Fordomme om standup holdes i live af journalister, som nægter at få øjnene op for branchens rivende udvikling

Efter at være faldet over Informations artikelserie om dansk standups krisetilstand fik jeg lyst til at give mit besyv med. Godt nok har ingen bedt om det, men det stopper ikke mig.

Som komikere er vi efterhånden vant til, at vores branche bliver erklæret død eller døende i de danske medier. Det virker oftest som selve målet, når Information og Soundvenue skriver om dansk standup, eller da Berlingske i efteråret savede hele comedybranchen over i deres anmeldelse af Zulu Comedy Galla møntet på værtens høje antal af jokes under bæltestedet. Værten var skuespiller Lars Ranthe, og showet var skrevet af tv-folk. Ikke én standupkomiker havde været inde over.

Jeg må hellere starte med at sige, at jeg desværre må skuffe Informations kultursektion, Soundvenue og mediebranchens mellemledere. Dansk standup har aldrig haft det bedre. Det ville man også vide, hvis man gjorde sig den ulejlighed at lave lidt research.

Og ja, det er på trods af, at TV 2 Zulu ikke længere vil lege med os. Noget, som efter min mening er det bedste, der er sket for vores branche. Zulu har gjort helt enormt meget godt for dansk standup – noget, vi komikere skal være taknemmelige for. Men kanalens brand er jo, hvad det er, og det har uomtvisteligt smittet af på en comedybranche, som for længst er flyttet ud af drengeværelset og blevet til meget mere end de fordomme, som hersker blandt journalister og mediefolk.

Foretrukne underholdning

Vores publikum har aldrig været større. Ticketmaster udgav i 2019 en rapport, som fastslog, at det danske comedymarked består af plus en halv million danskere. Det er alligevel en slat.

Jeg tror aldrig, at der er blevet langet så mange comedybilletter over disken, som der gør nu, og når spillestederne mangler at fylde salene, ringer de til bookingbureauerne og siger: »Kommer I ikke med noget standup?!« Der har heller aldrig været mere diversitet i branchen, end der er nu. Vækstlaget med nye komikere er fyldt med farver, køn og seksualiteter af hele paletten.

Så hva’ fanden brokker jeg mig egentlig over?

Jo. Det er ikke, fordi at jeg håber eller regner med, at standup nogensinde bliver kulturelitens lille darling. Men det er sgu da pudsigt, at stort set ingen kulturkyndige mennesker gider at sætte sig ind i en af danskernes foretrukne former for liveunderholdning. I Informations interview med Torben Chris fik journalisten endda lige flettet ind i et spørgsmål, at hun ikke ville gide at se et standupshow. Noget, som man som mediebranchemenneske gerne siger højt og med stolthed. Også som kulturjournalist. Sejt.

Så vidt jeg kan tælle, har den danske journalisttand én anmelder, der rent faktisk ved noget om standup (skud ud til dig Torben Sangild ... og ja, jeg har talt Henrik Palle med), mens resten er folk, som gerne starter artiklen med at deklarere, hvor meget de hader standup eller går i svime over et callback (det at genbruge en punchline fra en tidligere joke), selv om det er det ældste trick i bogen. Kom nu igen!

Karaktermord på branchen

På den lysere side er DR begyndt at åbne lidt op for komikere på sendefladen. Men der er desværre stadig større chance for at se en fiktionsserie, der er et karaktermord på standupbranchen, end noget, som rent faktisk har noget som helst med dansk standup at gøre.

Jeg refererer til serien Too Sune, som udkom sidste år. En serie, som jeg selv medvirkede i. Jeg var lidt loren, da skaberne Sofie Diemer og Christoffer Prisholm kontaktede mig. Jeg ville nemlig sikre mig, at det ikke var endnu et forudsigeligt angreb på den danske comedybranche. Bevares, det er jo frit for dem at gøre, men så ville jeg hellere undgå at medvirke. De lovede højt og helligt, at det slet ikke var noget i den dur. Derudover vidste de egentlig ikke så meget om dansk comedy, så jeg tog endda en eftermiddag ud af kalenderen for at øse ud af min viden hen over en kop kaffe. For helvede, det var det mindste, jeg kunne gøre, nu når DR endelig ville skildre det danske standupmiljø. Hold kæft, jeg følte mig dum, da serien udkom.

Den største svinestreg, serien begik, synes jeg faktisk var imod de kvindelige komikere. Man havde valgt, at alle mandlige komikere i serien, ud over seriens hovedperson Sune (spillet af Nina Rask), skulle spilles af rigtige mandlige komikere, der spillede dem selv, mens seriens kvindelige komikere var fiktive karakterer spillet af skuespillere.

Om det er en ubevidst sexistisk fodfejl eller en kalkuleret beslutning, fordi det at vise de ’rigtige’ kvindelige komikere ville underminere hele seriens præmis, skal jeg ikke kunne sige.

Køn og comedy

Dette har smukt og elegant ledt os over til det klassiske spørgsmål: Hvorfor er der ikke flere kvindelige komikere?

Men det er der. Der er masser af dem. De er dygtige, de er hårdtarbejdende, og de er pissesjove. Skal jeg uddybe? Okay så.

Ja, der er flere mænd i standup. Men kvinderne er der også. Natasha Brock, Anne Bakland og Ane Høgsberg er eksempler på nogle kvinder, som alle for nylig har lavet fremragende onemanshow. Der går nok ikke alverdens tid, før Eva Jin kommer med et, og Linda P kender I jo allerede. Køb billetter til dem, næste gang I ser, at de er ude med et show. Basta.

Jeg skal ikke gøre mig 100 procent klog på, hvilke udfordringer de kvindelige komikere står over for, men jeg tør godt sige, at det bestemt ikke hjælper at ignorere deres eksistens som i Too Sune, eller når aviserne kører de samme historier igen og igen om standup som en drengeklub.

Mens mit indtryk er, at der er kommet meget mere fokus på at få kvinder på plakaten i show med flere komikere, så virker det, som om publikum til dels stadig mangler at få øjnene op for den kvindelige talentmasse. Ved I, hvad der afgør, om man kan leve af standup? At man bliver booket, og at man sælger billetter. That’s it.

Faktisk er 70 procent af det danske comedypublikum kvinder. Så kvinder (og mænd!), køb for helvede billetter til nogle kvinders show.

Der er sket rigtig meget med dansk standup de seneste år. Dansk standup er ikke perfekt, det er ikke for alle, og det er helt fint, hvis det heller ikke er for dig. Som alle andre brancher skal vi omstille os for at følge med tiden. Men standupkomikere er ikke et fodboldhold eller en organiseret branche. Vi har ikke engang nogen fagforening. Vi er individer, der udtrykker os forskelligt, med mange forskellige holdninger, og ligesom med musik er der forskellige genrer inden for standup.

Selvfølgelig er de fordomme, som hersker om standup i Danmark, også selvforskyldte, for hold kæft, hvor er der blevet lavet mange jokes om hængepatter gennem tiden. Men fordommen bliver i den grad holdt i live af journalister, som nægter at få øjnene op for en branche i rivende udvikling.

Det ville virkelig klæde dansk journalistik, at der var nogen, som ikke nødvendigvis anmeldte de danske onemanshows, men bare satte sig ind i dansk comedy med et åbent sind og den faglighed, som kulturjournalister har med sig. Og ja, nogle fordomme vil sikkert blive bekræftet, men I ville også få øjnene op for bredden blandt både komikernes udseende og materiale.

Så hvis du er én af dem, som synes, at det er cool at sige: ’Jeg kan faktisk ikke rigtig li’ standup’, mens du forklarer, at du engang har set et klip med en mandlig komiker fra 2004, der snakkede om hængepatter, så er du i mine ører lige så dum at høre på som én, der afskriver Artigeardit, fordi du engang har hørt Birthe Kjær.

Mikkel Klint-Thorius er standupkomiker