Debat
6. februar 2023
- Charlottenlund-borgere. I protest mod den landsdækkende lukning af butikskæden mødtes 200-300 borgere i weekenden ved deres lokale Irma på Ordrupvej i Charlottenlund og slog ring om butikken. De sang – tilsyneladende helt uironisk – »I kan ikke slå os ihjel« og var iført sørgebind, beretter TV 2.
- Dr. Phil. Den aktuelle sæson af det ikoniske talkshow Dr. Phil med den amerikanske tv-psykolog Phil McGraw bliver den sidste. Det siger den 72-årige selvhjælpsguru til CBS og tilføjer: »Mens jeg bevæger mig væk fra tv i dagtimerne, er der så meget mere, jeg har lyst til at lave.«
- Ali Abbasi. Ikke færre end 11 Robert-statuetter gik til den dansk-iranske thriller Holy Spider, da filmakademiet i weekenden holdt Robert-fest. Instruktøren bag, Ali Abbasi, fik prisen som årets instruktør, mens skuespilleren Zar Amir Ebrahimi kan kalde sig årets kvindelige hovedrolle i en film.