I fredagens Information afmonterer Matthias Dressler-Bredsdorff og Dominique Routhier det sociografiske billede, der fremstilles i Glenn Bechs manifest Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. Ifølge skribenterne hviler Bechs analyse på en falsk modsætning mellem folket og eliten, byen og landet og har et overdrevet fokus på den forblændede københavnske woke-middelklasses symbolske vold mod arbejderklassen. Vi har med andre ord at gøre med et stykke litteratur, der er bærer af det, der engang hed »falsk bevidsthed«. Og det er farligt.
Kommentar
Glenn Bechs klassemanifest er et forsvar for den storby, vi alle har ret til
Fra et uligheds- og klasseperspektiv kan storbyernes rolle næppe undervurderes. Og både Glenn Bech og Thomas Korsgaard aktualiserer en, måske lidt glemt, kernesocialistisk kamp, nemlig ’retten til byen’

Debat
10. februar 2023
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
Men der er vel også en vis retfærdighed i, at de, der i forvejen stammer fra et sted, har lettest ved at finde en bolig dér?
Det er nogle meget interessante diskussioner og perspektiver Glenn Bech s værker har vagt trods hans " mangel" af social klasse analyser, særlig "retten til by".
Jeg kan selvfølgelig ikke lade være at sammenligne Bechs værket med Edouard Louis, alias Eddy Bellegueule s værker.
Det der karakteriserer Edouard Louis s bøger er hans klassebevidsthed og forskellen i det der bliver kaldt den kulturel kapital. Edouard Louis er meget bevidst om kulturel kapitals forskellighed når han bliver konfronteret med andre sociale klasser i sin metamorphosis og ser dem som symptomer, udtrykker for klassesamfund og et af midler til at fastholde den.
Man bebrejde Bech i grunden om at ikke være klassebevidst nok så vil jeg spørge meget enkelt: hvem er det i Danmark?
Det er nemmere for en Edouard Louis at være, være blevet klassebevidst i et samfund som det franske samfund hvor sociale klasser begrebet og sociale klasser kampen er stadigvæk en eksisterende fortælling både i fagbevægelsen og på venstrefløjen i modsætning til Danmark hvor denne fortælling er blevet udslettet tak være socialdemokratiet for at give plads til en fortælling om det ideelle sociale demokratiske projekt hvor alle har adgang til middelklassen og social opstigning og lever i et lykkelig harmoni med overklassen og dem der har produktions middler.
Men denne fortælling holder ikke som både Bech, Korsgaard og litteratur og musik fra ghettoer viser.
Nu vil Socialdemokratiet gerne omfavner disse markører men det er et umulighed som viser det nuværende politiske situation socialdemokratiet har ført os til nu!
Hvilken retfærdighed er der i det, Steffen?
Utroligt velskrevet analyse Christian. Så præcist. Og så negligeret.
Ingemaj Lange, det er beskæmmende at læse, at vi åbenbart er vendt tilbage til vilkår for minoriteter, som vi var godt og vel ved komme ud af i min barndom, og som vi i senfirserne og halvfemserne helt sikkert havde forladt: bøsser og lesbiske kunne uden mere end almindeligt besvær bosætte sig stort set overalt i riget.
Men åbenbart er der steder i Jylland, hvor den er gal endnu, og ikke kan klares med en togtur til Aarhus eller Odense.
Og man kan da også iagttage, at det er gået tilbage: de mange lokale fællesskaber rundt omkring i landet er ét for ét lukket og har centraliseret homomiljøet i København - der er faktisk ikke længere de aktiviteter, som langt op i tiden sikrede homoliv landet over. Det er nok snarere værd at begræde.