Forleden faldt jeg i snak med en kvinde i 60’erne på vej i bus nummer 5C fra Amager mod Nørrebro. Det øsede ned, og det talte vi lidt om, inden vi begyndte at brokke os over den nye regering; over skattelettelser for de rigeste og Socialdemokratiets højredrejning.
»Jeg har så ondt af jer unge studerende,« sagde kvinden pludselig og så medlidende på mig. »Da jeg var ung, kunne man altid få en billig lejlighed, og man kunne studere lige, hvad man ville.«
Ung studerende er nok lige at strække den. Jeg er 31 år, har været færdiguddannet i tre år og er i løbet af den tid landet nogenlunde stabilt på arbejds- og boligmarkedet – omend med blodige knæ og håndflader.
Alligevel bliver jeg stadig af folk, der er meget ældre end mig, opfattet som repræsentant for den unge generation. Det skete også, da jeg for nogle uger siden interviewede den dansker digter Marianne Larsen. Hun sagde noget lignende: »Det må være mærkeligt at være ung i den tid, vi lever i.«
Hvorfor er det altid de universitetsstuderende vi skal ynke. Aldrig har der været så mange studenter og universitetsstuderende.
Ingen kan bilde mig ind at det var meget lettere at være studerende i 1970erne.
Jeg var studerende i halvfjerdserne. Vi havde betydelig dårligere økonomiske vilkår og måtte også arbejde ved siden af studierne. Gælden betalte vi tilbage over mange år efterfølgende.
Jeg var studerende på universitetet i 90'erne. Det var ret fint. Det var stadigvæk til at finde en lejlighed i byen og der var tid til det hele. Jeg havde da også studiejob, typisk en dag om ugen, men opfattede det ikke som nogen belastning. Der var også ro synes jeg om det at tage en uddannelse og ikke noget særskilt pres på at blive færdig. Det var heller ikke svært at komme ind (på RUC).
Der synes at være to store forskelle til i dag. Først og fremmest er der lukket betydeligt flere studerende ind på universiteterne, der er blevet til masseuddannelser. Det har formentlig øget følelsen af, at der er konkurrence om alting. Den anden ting er økonomien. Det er indiskutabelt blevet dyrere at bo i de store byer, og det presser selvfølgelig økonomien og tvinger studerende til enten at acceptere lang transporttid eller til at skulle finde studiejob, hvor de skal arbejde længere end godt er.
Men hvor meget af mistrivslen er følelse og baggrund? Mange af de nye studerende har ikke en akademisk baggrund. Mange andre skulle egentlig ikke gå på universitetet, de er simpelthen ikke kvalificerede. At mangle ballast hjemmefra og/eller ikke være kvalificeret gør det selvsagt sværere at være studerende. Jeg kender da et par stykker (læge og dyrlæge), som har haft det strålende, men de har også haft fuld socioøkonomisk opbakning hele vejen.
Nu har Socialdemokratiet så slået bak på deres gamle strategi, for det var jo dem, der var met til at åbne sluserne. Og det er symptomatisk for de sidste 25 års politik i DK, at det er et stort eksperimentarium for amatører, der sejler fra den ene grøft til den anden uden at at vide, hvad de foretager sig. Især uddannelsessystemet har været hårdt ramt her (jvf. folkeskolereforment). Nu vil de så lave 4-årige kandidatuddannelser. Verdens mest idiotiske idé set fra et universitetssynspunkt. Det torpederer alt, hvad de arbejder med, og de er selvfølgelig ikke blevet spurgt. Det er bare Nina Schmidt, Mette F.'s og andre bønders nye fikse idé, som da lige skal prøves af med uoverskuelige konsekvenser til følge.
En væsentlig fejl ved vor tids opfattelse af uddannelse er, at man betragter den tid, det tager, som noget, der skal overstås hurtigst muligt, og ikke som et selvstændigt livsafsnit. Der er heller ikke meget sans for kvalitet, når man vil skære kandidatuddannelser ned fra de oprindelige seks år (nu fem år) til fire. Snakken om, at det kan gå hurtigere, hvis det blot bliver mere intensivt, kan man ikke tage alvorligt. Tiden er en kvalitet i sig selv, når det gælder (ud)dannelse.
Iflg. Shakespeare studerede Hamlet i ti år - og et betydeligt mindre pensum.
Jeg må nok bedrøve skribenten i forhold til det med alderen: efter de samtaler, hun har haft med ældre fra en anden tid, er hun ung, fordi ingen i hendes alder ville være meget længere end i gang med specialet - eller måske til nød konferencen.
Tak for indlægget fra Mathilde Moestrup. Det er både vigtigt og rigtigt. Også jeg gamle kone har medlidenhed med de unge, men jeg er også vred over hvordan børn og unge jages rundt som kvæg.
Og vred over al den universitets- og akademikeraggressivitet, der hældes ud i disse år fra den magtpolitiske elites side. Det går jo ikke blot ud over de universitetsstuderende, men faktisk alle unge. De trues og trynes i praksis hele tiden af øgede krav, øgede adgangskrav overalt inkl. på teknisk skole, forringede vilkår og pres, pres, pres, ikke tid og fred til at tænke og modne, ikke til at lære for et bedre liv for alle i samfundet, men blot for blive hurtig ukritisk arbejdskraft, der ikke har lært mere end hvad der på kort sigt lige politisk her og nu er brug for. Det er bare kortsigtet dumt, hyklerisk og usselt i et af verdens rigeste og hidtil mest demokratiske velfærdsstater.
Jeg har som 75 årig 1. generationsakademiker både medlidenhed og sympati med de nuværende unge universitetsstuderende. Mange af dem har de samme problemer, som jeg havde ved at skulle finde vej i en fremmed verden i konkurrence med overklassens unge, der både kendte de skrevne og uskrevne regler. Det var hårdt dengang på lægestudiet at skulle igennem stopprøver og karakterkrav, som kun havde til formål at få smidt flest mulige studerende ud hurtigst muligt så man ikke skulle finansiere flere pladser, præcis som det nu foregår på humaniora.
Mange af os ville ikke have kunnet klare det, hvis ikke vi havde kunnet være en del af studenteroprøret fra 68 og op i 70-erne. Undervejs kunne vi som nævnt dog finde arbejde, billige saneringsmodne boliger og fællesskabet gav en del af os kræfter til at komme igennem. Og så kunne vi trods alt få lov at bruge ti år på at prøve at lykkes.. At vi blev færdige og nogle af os så kom ud til arbejdsløshed og studiegæld var ikke en positiv oplevelse, men der var dog en rimelig dimittendsats og efterhånden blev beskæftigelsen bedre for de fleste både akademikere, faglærte og ufaglærte.
Især tvivlede vi undervejs ikke på, at vi sammen kunne forandre vilkårene til det bedre for dem, som skulle være de kommende studerende af vores slags - de ikke-velhavende, ikke -akademikernes og de uuddannedes børn. Dem der har brug for ekstra støtte og ekstra tid og som hvis de får det kan blive bedre embedsmænd, økonomer, historikere, journalister, sprogfolk - forskere og undervisere. - ja måske endda klogere og bedre politikere. Desværre går det nuden anden vej de får ikke lov.