Da jeg var barn, havde vi en bog med folkeeventyr. Min yndlingshistorie handlede om en knøs, som drog ud i verden for at søge lykken. Den unge mand kom til en gård med skiltet: »ingen mad i dag, mad i morgen« og fik ansættelse. Så var han godt tilfreds.
Imidlertid blev han forbavset, da han stod op og så, at der ikke var dækket op til morgenmad. Han spurgte bonden, hvor morgenmaden var, men bonden henviste ham til skiltet. Knøsen måtte stille sig tilfreds og gik så i gang med sit arbejde. Han var vældig sulten næste morgen, og dobbelt så skuffet da han så, at der igen ikke var dækket op til morgenmad. Desværre henviste bonden ham igen til skiltet over døren.
Som barn gøs jeg af vellysten skræk ved bondens snedige list. Og tanken om at mangle noget så grundlæggende som morgenmad virkede mere skræmmende end troldene i de andre eventyr.
En lignende gysen isner igennem mig, når jeg læser det nye regeringsgrundlag. Jeg skælver, fordi regeringens såkaldte klimapolitik igen skubber de store, vigtige klimatiltag videre til i morgen. I stedet for at sætte den grønne dagsorden øverst med tråde ud i alle sektorer udsætter regeringen reelt vores grønne omstilling. Og jeg gyser ved ironien i, at Mette Frederiksen samtidig hævder, at hun vil »fremtidssikre vores fantastiske Danmark«.
Jeg gyser, når regeringen lægger sig i slipstrømmen af tidligere regeringer ved at køre de samme, trætte redskaber i stilling: en afgift her og dér og et enkelt udvalg eller to. Og så et godt lag greenwashing oveni, som eksempelvis afgiften på flyrejser.
Skiltet over regeringens dør lover os påny »ikke grøn i dag, grøn i morgen«. Mest af alt gyser jeg, fordi Mette Frederiksens regering under coronapandemien viste sig i stand til at handle. Den kunne både rådslå, beslutte og kommunikere sin vision til os menige danskere.
Vi står igen over for en flerdimensionel krise, hvor ingen af de tiltag, som regeringen disker op med, vil have nogen gang på en jord, der på én gang brænder op, oversvømmes og forliser ikke blot dyrenes og planternes eksistensgrundlag, men også vores eget.
Jeg kan ikke huske, hvad knøsen gjorde i folkeeventyret, da det gik op for ham, at han var blevet snydt. Det gik sikkert ikke så godt for bonden. Jeg fristes til at spørge, hvordan det mon kommer til at gå os?
Karen MacLean er skribent og læringskonsulent
Hockeystaven bliver forlænget lige som Pinocchio næse, og af stadig nye grunde. Det kan være en bankkrise, Covid, eller råvare krigen i Ukraine, Og sådan vil der altid være en "god" grund til at udsætte det ubehagelige mens de langsomt udsulter landets grundstruktur for at give bistand og starthjælp til både trængte og forurenende privatejede industrier som kvotekonger, muslinge- og svine fabrikker, SAS, PostNord og ikke at forglemme milliarder til aktieselskaber der på kanten af Menneskerettighedskonvention påtager sig at disciplinere ledige.
De siger de vil gøre alt for at forhindre global opvarmning, men underforstået at det selvfølge ikke må gribe ind i, eller gud forbyde det, skade erhvervsdrivende eller storkoncerner hvis talrige lobbyister strømmer gennem Christiansborgs svingdøre hvor de møder politikere der stadig oftere pendler mellem borgen og industrier og hejsa hvor det går! Godt vi lever i et af de mindst korrupte lande.
Flyafgifter er ikke greenwashing, hvis de som planlagt kommer op på niveau med vores nabolande. De havde faktisk en effekt i Sverige da de bliver indført, Og svenskerne flyver stadig mindre end danskerne. MEN nu venter vi på at regeringen faktisk indfører dem.
Det er meget vigtigere at ruste militæret og udskifte en bede-dag med en (våben)industriens dag, mener regeringen.
En uforståelig prioritering. Militæret kan vente. Klima og miljø kan ikke - længere.