Vi lukker alt for let øjnene for dataindsamlingen om os. Der er brug for politisk handling

Alarmen lyder, og inden du har slået øjnene op, rækker du ud efter telefonen. Facebook registrerer, at du tjekker dit nyhedsfeed, liker et opslag og skimmer en artikel, inden du starter din playliste på Spotify.

Så er dagen i gang. Snapchat og Rejsekortet noterer sig, at du tager på arbejde eller til studiet. Telefonen summer hele dagen, og hos Google kan man se, at du har mange interesser og gøremål, du skal tjekke op på, mens dagligdagens aktiviteter passerer.

Du swiper og scroller, finder viden og finder vej, lytter til dagens avis fra cyklen, shopper fra toilettet, er i kontakt med venner og familie på sociale medier og tjekker, om vinen i supermarkedet er god, før du køber den. Kort før du falder i søvn, lægger du telefonen fra dig og siger godnat til Facebook, TikTok, Google, MobilePay, Netflix og alle de andre.

953 meter høj papirstak

I en ny undersøgelse for Dataetisk Råd har vi fulgt otte danskere og samlet de mange spor af data, som de efterlader sig i deres hverdag. Deltagerne har med vores hjælp udnyttet, at man under GDPR-lovgivningen har ret til at få udleveret en kopi af sine personlige data fra de tjenester, der indsamler og gemmer data om én.

Det er lykkedes at få data fra 31 tjenester, typisk syv-otte tjenester pr. person, hvilket i alt udgør 95 GB data. Hvis vi havde printet alle datapunkterne ud på A4-papir, ville vi have siddet med en stak på 953 meter i højden. Der indsamles afsindigt mange data om os.

Vi fik af deltagerne lov til at se på dette bjerg af data og undersøge, hvor meget man kan udlede om en person ud af de data, som tjenesterne indsamler. For hver enkelt deltager har vi derfor struktureret de mange forskellige dataspor og stykket det sammen til et spejl af data, som vi har holdt op foran deltageren.

I dataspejlene kunne vi se oplysninger om deltagernes smag og interesser, bopæl og rejser, familie og venner, helbred, politiske overbevisning, etniske ophav, døgnrytme – ja, vi kunne endda komme helt ind til deltagernes bekymringer, ønsker og drømme. Også dem, der ligger flere år tilbage.

Med undersøgelsen har vi åbnet døren på klem til den enorme industri af data, der begynder og slutter med vores telefoner. En milliardindustri, som tillader såvel amerikanske som kinesiske virksomheder at følge nøje med i vores liv.

Dét gør det muligt for dem at opbygge et univers af indhold og tjenester, som du aldrig behøver at forlade – og at målrette indhold og annoncer, som netop du vil blive fristet til at se, læse eller købe. Det er en usynlig industri, som de fleste af os muliggør ved dagligt at overgive vores data, men næppe skænker mange tanker i løbet af en dag.

For hvad er egentlig konsekvenserne af, at vi konstant lader os overvåge gennem tjenesternes indsamling af data?

Har jo ikke noget at skjule

Vores undersøgelse viste også, at der generelt i befolkningen er en bekymring omkring indsamling af data – herunder manglende datasikkerhed og koncentration af magt hos techgiganterne. Mange er desuden bekymrede for, at der sker en påvirkning af hele befolkningens holdninger og adfærd.

Paradoksalt nok tror vi samtidig, at netop vi kan holde annoncer og målrettet indhold ud i strakt arm og undgå selv at blive påvirket. Desuden er det en udbredt opfattelse, at vi ikke har noget at skjule, og hvis vi har, så er vi jo blot én i mængden.

Måske er det forklaringen på, at vi ikke er tilstrækkeligt indignerede til for alvor at tage et opgør med vores afhængighed af de digitale tjenester – selv om en tur med toget til forveksling ligner en dystopi af George Orwell med alle de små blå skærme.

Men Edward Snowden har en pointe med sit udsagn: »At sige man ikke går op i dataindsamling, fordi man ikke har noget at skjule, er det samme som at sige, at man ikke går op i ytringsfrihed, fordi man ikke har noget at sige.«

For det har konsekvenser, at digitale tjenester, dataindsamling og handel med data har sneget sig ind i stort set alle dele af vores liv.

I vores undersøgelse ser vi, hvordan de store techvirksomheder kender os så godt, at de har held til at aflede vores opmærksomhed i skole- og arbejdstid, eller når vi burde sove. Jeg skal liiige se en video mere på TikTok eller YouTube; tjekke en notifikation på Twitter og Instagram – og hov, det var jo netop dén vare, der poppede op på Facebook, jeg havde ledt efter.

Konsekvenserne er ukendte

Handler det om dårlig viljestyrke? Nej, for tjenesterne lever af og er eksperter i at fastholde vores fokus. Og jo mere finkornet data, de indsamler om os, des sværere bliver det at slippe væk fra deres univers af gratis tjenester, kurateret indhold og annoncer.

Ud fra hverdagens mange datapunkter kan man registrere, hvad vi foretager os næsten minut for minut hele døgnet – men ikke, hvad vi går glip af. Fik vi set vores nærmeste i øjnene? Fik vi talt med vores børn? Fik vi opfattet verden omkring os?

Herhjemme viser en undersøgelse fra VIVE, at børn i disse år ændrer adfærd som følge af teknologien og for eksempel er mindre sammen med deres venner.

Videnskaben ved endnu ikke, hvad de langsigtede konsekvenser af vores digitale liv er. Den amerikanske professor Shoshana Zuboff har beskrevet, hvordan handlen med vores fremtidige adfærd gennem målrettede annoncer og indhold udfordrer vores frie vilje og autonomi. Men de studier, som techvirksomhederne selv laver, forbliver fortrinsvist bag lukkede døre.

Indimellem slipper en historie dog ud. Som da Francis Haugen afslørede, at det målrettede indhold på Instagram forstærker teenagepigers selvmordstanker og forværrer spiseforstyrrelser. Eller da det for nylig kom frem, at TikTok har overvåget kritiske journalister i et forsøg på at afsløre deres kilder.

Med GDPR-lovgivningen har vi fået en række rettigheder. Vi kan kræve at få indsigt i vores data, vi kan kræve at blive glemt, og vi kan få overflyttet data til anden aktør med videre. Men er vi som enkeltindivider i stand til at manøvrere i de muligheder og rettigheder og tage ansvaret for dataindsamlingen på os?

En vigtig politisk opgave

Det korte svar er nej – rettigheder er ikke nok i sig selv. De skal også være lettere at bringe i spil.

Vores undersøgelse viser, at hovedparten af befolkningen føler en stor afmagt i forhold til indsamlingen af deres data. For halvdelen af befolkningen er data abstrakt og uhåndgribeligt, og de fleste synes, at cookies og licensbetingelser er svære at forstå – det føles lidt som at skulle tygge sig igennem en telefonbog.

Så er det lettere at lukke øjnene og satse på, at vi ikke har nogen grund til at bekymre os. Og selv om de fleste af os forsøger at begrænse dataindsamling ved at afvise cookies og undgå bestemte apps og hjemmesider, så tror vi ikke, at vores indsats reelt gør nogen forskel.

At regulere, hvilke data der bliver samlet ind om én selv, og hvordan disse data anvendes, er en uoverstigelig opgave for den enkelte. Derfor er vi som samfund nødt til at tage bestik af, hvad dataindsamlingen betyder for vores mentale ve og vel – og for vores demokrati.

Det er en vigtig politisk opgave at sikre, at indsamling og anvendelse af data sker til vores alle sammens bedste og ikke primært til de store virksomheders bedste. Først og fremmest kræver det reel oplysning og gennemsigtighed om indsamling, handel og anvendelse af data – og ikke mindst mere indsigt i de menneskelige konsekvenser, der er ved at leve i en hverdag af data.

Og vi har som brugere behov for, at vi simpelt og overskueligt kan sætte grænser for vores privatliv – vel at mærke med en vished om, at disse grænser faktisk bliver overholdt.

Sarah Vaht Steinitz, Edin Lind Ikanovic og Malte Moll Wingender er alle partnere og analytikere i Analyse og Tal