Alt for få flygtninge med psykiske lidelser opnår det rødbedefarvede pas

Debatten om statsborgerskab er blusset op igen. Senest med udtalelser i blandt andet Information fra formanden for Folketingets Indfødsretsudvalg, Mikkel Bjørn (DF), der vil »lade nationalitet have betydning« og mener, at »forskelsbehandling er forudsætningen for indfødsret«.

Det er hævet over enhver tvivl, at nåleøjet til statsborgerskab er blevet stadigt mindre med årene. Én af de grupper, der oplever dansk statsborgerskab som stort set uopnåeligt, er mennesker med PTSD – ofte flygtninge med traumer efter krig, flugt og tortur.

Hundredvis af ansøgere med alvorlige handicap og kroniske sygdomme forsøger hvert år at få dispensation fra Indfødsretsprøven og prøve i Dansk 3 ved ansøgninger om dansk statsborgerskab. Langt de fleste får afslag. Det sker, selv om ansøgere med alvorlige diagnoser som infantil autisme, PTSD, demens eller paranoid skizofreni og har en psykiatrisk speciallæges ord for, at de på grund af funktionsnedsættelsen ikke kan bestå de krævede prøver.

Som reglerne er nu, kigger de ind i en fremtid, hvor de ikke har stemmeret til Folketinget eller de andre rettigheder, som et dansk pas i øvrigt giver. Det er ikke kun et demokratisk problem, men også bunduretfærdigt.

Statsborgerskab til mennesker, der ikke er født danske, er her i landet i hvert enkelt tilfælde et politisk spørgsmål. Det fremgår af grundlovens paragraf 44, hvor der står, at »ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov«.

Dermed adskiller Danmark sig fra de lande, vi normalt sammenligner os med, hvor statsborgerskab handler om at leve op til nogle ved lovgivning fastsatte krav. Herefter tager embedsmænd konkret stilling til, om kravene er opfyldt. I Danmark foregår det ved en afstemning blandt folkevalgte politikere. Den eksisterende ordning lægger op til en politisk vilkårlighed og mulighed for diskrimination. Det hører ikke hjemme i en retsstat.

Sværere at få dispensation

FN’s handicapkonvention, som Danmark naturligvis har tilsluttet sig, skal sikre, at mennesker med handicap »fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre«.

Det betyder også, at Danmark er forpligtet til, at ansøgere om dansk statsborgerskab har en dispensationsmulighed, når de på grund af deres handicap ikke kan leve op til kravene om at bestå Indfødsretsprøven og prøve i Dansk 3.

Der sker da også forelæggelse af nogle hundrede sager hvert år, men kun et meget lille antal får dispensation. Se bare på tallene: I 2018 blev der forelagt 334 sager. Kun 30 fik dispensation. Året før var tallene endnu værre: Ud af 359 forelagte sager blev der kun givet dispensation i 13.

At der er tale om en betydelig politisk stramning, fremgår af, at der i 2014 blev forelagt 1.419 sager, hvoraf hele 1.375 fik dispensation. Information har tidligere beskrevet problemet.

At antallet af forelagte sager har været så forskelligt i henholdsvis 2014 og 2017-18, afspejler blandt andet, at der under Lars Løkke Rasmussens regering i efteråret 2015 blev skabt nye forhindringer for ansøgere med psykiske funktionsnedsættelser, herunder PTSD.

Blandt andet blev kravene til lægeerklæringer skærpet, så en lægeerklæring fra en alment praktiserende læge ikke længere var tilstrækkelig. Kravet er nu en psykiatrisk speciallægeerklæring, der – afhængigt af den enkelte læges prisliste – kan løbe op i adskillige tusinde kroner. Hvis ansøgeren er på den såkaldte ’selvforsørgelses- og hjemrejseydelse’, kan denne pris være umulig at betale. Sagen forelægges derfor ikke for Indfødsretsudvalget.

Der blev i 2015 også stillet skærpede krav til formuleringen af lægeerklæringerne og til ansøgernes forsøg på deltagelse i danskundervisning og danskprøver. Ved forelæggelsen af dispensationsansøgningen i udvalget lever Danmark op til sit ansvar i henhold til handicapkonventionen. Men når udvalget i langt de fleste tilfælde stemmer nej til dispensation, kan man argumentere for, at den afgørende instans – Indfødsretsudvalget, som består af 17 folketingsmedlemmer – svigter dette ansvar.

Vilkårlig eller ingen begrundelse

Afslag gives uden begrundelse. Ansøgeren modtager blot et brev fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, hvor der står, at personen ikke lever op til de almindelige betingelser, og at Indfødsretsudvalget ikke har ønsket at dispensere.

At der ikke er nogen begrundelse, siger næsten sig selv. Hvis for eksempel ni af udvalgets 17 medlemmer, altså et flertal, har stemt nej til dispensation, kan det være sket ud fra vidt forskellige begrundelser. Nogle kan stemme nej, fordi ansøgeren er født i et ikkevestligt land, andre, fordi de af en eller anden grund ikke stoler på speciallægeerklæringen, og atter andre, fordi de ikke synes, at ansøgeren har gjort sig umage nok for at leve op til prøvekravene.

Indfødsretsudvalget og dermed Folketinget har det sidste ord. Der er ingen klageinstans, og det nytter ikke at anlægge sag, for hverken byretten, landsretten, Højesteret eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan pålægge folketingsmedlemmer at stemme på en bestemt måde i en konkret sag.

De ansøgere, der behøver dispensation fra Indfødsretsprøven og danskprøven for at blive statsborgere, er altovervejende traumatiserede flygtninge – mennesker, som Danmark folkeretligt har påtaget sig at beskytte, og som er kommet hertil med alvorlige traumer fra tortur, krig og flugt.

PTSD og beslægtede diagnoser er et gennemgående træk i mange af sagerne. Og al forskning viser, at et PTSD-ramt menneskes kognitive evner ofte er påvirket i en sådan grad, at det for mange er helt urealistisk at læse Indfødsretsprøvens mere end 200 siders læremateriale om alt fra Gorm den Gamle til Olsen-banden og lære det udenad i et omfang, der gør det muligt at besvare indfødsretsprøvens spørgsmål. Eller at bestå den prøve i Dansk 3, der er designet til udlændinge, der kommer til Danmark med en studentereksamen eller en universitetsgrad fra hjemlandet.

Hvis svært traumatiserede flygtninge skal have en chance på det danske arbejdsmarked, kræver det ofte omfattende traumebehandling. Men en forudsætning for en vellykket behandling er, at patienten føler sig tryg i Danmark. Og hverken de skrappe krav til opnåelse af dansk statsborgerskab, de skærpede regler om opholdstilladelse eller de meget lave ydelser til flygtninge, der er uden for arbejdsmarkedet, bidrager til en sådan tryghed.

Fremtidens system

Den bedste retssikkerhed på statsborgerskabsområdet ville vi opnå ved at ændre og forbedre grundlovens bestemmelser. Det er imidlertid formentlig helt urealistisk. Derfor foreslår vi, at det såkaldte naturalisationscirkulære – en politisk aftale mellem partier, der tilsammen udgør et flertal i Folketinget – ændres, så der skrives nogle faste kriterier for dispensation ind.

Embedsfolk bør derefter ud fra disse klare og objektive kriterier – for eksempel dokumentation ved lægeerklæring for, at ansøgere ikke kan bestå de krævede prøver – kunne tildele dispensation, så ansøgeren kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse. Processen vil naturligvis foregå under opsyn af det politisk valgte Indfødsretsudvalg, men uden at udvalget foretager egentlig enkeltsagsbehandling, som tilfældet er i øjeblikket.

Hvis det politiske flertal ikke ønsker at ændre naturalisationscirkulæret, vil vi appellere til, at politikerne ved fremtidige afstemninger om enkeltsager i det mindste udviser markant større forståelse for mennesker, der på grund af alvorlige handicap ikke har en chance for at bestå prøverne.

Rasmus Grue Christensen er direktør i DIGNITY.

Thorkild Olesen er formand for Danske Handicaporganisationer.