Den nye SU-reform vil koste de studerende nogle værdifulde omvalg

Først et stort tillykke til den nye uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund. Det kræver sit mod at takke ja til ministerposten, når man ser på spisesedlens beskaffenhed. Optagelsessystemet til videregående uddannelser skal gentænkes, kandidatuddannelserne forkortes, optaget på ’velfærdsuddannelserne’ styrkes, universitetsuddannelser rykkes til provinsen, der skal skæres i de studerendes SU, og samtidig skal hun afhjælpe en galoperende mistrivselskrise blandt både de nuværende og kommende studerende. Aldrig har mere været kastet op i luften på samme tid.

Vi har fået de indledende ord om uddannelsespolitikken i regeringsgrundlaget med titlen Ansvar for Danmark. Særligt et forslag herfra har rumsteret herhjemme over jul og nytår. Reformen af SU- systemet, så det »alene bliver muligt at modtage SU til normeret studietid og have maksimal SU-klipramme på 58 klip«, frygter jeg, kan have utilsigtede konsekvenser.

Der har allerede været fremsat kritik af forslaget på grund af dets potentielle negative sociale slagside. Omend det er relevant, er det ikke mit ærinde her. Jeg vil sætte fokus på signalværdien, og hvordan den kan koste os nogle meget værdifulde omvalg.

Frygten for at vælge forkert

I mit virke som studie- og karrierevejleder taler jeg med rigtig mange unge mennesker om deres fremtid, og jeg genkender mange af historierne fra medierne om pres og stress. Både på grund af karakterer, sociale medier, ambitiøse omgivelser og lettere urealistiske forventninger til ’det gode liv’.

Elefanten i rummet taler medierne til gengæld sjældent om: Frygten for at vælge forkert. Det er det altoverskyggende tema i mange af mine samtaler, og frygten er handlingslammende og dræber mange elevers vovemod og nysgerrighed på deres fremtid.

Vi studievejledere og gymnasielærere fortæller de unge mennesker, at der er mange veje til det gode liv. At de ikke vælger for livet, og at man i yderste konsekvens kan vælge om, hvis det første uddannelsesvalg viser sig helt forkert – fuldkommen ligesom tidligere generationer har nydt godt af. Vi forsøger at tale de anspændte skuldre ned på plads og give plads til ro, refleksion og nysgerrighed.

Og det kræver tid. Læring tager tid. Overgange tager tid. At lære sig selv at kende tager tid. At finde modet til at bryde med gængse normer og omverdenens forventninger tager tid. At turde følge sin nysgerrighed, gå på kompromis med sine egne kæpheste og tage det svære valg tager tid.

For mange mennesker kommer den her erfaring først i forbindelse med frafald fra en uddannelse. Her er det vigtigt ikke at forfalde til at se frafald som en rent negativ ting. I mange tilfælde er der tale om et omvalg – og tit et omvalg til det bedre – truffet på baggrund af grundige refleksioner. Omvalg er dyre for samfundet og hårde for den enkelte, der har mistet sin plan A, men det er en nødvendig håndbremse, og en håndbremse, som jeg håber, vi som samfund husker værdien af og prioriterer at have råd til.

Sikre, brede uddannelser

Stramningen indskriver sig i umiddelbar forlængelse af både fremdriftsreformen og den nyere lovgivning omkring gymnasial supplering, hvor man langsomt, men sikkert puster til afgangselevernes følelse af kun at have ét skud i bøssen.

Konsekvensen af de allerede vedtagne regler har vi set. Folk vælger brede studieretninger, få tør specialisere sig, og mange vælger både det andet og tredje sabbatår i håb om en åbenbaring.

I sidste ende ser vi unge forfalde til sikre, men ureflekterede studievalg. Disse ’sikre uddannelsesvalg’ kendetegnes ved høj løn, brede muligheder, høj genkendelighed hos omgivelserne og masser af prestige, og denne mekanisme betyder samtidig, at enkelte uddannelser får uforholdsmæssigt mange ansøgninger, hvilket accelererer karakterræset og efterlader mange skuffede og desillusionerede tilbage med afslag eller ondt i livet.

Måske findes en del af årsagen til de vigende ansøgertal hos erhvervsuddannelserne og professionsbacheloruddannelser i samme tendens. Jo mere de unge føler sig presset til at vælge, desto sværere bliver det at vælge en meget professionsrettet uddannelse, der kan fremstå mere fastlåst end en bred(ere) universitetsuddannelse.

Bliver denne SU-reform til virkelighed, vil jeg stadig stå i klasselokalet og mane til besindighed, prædike om ro, refleksion og nysgerrighed, men jeg begynder selv at tvivle på de beroligende ord. På, om systemet reelt efterlader plads til tvivlen, eftertænksomheden, den gavnlige fejltagelse og omvalget.

Hvis vi skal skrue ned for mistrivslen, gør vi klogt i ikke samtidig at skrue ned for de resterende pusterum. Signalværdien er stor, og den sætter spor ude i klasselokalerne.