Det bliver reelt kun de lavtlønnede, der betaler for afskaffelsen af store bededag

I et debatindlæg i Solidaritet fra den 2. januar 2023 understreger politisk økonom Anders Lundkvist en delvis overset del af SVM-regeringsgrundlaget — nemlig genindførelsen af skattestoppet kendt fra den første Venstre-regering i 2001-2005.

Betydningen heraf er ikke mindst vigtig for at forstå Mette Frederiksens (S) insisteren på, at store bededag skal ændres til en almindelig arbejdsdag. For en gennemførelse af forslaget skønnes at bidrage netto med et øget arbejdsudbud på 8.500 fuldtidsstillinger inden 2030. Staten vil desuden få et merprovenu på 11 milliarder kroner ligeledes inden 2030.

Indgrebet mod lønmodtagerne med fjernelsen af store bededag er borgerlig klassepolitik, fordi de cirka 200.000 selvstændige kan holde fri eller arbejde, som det passer dem. Hvis lønmodtagerne derimod gør det, koster det dem en feriedag.

Med de aktuelle tendenser til, at en del højere mellemindkomstmodtagere på forskellig vis nedsætter deres arbejdsudbud, vil det kun blive lav- og de lavere mellemindkomstmodtagere, som i praksis kommer til at arbejde én dag mere.

Hvorfor Socialdemokratiet har accepteret genindførelsen af et skattestop, er svært at forstå. Uden dette provenu ville tilvejebringelsen jo kunne være sket via en skatteforøgelse, der også ville have ramt selvstændige erhvervsdrivende.

Store dele af befolkningen ville sikkert have accepteret argumentet om oprustningens nødvendighed samt våbenhjælpen til Ukraine. Men partiet har, med åbne øjne, må man formode, accepteret, at det kun er lønmodtagerne, der skal betale for denne udgiftskrævende politik.

Derfor er det meget sandsynligt, at regeringens politik bliver den sten, som vælter en fredelig overenskomstafslutning her i foråret 2023.

Jørgen Lindgaard Pedersen er lektor emeritus ved Danmarks Tekniske Universitet