Hvad er det, vi analyserer, når vi analyserer vores egen klasse? Os selv, samfundet – en mellemting? Sådan spørger Matthias Dressler-Bredsdorff og Dominique Routhier i »Uhellige alliancer« i fredagens Bogtillæg. Det tjener som indledning til en længere analyse af Glenn Bechs bog Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet.
Efter at have læst »Uhellige alliancer« får man lyst til at stille samme spørgsmål til Dressler-Bredsdorff og Routhier. Deres læsning baserer sig dels eksplicit på Marx, der privilegerer konflikten mellem kapitalistklassen og arbejderklassen, dels implicit på Bourdieu, der komplicerer samfundsanalysen med begreber som felter, positioner samt kulturelle, sociale og økonomiske kapitalformer.
Med denne teoretiske bagage – samt ganske få faktiske citater fra Bechs bog, stort set kun taget fra begyndelsen og fra bagsideteksten – kommer Dressler-Bredsdorff og Routhier hurtigt til konklusionen: Bech kæmper den forkerte klassekamp og er dermed en klasseforræder. Nok fortæller han om sin mors enlige kamp for familiens overlevelse, men hun er kun en »pladsholder« for en romantiseret model af den socialdemokratiske vælger, og hun bekræfter tillige, at »den paradigmatiske arbejder er hvid, sjældent brun«.
En marxistisk kritik i bourdieuske klæder
Det er allerede så letkøbt og fordomsfuld en kritik, at man kommer til at tvivle på, om Dressler-Bredsdorff og Routhier egentlig har læst Bechs bog. Lige så meget som bogen er en kritik af intellektuel snobbisme og abstrakt identitetspolitik, er den et hyldestskrift til en meget konkret heltinde, til Mutti, Glenn Bechs mor.
Dressler-Bredsdorff og Routhier mener videre, at Bechs historie som provinsbøsse er et slidt narrativ, endnu en runde i »et velkendt nationalt karaktergalleri«, hvor Inger Støjberg og Mette Frederiksen bekæmper eliten med henholdsvis kage og makrelmad. I stedet burde Bech have leveret »reel kapitalismekritik« og inkluderet klimaet og »forarmede underbetalte arbejdere i det Globale Syd«. Glenn Bech skulle med andre ord have skrevet en helt anden bog.
Heller ikke Bourdieus bøger synes at have efterladt noget blivende indtryk hos skribenterne. Mens de altså flittigt jonglerer med bourdieuske begreber, misforstår de selve logikken i Bourdieus analyseapparat. Således kritiserer Dressler-Bredsdorff og Routhier Bech for ikke at basere sin analyse på, at »der findes to klasser, som har modsatrettede materielle og økonomiske interesser«, men i stedet tager udgangspunkt i, at »der findes to klasser, som har forskellige privilegier og forskellig smag«. Dressler-Bredsdorff og Routhier fastholder, trods de bourdieuske klæder, en klassisk, marxistisk læsning, i hvilken den førstnævnte økonomiske konflikt er den primære, og en konflikt i ethvert andet felt kun er »symptom« på den første konflikt.
Dette er en eklatant fejllæsning af Bourdieu, hvis vigtigste kritik af Marx netop er, at der er mange flere felter end det økonomiske felt, som kapitalismens produktionsformer og ejerskab udgør, ligesom der findes flere kapitalformer. Og vigtigere endnu: Intet felt dominerer et andet.
Den kulturelle overklasse forvandler sine kulturelle koder med et fingerknips
Konflikterne i feltet afgøres af fordelingen af økonomisk, kulturel og social kapital. Her kan en stor mængde kulturel kapital være præcis lige så magtfuld som en stor mængde økonomisk kapital. Kapitalformerne kan endda i et vist omfang veksles, man kan for eksempel købe kunst og begynde at interessere sig for kostbar, det vil sige ’smagfuld’, vin etc. og dermed et stykke ad vejen købe sig til kulturel kapital.
Uden at have forstået disse forhold kan Dressler-Bredsdorff og Routhier heller ikke forstå Glenn Bechs rejse fra Horsens til København. Nægtet økonomisk og kulturel kapital under sin opvækst som han var, har Bech i rollerne som homoseksuel, intellektuel og forfatter senere i livet opbygget en stor mængde kulturel kapital, som han – i toget på vej til København – forestiller sig skal skaffe ham anerkendelse.
En drabelig fejltagelse. For alt imens den unge Glenn sidder forventningsfuld i toget, forvandler den kulturelle overklasse, som Dressler-Bredsdorff og Routhier i øvrigt tydeligvis tilhører, med et fingerknips deres kulturelle koder. På den måde når en homoseksuel fra Horsens at blive en gammel hvid, privilegieblind mand, inden han overhovedet ankommer og når at blive anerkendt som homoseksuel og forfatter i hovedstaden.
Plastikposer fra Netto og en upassende tattoo
Blandt Københavns progressive avantgarde handler de underprivilegeredes kamp ikke længere om forfulgte bøsser fra Horsens, men om »sorte, farvede, queer, trans, mentalt sammenbrudte og andre levede klasseperspektiver«. Kursiven er Dressler-Bredsdorff og Routhiers egen, og den skal angive, at Glenn og Muttis liv i kontrast hertil ikke er levede, men alene, i al deres hvid- og velkendthed, repræsenterer noget »paradigmatisk«, det vil sige en tom form.
Desværre for Dressler-Bredsdorff og Routhier har de, hvad angår beskrivelsen af forholdet mellem virkeligt levet liv og abstrakte menneskers akademiske fantasiverden, i Glenn Bech mødt deres overmand. Læs selv den brillante kontekst for den person, der på bogens bagside kommer vraltende med plastikposer fra Netto og alene derved krænker den kulturelle overklasse. Måske er vi på Østerbro, måske på Sorbonne, måske i St. Kongensgade:
du er rektor på et kunstakademi
du opkøber ejendomme, selv bor du på Manhattan
også lidt i Basel og på Sicilien
på væggene hænger sjældne malerier
FOREIGNERS, PLEASE DON’T LEAVE US ALONE WITH THE DANES
i hjørnet står et flygel
dit barn går på privatskole
han taler fem sprog, lærer et sjette
man skulle tro det var løgn, det er det ikke
du har oplyst knægten om Black Lives Matter og LGBT+
eller måske snarere oplært i end oplyst om
hans hår skal være langt, du opfatter det som en kompliment når
han aflæses som pige eller andet, men sommetider, hvis du er
stresset eller skal demonstrere en pointe, flipper du gerne ud på vedkommende, også gerne offentligt
[…]
hvad er det så jeg vil sige med alt dette
andet end at jeg, personligt, aldrig kommer til at læse lektier hos et sådant menneske
som med denne baggrund
stadig føler sig krænket over personen der kommer vraltende der
med plastikposer fra Netto
og en upassende tattoo
Fordi Glenn Bech skriver om henholdsvis Horsens og sin mor, og ikke om det Globale Syd og brune arbejdere, ender han, ifølge Dressler-Bredsdorff og Routhier, med en mislykket politisk analyse. Det lykkes dermed kritikerne helt at undvige at tage stilling til selve anliggendet: en kunstnerisk gennemført kritik af både kulturel og økonomisk undertrykkelse i Danmark.
Og frem for alt: Bech skal lydigt bøje sig ned, læse sine lektier og lade sig belære. Præcis som han i øvrigt skulle af sine plageånder i Horsens. Forfatterne mener at hans historie er »velkendt«, og at han dermed, må vi antage, skulle have holdt sin kæft – hvilket sikkert ordret er, hvad han fik at vide i Horsens. Dermed indtager Dressler-Bredsdorff og Routhier selv rollen som netop den kulturelle overklasse, der ser ned på samfundstaberen Glenn Bech. Det er ham, måske forklædt som fortællerstemmen i Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, der kommer vraltende ud af Netto med Mutti og tattoos.
Med deres kritik viser Matthias Dressler-Bredsdorff og Dominique Routhier, at Glenn Bechs analyse er relevant, helt uanset det forhold at den ikke er forstået af dem, den handler om.
Bent Meier Sørensen er professor i filosofi og ledelse, Handelshøjskolen. Og gift med Ida Auken (S), der også i artiklen »Uhellige alliancer« nævnes som eksempel på socialdemokratisk omfavnelse af Glenn Bechs bog Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet
Så enige, tak for en så velformuleret og indigneret demonstration.
Problemet med Routhier og Dressler-Bredsdorff er deres mangel ydmyghed!
De er så privilegerede, at de slet ikke kan se hvor blinde de selv er ;)
Men Glenn Bech kommer jo netop til at bekræfte sin egen indmeldelse i kredsen af hvide cismænd, ikke mindst i kraft af sin opfattelse af skuffet entitlement.
Som klinisk psykolog kan han ikke være blind for de døre, han åbner på vid gab for en freudiansk læsning af bogen, men måske burde han mere sociologisk have rakt ud imod Foucault og forståelsen af, hvorfor så mange unge mænd - og efterhånden også kvinder - med en baggrund mere eller mindre parallel til ham selv - flygter igennem social opstigning.
Der er jo én, der er gået forud, nemlig Peer Hultberg, der også havde dele af sin barndom, som adopteret, i Horsens, men dog gennemlevede den senere barndom og ungdom i Viborg. Hultberg blev en berømt forfatter og dramatiker, var en anerkendt slavisk filolog, men uddannede sig også senere som en meget søgt psykoanalytiker. Posthumt udkom en særdeles kritisk selvbiografi, der også gik voldsomt i rette med omgivelser, der tvang ham til flugt, geografisk og socialt.
Omdrejningspunktet synes for alle os med den historie et tilflugtssted i litteraturen, som læsere, men måske endnu mere med biblioteket som et sted at udfolde socialitet. Med lidt held lykkes det så at finde relevant litteratur, der kan stive personligheden af og give en referenceramme, som de yngre generationer dog kan komme meget lettere til igennem sociale medier.
Steffen Gliese,
"Sin egen indmeldelse i kredsen af hvide cismænd, ikke mindst i kraft af sin opfattelse af skuffet entitlement"
--
Det er sgu noget af en udmelding om et andet menneske.. Særligt fascinerende er det, at du tillader dig blot at konstatere dette - helt uden videre begrundelse - som om det var den mest naturlige konklusion af alle, at nå frem til..
Det har sgu været fascinerende at bevidne dette nysprogs hjernevaskende effekt på selv relativt begavede mennesker, de sidste 5-10 år... :)
Nu er det således, Torsten Jacobsen, som jeg vist også gør rede for, at jeg selv har været en parallel historie igennem.
Der er også en forståelig opfattelse af forræderi blandt mange bøsser især, fordi kønsdebatten er bredt ud. Der er ikke nødvendigvis sammenfaldende interesser, men i det mindste bør man ikke strides.
Der er intet hjernevaskende i 'den ny klarhed', den handler bare om, at nogen ikke længere vil finde sig i at blive holdt udenfor på baggrund af noget, som andre reelt bare skal blande sig fuldstændig udenom.
Glenn Bech er interessant som forfatter, han er interessant som den debattør, som endelig hæver røsten for alvor på proletariatets vegne, selvom det formodentlig er derfra, han har mødt mindst forståelse i sin opvækst; men lad være glade for, at han i stedet har bevaret solidariteten og ikke som så mange andre i de seneste årtier har lagt distance til og opdyrket en foragt for deres rødder, efterhånden som de selv avancerede.
Bravo!
Bent Meier Sørensen gør følgende til en afgørende pointe i sin argumentation mod Matthias Dressler-Bredsdorff og Domique Routhier:
"Blandt Københavns progressive avantgarde handler de underprivilegeredes kamp ikke længere om forfulgte bøsser fra Horsens, men om »sorte, farvede, queer, trans, mentalt sammenbrudte og andre levede (kursiv i BMS' tekst) klasseperspektiver«. Kursiven er Dressler-Bredsdorff og Routhiers egen, og den skal angive, at Glenn og Muttis liv i kontrast hertil ikke er levede, men alene, i al deres hvid- og velkendthed, repræsenterer noget »paradigmatisk«, det vil sige en tom form."
Det mærkelige ved Meier Sørensens insisterende nærlæsende tolkning er bare, at ordet "levede" IKKE står i kursiv i Dressler-Bredsdorff og Routhiers tekst
Steffen Gliese,
Jeg savner en grundlæggende respekt for, at det sprog som du og andre finder meningsfuldt beskrivende, måske ikke har universel appel..
Jeg frastødes af den totalitarisme, som behersker en så ideologisk betinget epistemologi..
Længere er den i grunden ikke..
---
*Epistemologi og ontologi, burde der rettelig stå..
To overordnede begreber om klasse og identitet kommer let til at stå over for hinanden som modsætninger i debatten. Et primært marxistisk orienteret og et foucaultsk (eller måske snarere butlersk?) orienteret. Hvorfor skal de to former for forståelse nødvendigvis stå over for hinanden som et Enten - eller?
Hvad med i højere grad at forsøge at forene dem? At finde en form for fælles platform, hvor der er plads til kritik af såvel økonomisk, social som kulturel undertrykkelse?
Langt hen ad vejen præsenterer Bourdieu, for mig at se, en sådan platform.
Da jeg var ung i slutningen af 1960 erne og begyndelsen af 1970erne, var den venstreorienterede debat præget af marxistiske floskler, og dens repræsentanter førte sig typisk frem på en hysterisk og autoritær måde som det nye herrefolk, og mange af dem endte senere som det, der blev kaldt "kystbanesocialister".
For "kystbanesocialisterne" var forestillingen om arbejderklassen ikke det samme som en egentlig interesse for arbejderklassen, men en måde at føre sig frem på til en ny elitestatus på (ikke mindst ved at skaffe sig stillinger på universitetet).
Men det er vel ikke Marx, Bourdieus, Foucaults eller Butlers intellektuelle fejltagelse, at skiftende tiders unge bruger i tiden velvalgte teorier til, på en ofte hysterisk og ensidig måde, at føre sig frem som retmæssige arvtagere til førende intellektuelle positioner?
Bjarne Toft Sørensen,
En form for svar til dit spørgsmål findes her:
https://www.youtube.com/watch?v=pnog1ExGZNc
Måske fordi det bliver stadig mere svært at overse, at den ene diskurs har som sit primære mål - ironisk nok - at undertrykke den anden..
Tak for de meget engagerede kommentarer, der viser at man her tydeligvis læser teksten før man kommenterer!
Også tak til Mads Madsen for en skarp iagttagelse, nemlig at 'levede' ikke står i kursiv i avis-udgaven. Det tænker jeg du har ret i, men min nærlæsning skyldes, at jeg alene havde adgang til Dressler-Bredsdorffs og Routhiers oprindelige indsendte tekst til avisen. I denne version står ordet 'levede' faktisk i kursiv.
Debatten levede i øvrigt videre til Politikens prisfejring af Bech.