I kølvandet på at Danmark har anlagt sag ved EU-domstolen for at annullere det kontroversielle mindstelønsdirektiv, har vi endnu en gang set en række misforståelser af, hvad direktivet egentlig handlede om. Misforståelser, der har ført til angreb på den sag, Danmark har anlagt, blandt andet fra Theresa Scavenius (Alt.).
En række af misforståelserne kan måske godt forstås ud fra en hurtig læsning af titlen og ikke mindst EU-Kommissionens selvrosende ord. Men, som det ofte er tilfældet med EU-lovgivning, er realiteten en anden, når man dykker ned i paragrafferne bag de flotte ord.
Ikke mindst derfor er det på sin plads at gennemgå nogle af de største mindstelønsmisforståelser, både om hvad direktivet rent faktisk indeholder, og lige så meget hvad det ikke indeholder.
Working poor-problemet
Fra øst til vest og fra nord til syd står EU over for det samme problem: en gruppe af working poor, eller arbejdende fattige, som det kan oversættes til. Alle dem, der på trods af fuldtidsarbejde lever i relativ fattigdom.
De lever omkring de enkelte landes fattigdomsgrænser og har knap nok råd til dagen, vejen, mad og medicin, husly og lægebesøg. Som om det ikke var nok, er de på grund af deres situation heller ikke i stand til at spare op og er derfor ekstra udsatte i tilfælde af afskedigelser eller langvarig sygdom.
Hvor stor en del af befolkningen, der lever under disse vilkår, afhænger af, hvilket land man befinder sig i. Færrest er der i Finland, men selv her anslås tallet til at være 2,8 procent af alle 18-64-årige. I Danmark er tallet dobbelt så stort, 5,6 procent, eller mere end én ud af hver 20. dansker i den arbejdsduelige alder.
Kaster man blikket mod Tyskland, stiger tallet til skræmmende 8,5 procent, og allerværst ser det ud i Rumænien med over 15,2 procent arbejdende fattige. Selv i EU’s rigeste medlemsland, Luxembourg, er det noget, der påvirker mere end hver tiende arbejder.
Problemet er, med andre ord, stort. Derfor er det heller ikke underligt, at der fra flere sider har været ønsker om at gøre noget ved problemet. Men desværre har der også fra nogle måske snarere været ønsker om at få det til at se ud, som om man gør noget.
Mindsteløn er ingen garanti
Hvis blot vi indfører et EU-direktiv om mindsteløn, så er vi på vej til at ændre situationen, synes ræsonnementet at have været. Det er en forførende tanke, men det gør den ikke nødvendigvis rigtig.
For det første kan man sige, at hvis en lovbestemt mindsteløn skulle være et effektivt værn mod arbejdende fattige, så ville problemet ikke eksistere i hovedparten af EU. For sagen er jo, at der faktisk allerede er lovbestemt mindsteløn i 22 EU-lande. Det er faktisk kun Danmark, Sverige, Finland, Italien og Østrig, der ikke har lovbestemt national mindsteløn.
Vil vi længere ind i problematikken, behøver vi blot at kaste blikket over grænsen mod EU’s største økonomi, Tyskland. Her findes et trist eksempel på, at lovbestemt mindsteløn ikke nødvendigvis virker. På trods af at Tyskland vedtog en lovpligtig, national mindsteløn tilbage i 2014, er det sådan, at landet ikke blot stadig har et problem på området, men at det vokser.
Der skal ikke de store analytiske evner til for at finde ud af, hvorfor lovpligtig mindsteløn ikke er en magisk kur for det tragiske problem. Sagen er jo, hvis vi er ærlige, at problemet med arbejdende fattige handler om, at man fra samfundets side vælger at acceptere, at nogle mennesker arbejder til en meget ringe løn. Det er ikke en mangel på lovgivning eller EU-direktiver, der er problemet, men vores apati over for det, at uligheden vokser.
For lav mindsteløn
Læser man, hvad EU-direktivet rent faktisk indeholder af regler for mindstelønen, bliver det hurtigt klart, at det ikke bliver en garanti for højere løn.
Vi kan starte med, hvad den faktiske, lovbestemte, mindsteløn rent faktisk er: Mange steder er den ikke bare lav, men meget lav. I Bulgarien er mindstelønnen eksempelvis på 399 euro per måned, lige under 3.000 kroner. Selv i store økonomier som Tyskland og Frankrig ligger mindstelønnen på mindre end 2.000 euro per måned, altså ikke engang 15.000 kroner før skat.
Hertil kommer, at man i mange af landene i tillæg til skatten selv skal betale for sygeforsikringer, arbejdsløshedsunderstøttelse, ret til pension – og for eksempel at gå til læge. Det er værd at bemærke, at EU-landet med den højeste mindsteløn, Luxembourg, også er EU-landet med den næststørste andel arbejdende fattige. Hele 13,5 procent af alle luxembourgere mellem 18 og 64 år falder i denne kategori, et tal der stiger til næsten 21 procent for de 18-24-årige. Det i et land, der om nogen har råd til at betale alle en anstændig løn. Man kan godt, men fravælger det helt bevidst.
Én vigtig årsag til, at EU-direktivet ikke, på trods af drømme om det modsatte, er et effektivt værktøj til at sikre anstændig løn, er, at det på ingen måde er en garanti for, at mindstelønnen hæves i de EU-lande, der fastsætter den ved lov. Direktivet siger blot, at en mindsteløn skal lovfastsættes – ikke hvor høj den skal være. Det er noget, direktivets fortalere ofte glemmer at nævne, eller som de måske i virkeligheden ikke er vidende om.
Det er ganske vist rigtigt, at der i EU-Kommissionens konsekvensanalyse, der udkom før selve direktivet, var spekulationer om, at hvis en specifik udregningsmodel til fastlæggelse af mindsteløn blev benyttet i de enkelte lande, så ville det føre til en mindstelønsstigning i en række lande. Men denne model er slet ikke med i direktivet.
Bedre alternativer
Udregningsmodellen er god, og det er en af de ting, de enkelte EU-lande sagtens selv kunne implementere – hvis de havde lyst. Det behøver de slet intet EU-direktiv for at gøre. Det handler om politisk vilje, ikke om EU-direktiver.
Men der er bedre steder at sætte ind end på mindstelønnen. Løsningen her er at hæve den reelle indkomst samt at sikre bedre vilkår i form af blandt andet pension og sygepenge. Eller med andre ord, det vi kan kalde for klassiske arbejdskampskrav. Problemet med denne løsning er, at det kræver, at det prioriteres i hvert enkelt land, og at den politiske vilje til det findes.
Så hvad kan man gøre på EU-niveau?
Vi har tre bud:
Det første er at indføre krav om, at EU-støtte kun går til virksomheder og projekter, der benytter sig af overenskomster og betaler en anstændig løn.
Det andet er, at offentlige instanser skal kunne udelukke fuskervirksomheder og virksomheder uden overenskomst fra at deltage i offentlige udbud.
Det tredje er at sætte ind med reguleringer over for platformvirksomheder som Wolt, Uber og lignende. Vi skal undgå skabelsen af et europæisk B-hold af ansatte med færre rettigheder end andre.
De tre tiltag vil i modsætning til direktivet føre til reelle ændringer.
Det er trist at se diskussionen om, hvad der kan gøres for EU’s mange arbejdende fattige afsporet af mindstelønsfantasien, når der er andre ting, som EU kan gøre, der vil gøre en større forskel. Og for det rige og ressourcestærke EU bør det være muligt at sikre de uhyggeligt mange mennesker, der lever i fattigdom, selv om de knokler på arbejdet, nogle ordentlige levevilkår.
Nikolaj Villumsen er medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten. Frederikke Hellemanner er medlem af Enhedslistens Forretningsudvalg og Hovedbestyrelse.
