Lige så lidt som man kan være halvt gravid, kan man i kampens hede være halvt i krig og halvt i fred. Krigen er konkret.
Det russiske overfald på Ukraine får af samme grund ikke kun de sympatiserende magter til altruistisk at øge deres våbenleverancer til Kyiv.
Ikke så få i det producerende bagland tjener på offerviljen.
Det er én ting. Noget andet er betagelsen af den moderne teknologis drabsmetoder, der også her i landet synes at være følgesvend til bistanden trods astronomiske omkostninger bag leverancerne. For ikke at tale om den overordnede globale risiko. Fascinationen af våbnenes effektivitet overgår imidlertid betænkeligheder for deres følger. Ellers fredelige civilister slynger om sig med frygtindgydende navne og skræmmende tekniske data på de kostbare krigsmaskiner.
Militariseringen breder sig, retorikken skærpes, fakta forenkles og indlysende konsekvenser nedtones.
Aggressive reaktioner på forbehold over for nutidige tvivlsomme begreber som sejr og nederlag understreger kampviljen på andres vegne.
Endnu en gang så smukt, Georg Metz! Og så tragisk.
Vi har længe tænkt på, hvor mange menneskeliv, hvor meget destruktion af by og land, Putin's (ikke Ruslands) krig skal afføde, mens omverdenen blot kigger på uden at 'kunne' gribe ind?
NATO ville med sit 12 måneder lange højeste beredskab kunne slutte hele seancen på få dage, hvis ikke timer. Hvis Putin gør så meget som en millimeter anvendelse af sin raslen med atomtrusler, vil han være chanceløs, og det vil være det største selvmord i verdenshistorien. Men det ville være en 3. Verdenskrig, ingen ønsker. En slags Dommedag.
Hvorfor lader Vesten ikke bare Putin tage Ukraine? Det var jo alligevel en vis del af det Sovjetiske Imperie tilbage i historien? Har Vesten's imperialistiske provokationer siden 1990 tirret Putin til, måske som sin sidste præsidentielle handling - den, som vil bringe ham heltestatus i historiebøgerne - at genskabe Det Gamle Rige?
Tja måske - men uanset hvad skal det ikke være tilladt en despot, psykopat eller anden fysisk overlegenhed at handle imod et andet folks vilje og undertvinge sig det.
Her får Vesten sin næste store opgave med Kina og situationen i Singapore og senest Tibet. Pøj pøj - kineserne ved sandelig hvad der skal til, og får tingene gennemført.
Det sørgelige er, at 'oprustningens talefærdighed' accepterer voldsudøvelse som en del af vores normale liv, og at "Freden hænges til beskuelse som en naivistisk bemalet fastelavnstønde." (Fantastisk billede!)
Tak Metz for at bringe en sørgelig, tredimentional 'virkelighed' op på et sprogligt, poetisk plan!
Alt godt
Henrik Jandorf
Sporenstrengs er er Metz på banen når fredens tale er oppe i mod krigernes krigsliderlige idiosynkrasier om noget så dødt som smedet stål - Metz er uundværlig i tider som disse.
@Georg Metz
"I de 30 års fred siden Murens fald var det ikke letsindigt at nyde godt
af fredsdividenden, men en fornuftig forholdsvis enig disposition i
civiliserede nationer."
citat fra klummen
Skyldig - jeg var også begejstret for både Fredsdividenden og
Angela Merkels accept af Willy Brandts “Wandel durch Handel”
Men .... søde Georg, vi må bare erkende, at Verden ikke er så god.
Det er ikke noget at være stolt af, at dansk Forsvar i dag ligger i ruiner.
Vi kan ikke engang producere ammunition til egne tropper -
og spanierne, der ellers vandt udliciteringen efterfølgende
bare har droppet kontrakten.
Vi kan heller ikke være stolte over, at vi bare kiggede den anden vej,
da Georgien blev overløbet - eller da Krim blev annekteret.
Med "vi" mener jeg ikke, at Danmark helt selv skulle have ydet militær
assistance til f. ex. Georgien - det ville bare være et slag i luften,
som alle ville trække på smilebåndet af - men vi skulle have kæftet
mere og højere op i de fora, hvor vi er repræsenteret.
Det var trods alt klart for de fleste, at vi efterlod Georgien og Ukraine
i en meget farlig situation, da vi i 2008 ikke engang ville iværksætte
en Membership Action Plan for de 2 lande -
for slet ikke at tale om et medlemsskab.
https://www.information.dk/udland/2008/12/nato-holder-georgien-ukraine-hen
"Georg Metz: Når krigsretorikken skærpes, kommer vold til at virke som en normaltilstand"
Ja, det er yderst skræmmende - hvor fanden er vi på vej hen...?
Endnu engang...
Hvornår har man sidst hørt om klodens tilstand? Miljøet og dén slags. Nej, vel? Alle disponible midler bliver brugt på våben, så vi kan slå skallen ind på hinanden. Jeg har ikke høje tanker om menneskeheden.
Nu har jeg læst Metz' tekst to-tre gange, uden at være blevet overbevist om noget væsentligt, eller noget nyt.
Indlægget er på linje med Thomas Bredsdorffs lidt mere højrøstede i Politiken for en uges tid siden, i kort sammendrag: "vi" er i færd med at blive "frådende militarister" i den foreliggende situation, hvor vi leverer materiel støtte til Ukraine: humanitært med først og fremmest militært.
( https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9208153/På-bare-et-år-er-vi-blevet-frådende-militarister )
Hverken Bredsdorff eller Metz præsenterer en politisk analyse, men derimod en refleksion over følelser, og de er også vigtige, ja uomgængelige. Så lad os tale lidt om dem.:
Det er overhovedet ikke mit indtryk at folk i almindelighed - jeg kunne have skrevet "danskerne", men det udtryk blir skamredet politisk af højrefløjen inkl. Socialdemokratiet – går rundt og glæder sig over at være indirekte med til at føre krig i Ukraine mod den putinske agression, ej heller at vi interesserer os mere end relevant er for de militære detaljer i den forbindelse. Måske føler vi en vis stolthed over at vi yder hvad vi nu kan – hvis det ellers er hvad vi gør? – men den stolthed er snarere negativt bestemt: det ville være for flovt at vaske sine hænder og lade være. Eller hur?
Og ja, vi/jeg glæder mig/os over ukrainsk fremgang og russisk tilbagegang. Det ser jeg ingen grund til at skamme mig over.
At krigen bør slutte med forhandlinger og fred, er vi alle enige om. Men som Timothy Garton Ash blev citeret for i gårsdagens Information: en holdbar fred kan kun tænkes hvis Ukraine kan forhandle ud fra en klar styrkeposition. Desværre.
Så meget om følelser. De er nu engang bedst hvis de forholder sig til realiteter. Hjertet varmt og hovedet koldt, som det hedder. Mon ikke Metz vil være enig, i grunden?
“Realiteter”? Hvor mange er af dem? En del. F.eks er der denne realitet: hvor meget af Ukraines befolkning skal være dræbt, lemlæstet, fordrevet? Hvor meget af Ukraine skal være smadret før ?- før ?- før Putin har trukket sig tilbage? Zelenskij har ‘’vundet”(dvs ikke er blevet afsat) . Stort set er Ukraine identificeret med Zelenskijs tv-taler til udlandet. Har resten af Ukraine en stemme?
Kan Christen Thomsen eventuelt forklare hvor han vil hen med sit indlæg? Ud over det, undskyld, indlysende, at krigen går hårdt ud over Ukraines befolkning. Det vidste vi vel nok. Og hvem har skylden?
Metz opsummerer sin klumme således: "Oprustningens talefærdighed forvrider mentaliteten og får os til at acceptere forberedelsen til militær voldsudøvelse som noget, der er helt normalt" ("appetitvækkeren" under overskriften.
Jeg var mere end overrasket over at det ikke var møntet på Putin og russerne, for er der nogen der har SVINET med økonomiske ressourcer til oprustning (mindst) siden 2007, hvor han begyndte at skabe sig over NATO-pagtens medlemskritetier, så er det Putins Rusland.
Jeg skal vare mig for at slå Metz i hartkorn med højrefløjens EU- og NATOhadere, jeg har fulgt med i hvor godt og grundigt han har kritiseret netop disses manipulationer og dobbeltmoral!
Men jeg kan ikke slippe oplevelsen af fælles tendens med de udtalelser Marie Krarup leverer ad libitum bl.a. om at regeringen i Kiev (som jeg tror hun ville skrive Ukraines hovedstad) har ført krig mod befolkningen i Donbas siden 2014, hvilket i det mindste er en særdeles omdiskuteret påstand.
Derfor er det også chokerende at læse en argumentation, der vanskeligt kan forstås som en støtte til et land, der er blevet overfaldet!
Vi får at vide at det er rustningsindustrien, der står bag, at danske officerer, der bliver brugt til at levere faglige kommentarer i TV, "optræder i kampuniform" (det er faktuelt forkert), og senere at det er "En eksofficer i muskelpumpet maskulinitet (der) interviewer andre folk af faget" etc.
Metz ser måske ikke de (særdeles) civilt påklædte historikere og politiske videnskabsfolk fra DIIS og Forsvarsakademiet, der også benyttes flittigt i visuelle nyhedsmedier, for ikke at tale om freds(!)forskere fra danske og svenske universiteter?
Metz har al ret til at foragte militærvæsen og de folk der er beskæftiget der.
Problemet i den indstilling er, at denne foragt preller totalt af på den aktuelle (muskelpumpet maskulinitetsdyrkende) aggressor i Europa - ligesom den har prellet af på alle andre aggressorer i tidens løb uanset hvilke krigseventyr, de har afstedkommet (og det véd Metz til overflod selv)!
Jeg glæder mig til - fortsat - at læse og nyde Metzs kloge klummer om dansk kultur. Denne her falder helt udenfor den skive jeg forventer at Metz opererer med.
@Henrik Jandorf: Jeg er lidt interesseret i at høre mere om hvilken situation i Singapore du tænker på?
Iøvrigt er det lidt morsomt, at Metz kommenterer et program i radioens P1 (altså DR) med bemærkningen "En eksofficer i muskelpumpet maskulinitet (der) interviewer andre folk af faget".
Hvordan lyder "muskelpumpet maskulinitet"?
Måske denne kronik fra Altinget, 13. februar 2022, kan bidrage til at få brikkerne til at ligge nogenlunde rigtigt, også hos Metz (Marie Krarup og konsorter er hinsides nogensomhelst form for rækkevidde): https://www.altinget.dk/artikel/historiker-og-rusland-ekspert-ja-det-er-....
Metz forklarede sidste år at Putin var i sin gode ret til at have lydige bufferstater og Nato provokerede russerne med medlemsstater som Randstaterne. Militarismen i vest er resultat af russernes angreb, og angrebet begrundet i samme logik som anført af Metz i februar sidste år. Det er der desværre ikke megen Anders And i, men onkel Joakim skal nok score kassen.
@Torben Siersbæk:
Historisk baggrundsviden er altid relevant og oplysende. Tak for linket. Jeg vil gerne tilføje at i sin bog The Great Chessboard fra 1997 skrev Zbigniew Brzezinski, tidligere sikkerhedsrådgiver for USAs præsident, at USA på et tidspunkt ville komme til at føre en proxi-krig mod Rusland i Ukraine, spørgsmålet var hvornår. Desuden advarede han mod at skabe en situation i hvilken Rusland, Kina og Iran ville blive spillet i hænderne på hinanden som sammensværgne.
@Torben Siersbæk:
Historisk baggrundsviden er altid relevant og oplysende. Tak for linket. Jeg vil gerne tilføje at i sin bog The Great Chessboard fra 1997 skrev Zbigniew Brzezinski, tidligere sikkerhedsrådgiver for USAs præsident, at USA på et tidspunkt ville komme til at føre en proxi-krig mod Rusland i Ukraine, spørgsmålet var hvornår. Desuden advarede han mod at skabe en situation i hvilken Rusland, Kina og Iran ville blive spillet i hænderne på hinanden som sammensværgne.
@Hans Martens - 26. februar, 2023 - 08:12.
Ja - Zbigniew Brzezinski var en meget citeret sikkerhedsrådgiver for Jimmy Carter og tidligere også en del af Lyndon Johnsons administration.
Med sin personlige polske baggrund - endda født i det nuværende Ukraine - og med sin aktive karriere solidt plantet i den kolde krig, er hans stærke interesse i regionens udvikling og sikkerhedsproblemer særdeles forståelig.
Jeg har det dog sådan at med den hærskare af tidligere sikkerhedsrådgivere og andet godtfolk fra svundne føderale administrationer i USA, der udgiver deres tanker og forudsigelser om verden, så kan man finde forudsigelser om snart sagt hvad som helst. De kan ofte være interessante at lytte til, men man skal vare sig lidt for at lægge for meget vægt på deres forudsigelsers styrke.
Livet leves jo forlæns (med et forslidt Kierkegaardcitat).
Det er ofte mere interessant at læse deres gennemgang af store forandringer, de har været (mere eller mindre) involveret i.
Eksempelvis - off topic - er der mange spændende informationer om Tysklands genforening i
"Germany Unified and Europe Transformed: A Study in Statecraft" (1995) af Condolezza Rice og Philip Zeliko. Den har jo intet med Ukrainekrigen at gøre, så aktuel relevans har den ikke...
@Torben Siersbæk:
Min pointe med at nævne zbigniew Brzezinski er at vise at krigen, der nu udspiller sig i Ukraine, ikke burde komme som nogen overraskelse for de indviede. Den har været forventet siden Sovjetunionen blev til en reduceret føderation. Uden Ukraine som integreret del føler Rusland sig amputeret. Derfor ser Rusland krigen som en overlevelsesmanøvre. De var ved at se Ukraine gå samme vej som de tidligere østeuropæiske satellitstater, altså mod EU og Nato. Det være sagt ikke som en undskyldning for deres handlinger, men som forklaring på hvorfor det sker og åbenbart måtte ske.
At Brzezinski er polsk giver ham endnu en god grund til at interessere sig for emnet. Derudover har han været med i indercirklen for sikkerhedsbeslutninger i mange år.
Uanset hvad så er Zbigniew Brzezinski ikke nødvendigvis indehaver af den endegyldige sandhed, hvilket også gælder for hans forgængere og efterfølgere.
Hvis nogen igen og igen advarer om at der lige om lidt indtræffer et stort jordskælv i Californien rammer vedkommende plet.
International politik - herunder ikke mindst forekomsten af konflikter - er nok lige så komplekst som udløsningen af spændinger mellem kontinentalplader. Og den har tilmed et (irrationelt?) menneskeligt element.
Alle lande forsøger at aflæse muligheder for dem og trusler imod dem i deres forhold til omgivelserne, og tilrettelægge sin politik derefter.
Det er indlysende, at en paranoid russisk ledelse vil påstå, at beslutninger i tidligere sovjetrepublikker og tidligere USSR-besatte "selvstændige" stater i Østeuropa om at søge medlemskab af EU og NATO, vil kunne fremstilles som den ideligt påståede aktive amerikanske politik om "inddæmning" af Rusland.
Hvis der faktisk er en paranoid ledelse i Rusland vil den skabe sig tosset over at lande, der tidligere fik truffet alle deres beslutninger i Moskva, beslutter selvstændigt, så er det nærliggende for den at spilde uendelige ressourcer på militær oprustning - og blande sig i konflikter eller endda selvstændigt at starte konflikter.
Hvis ledelsen i Rusland ikke er paranoid vil den snarere søge at etablere og udbygge et samarbejde med omverdenen, som det også var tilfældet mellem Rusland og NATO i perioden 1997-2014.
Rusland har åbenlyst valgt konfliktruten.
Ruslands følelse af at være amputeret er relevant for den russiske ledelse - for dens opfattelse af verden.
Ruslands følelse af at være amputeret er til gengæld ikke nogen (internationalt) legal grund til at forsøge militært at diktere et andet lands - Ukraines - internationale forhold, ligesom det ikke giver landet legal adkomst til at bestemme et andet lands interne organisation og løsninger.
Og det kan Brzezinskis erindringer heller ikke bidrage til.
@Torben Siersbæk: Jeg er for så vidt enig med dig i det du skriver. Som jeg også skrev i mit indlæg er det ikke nogen undskyldning for Ruslands krigeriske fremfærd.
Mit indlæg drejer sig udelukkende om at påpege at den krig, der udspiller sig i Ukraine ikke er kommet ud sf den blå luft, som en gal mands værk, men er blot et logisk led i en række af beslutninger , hvis konsekvenser var kendt på forhånd.
Brzezinskis analyse er ikke erindringer, men blev skrevet i 1997. På det tidspunkt og sidenhen er der mange ledende politikere, der er blevet ‘forført’ af Putins tilsyneladende tilnærmelser til, mest økonomiske, og forståelser for vesten. Nu viser han sine og store dele af den russiske elites sande interesser.
@Hans Martens.
Efter min opfattelse er der intet i international politik, der sker med nødvendighed!
Begivenhederne er resultatet af menneskelige beslutninger - som kan falde ud på flere måder.
Derfor er jeg helt uenig i at krigen er "et logisk led i en række af beslutninger , hvis konsekvenser var kendt på forhånd".
Ansvaret for krigen ligger hos den person - Putin - der har givet ordren om at Ruslands militær skulle angribe Ukraine. Jeg tror ikke at jeg har udtalt mig om Putins mentale helbred, selv om jeg har mine meninger om manden.
Hvilke vurderinger af omverdenens udvikling, der har været dominerende i den russiske politiske og militære ledelse, og hvilke elementer i den udvikling, der har været væsentlige, kan vi gisne om, men som jeg ser det globale perspektiv er en af Ruslands officielle begrundelser - at NATO er i færd med at inddæmme Rusland - forkert.
Uanset hvad den reelle begrundelse (eller grund) er, rækker den heller ikke for mig til et fuldtonet militært overfald.