Statsminister Mette Frederiksen indvarslede i sin nytårstale en ny kurs for socialpolitikken. Jeg bed særlig mærke i en sekvens, nemlig da hun proklamerede, at de »vagtsomme øjne skal mødes af et samfund, der tror på hver eneste af os. Det er vores røde tråd i socialpolitikken«.
I talen fungerede dem med »de vagtsomme øjne« – med hilsner til både Tove Ditlevsen og Anne Linnet – som en metafor for socialt udsatte. Mennesker født på samfundet skyggeside, der kan have svært ved at have tillid til andre. De skal mødes af et samfund, som tror på dem.
Det gode spørgsmål er nu, hvad det mere konkret betyder: Hvad vil det sige, at et samfund tror på sine udsatte borgere? I min forskning har jeg sammen med kolleger undersøgt, hvordan den fungerende social- og beskæftigelsespolitiske indsats tror på borgerne. Sat på spidsen: Når et udsat menneske banker på velfærdsstatens dør og siger: »Jeg kommer aldrig til at kunne arbejde«, kan troen på det pågældende menneske bevæge sig i to væsensforskellige retninger: Man kan tro på menneskets fortælling om sig selv, eller man kan tro på menneskets iboende ressourcer, på at vedkommende måske godt kan komme til at arbejde.
Man kan altså enten tro på menneskets selvfortælling eller man kan tro på dets iboende ressourcer og potentialer. Der opstår her et dilemma imellem to forskellige tilgange, som peger tilbage på to forskellige måder at tænke socialpolitik på.
Optimistiske planer
Naturligvis er svaret ikke enten-eller. Frontmedarbejdere kan i praksis til en vis grad balancere mellem forskellige måder at tro på borgeren på. De finder ofte mindelige løsninger. Men social- og beskæftigelsespolitikken har over de seneste årtier, med en lang række reformer, presset udviklingen langt i den sidstnævnte retning: Imod en logik, hvor det at tro på borgeren først og fremmest handler om at tro på borgeren som en ressourcebærende person, der godt kan komme i arbejde. Sproget, som omtaler udsatte borgere, er blevet meget ressourceoptimistisk.
De mest udsatte kontanthjælpsmodtagere, der tidligere blev kategoriseret som ’de stærkt helbredsmæssigt og socialt belastede’ rubriceres i dag optimistisk som ’de aktivitetsparate’. Hvor vejledninger til jobcentre tidligere skrev om mennesker med ’problemer’, beskriver de i dag mennesker med ’barrierer’, ’muligheder’ og ’ressourcer’. Det klinger unægtelig en del mere positivt. En langt større andel arbejdsløse end tidligere vurderes – helt i tråd med den søsatte logik – at være jobparate, når de begynder at modtage en ydelse, og tilkendelseskriterierne til førtidspensioner er strammet.
Udviklingen fik yderligere medvind, efter at et stort videnskabeligt studie for nogle år siden dokumenterede, at udsatte borgeres chance for arbejdsmarkedstilknytning stiger, når sagsbehandleren tror på, at borgeren kan blive tilknyttet arbejdsmarkedet. I mange jobcentre har medarbejdere taget det til sig og øvet sig på at blive bedre til at tro på borgerens arbejdsmarkedspotentiale.
Et tveægget sværd
Fra udsatte borgeres perspektiv er den optimistiske tro på deres ressourcer og potentialer et tveægget sværd. Mens det for nogle har været en kærkommen hjælp til at komme videre, har det for andre ført til oplevelser af uværdige forløb. Hovedparten af de dårlige forløb for udsatte borgere på kontanthjælp, som har været bærende for meget af de senere års kritiske omtale af jobcentrene, har i deres essens netop handlet om det: om borgere, som oplever et system, der har meget vanskeligt ved også at tro på alt det, de ikke kan.
Troen på deres ressourcer, på alt det, de kan, eller som de kan komme til at kunne, opleves som mistro til dem som mennesker. De slår i bordet og insisterer på, at der er visse ting, de ikke kan, men oplever at blive mødt af et system, der siger ’jo, du kan godt. Vi tror på dig!’.
Nogle beskriver samtaler på jobcenteret som forhør, der skal afsløre, at de i virkeligheden godt kan arbejde. De oplever, kort sagt, at troen på deres ressourcer bliver til mistro til deres egen fortælling om dem, de er. De oplever at blive talt ned til ved at blive talt op.
At samfundet skal tro på »hver eneste af os«, lyder jo unægtelig godt. Men det siger isoleret set ikke helt vildt meget. Djævlen her ligger næppe i detaljen, men snarere i praktikken: Væsentligst er ikke, at der tros på alle dem med de vagtsomme øjne, men hvordan der tros på dem.
Der er behov for at indrette et system, hvor medarbejderne har plads og frihed til at finde den rette balance mellem at tro på borgerens ressourcer og at tro på borgerens egen fortælling om sig selv. Det bliver interessant at følge
Mathias Herup Nielsen er lektor ved Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser (CUBB) på Aalborg Universitet
Interessant at følge, ja.
Men helst som observerende, ikke som deltagende.