Vi er rystede over korruptionsskandalen, men EU har længe ladet sig købe. Det er tid til reformer

Jeg fulgte Ekstra Bladets dækning af sportshistoriens største skandale – VM i Qatar – tæt sidste sommer. Et verdensmesterskab i herrefodbold, hvor tusindvis af migrantarbejdere døde under forfærdelige arbejdsforhold, mens de byggede de stadioner, som Messi, Ronaldo og det danske landshold skulle spille bold på.

Skandalen handler om arbejdstagerrettigheder, som bliver trådt under fode på så grov og væmmelig facon, at det internationale samfund må sige klart fra. For en socialdemokrat som mig, var det helt åbenlyst en sag, og jeg opfordrede derfor til, at Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet skulle lave en kampagne, hvor vi satte fokus på det. Derudover skulle vi tage initiativ til en kritisk udtalelse fra Europa-Parlamentet, hvor vi krævede kompensation til migrantarbejderne og deres familier betalt af FIFA og Qatar.

Den interne modstand, jeg oplevede i den socialdemokratiske gruppe, kom derfor bag på mig allerede på daværende tidspunkt. Mit forslag om, at EU’s socialdemokrater skulle tage initiativ til en kritisk udtalelse fra parlamentet, blev fejet til side på et internt møde. En, nu tidligere, kollega stillede sig op og talte imod mit forslag med argumenter om, at vi ikke skulle være så negative og i stedet burde bakke op om de gode reformer, Qatar havde gennemført.

Når jeg ser tilbage, kan jeg konstatere, at flere af de mennesker, jeg forgæves forsøgte at trænge igennem til, er forbundet med, og i nogle tilfælde anklaget i, korruptionsskandalen.

Jeg er vred. Jeg har talt dunder i vores gruppe. Og vi er heldigvis mange, der nu insisterer på reformer for mere åbenhed og klare linjer i forhold til lobbyismen i Bruxelles. Det er altafgørende for, at vi kan begynde reparationsarbejdet i forhold til vores troværdighed. Det kommer til at tage tid. Viktor Orbán har allerede gjort sig morsom bemærket på Twitter i forhold til det parlament, som ofte kritiserer ham for svindel og korruption. Vi er tilsyneladende selv korrupte, så hvorfor skal han lytte på os?

Intet nyt

Skandalen er stor. Men desværre er der intet nyt i, at EU lader sig købe. Og vi bør bruge denne situation til at overveje de skadevirkninger, det har for os. Og hvad vi vil gøre ved det. For det er alvorligt, og vi står blottede over for ikke blot Qatar, men også stormagter som Kina og Rusland.

Sidstnævnte har i en rum tid købt sig ind i Europas interessesfære med en systematik, der får rigmændene fra Qatar til at fremstå som glade amatører. Desuden har Putins indkøbsstrategi ind i vores interessesfære været dobbelt: For det første har han købt ind i periferien af det politiske system ved at støtte populistiske bevægelser, der skaber splittelse og polariserer vores offentlige debat. Denne strategi kommer til udtryk, når Rusland eksempelvis støtter franske Rassemblement National økonomisk med lån for at fremme en anti-EU-politik, der kan splitte de europæiske lande.

Den anden del af indkøbsstrategien har været rettet mod centrum af det politiske system med det mål at korrumpere dele af Europas politiske eliter og dreje mainstreampolitikken i retning af russisk interesse. Det ser vi blandt andet, når russiske virksomheder hyrer en række tidligere og nuværende toppolitikere, som gas- og olielobbyister for Putin. Blandt dem er som bekendt Tysklands tidligere kansler Gerhard Schröder, Frankrigs tidligere præsident Nicolas Sarkozy og tidligere premierminister François Fillon, samt tidligere regeringschefer i Finland og Østrig.

Putin køber sig desuden indflydelse i Ungarn ved at tilbyde fordelagtige gasaftaler, som Viktor Orbán tager imod og bagefter arbejder for at blokere og udvande EU’s sanktioner mod Rusland.

Også Kina har pengepungen fremme, når det kommer til at købe politisk indflydelse i Europa, og kineserne har særligt blik for vores kritiske infrastruktur. Grækenlands største havn, Piræus, er eksempelvis i dag på kinesiske hænder. Efter købet blokerede Grækenland for EU’s kritik af Kinas menneskerettighedskrænkelser, da spørgsmålet blev diskuteret i FN.

Reformer

Korruptionsskandalen kan meget muligt være det chok, der får os til at standse op og tænke os grundigt om. Kan vi blive ved med at sælge os selv til højestbydende, eller skal vi prøve at skabe en kultur og nogle regler, der gør, at vi står sammen og ikke kan spilles ud mod hinanden?

Hvis vi skal have en chance for at sætte en dagsorden ud fra de værdier, vi tror på i en verden af stormagter, der ikke vil os det godt, må vi tage os gevaldigt sammen. Ellers bliver vi ædt.

Jeg har fire forslag til, hvad vi kunne gøre, ud over de forslag om øget gennemsigtighed, obligatorisk lobbyregister, og mere kontrol, som i øjeblikket diskuteres i EU-systemet:

For det første bør vi lave et forbud mod, at politikere på et vist niveau lader sig ansætte af fremmede magter under og efter deres mandatperiode. Jeg er fortrøstningsfuld ved, at fyre som François Fillon og Gerhard Schröder kan finde andre meningsfulde ting at bruge tiden på.

For det andet bør det være ulovligt, som politisk parti at modtage økonomisk støtte eller lån fra fremmede magter.

For det tredje bør vi have en maksimumsgrænse for, hvor stor en andel af ens energiimport man som EU-land må få fra ét andet land. Det går ikke, at for eksempel Rusland kan gøre lande helt afhængige af sin gas og olie, så de dermed kommer i lommen på en fjendtlig magt, der kan presse os, splitte os og påvirke vores politik ved at hæve og sænke priserne.

For det fjerde bør vi i EU blive enige om en definition på kritisk infrastruktur og dernæst give hinanden hånd på, at det sælger vi ikke til fremmede magter.

Her kræver det, at vi er solidariske med hinanden. Hvis Grækenland mangler penge og ikke kan finde en køber af sine havne, så er det langt bedre, at vi hjælper hinanden i EU, end at vi presser lande til at sige ja til kinesiske investeringer. For de kommer med en pris, som jeg ikke mener, vi bør være villige til at betale.

Danmark forrest

Der er brug for et stærkt EU i en verden, hvor demokrati og menneskerettigheder er under pres og i tilbagegang. Der er brug for, at EU bruger sin stemme og sin magt til at kritisere og rejse spørgsmålet om menneskerettigheder i forhold til VM i Qatar og i Xinjiang-provinsen i Kina. Hvem skulle ellers gøre det? Jeg kan desværre ikke pege på mange progressive magter ud over EU, der kan spille den rolle.

Men vi kan kun spille en progressiv rolle i verden, hvis vi står sammen og sætter vores værdier forrest. Og ikke lader os købe. Der er behov for reformer i EU, hvis det skal lykkes, og i Danmark kan vi, som topscorer på Transparency Internationals liste over de mindst korrupte lande, have en vigtig rolle for at skubbe denne dagsorden fremad i Bruxelles.

Så lad os gøre det nu, før ophørsudsalget i Europas hovedstader starter, og vores indflydelse stopper.

Niels Fuglsang er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet