Vi lever ikke i en diagnosekultur, men i et samfund i forandring

Der bliver stillet flere og flere psykiatriske diagnoser til børn og unge i dag. Selv om det er en skræmmende tanke, så er selve diagnostiseringen ikke problemet. Tværtimod. Diagnosticeringen er et tegn på, at det psykiatriske system er i forandring til det bedre.

Som børnepsykiater er jeg sjældent i tvivl om, at det er det rigtige, når jeg stiller en diagnose. Når jeg stiller en diagnose, er det ikke for at stemple, men for at hjælpe en person til at modtage den rette støtte.

Diagnoser i psykiatrien kan groft inddeles i udviklingsforstyrrelse, for eksempel autisme og ADHD, og psykisk sygdom som depression og angst. Begge indeholder en genetisk komponent, men det er i høj grad miljøet, der afgør, om man trives og har det godt. Et godt miljø er vigtigt for alle. Derfor skal vi også skabe et trygt og godt fællesskab for mennesker med diagnoser.

Så i stedet for at diskutere, om vi har en diagnosekultur, vil jeg hellere fokusere på, at vi har et samfund i forandring.

Psykiatrien og rammerne for diagnosticering kræver tilpasning og udvikling. Men mere rigide strukturer betyder, at færre vil tilhøre normen, som den så ud for en generation siden – og vi skal minde hinanden om, at diagnoser er et arbejdsredskab. Det er ikke en identitet.

Vi bruger diagnoser til at hjælpe med det, der hindrer den enkelte i at leve sit liv. Det skal opfattes som en platform, som de professionelle kan stå på, når de skal afsøge, hvordan man hjælper den enkelte videre. En diagnose skal hjælpe folk til at lære noget om sig selv. Dog ved vi, at vi kan blive endnu klogere på diagnoser, og at der også kan ske forandring inden for diagnosesystemet. 

Jeg ville ønske, at diskussionen om, hvorvidt vi over- eller underdiagnosticerer i dag, kommer til at fylde mindre. I stedet bør vi fokusere på at skabe tryghed for de børn og unge, som ikke føler sig som en del af fællesskabet.

Pernille Darling Rasmussen er speciallæge i børne -og ungdomspsykiatri, ph.d.