Kronik

Politikerne må indse, at de selv har skabt den kultur, der får unge til at vælge gymnasiet

Med det uddannelsespres, politikerne har skabt i folkeskolen, er det ikke underligt, at de unge mennesker føler, at de skal gå på gymnasiet for at være gode nok. I stedet for at hæve adgangskravet til gymnasiale uddannelser bør man fokusere på trivsel
Lad nu børnene leve og lære i leg og i trygge rolige rammer med voksne, der har overskud til at lade dem begå fejl, fremfor i en stresset og presset præstationskultur, hvor kun de bedste og mest robuste kan overleve.

Lad nu børnene leve og lære i leg og i trygge rolige rammer med voksne, der har overskud til at lade dem begå fejl, fremfor i en stresset og presset præstationskultur, hvor kun de bedste og mest robuste kan overleve.

Janus Engel

Debat
25. januar 2023

I disse dage mener regeringen, at de har fundet den gyldne løsning på, hvordan vi kan få færre unge til at søge ind på gymnasierne og flere til at vælge erhvervsuddannelserne. Vi skal øge adgangskravene, mener de. Men er det det rigtige at gøre?

Efter min mening er svaret et rungende nej. Det er det helt forkerte sted, politikerne vælger at sætte ind.

Først og fremmest må vi komme det pres, som uddannelsesvalg lægger på eleverne, til livs. For det store pres er en af grundene til, at så mange vælger det sikre valg og går på gymnasiet. 

Mit første kritikpunkt er de såkaldte Uddannelsesparathedsvurderinger, eller UPV’er, som presser eleverne, fordi de stemples som gode nok eller ej. Samtidig presser det dæleme også os lærere, skulle jeg hilse at sige.

Jo, jo, i 2023 hedder det så ikke længere, at man er ikkeuddannelsesparat, men at man er »parat til andre uddannelsesaktiviteter end gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser « i stedet for. Meget woke, at politikerne nu har byttet lidt rundt på ordene, men når alt kommer til alt, er det den samme mølle, eleverne skal igennem.

Tanker såsom: »Er jeg mon god nok til gymnasiet?«, »Har jeg arbejdet hårdt nok?«, »Hvis nu jeg bare lige havde taget mig sammen i stedet for at blive forelsket i Emma«, »Jeg er nok ikke parat, for jeg kan ikke få ro til lektierne, når mor og far skændes«, »Shit, mor bliver sur, når hun hører, jeg ikke kan blive læge« og så videre, går ikke væk af, at man får det at vide på en anden måde, om man kan komme på gymnasiet eller ej. 

Rigidt system

Der kan være mange årsager til, at du som 14-15-årig ikke vurderes parat til noget som helst, der har med uddannelse at gøre. Så er det sgu bare ærgerligt, at mor og far skændes, at hormonerne flyver rundt, og Emma er sød, eller at dine ikke færdigt udviklede frontallapper egentlig bare konstant gør livet vanskeligere.

For du er bare ikke parat, hvis ikke lærerne kan tjekke de nødvendige bokse af. Simpelt sagt tager systemet ikke højde for elevernes biologiske eller sociale udfordringer, de skal bare presses til at uddanne sig.

Nu tænker du nok: Men er det ikke lærernes job at have alt dette in mente, når de laver vurderingen? Og jo, du har ret, men hvem siger, at lærerne ved, at Ali er vild med Emma, eller at Johannes mor og far hele tiden skændes?

Og selv hvis lærerne ved, hvorfor eleven er udfordret, så ændrer det ikke på, at de ikke lever op til parametrene, som politikerne har opstillet. Og så er man ikke parat til uddannelse. Sådan er det bare.

Dertil kommer, at det ikke ligefrem højner Johannes’ trivsel og lyst til læring, at lærerne nu også fortæller ham, at han ikke er god nok til at kunne de ting, han gerne vil. Og det skader den generelle trivsel hos eleverne, at lærerne fiser rundt og forsøger at nå at lave alle disse vurderinger, sende individuelle breve hjem til elevernes forældre og klikke ja eller nej i de bokse, som uddannelsesministeriet skal se, samtidig med at de skal forberede undervisning, håndtere konflikter og være der for eleverne.

Det skaber mistrivsel at få at vide, man ikke er god nok, når man bliver presset af sine omgivelser, eller har lærere, som er pressede på tid og ikke kan rumme dig. Så jeg vil ærligt talt forbeholde mig retten til at kalde det varm luft, når politikerne vender lidt rundt på ordene, mens de øger presset.

Gymnasiet som eneste vej

Et pres er et pres, uanset hvad man kalder det, og det udfordrer trivslen. Politikerne må indse, at de selv har skabt en kultur, hvor det at komme på gymnasiet validerer dit værd som elev og som menneske.

Det viser, at du har udrettet nok til at kunne blive accepteret hvor som helst i uddannelsessystemet og dermed i samfundet. Her vil jeg lade min elev Sorans debatindlæg om uddannelsespres tale for sig selv:

»Der er mange unge, der tænker meget over karakterer. For eksempel hvis de får dårlige karakterer, så stresser de meget, men hvis de får gode karakterer, stresser de ikke over det, for så kan de arbejde på det og gøre sine karakterer bedre. Jeg kan se og høre på andre, at når de får dårlige karakterer, tænker de meget over det, og de får ikke lyst til at gå i skole, fordi de tror, at de er dårlige og ikke kan blive bedre. Men selvfølgelig sker der også det omvendte, for hvis nogen får gode karakterer, synes de godt om skolen. De får lyst til at gå i skole, fordi de tænker, at de kan blive bedre.« 

Jeg synes, Sorans ord taler for sig selv. Jo mere vi går op i karakterer og adgangskrav til uddannelser, jo mere presser vi de unge til et sted, hvor de ikke føler sig gode nok. At gøre læring til en konkurrence om at være bedst og kunne mest tager lysten til læring ud af eleverne.

Derfor mener jeg ikke, at regeringens løsning er holdbar. Jeg vil slutte mit indlæg af med de samme ønsker, som Soran også udtrykte i det debatindlæg, han afleverede til mig inden jul. For selv politikerne må vide, at Soran her har løst ligningen, som skal skabe mindre konkurrence og mere differentiering i uddannelsesvalg: »Mit ønske er at gå i en skole med færre timer og færre lektier. Et sted hvor elever kan lave det, de vil, og et sted hvor lærerne ikke skal presse eleverne. Et sted, hvor elever kan føle sig trygge og rolige, hvor vi ikke behøver at stresse over noget og tænke for meget over tingene«.

Vi kan vælge at læse Sorans ønskeskole som værende et barnligt ønske om en skole uden krav, hvor børn kan få lov til at dandere den dagen lang uden at lære noget. Men jeg mener ikke, at Soran eller resten af ungdommen er dovne, når de ønsker sig en skole, hvor voksne giver eleverne trygge, rolige og mindre stressfyldte rammer at lære og vokse op i. Jeg mener, at det er et rimeligt ønske ikke at føle sig presset til at skulle blive klar til gymnasiet hver eneste dag, men derimod at ville have ro til at lære uden at have de voksnes forventninger hængende over hovedet som en guillotine, der kan kappe dit hoved af når som helst.

Fjern presset 

Så nej, kære politikere, det er ikke svaret for vores unge mennesker at gøre det sværere at komme ind på gymnasierne. Det er tværtimod svaret at stoppe med at presse dem til at skulle netop dette.

Lad nu børnene leve og lære i leg og i trygge, rolige rammer med voksne, der har overskud til at lade dem begå fejl, fremfor i en stresset og presset præstationskultur, hvor kun de bedste og mest robuste kan overleve og komme ind på det glorificerede gymnasium.

I folkeskolen siger vi både børn og voksne nej tak til at vurdere elever ’parat til uddannelse’ på parametre, der er opstillet, som var eleverne maskiner. Vi siger nej tak til praktikperioder, der virker ligegyldige, nej tak til karakterræs og nationale test, der intet fornuftigt bringer på bordet for hverken fagpersoner eller elever.

Vi vil ikke have voksne, som er udkørte på grund af ligegyldige politiske tiltag og derfor ikke kan rumme eleverne. Nej tak, blev der sagt.

Vi har ikke brug for flere politiske tiltag, der lægger mere pres på voksne og elever, vi har brug for, at I nedlægger de dysfunktionelle tiltag, som allerede skaber presset og dermed mistrivslen – og det kan faktisk kun gå for langsomt, for når vi har unge, der trives med sig selv, ved de godt, at man ikke kun er god nok, hvis man kommer på gymnasiet.

Eleven, der citeres, har samtykket til udgivelsen, men navnet er ændret for at beskytte hans identitet. Redaktionen er bekendt med hans rigtige navn.

Sabrina Maria Bennyson er folkeskolelærer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Pedersen

"Politikerne må indse, at de selv har skabt den kultur, der får unge til at vælge gymnasiet"

Ja.

Det VAR jo sådan set det, der var mantraet, år tilbage.

Jeg ved ikke, om man i dag kender ordet FEJT?
Men i min ungdom ville man have kaldt dagens politiker-newspeak for netop det.

Steffen Gliese, Lillian Larsen, Mette Johansson, Dorte Sørensen, Morten Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak for det opråb - håber at politikkerne læser det og forstår det.

Lillian Larsen, Mette Johansson, ingemaje lange og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak for det opråb - håber at politikkerne læser det og forstår det.

Efter års hård kamp mod regeringer styret af akademikere og arbejdsgivere, blev det i midten af ´20erne socialdemokratiet og derved arbejderne, der regerede i Danmark
Der blev regeret og lovgivet til det arbejdende folks fordel og trods perioder hvor andre partier regerede, var det normen helt op til slutningen af ´60erne.
Herefter mistede det arbejdende folk grebet om regeringsmagten og det blev igen akademikere og arbejdsgivere der regerede i Danmark. De har selvfølgelig regeret og lovgivet til egen fordel.
Så ja, politikkerne er ”skyld” i at håndens arbejde, gennem de sidste 50 år er blevet nedgraderet og de akademiske der er blevet opgraderet.
En udvikling som nu har medført at der mangler ”Hænder” over alt og at håndens arbejde bliver ringeagtet og set ned på.
Meget praktisk hvis man vil holde middelklassen i en lavløns fælde, hvor deres økonomiske råderum svinder år for år.
Arbejderkamp er blevet mere nødvendig end nogensinde.

Steffen Gliese

Bo Jacobsen, det er altså forkert, at det er i 50 år, at politikken har været vendt imod lønmodtagerne. Vi skal helt op sidst i 90erne, før det herhjemme går helt galt, selvom ansatserne har været der allerede fra 1994. Det vil socialdemokraterne benægte, de vil hævde, at de tværtimod førte en politik, der favoriserede det arbejdende folk; men en politik, hvor det arbejdende folk fratages sine magtmidler og derfor tvinges til at være det arbejdende folk på andres præmisser, holder ikke.