Mange kvinder får fødselsskader, derfor skal der indføres gratis genoptræning

I forbindelse med fødslen af mit første barn fik jeg en skade, jeg aldrig havde hørt om før: en underlivsprolaps.

Jeg er åbenbart ikke alene. Alligevel er fødselsskader som underlivsprolaps forbundet med skam, uvidenhed og manglende opmærksomhed fra sundhedsvæsenet. En holdning, som jeg tror meget vel kan være symptomatisk for vores opfattelse af efterfødselskroppen i det hele taget. Det burde være anderledes. Gratis genoptræning og fysioterapi efter en fødsel gennem det offentlige sundhedsvæsen ville være et skridt i den rigtige retning.

Jeg havde forventet, at mit underliv så anderledes ud efter fødslen. Men jeg havde hverken forventet eller hørt andre tale om det syn, som mødte mig, da jeg et par uger efter fødslen af mit første barn satte mig med et spejl mellem benene. Det var bestemt ikke første gang, jeg undersøgte mig selv, og ud over ren nysgerrighed havde en ukendt fornemmelse af tunghed fået mig til at gribe ud efter spejlet. Jeg gik rundt med en konstant fornemmelse af, at en tampon var sat ikke helt langt nok op og derfor hang et stykke ud af skeden.

Ved skedeindgangen så jeg en stor bule. Den kom indefra og bulede ud fra åbningen. Jeg kunne ikke regne ud, hvad det var, jeg så. Arret fra sammensyningen efter klippet, som jeg havde forventet var det mest markante, var ingenting sammenlignet med bulen. Jeg lagde spejlet væk, fik rejst mig med mit ømme bækken og forsøgte at glemme synet.

Effekterne af underlivsprolaps

Fornemmelsen af den dårligt opsatte tampon fortsatte. Jeg bad min kæreste se med, næste gang jeg fandt spejlet frem, og med tydelig stemme sagde han: »Det synes jeg, du skal få din læge til at se på. Sådan skal det ikke se ud.« Han bekræftede min egen fornemmelse, og det gav mig det sidste skub. Jeg ringede til mit lægehus og forklarede en læge, hvordan det føltes og så ud i håbet om at få en akuttid samme dag. Han kunne ikke genkende noget ud fra min beskrivelse, men gik modstræbende med til at give mig en tid hos min egen læge dagen efter.

Min egen læge konstaterede en cystocele. En underlivsprolaps eller nedsynkning af blæren. Bindevævet i skedevæggen er blevet så svækket af enten graviditeten eller fødslen, at det ikke kan holde på min urinblære, som ligger på den anden side af skedevæggen fortil. Det var med andre ord min skedevæg, tynget ned af min urinblære, som jeg kunne se ved skedeindgangen.

Efterfølgende har jeg læst mig frem til, at omkring 50 procent af alle kvinder, som har født, har en underlivsprolaps, også selv om mange ikke er klar over det. Prolapserne kan ramme vævet omkring forskellige organer – blæren, endetarmen, tyndtarmen og livmoderen – og kategoriseres i fire grader. Lidelsen bliver ikke betegnet som farlig eller livstruende, men efter selv at have pådraget mig en er jeg helt sikker på, at det er noget, som fylder utrolig meget hos rigtig mange kvinder.

Ud over den konstante fornemmelse af tunghed kan en underlivsprolaps medføre fysisk smerte og have konsekvenser som inkonsistens og for, hvordan man må træne og løfte, ligesom det kan betyde mentale udfordringer i forhold til samleje, fremtidige graviditeter og helt grundlæggende kropsfornemmelse. Så det undrer mig, at jeg aldrig havde hørt om underlivsprolaps, før jeg lå på lægens briks og hun med stor selvfølgelighed konstaterede det på min egen krop.

Lægen bad mig lave knibeøvelser og slå koldt vand i blodet, og hvis det ikke blev bedre, kunne jeg måske blive opereret. De ord beroligede mig overhovedet ikke, og jeg stod tilbage med spørgsmål og skrækscenarier. Jeg endte med at opsøge en privatpraktiserende fysioterapeut med speciale i bækkenbund, en såkaldt gyn-obs-fysioterapeut. For egen regning, vel at mærke.

Fysioterapeuten tog sig god tid til at lytte til min fødselsberetning og til de gener og tanker, jeg gik rundt med. Hun gennemgik de forskellige muskler i bækkenbunden og funktionen af dem hver især, mens jeg sad og ammede mit lille barn. Hun konstaterede det samme som lægen og undersøgte styrken i mine bækkenbundsmuskler og min knibeteknik. Undervejs satte hun roligt og sagligt ord på det, hun så og mærkede, og satte forbindelser mellem figuren, hun havde gennemgået, og mit eget underliv. Efter undersøgelsen gav hun mig en række øvelser, anbefalinger til vandladning og rådgav mig i forhold til videre træning, som jeg også selv har betalt for.

To efterfødselserkendelser

Min egen oplevelse med en efterfødselskrop har efterladt mig med to erkendelser. For det første kan efterfødselskroppen være medtaget i langt højere grad og på flere måder, end jeg vidste. For det andet er efterfødselskroppens skavanker og skader forbundet med skam, usynlighed og stilhed. Jeg har tænkt længe over, hvorfor det er sådan, og hvorfor vi ikke allerede prioriterer at genopbygge de kvindekroppe, som bliver nedslidte og ødelagte af graviditeter og fødsler.

Jeg tror, at vores syn på efterfødselskroppen siger meget om vores syn på det reproduktive arbejde, det omsorgsarbejde, der ligger i at undfange, skabe, bære, føde og tage vare på et barn. Jeg er blevet mødt med en masse selvfølgelige forventninger i det sidste halvandet år. Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at mange kvinder selvfølgelig forventes at kunne arbejde på fuld tid, mens der gror et menneske i deres krop.

Derudover kender jeg desværre mange kvinder, der er blevet afvist af deres ulykkesforsikring grundet fødselsskader. Det på trods af, at hvis et forsikringsselskab afviser at dække en skade, på baggrund af at skaden er sket under en fødsel eller i forbindelse med en graviditet, kan der være tale om ulovlig diskrimination.

Jeg synes, vi skal sætte spørgsmålstegn ved de selvfølgeligheder. I denne kronik sætter jeg spørgsmålstegn ved, at jeg og andre kvinder forventes at slå os til tåls med efterfødselsskader som en underlivsprolaps.

Mange kvinder, jeg snakker med, oplever ligesom jeg at blive efterladt i frit fald efter fødslen. Så snart vi er udskrevet, er det op til os selv at opsøge hjælp, viden og omsorg, og min oplevelse er, at det er noget, jeg kun har kunnet få ved at betale mig til det. Det er en privilegeret position, og behovet er udtryk for et usolidarisk system. Men det behøver ikke at være sådan.

Genoptræning som i Tyskland

Under et længere ophold i Tyskland erfarede jeg for nylig, at efter en fødsel tilbydes tyske kvinder genoptræning gennem den lovpligtige sundhedsforsikring. Længden kan variere omkring seks til ti uger, og nogle steder er der en mindre brugerbetaling, men hovedpointen er, at genoptræningen prioriteres i det tyske sundhedssystem. Efterfødselskroppen fortjener den slags opmærksomhed, anerkendelse og omsorg. Såvel kulturelt og sprogligt mellem os som i vores offentlige sundhedsvæsen.

Et første skridt kunne være at lade os inspirere af Tysklands eksempel og tilbyde gratis genoptræning og fysioterapi til alle kvinder efter fødsel – vaginal såvel som ved kejsersnit. For der sidder mange kvinder derude, som ikke selv kan betale, eller som ikke har ressourcerne til at opsøge den hjælp, de i mine øjne burde være berettiget til gennem det offentlige.

Alle kvinder bør skånes for de negative tanker og den skam, som jeg døjede med, da mit barn var seks uger gammelt, og jeg måtte bruge energi på at overbevise lægen i røret om, at jeg havde brug for at blive tilset af en læge. Energi, som jeg ved gud kunne have brugt på bedre ting i de kaotiske første måneder som mor. Jeg ønsker for alle kvinder, som oplever en fødsel, at blive grebet og mødt i de negative tanker og ikke mindst støttet og rådgivet i forhold til den smerte og det ubehag, som er forbundet med fødselsskader som en underlivsprolaps. Og jeg mener, at det bør være et offentligt anliggende.

Lærke Skærlund er kulturformidler