Regeringens politiske projekt om at skære op imod halvdelen af landets kandidatuddannelser ned til ét år er blevet kritiseret for at give dårligere muligheder for at få erfaring gennem et studiejob, fordi der simpelthen ikke vil være lige så meget tid til det.
Men i stedet for at begræde dén konsekvens skal vi holde op med at fokusere så meget på studiejob og i stedet lade universitetsstuderende få deres primære erhvervserfaring gennem et obligatorisk praktikforløb. Det vil både mindske stress under studiet og ulighed på tværs af landet.
Vigtigere end karakterer
Studiejob er en del af årsagen til, at næsten halvdelen af de universitetsstuderende ofte er stressede. For vi får at vide fra begyndelsen af studierne, at vores studiejob er en afgørende faktor for senere at få en fod indenfor på arbejdsmarkedet.
Studerende, der har haft et længerevarende studiejob, får også hurtigere et fuldtidsjob. En analyse fra Dansk Industri viser, at 74 procent af de studerende, som har arbejdet mere end 15 timer ugentligt, er i beskæftigelse inden for de første to måneder efter endt uddannelse, hvilket kun er tilfældet for ni procent af de studerende, der ikke har arbejdet ved siden af studiet.
Studiejob er vigtigere end gode karakterer. Som studerende får jeg det indtryk, at jeg skal prioritere mit studiejob over studiet.
Og måske derfor har tre ud af fire studerende da også i dag et job ved siden af læsningen. På min bacheloruddannelse skal jeg bruge 37-40 timer om ugen på undervisning, forberedelse og opgaver. Ved siden af dette arbejder jeg 15 timer i centraladministrationen for at opnå relevant erhvervserfaring.
Allerede tilbage i 2015 opfordrede dekanen fra det samfundsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet arbejdsgivere til at skrue ned for deres studentermedhjælperes timetal og holde ansættelserne på 8-12 timer ugentligt. Men jeg ser flere og flere jobannoncer, der kræver, at studentermedhjælperne bruger 20 timer på arbejdet.
Med disse tal forstår jeg godt, hvorfor så mange studerende er stressede. Vi ønsker alle sammen at styre uden om jobcentre og dagpenge, og derfor bliver konkurrencen om relevante studiejob et ræs, der presser studerende op i højeste gear for at bevise, at de er produktive, mødestabile og kan arbejde hårdt.
På de fleste andre uddannelsestyper kan studerende derimod opnå erhvervserfaring gennem obligatorisk praktik. Men selv om virksomheder oftest ansætter nyuddannede akademikere på baggrund af gode erfaringer fra samarbejde i netop praktikforløb, er det kun én ud af tre universitetsstuderende, der gennemfører et praktikforløb gennem uddannelsen.
De fleste universitetsstuderende forsøger i stedet at undgå arbejdsløshed gennem et relevant studiejob. Og det øger ikke kun presset på de studerendes skuldre – det skaber også en markant ulighed i karrieremuligheder på tværs af landet.
Geografiske forskelle
For udbuddet af studiejob, og dermed muligheden for at opnå den eftertragtede erhvervserfaring, svinger meget mellem studiebyer.
Selv læser jeg på universitetet i København, hvor der er mange fede studiejob. Studerende er ikke lige så heldige i andre studiebyer, som oplever udfordringer med, at der er for få akademiske job. På Syddansk Universitet skifter hver femte færdiguddannede bachelor til et andet universitet, når de begynder på kandidatdelen, nok blandt andet af denne årsag.
Derfor bør universiteterne gå en helt anden vej og sikre at de studerende får erhverserfaring. Studerende ved en professionsbachelor, erhvervs- eller erhvervsakademiuddannelse opnår allerede relevant erhvervsfaring gennem obligatorisk praktik. Men på universiteterne er man stadig overladt til at skaffe sig sin egen erhvervserfaring ved siden af studiet.
I 1990 fik 11 procent af en ungdomsårgang en lang videregående uddannelse, mens det i dag er hele 27 procent, som selv har ansvaret for at opnå relevant erhvervserfaring. Når universiteterne med så mange studerende fortsætter med at være den eneste uddannelsesvej uden obligatorisk praktik, er det et udtryk for uddannelsesmæssig dogmatisme fra et andet årtusinde, hvor kun en lille procentdel af ungdommen gik på eliteuniversiteter. Universiteternes plads i det danske uddannelseslandskab har ændret sig til masseuniversiteter, og med denne nye plads følger også et nyt ansvar.
Hvis regeringen ønsker kandidatuddannelser med et tydeligt arbejdsmarkedssigte, bør den derfor knytte de studerende til arbejdsmarkedet ved at gøre praktikforløb obligatorisk på universiteterne. På den måde kan den nedbringe både stress og ulighed og samtidig tage et længe ventet opgør med uddannelsesdogmatismen.
Jacob Hviid er bestyrelsesmedlem i Studenterrådet ved Københavns Universitet
Ja, der er så meget dobbeltmoral forbundet med det studiejobberi. I gamle dage var det nødvendigt, fordi alternativet var lån, ganske vist lavtforrentede (indtil de blev statsgaranterede banklån på et tidspunkt, hvor renten gik gennem loftet og ungdomsarbejdsløsheden det samme), men så kom SU'en og gjorde det mindre nødvendigt at tjene 'så meget' ved siden af studiet. Det var også stadig med henblik på arbejdsfunktioner, hvor man var intimt bekendte med universitetets måde at fungere på, folk skulle have job i efterfølgende, så det var arbejdsgiverne bekendt, hvordan forholdene med arbitrært fastsatte studietider etc. var sat op: i princippet foretog studerende ved universitetet sig fra første dag det samme, som de mere eller mindre kunne regne med, at resten af deres arbejdsliv ville gå ud på. Som regel vidste de, hvor de ville rette deres faglighed hen, men for mange ændrede det sig selvfølgelig, de opdagede nye muligheder eller andre spændende indfaldsvinkler og fik måske modet til at stile højere end gymnasielærer eller sagsbehandler.
Dengang var en kandidat uddannelse fireårig, altså ialt, men en gymnasielæreruddannelse var seksårig, fordi den var tilrettelagt som kompetence i tofag: et bifag og et hovedfag; ville man derimod gå den mere institutionelle vej med forsknings- (og ledelses)kompetence, hed det magistergraden, der var to års overbygning indenfor samme fag som hovedfaget, almindeligvis.
Dog var studietiderne vejledende - folk var jo beskæftigede ved siden af, og i princippet havde ingen jo travlt, før det job, man havde rettet sin specialisering imod, blev ledigt. I mellemtiden kunne man så gøre god fyldest på det almene arbejdsmarked, i medhjælperfunktioner indenfor det fag, man havde studeret eller andet, man kunne finde på. Problemet med job kunne dog opstå, fordi man faktisk havde et semester med feltarbejde, der jo ikke altid ville kunne bringes til at harmonere med ens gode job.
Det var et andet universitet, hvor man i høj grad selv kunne tilrettelægge sit studium, hvis det overholdt de formelle krav om niveau og omfang. Man skulle heller ikke ustandselig til eksamen, hvilket formodentlig er den mest håndgribelige årsag til det dårlige psykiske velbefindende for mange unge. Dengang gik man til eksamen, når man havde nået et fagligt niveau, der gjorde det forsvarligt at gøre disciplinen færdig. Det er svært at argumentere imod denne metode, når folk i øvrigt i høj grad tjente egne penge og var en formodentlig svært undværlig arbejdskraft på vedkommendes arbejde. Det er imidlertid et forhold, det ofte har været svært for embedsmænd og politikere at anerkende - og er det nu igen, hvor det arbejde, der er udført i studietiden, slet ikke tæller med i nyuddannedes ret til dagpenge.
Obligatoriske praktikforløb kunne måske også hjælpe studerende med handicap, der ikke har mulighed for at arbejde ved siden af og dermed også er bagud på point på det punkt.
Tjaaa, jeg er civilingeniør (DTU) og civiløkonom (CBS), og jeg arbejdede i studietiden som SOSU-assistent på et psykiatrisk plejehospital og som Taxa-chauffør i Kbh.
Begge disse studiejob har givet mig megen god menneske-erfaring som var brugbar senere i livet, da jeg skulle være chef/leder for mange forskellige medarbejdere.
Jobenne har givet mig et bredt kendskab til mangfoldigheden blandt mennesker ... meget mere, end hvis jeg 'bare' havde været i 'studierelevant' praktik som ingeniør eller økonom siddende ved et skrivebord.