Modeugen i København var lige dele glamour og greenwashing

Så er endnu en sæson af den halvårlige og umiddelbart udødelige modeuge overstået. Der var disket op med både fransk bagværk svøbt i store silkesløjfer, solbriller trods det elendige januarvejr og fotografer i kø for at fange publikums jævnt upraktiske, men flotte, stil.

Og det er selvfølgelig det, modeugen skal kunne: lægge op til et sandt renæssancebal af kostumer og kreative selviscenesættelser oven på nogle stadig svære år. Modebranchen er ekstremt hårdt ramt af inflation, stigende fragtpriser og coronanedlukninger. Jeg får næsten lyst til at sige: ’Let them eat cake’.

Men på baggrund af blandt andet Mikkel Sorgenfreys opfordring fra den 18. januar om mere kritisk journalistik om modebranchen vil jeg vove pelsen (altså den ’fake-fur’ slags) og gå lidt til modeverdens glansbilleder.

Københavns modeuge har netop indført 18 minimumkrav til bæredygtighed, som alle brands skal leve op til for at kunne deltage under modeugen i København. Disse krav inkluderer alt fra at undgå engangsplast og pels i modeshow til at eliminere børnearbejde i produktionen. Krav som umiddelbart fremmer både lokale og systematiske ændringer. 

For mange kollektioner

Og tror man på modeugens æstetiske selvfremstilling, så er disse krav opfyldt med 100 procent succesrate – ukritisk og endegyldigt. Selv sidder jeg tilbage med en undren om, hvorvidt man overhovedet kan kalde det bæredygtighedskriterier, når ingen af de 18 minimumkrav nævner mængden af tøj, som virksomhederne producerer. 

Siden 1990’erne har tempoet inden for mode accelereret, og virksomheder som blandt andet danske Bestseller og kinesiske Shein har normaliseret det at betale en løn til dem, der syer deres tøj, som de umuligt kan leve af. Det mener jeg, at branchen skal gøre op med. Modeugen bør stå som den direkte modsætning til den måde at køre virksomhed på.

Og ja, de 18 krav nævner menneskerettighederne, at man ikke skal brænde ubrugt tøj, og at man skal informere kunden om holdbarhed, men opstiller ingen krav om, hvor meget eller hvor tit modevirksomhederne sender nye kollektioner ud.

Når store mærker som Ganni stadig stræber efter at levere ti kollektioner om året, så foregår produktionen stadig i et tempo, som ikke tager jordens ressourcer i betragtning.

Et tiltrængt 19. krav kunne derfor næste år være, at man kræver systematisk måling af og ansvarstagen for at mindske mængden af ressourcer, virksomhederne bruger. For på nuværende tidspunkt nævnes det kun som en bisætning under deres bonuspunkter.

Greenwashing og modeord

Modeugen har i de 18 krav specificeret, at alle show skal være uden pels og zero-waste. Men hvad betyder zero-waste helt konkret?

I et to minutters interview på Instagram hørte jeg ordet blive brugt seks gange fra en modevirksomhed.

Der bliver talt om at sortere affaldet fra show og at genanvende de store installationer, som bliver sat frem under et modeshow. Grunden til, at jeg alligevel forholder mig kritisk til ordet, er, at jeg er bange for, at det, ligesom med ordene ’bæredygtigt’, ’grønt’ og ’miljøvenligt’, meget hurtigt kan ende med at blive renset for reel betydning og derved handling. 

For genanvende installationerne til hvad? Og hvis man bare sorterer skraldet og sørger for potentiel genanvendelse, er det så også nok? Det er ikke tydeligt i kravene.

Så måske vi bør spørge Forbrugerombudsmanden, om ikke ’zero-waste’ er lige så kritisabelt et begreb som ’bæredygtig’.

De fleste – også i modebranchen – er efterhånden ved at forstå, at hvis man vil bruge ordet ’bæredygtigt’ om et produkt, skal vi have udførligt bevis på, at produktet reelt er lavet uden fremtidig udbytning af jordens ressourcer. Det er derfor næsten umuligt at bevise, at noget reelt er bæredygtigt. Men problemet forskyder sig og opstår igen og igen med nye begreber – måske er zero-waste det næste. 

Dette leder mig pænt videre til mit næste kritikpunkt. For hvordan kan en virksomhed, som er anklaget for vildledende certificeringer af bæredygtighed, være hovedsponsor for »verdens mest bæredygtige modeuge« og uddele en pris for bæredygtighed? Stadig forvirret? Også jeg.

Her taler jeg om Zalando Sustainability Award, sponsoreret af Zalando. En virksomhed, der så sent som sidste år blev anklaget for falsk markedsføring, da virksomheden opfandt dens egne certifikater for, hvornår de kunne markedsføre et produkt som bæredygtigt.

Det er dejligt, at der ved Københavns modeuge er kommercielle samarbejdspartnere, som hjælper med at lancere mindre, danske brands til et internationalt marked. Men det er ikke helt fair over for de nye, mere bæredygtige brands, at de bliver brugt som greenwashing af Zalando.

Ulønnet arbejdskraft

Her til sidst vil jeg gerne sætte fokus på en ofte overset gruppe: praktikanterne.

Mange modevirksomheder bruger praktikanter, og i en netop offentliggjort måling har svenske SVT gransket mærket ACNE og fundet, at hver sjette ansat hos dem er ulønnet. Branchen i både Sverige og Danmark udnytter ulønnet, ofte højtuddannet, arbejdskraft.

Både Spanien, Frankrig og Italien har lovgivning på området, så man kan undre sig over, hvorfor Danmark og modebranchen, som er notorisk kendt for mængden af ulønnede praktikanter, ikke har fulgt trop. 

Jeg har selv været ulønnet praktikant mere end en håndfuld gange og er derefter blevet mødt af en branche, som ønsker flere års erfaring – hvor praktik naturligvis ikke tæller med. En hårdknude som jeg ikke selv kan se, hvordan branchen alene kan løse. Men et skridt på vejen ville dog være, at Københavns modeuge tog ansvar for at få mere transparens på området og gjorde praktikanternes forhold til et af deres minimumkrav.

Min kritik kommer bestemt ikke uden en stor portion ærefrygt, for i modebranchen bliver man lige så hurtigt spyttet ud, som man kommer ind. Det føles, som om at jeg kan få kappet en finger af ved hoffet, fordi jeg har udtalt mig kritisk om dem, som deltog i sidste uges modebal. Men jeg er uddannet designer med en kandidatgrad i bæredygtig mode, og hvis ikke jeg tør sætte min uddannelse og viden i spil i min egen branche, burde det da i sig selv være et ildevarslende tegn.

Vi kan kun skabe en industri med en mere bæredygtig profil, hvis andre som mig, medierne og branchens top tør se kritisk indad og vurdere, hvordan den grønne omstilling af modeindustrien kan gøres bedre og hurtigere. 

Jeg ved, at dansk mode og Københavns modeuge – trods den kæmpe mængde forurening og ressourcespild – allerede skaber en enorm værdi for Danmark. Modeugen er godt markeret på den internationale kalender på lige fod med London, New York og Paris. Det gør, at vi har en industri, hvor vores små modevirksomheder begynder at komme ud til et større, udenlandsk marked.

Tøj og mode er en vigtig del af vores samfund, der lader os skabe identitet, så vi går rundt i verden og føler os som dem, vi ønsker at være. Vi skal tage moden seriøst – den er ikke overflødig. Men det er klimakampen heller ikke, så vi må sørge for, at mode og klimakamp ikke længere står som modsætninger.

Først i 2026 vil der komme nye minimumskrav for at kunne deltage under Københavns modeuge. Jeg er spændt på, om vi igen til sommer kommer til at se en modebranche og mediedækning, som helt ukritisk står og klapper i hænderne langs catwalken og hæmningsløst æder fra deres egen kage.

Medmindre kritikken bliver hørt og kravene skærpet, vil vi endnu engang se brands kæmpe for at leve op til modeugens til tider ufuldkomne minimumskrav, som i større grad er til gavn for modeugen og Zalando’s greenwashingkampagne, end de er for klimaet.

Nanna Graversen er designer med speciale i bæredygtig mode