Kære Glenn Bech. Tak for dit manifest, Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, som jeg fik af mine børn til min 68-års fødselsdag. Det er en af de bedste fødselsdagsgaver, men bestemt ikke den behageligste.
Da jeg læste bogen, var det som at kravle ind i en stor vaskemaskine, hvor specialprogrammet ’total fjernelse af glansbilleder’ kørte. Alt det, der skjuler egen småborgerlighed, grådighed og egoisme skulle skylles væk.
Der er mange måder at læse og forstå dit manifest på. Jeg har hørt, hvordan nogle læser og analyserer manifestet med henvisninger til Karl Marx, Pierre Bourdieu og en masse andre navne, der er svære at stave. Dem om det.
Jeg har ædt dit manifest råt. Grint og grædt, når det skulle til, og været forarget og vred, når jeg syntes, at det var passende.
Jeg definerer småborgerlighed ved folk, der hele tiden arbejder på at have deres på det tørre uden hensyntagen til fællesskabet eller de svage.
Så jeg kan da ikke være småborgerlig, grådig og egoistisk. Kan jeg?
Jeg, der altid har stemt på Enhedslisten og før dem Venstresocialisterne.
Jeg, der har venner fra både Afrika, Thailand, Irak og Aabenraa.
Jeg, der altid kommer en hundredkroneseddel i Frelsens Hærs raslebøtte til jul.
Jeg, der mener, at Danmarks behandling af flygtninge er tæt på umenneskelig.
Efter turen i vaskemaskinen er det klare svar: Jo, jeg er småborgerlig.
Det er næsten helt rart at indrømme. Jeg er opvokset i et arbejderkvarter, som burde være forbudt at færdes i for børn.
Jeg fik vreden i vuggegave og som sidegevinst skammen og skylden. Jeg har været vred i mange år. Vred over at se gode folk fra den nederste del af samfundet blive udstødt, hånet, latterliggjort, ignoreret, trampet på. Vred over at se gode venner smuldre væk i sprut og stoffer. Jeg slap ud af kvarteret, blev psykolog og skriver også. Psykolog og forfatter som dig.
Tak for at sætte ord på ambivalensen ved at være født i arbejderklassen og hele tiden svinge mellem på den ene side at skamme sig og ikke helt tro på, at man må være her. Og på den anden side at placere sig selv på en piedestal og fordømme de andre og tænke: I aner ikke en skid om livet. I ville ikke kunne klare jer et døgn i mit gamle kvarter.
John Ib er psykolog og forfatter
