1.800 udenlandske sygeplejersker venter på at arbejde, men strenge sprogkrav spænder ben

Danmark mangler sygeplejersker. Denne mangel har været kendt i årevis, uden at der er blevet taget effektiv hånd om problemet. Sygeplejerskerne har været i strejke to gange i løbet af de seneste år og var særdeles solidariske i forhold til samfundet og den vigtige rolle, de har haft specielt under coronapandemien.

Nu ser det ud til, at mange sygeplejersker giver op. De gider ikke længere kæmpe mod vejrmøller og har mistet tilliden til dels fagforeningen Dansk Sygeplejeråd, politikerne og de styrende institutioner i vores samfund. Udmeldelserne fra sygeplejerskerne tikker ind hos Dansk Sygeplejeråd, og sygeplejerskerne finder andre græsgange i form af arbejde i vikarbureauer og i Norge, hvor der altid er arbejde at få, hvad end man er organiseret i en fagforening eller ej.

Udlændingepolitik spænder ben

Imidlertid har vi en skjult arbejdskraftreserve umiddelbart tilgængelig her i landet i form af herboende udenlandske sygeplejersker fra lande uden for EU som eksempelvis Bosnien og Filippinerne. Måske endda også Ukraine. Disse sygeplejersker venter og venter på at komme i arbejde og derved blive integreret i det danske samfund. Men bureaukratiske spilleregler spænder ben for dem.

For et år siden, i februar 2022, sendte jeg en mail til den daværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye i den daværende socialdemokratiske mindretalsregering og henledte opmærksomheden på denne arbejdskraftreserve. Det skete der absolut intet ved. Nu har vi så fået en ny SVM-regering med et flertal bag sig. Kan man forvente, at denne regering fraviger, hvad vi har været vidne til i de seneste mange år omkring vores sygeplejersker, nemlig for megen snak og for lidt handling?

Indtil videre er ordene mange i regeringsgrundlaget, hvori der blandt andet kan læses om en akutplan, der skal nedbringe ventelisterne, og en plan om styrkelse af beskæftigelsen. Derudover vil regeringen arbejde for at få flere ikkevestlige indvandrere i arbejde og fortsat tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft under ordnede løn- og arbejdsvilkår. Men der står stadig ikke ét eneste konkret forslag til at få flere udenlandske sygeplejersker i arbejde.

Samtidig vil regeringen føre en udlændingepolitik, der er stram, men samtidig ikke betyder, at uhensigtsmæssige regler spænder ben for almindelige familier.

Inspiration fra Birte Weiss

Regeringen skulle måske overveje at trække på Birte Weiss’ kompetencer som indenrigsminister i den socialdemokratiske regering, der var ved magten i 1990’erne, da flygtninge fra Bosnien i stort tal fik opholdstilladelse i Danmark. Birte Weiss stod dengang i spidsen for initiativer og aktiveringsprogrammer for de bosniske flygtninge.

Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors og Dansk Sygeplejeråd arbejdede dengang tæt sammen om at finde frem til, hvor mange bosniske sygeplejersker der var blandt flygtningene, og man fandt dengang frem til 18 bosniske sygeplejersker, som efterfølgende inden for en 18 måneders periode fik autorisation til at arbejde som sygeplejerske i Danmark.

1990’erne var en tid, hvor lovgivning vedrørende udlændinge og flygtninge var et forholdsvist nyt begreb. Men den daværende udlændingelov udtrykte en holdning om, at Danmark skulle betragtes som et humanitært foregangsland.

Siden da er udlændingeloven blevet ændret og strammet adskillige gange og er nu blevet til én af de mest komplicerede og omfangsrige love i landet. Administrationen af loven er som følge heraf blevet uhyre bureaukratisk. 

For eksempel kunne man for nylig læse om Mustafa Hamid Hussein, en udenlandsk læge, sendt hjem fra sit arbejde på Rigshospitalet, fordi en henvendelse fra SIRI havde gjort opmærksom på, at det ikke er tilladt at arbejde i samme virksomhed som sin ægtefælle uden en særskilt tilladelse hertil. Mustafas hustru er også læge og arbejder på Nordsjællands Hospital i Hillerød – dermed er de begge ansat i Region Hovedstaden. 

Den sunde fornuft er forduftet i de snørklede regler, der nu gælder og administreres efter. Foregangsland på dette område er vi slet ikke længere – også selv om det debatteres flittigt, at vi har brug for en stor tilgang af udenlandsk arbejdskraft, som er helt nødvendig for den videre udvikling af vores samfund.

Jelena og de 1.799 andre sygeplejersker

Lad mig illustrere min pointe med ét ud af mange eksempler på udenlandske sygeplejersker, som sidder i en uholdbar venteposition for at kunne arbejde.

Jelena er en ung bosnisk kvinde, jeg kender. Hun er familiesammenført og bor og lever i Danmark sammen med sin ægtemand og deres lille datter. Hun er uddannet i Bosnien som sygeplejerske.

Hun indrejste i Danmark i september 2017 og har boet her lige siden da. Hun har gjort alt for at opfylde kravene til at få autorisation til at arbejde som sygeplejerske i Danmark. Hendes bosniske sygeplejerskeuddannelse blev godkendt af Styrelsen for Patientsikkerhed i juli 2022, og hun har modtaget danskundervisning både i form af alle de autoriserede danskkurser og niveauer, der er tilgængelige, og via privatundervisning. Hun taler og forstår dansk på et niveau, der i min verden er fuldt ud tilstrækkelig til, at hun kan fungere i det danske samfund og kommunikere fyldestgørende med sine kolleger og patienter.

Men hun mangler kun at bestå den statskontrollerede prøve, der kaldes Dansk 3, hvor kravene er et 10-tal i mundtlig kommunikation og et syvtal i henholdsvis læseforståelse og skriftlig fremstilling.

Hun er derfor stadig i venteposition i forhold til at kunne påbegynde et arbejde her som sygeplejerske. Vel at mærke mere end fem år efter hendes indrejse i Danmark. De meget strenge sprogkrav gør, at hun må vente endnu længere frem til næste prøve i maj-juni i år.

Jeg forstår ikke, at hun ikke kan få et job som sygeplejerske allerede nu og komme i gang med en sidemandsoplæring på et dansk hospital. Her vil hun kunne gøre nytte og bidrage til en aflastning af hendes danske sygeplejerskekolleger på en fælles arbejdsplads. Derudover taler hun flydende engelsk. Ydermere vil det også gavne integrationen af og danskkundskaberne for alle de udenlandske sygeplejersker, som står i samme situation som Jelena. For eksperter er enige om, at integration og sprogindlæring fremmes bedst ved at være i arbejde.

Samtidig er det tankevækkende, at der ikke er sprogkrav forbundet med at få tilladelse til at arbejde i Danmark som udenlandsk sygeplejerske, der er uddannet i Norden, i et EU-land eller i Schweiz og Liechtenstein. Sådanne sygeplejersker får deres autorisationsansøgning behandlet inden for tre måneder.

I oktober 2021 manglede det danske sygehusvæsen næsten 5.000 sygeplejersker. Samtidig var der 1.800 udenlandske sygeplejersker, der gerne vil arbejde i det danske sundhedsvæsen. Og tallene ligger på nærmest samme niveau i dag. Lad os få Jelena og de øvrige 1.799 udenlandske sygeplejersker i gang så hurtigt som muligt. Danmark og fremtidens velfærdssamfund har stærkt brug for dem.

Freddy Ladefoged er pensioneret kriminalassistent