Varetægtsfængsling skader arbejds- og familieliv uanset skyld. Systemet kan indrettes bedre

To dokumentarudsendelser har for nylig stillet skarpt på retssikkerheden i Danmark. Den cavlingprisvindende podcastserie Det levende bevis sandsynliggjorde, at et forældrepar blev uretmæssigt dømt ved alle tre retsinstanser. Og nu har dokumentarserien Indefra med Anders Agger åbnet en debat om brugen af varetægtsfængsling i Danmark.

I Danmark kan man blive varetægtsfængslet, hvis man sigtes for en forbrydelse, som vurderes til senere at kunne udløse en fængselsstraf på mindst et år og seks måneder. Samtidig skal dommeren vurdere, at der er risiko for, at man stikker af, begår ny og alvorlig kriminalitet eller påvirker politiets efterforskning af sagen.

Indefra med Anders Agger følger forholdene for varetægtsfængslede i Vestre Fængsel og tegner et portræt af en hverdag fyldt med usikkerhed, ensomhed og frustration under vanskelige forhold, hvor resocialisering og grundlæggende menneskelige behov ikke levnes meget plads. Og det altså i en situation, hvor den fængslede er sigtet, men ikke dømt.

Retssikkerhed vs. retsfølelse

Varetægtsfængsling kan betragtes som et kompromis mellem retssikkerheden og hensynet til befolkningens retsfølelse og politiets opklaringsarbejde. Vores brug af varetægt viser, at vi i Danmark vægter retssikkerhed lavere end de andre hensyn. Som justitsminister Peter Hummelgaard (S) for nylig udtalte: »Det er vigtigt for danskernes retsfølelse, at vi kan fjerne formodede gerningsmænd i sager, hvor der er en særlig mistanke om, at de har begået en grov lovovertrædelse.«

Ikke desto mindre udfordrer skildringen i Indefra med Anders Agger opfattelsen af retssikkerheden. Ikke kun på grund af muligheden for uretmæssig indespærring, men også på grund af vilkårene, man som skyldig eller ej indespærres under. Vilkår, der i mange henseender må betegnes som væsentligt hårdere end dem, man møder som dømt gerningsmand, og som derfor også er væsentlige elementer af retssikkerheden – ikke mindst hvis disse vilkår har skadelige konsekvenser.

Varetægtsfængslede er typisk låst inde på en otte kvadratmeter celle i op til 23 timer af døgnet med begrænsede besøgsmuligheder. Som varetægtsfængslet risikerer man at miste sit sociale netværk. Forskning har vist, at varetægtsfængsling udgør en stærk belastning af den indsatte, hvor den hele eller delvise isolation kan have psykiske skadevirkninger. Det er under varetægt, at risiko for selvmord under et fængselsforløb er højest.

FN’s Torturkomité har med jævne mellemrum kritiseret den danske brug af varetægtsfængsling. Danmark bruger varetægtsfængsling i væsentligt større omfang end de fleste andre europæiske lande, både målt i forhold til befolkningens størrelse, og hvor stor en andel de varetægtsfængslede udgør af samtlige fængslede. Flere end hver tredje indsatte i Danmark er varetægtsfængslet.

Selv om omkring ni ud af ti varetægtsfængslede ender med at blive dømt, og for en stor dels vedkommende kommer til at afsone en fængselsstraf, er der fortsat et væsentligt antal, som ender med at gå fri. Min egen forskning har set nærmere på risikoen for skadelige effekter af varetægten for formodede gerningsmænd, der ender med at gå fri.

Konsekvenser uanset (u)skyld

I min forskning sammenlignes to grupper, hvor den ene gruppe blev idømt en fængselsstraf, men havde siddet varetægtsfængslet så længe, at de faktisk allerede havde udstået hele deres straf under varetægten. Den anden gruppe havde siddet varetægtsfængslet lige så længe som den første, men endte med ikke at blive fundet skyldig. De to grupper sad altså varetægtsfængslet lige lang tid, men adskilte sig ved, om de blev fundet skyldige eller ej.

Når man ser på, hvordan gruppernes job- og familieliv udviklede sig efter varetægtsfængslingen, ser man det bemærkelsesværdige, at skyldsspørgsmålet er tæt på underordnet. Relativt set tabte de to grupper lige meget. Varetægtsfængslingens omkostninger for job- og familieliv var altså lige markante, uanset om man endte med at blive dømt eller ej. Eksempelvis faldt andelen med lønindkomst med cirka 16 procent i begge grupper.

Der er næppe tvivl om, at varetægtsfængsling i Danmark er kommet for at blive. Der vil nok også fortsat være bred enighed om, at varetægtsfængsling kan være en nødvendighed. Men måske den bredere indsigt i forholdene for varetægtsfængslede er anledning til at flytte diskussionen fra spørgsmålet om nødvendighed til om, hvorvidt varetægtsfængslingen kan indrettes på en mindre skadelig måde.

For når balancen mellem retssikkerhed, retsfølelse og politiets efterforskningsarbejde skal findes, er det væsentligt også at medregne de markante negative konsekvenser for blandt andet job- og familieliv, når vi ser på vores nuværende praksis for varetægtsfængsling. Uanset om man så findes skyldig eller ej.

Lars Højsgaard Andersen er forskningsprofessor ved Rockwool Fondens Forskningsenhed