Det er umuligt ikke at have bemærket enten personligt eller gennem diverse medier, at der er betydelig mangel på velfærdspersonale. Det er den betegnelse, der jævnligt anvendes om fagområder som SOSU’er, sygeplejersker og pædagoger.
Senest har det udviklet sig således, at Forældrenes Landsorganisation har foreslået, at daginstitutioner bør holde lukket og i stedet åbne op for muligheden for, at forældre selv kan passe deres børn hjemme med løn grundet manglende pædagoger i institutionerne. Der er tale om et presserende samfundsproblem, da alt for få unge vælger at uddanne sig til blandt andet pædagog.
Min veninde, der netop er begyndt at studere til pædagog, fortalte mig for et par dage siden om hverdagen på sit nye studie. Hun fortalte, hvordan der bliver ført fravær med hende og hendes medstuderende, og at der i hendes skema er lagt timer ind til studieforberedelse, hvor det er meningen, hun skal læse og forberede sig til undervisning.
Jeg var meget overrasket over at høre om denne studieordning. Det er meget anderledes end, hvad jeg forbinder med en videregående uddannelse, og hvad jeg kender fra mit eget studie. Jeg læser jura, og på jurastudiet er der ikke én gang ført fravær eller lagt timer ind i mit skema til forberedelse. Det er mit eget ansvar at møde op og forberede mig. En af de første dage på studiet fik vi at vide, at vi ikke længere var elever, men studerende.
Der bør ikke være forskel
Efterfølgende har jeg tænkt en del over, hvorfor det samme ikke er gældende for pædagogstuderende, og hvorfor det er så anderledes fra studerende på universitetsuddannelser. Er der en sammenhæng mellem den måde, de studerende bliver behandlet på under deres uddannelse, og den værdi, uddannelsen tillægges? Kan man forestille sig, at noget af uddannelsessnobberiet kommer til udtryk i, at pædagoguddannelsen er tilrettelagt på denne måde?
Både jura- og pædagoguddannelsen er betegnet som videregående uddannelser, hvor et af adgangskravene er, at man har taget en ungdomsuddannelse. Studerende på henholdsvis pædagogstudiet og jurastudiet har den samme uddannelsesmæssige baggrund, inden de starter, og det er derfor svært at få øje på en god grund til at behandle de studerende så forskelligt, som man tilsyneladende gør. Min veninde kunne heller ikke selv forklare, hvorfor der blev ført fravær, men hun kunne forklare, at hvis hun ikke møder op til 85 procent af undervisningen, så er det ikke muligt at gå til eksamen i det pågældende fag.
En morgen skulle min veninde være til rådighed derhjemme, da hendes vicevært skulle ordne noget i hendes lejlighed. Her var hun nødsaget til at bede hendes underviser om at vente med at føre fravær, da hun ville blive ti minutter forsinket. En situation, jeg ikke kan forestille mig at stå i på mit studie.
Det handler om faglig stolthed
Med denne indsigt i hverdagen på pædagogstudiet forstår jeg godt, hvorfor pædagogstuderende ikke har en følelse af, at deres uddannelse er lige så god som for eksempel jura- eller medicinstudiet, som mange nok forbinder med at være elitære studier. Når man som pædagogstuderende ikke bliver behandlet som studerende på en voksenuddannelse, men som en gymnasieelev, så er det svært selv at tro på.
Vi ønsker, at flere unge mennesker skal vælge at uddanne sig til pædagog, men for at opnå det er det ikke tilstrækkeligt at ville hæve lønnen eller gøre arbejdsvilkårene for professionen bedre. Jeg mener, at det i lige så høj grad handler om anerkendelse og faglig stolthed, i særdeleshed for unge mennesker, der identificerer sig meget med sin uddannelse, og som hele tiden skal sammenligne sig selv med andre.
For at skabe større anerkendelse af pædagoger og pædagoguddannelsen vil det efter min mening være fordelagtigt at begynde med at behandle de studerende på uddannelsen på lige fod med studerende på andre videregående uddannelser. Man bør overlade ansvaret for at møde op og læse pensum og dermed bestå eksaminerne til de studerende selv. Sagt med andre ord så bør uddannelsen overlade dem den frihed og det ansvar, der skaber grundlag for den faglige stolthed og anerkendelse, der er brug for.
Frederikke Karoline Stokvad Nørgaard er jurastuderende
Der er forskel.
Pædagoguddannelsen er en professionsbacheloruddannelse, som varer 3½ år og består af 7 semestre. Det er et fuldtidsstudium, der består af flere studieformer såsom undervisningstimer, praktik, observationsarbejde og projekter. Uddannelsen afsluttes med et bachelorprojekt.
Pædagoguddannelsen er ikke er "traditionel" 5 årig universitetsuddannelse, det er en professionsbachelor.
Uddannelsens status som professionsbachelor har intet at gøre med, hvordan de studerende behandles som ansvarlige voksne, der tager deres (studie)valg alvorligt.
Registrering af fremmøde siger snarere en hel del om uddannelsesstedets forventninger til de unge voksne de optager op studiet - og der er masser af forskning, der indikerer at mennesker er tilbøjelige tl at leve op til de forventninger de bliver mødt med fra deres omgivelser - inkl. lærere/undervisere
I øvrigt betyder registreret fremmøde kun fysisk tilstedeværelse på registreringstidspunktet - intet andet.
Faglig læring og refleksion kræver selvstændig stillingtagen til studiets indhold
Det er ikke al undervisning/læring der kan eksamineres til en "eksamen".
Nogle uddannelser kan ikke bestås med for meget fravær når det også inkluderer praktik og observationsarbejde.
Fraværsstatistik har ikke noget med faglig stolthed at gøre, og det er ikke der ved fraværsfrihed eleverne får faglig stolthed og anerkendelse. På de studerendes fremtidige arbejdsplads har man ikke ret til 15% fravær. Fravær kræver sygdom eller en god forklaring.
Hvis de studerende tager deres studie alvorligt, så er op til 15% fravær ikke et problem. Så er det fordi man planlægger at køre til grænsen.
Pædagog uddannelsen og andre lignende uddannelser er Professions Bachelor uddannelser ofte med et langt højere timetal end på universitetet plus længere faglige praktik perioder, hvor der også forventes fremmøde. Der findes i øvrigt ofte praktikforløb nu på universitets Bachelor del, hvor man heller ikke bare kan lade være med at møde op, hvis man skulle have lyst til det -
For eksempel har Medicin studiet og Teologi studiet undervisning, hvor den studerende forventes at møde op til en hvis procentdel af undervisningen. Så det er ikke fremmed for de universitære uddannelser. En af grundene til forandringerne har jo bla været at man ikke mente de nye studerende var helt studie parate, så undervisningen var nødt til at være mere "skoleagtig" i begyndelsen.
Samtidig er det nøvendigt i dag at et menneske, der senere skal ud i arbejdslivet, forventes at kunne møde op, at kunne udvise respekt for sine kolleger og ikke mindst at kunne samarbejde. At møde op og deltage i undervisningen er det første skridt i den retning. Det er ikke en selvfølge for alle studerende.
Det ville sikkert stadig være en rigtig god ide at indføre en moderne og tidssvarende udgave af "Filosofikum", som kunne være med til at give den studerende mulighed for at blive studieparat. men med de planer nogle af partierne i Folketinget har for de længere varende uddannelser, så kommer det nok ikke på tale.
Pædagog studiet og jurastudiet er fundamentalt forskellige.
Jurastudiet er et frit studie med benhårde eksamener. De studerende ved at de bliver sorteret fra hvis de ikke kan deres ting. Og når juristerne kommer ud på arbejdsmarkedet, skal de i høj grad selv tilrettelægge deres tid så de kan nå de resultater der kræves af dem.
Pædagogstudiet er et struktureret studie med lange praktiker og meget nemme eksamener. De studerende kan, hvis de vil, hutle sig igennem uden at lære ret meget. Men når de skal i praktik, så skal de møde på præcise tidspunkter i et skema, og det skal de også når de bliver færdige. Og nej, de kan ikke tage arbejdet med hjem om aftenen hvis de var halvsløje om formiddagen.
For DJØF’ere kan det måske se ud som om pædagoger sidder fast i en gammeldags tilgang til arbejde. Men der er altså ikke tid til rosé netværksbrunch med Biff og Dutter når der skal åbnes i udflytterbørnehaven.
Jeg har en professionsbachelor indenfor et af sundhedsfagene. Vi har nogenlunde samme uddannelses opbygning som pædagogerne, dog får pædagoger løn under praktik og tæller med i normeringen, det gør sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter og jordemødre med flere ikke.
Der er en del af fagene, der er meget praksisorienterede og kræver deltagelse.
Andre projekter har stor vægt på den tværfaglighed vi som færdiguddannede er så afhængige af. Det kræver også en vis portion deltagelse.
Der er selvfølgelig ikke fraværs notering ved projekter og heller ikke når man skriver bachelorprojekt.
@ Mads
Nu håber jeg at du udtaler dig af egen erfaring for det lyder godt nok meget fordomsfuldt det du skriver.
Jeg er uenig.
Jeg har gået på statskundskab indtil bachelorprojekt. Jeg fik gode karakterer og skiftede kun fordi, statskundskab ikke kunne give mig den menneskelighed som jeg havde brug for.
Derfor tog jeg en professionsbachelor indenfor et af sundhedsfagene.
Jeg syntes ikke eksamenerne var nemmere og mine karakterer fra begge uddannelser ligger på samme niveau.
Så for mig at se, er det noget selvhøjtidelig fordomsfuld bullshit du lukker ud.
Der findes, efter min mening ikke "nemt" arbejde eller "nemme" uddannelser. Fornuftig planlægning siger, at alle uddannelser skal opbygge evner så hurtigt som praktisk muligt. Og alle fuldtidsstillinger er naturligvis baseret på, hvad en normal person kan magte. Det er en stor løgn, at lavtlønnede stillinger eller lavere uddannelser er mindre krævende.
Men jura er et akademisk studium, mens pædagogstudiet er træning til at blive børnepasser, et manuelt arbejde. Som jurist skal du kunne levere selvstændig insamling af oplysninger, og som børnepasser skal du være en ansvarlig tilstedeværende.
Sat på spidsen: En person, der ikke har for fem øre faglig interesse, men som skaber et sundt og trygt miljø for børnene, gør et fint arbejde. Hvorimod et geni og ildsjæl, som elsker sit fag, men ikke magter at skabe et trygt miljø, hverken kan bruges i et gymnasium eller en vuggestue.
Det siger sig selv, at der skal trænes andre evner på et akademisk studium end på et studium til manuelt arbejde.
Thomas Andersen: "Så for mig at se, er det noget selvhøjtidelig fordomsfuld bullshit du lukker ud."
Men du er uden af stand til at pege på en eneste ting jeg skrev som var forkert.
@ Mads
Det er forkert, at skrive at eksamen og hele uddannelsen er nem og noget man kan huske sig igennem.
Det er forkert når du siger at pædagoger ikke kan tage arbejde med hjem eller tage det senere.
Der findes andre pædagog stillinger end de hvor du skal passe personer
Der er administrative stillinger, halvt administrative stillinger, stillinger hvor der er sat tid af til udvikling og planlægning.
Så det meste du skriver er forkert i min optik.
Huske = hutle
Pædagoen er ikke blot en manuel arbejder - i dag hvor børn fra børnehaven langtsomt begynder deres indlæring og hvor man altid opdrager børnene kræves pædagogisk viden og indsigt - empatiske evner og et ønske om at være med til at forme og understøtte fremtidens voksne. Børnehaven er ikke "bare" en opbevaringsanstalt - det er et levende og udviklende rum for både børn og voksne - og da normeringer i børneinstitutioner jo også kunne være bedre - så er det ofte psykisk anstrengende arbejdsmiljø. En børneinstitution har en virksomhedsplan, som de skal stå til ansvar for og forskellige pædagogiske tilgange, som f.eks Rudolf Steiner børnehaver, Skovbørnehaver osv.
Et arbejde i en børneinstitution kræver faglig teoretisk og praktisk viden og indsigt og en lyst til stadig at udvikle sig fagligt.
Thomas Andersen skrev: "Det er forkert, at skrive at eksamen og hele uddannelsen er nem og noget man kan hutle sig igennem."
Alle der er interesseret i emnet kan studere dumpeprocenten på de to uddannelsers eksamener... eller spørge en pædagog om de havde nogle medstuderende som klarede sig igennem lidt for nemt.
Thomas Andersen skrev: "Det er forkert når du siger at pædagoger ikke kan tage arbejde med hjem eller tage det senere."
Man kan ikke tage en lukkevagt, et grædende barn eller en lorteble med hjem og ordne den når ungerne er gået i seng.
Thomas Andersen skrev: "Der findes andre pædagog stillinger end de hvor du skal passe personer. Der er administrative stillinger, halvt administrative stillinger, stillinger hvor der er sat tid af til udvikling og planlægning."
Det store flertal af pædagogstillinger er med direkte borgerkontakt, og det er dem vi snakker om at mangle når vi snakker om pædagogmangel. Der findes ledelses og konsulent stillinger for pædagoger, men de er for det første et mindretal, og for det andet kræver de typisk en efteruddannelse på højere niveau. ”Højere,” som i sværere at gennemføre.
Kort sagt: Når forskellige uddannelser er forskellige er der gode grunde til det. Fag og professioner bliver nød til at indrette sig forskelligt på grund af den virkelighed de hver især skal fungere i. Tingenes tilstand er ikke resultatet af onde fordomme og infame sammensværgelser.
@ Mads
Jura 13,5 % dumpede BA.
Pædagog 8,5% dumpede PBA.
Jura havde et enkelt fag der sneg sig op på ca. 15% dumpekarakter, resten havde lavere dumpeprocent end BA.
Pædagog havde flere fag med højere dumpeprocent end PBA, på henholdsvis 31, 19, 16, 14, 12 og 10%.
Tjek selv tallene ud, de er taget fra henholdsvis Københavns Universitet og Københavns Professionshøjskole.
Igen kommer du med påstande som ikke understøttes, du tager ikke notits af det jeg har tilbagevist.
Så det er egentlig spild af tid, så dette er mit sidste indlæg om dette emne.
Du fremstår fortsat selvhøjtidelig og fordomsfuld.
Thomas Andersen skrev: "Jura 13,5 % dumpede BA.
Pædagog 8,5% dumpede PBA."
Så flere jura studerende dumpede. Deres eksamner var sværere.
Thomas Andersen skrev: "Igen kommer du med påstande som ikke understøttes, du tager ikke notits af det jeg har tilbagevist."
Men du har ikke tilbagevist noget, og det er dig der ignorere langt de fleste af mine punkt for punkt tilbagevisninger af dine løse påstande.
Thomas Andersen skrev: ""Du fremstår fortsat selvhøjtidelig og fordomsfuld."
Men det er dig der føler dig for fin til at blive modsagt, for ophøjet til at skulle forsvarer dine tilfældige strøtanker.