den socialdemokratiske tankegang og partiets formidable evne til at administrere det kapitalistiske samfund på bekostning af arbejderklassen og ikke har noget selvstændigt bud på en anden samfundsvision.
Martin Christensen: Det er jo alligevel fantastisk, når fagbevægelsen har så mange veluddannede folk, at den kan være så visionsforladt. Det er ligesom om, man har sluppet håndtaget til det væsentligste - det retfærdige samfund. Det fører så videre til udplyndring af ressourcerne og Jordens ødelæggelse, men det lægger man et røgslør over.
Og så er der den religiøse dyrkelse af arbejdet. Alle skal i arbejde. Hvorfor skal de dog det? Er der noget ved det? Næ, det indrømmer Mette jo også ved at sige, at det at arbejde ikke har noget med lyst at gøre. Det skal bare overstås og det skal arbejdslivet i øvrigt også. Dermed får vi et samfundsliv præget af meningsløst arbejde, ulyst og kedsomhed. Det kæmper arbejderne så for at få en så høj løn som muligt for, og arbejdsgiverne nyder den merværdi, de får ud af et lige så kedeligt liv med lidt mere luksus, de kan sole sig i. Ufatteligt at dette stykke kører for fulde huse.
Niels-Simon Larsen
Det er set med mine øjne endda en tand mere deprimerende, end det du beskriver.
Fagforeningerne er kun en forandringsfaktor i kraft af sine medlemmer.
Når medlemmerne lader stå til og resignerer - eller endnu værre, når de arbejdende gnubber sig op ad arbejdsgiverne (de rigeste af dem) i håb om at der skulle skrabes lidt rigdom og magt af på dem selv, så er det som at se på et meget dystert maleri.
Lønarbejde behøver ikke være lystbetonet, nødvendigt, give mening eller i det mindste være uskadeligt. Det er jo ikke for sjov, at virksomhederne skæpper i partikasserne.
Vi skal også tilbage på sporet med pensionsopsparingerne, så fondsmidlerne først og fremmest over tid vil komme til at besidde et bestemmende flertal i virksomhederne. Det var det objektive formål med en fondsløsning på pensionsforliget for over 30 år siden.
Lise Lotte Rahbek: Enig. Helga Mathiassen, som skriver klummen burde deltage i debatten her og give udtryk for sine (arbejder)politiske synspunkter.
Der er brug for flere helt grundlæggende diskussioner:
1. Hvad er meningen med at arbejde?
2. Hvilken status skal arbejdet have i samfundet?
3. Hvad gør vi ved den danske model, hvis den ødelægger børnenes fremtid?
4. Opsigelse af Septemberforliget 1899.
Der trænges i den grad til at vende bøtten.
Gode forslag, N-S
Jeg supplerer lige med et forslag til diskussion:
- Hvad er det for en tankegang som ligger til grund for, at nogle mennesker skal have større ret til forbrug af klodens ressourcer og der medfølgende negativ miljøpåvirkning, end resten?
Når Information anvender newspeak-ordet 'medarbejdere' (vi er alle i samme båd) i overskriften til en kommentar, som ikke bruger dette ord men ordene 'lønmodtagere' og 'klassekamp', vil jeg foreslå avisen at giver sine 'medarbejdere' et kursus i anti-newspeak. For det er vel ikke ligegyldigt, hvad vi/I kalder tingene, Rune Lykkeberg?
Måske man skulle indføre noget lignende 'Fair Trade' I vesten?
I dag indledes forhandlingerne om en ny overenskomst for byggeriet. Det handler Helga Mathiassens indlæg så om. Derfor forstår man godt, at hun i indledningen bruger ” den kloge tømrers” uklædelige, demagogiske kneb. Mere om det senere.
Men masserne skal mobiliseres, og så skidt med sagligheden. Bare det virker, og det tyder det jo på, når man ser de ovenstående kommentarer. Retfærdigvis skal det siges, at nogle af kommentarerne bare handler om forfatterens sædvanlige, foretrukne emner, og de er følgelig ikke faldet for agitationen.
Overenskomster handler som bekendt fortrinsvis om lønstigninger, og risikoen for den hermed forbundne inflation indgår altid i forhandlingerne. Om den primære årsag til bemeldte inflation er arbejdsgivernes højere priser, eller det er lønmodtagerens lønstigninger, der sætter inflationen i gang, kan man skændes længe om. Men ”den kloge tømres” argument gider man trods alt ikke bruge tid på, fordi det af indlysende grunde ikke holder vand.
Argumentet er, at ”lønforhøjelser ikke medfører inflation, hvis det forhindrer, at folk tager et lån for at betale varmeregningen”.
Men det er altså lige meget om de tager lån for at betale varmeregningen, eller de klarer sig på anden vis med de eksisterende lønninger. Grunden er, at hvis et trods alt begrænset antal mennesker tager et lån i bankerne, fordi de ikke får lønforhøjelse, så har det kun har mikroskopisk betydning for pengemængden. Stigningen heri kan ellers i klassiskøkonomi føre til inflation. Betydning for forbrugspriserne har låntagningen selvfølgelig heller ikke.
Får de derimod lønforhøjelse, så fører det til inflations, medmindre arbejdsgiverne sluger lønforhøjelserne. Derfor er det ikke lige meget, om det er det ene eller det andet, der sker, således som ”den kloge tømrer” påstår.
For at bløde lidt op, så tilslutter jeg mig Helga Mathiassens synspunkt om, at ” hvis man endelig skal være forsigtig med at pumpe penge ud i samfundet, så bør det vel ikke være dem, der ikke kan betale varmeregningen, der skal udvise løntilbageholdenhed”?
Det er en ringe trøst, at topskattelettelsernes effekt på inflationen er til at overse. De økonomiske lettelser og antallet af mennesker, der bliver berørt af det, er ret små i forhold til generelle lønstigninger for lønmodtageren. Derfor vægter lønforhøjelser mere, når det drejer sig om årsagerne til inflation. Men topskattelettelserne er gift for overenskomstforhandlingerne på grund af signalværdien.
Den enkelte håndværker som lønmodtager betragtet har selvfølgelig en interesse i at få en så høj løn som mulig. Man presser systemet til bristepunktet, men ikke ud over det, for så bryder det sammen, og hvad sker der så? Tja, i så fald sker der en samfundsomvæltning, eller også bøjer arbejderne nakken. Det sidste bliver altid tilfældet, når man ikke vil ud af herre-slave forholdet.
Et andet aspekt, som FH frasiger sig er ansvaret for Jorden - mere i løn=mindre natur. Der er en knude her, for pengene skal ikke gå i arbejdsgivernes lommer, så der skal være en central fond, der vokser og en dag bliver selve samfundskassen. Det prøvede man med ØD, men arbejderne ville hellere det gamle system, som vi har nu, og som jeg tillader mig at kalde uansvarlighedens system både hvad retfærdig fordeling angår, og hvad ansvar for Jorden angår.
Tilbage står så, at hvis man siger nej til højere løn, betegnes man som idiot og ikke som et ansvarsbevidst menneske. Det er fagforeningslederne, der svigter, for de er også selv forældre, der ikke kun skal skaffe penge hjem, men også sørge for, at der bliver en fremtid til deres børn under ikke alt for høje varmegrader.
Alle disse diskussioner om hellgdage, der konverteres til arbejdsdage, om procentsatser og feriegodtgørelser er ligegyldigheder i de nuværende kriser, hvor fattigdommen stiger, reallønnen falder og klimakriser og krige udefra trænger sig på. Tiden er til at overveje mere grundlæggende forandringer af arbejdslivet, og jeg vil på linje med Steffen Giese slå til lyd for den type fondseje af produktionsmidlerne som ØD stod for:
Hovedformålet med den socialdemokratiske regerings forslag om økonomisk demokrati var(1973) at sikre lønmodtagerne medejendomsret, medbestemmelse og medindflydelse i erhvervslivet. Det skulle give en mere ligelig fordeling af formuer og indkomster gennem etablering af en central investeringsfond, der var finansieret af arbejdsgiverne og administreret af lønmodtagerne. Alle virksomheder med mere end 50 ansatte skulle indbetale en procentdel af den samlede lønsum til denne fond, i første omgang 0,5 % (1974) stigende til 5 % (1983).
Den daværende socialdemokratiske regering regnede med, at den årlige indbetaling til den tid ville være godt 10 mia. kr. I dag svarende til ca 100 milliarder. Hver lønmodtager ville modtage et personligt fondsbevis svarende til vedkommendes andel i fonden. Pengene kunne ikke umiddelbart hæves, idet 2/3 af pengene skulle forblive i virksomheden og konverteres til aktiekapital. Den sidste tredjedel skulle stå som risikovillig kapital i den lønmodtageradministrerede investeringsfond, som kunne låne penge ud eller investere på eget initiativ. Fondsbeviser kunne dog hæves efter syv år, ved død (af familien) eller ved det fyldte 67. år. Desuden skulle lønmodtagerne repræsenteres i virksomhedernes bestyrelse i forhold til deres andel af aktiekapitalen.
https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/oekonomisk-demokrati-ca-1965-...
Anker Jørgensen og Henry Grünbaum så det som en blid overgang til socialisme, hvor udgangspunkt for produktionen i Danmark stadig var markedet. Man erkendte åbent erkendte, at ØD ville gøre arbejderne til små-kapitalister.
I dag er det ikke længere muligt og måske heller ikke ønskeligt at diskutere, hvorvidt ØD var socialisme i småskala eller som SF og DKP mente bare at snyde arbejderne til gennem tvungne løntilskud at betjene kapitalen.
Så her er en opgave til Lizzette og de andre fag-bosser: Når I alligevel ikke får de rimelige 10-12% lønfremgang, der bare nulstiller inflationsudhulingen af lønnen, så smøg i stedet ærmerne op og kom i gsang med lidt fondssocialisme.
Hvis vi skal hjælpe et land i nød, kan regeringen bare sætte skatten op. Hvorfor gør den ikke bare det og sparer os for alt det helligdagspladder?