Tidlig opsporing af fødselsdepression nytter ikke, hvis man først får hjælp, når det er akut

Hvor går man hen som nybagt forælder med problemer, når systemet først tilbyder en hjælp, når man får konstateret en svær fødselsdepression?

Det spørgsmål har jeg og mange andre stillet os selv, mens vi har kæmpet mod en forværring af vores tilstand uden at møde den rette hjælp i sundhedsvæsnet.

Sundhedsstyrelsen har som det nyeste sat fokus på fødselsdepressioner med en landsdækkende kampagne for at øge viden, nedbryde fordomme og skabe større åbenhed om tilstanden. Ifølge Sundhedsstyrelsen skal ingen »stå alene med en fødselsdepression«.

Men kampagnen er ikke fulgt op af konkrete tilbud, finansiering og en samlet strategi på området. Og som tingene er lige nu, er der først tilstrækkelig hjælp at få, når noget allerede er gået helt i stykker indeni.

Kampagne klinger hult

At blive gravid og vente sig er ofte forbundet med glæde – til tider en helt ekstatisk lykkefølelse. Jeg havde en romantisk forestilling om det at få et barn. Jeg havde også en nem graviditet. Den var præget af bekymringstanker, men jeg forestiller mig, at det er noget, som de fleste gravide har?

Jeg havde i hvert fald aldrig forestillet mig, at jeg ville blive ramt af en fødselsdepression. Det kom uventet. Derfor er det også så vigtigt for mig at dele min historie, da der ofte er mange forventninger og følelser forbundet med det at blive forældre.

Men på trods – eller måske på grund – af de store forventninger og voldsomme følelser udvikler flere forældre, end mange tror, en fødselsdepression under graviditeten eller i barnets første leveår. Det gjorde jeg selv, og det gør mange andre. Statistikken viser, at hver tiende kvinde og knap hver tolvte mand udvikler en fødselsdepression.

Hertil kommer et stort mørketal, fordi fødselsdepressioner er forbundet med megen skyld, skam og stigmatisering. Skyld over, at efterfødselstiden ikke blev så fantastisk, som man havde forestillet sig. Skam over at føle sig fyldt af ensomhed, angst og håbløshed. Bange for at blive stigmatiseret og set som en dårlig mor. Og derfor får mange ikke den hjælp, de har brug for.

Sundhedsstyrelsen har gjort et meget vigtigt stykke arbejde for synliggørelsen af fødselsdepressioner og vigtigheden af at tale højt om denne tilstand og søge hjælp, hvis man har symptomer.

Men det klinger desværre hult, når styrelsen tilskynder til, at man kontakter egen læge eller sundhedsplejerske, hvis man oplever symptomer. For de kan ikke umiddelbart tilbyde nogen af de tiltag, der faktisk hjælper, som for eksempel psykologhjælp eller gruppeterapi, før man er meget syg.

»Du er ikke syg nok«

I dag kan jeg kalde mig en depressionsfri og meget lykkelig mor. Men i sommeren 2022 blev jeg ramt af en svær fødselsdepression. Faktisk viste jeg allerede tegn på en efterfødselsreaktion få uger efter min søns fødsel i starten af maj.

Det var aldrig min søn, der var noget galt med, men inden i mig begyndte noget at gå mere og mere itu. Jeg var privilegeret nok til at turde åbne op og række ud til min sundhedsplejerske og egen læge. Præcis som Sundhedsstyrelsen anbefaler i deres nye kampagne.

Jeg var dog ikke ’depressiv nok’ til at passe ned i en kasse, som kunne udløse nogen hjælp. Eller rettere, sundhedsplejersken fortalte om en samtalegruppe for mødre med en efterfødselsreaktion. Men det var snart sommerferie, så jeg kunne komme på et hold i midten af august. Vi var i juni.

Hos egen læge fik jeg at vide, at jeg kunne få en psykologhenvisning med ventetid på ni måneder. Jeg var ikke ’syg nok’ til en henvisning i psykiatrien. Min tilstand blev gradvist værre, og det hele kulminerede i en kortvarig indlæggelse i midten af juli. Jeg er ikke i tvivl om, at en indlæggelse aldrig havde været nødvendigt for mig, hvis jeg havde fået hjælp, da jeg rakte ud første gang.

Det understreger vigtigheden af at få tidlig hjælp, allerede når man har symptomer på en efterfødselsreaktion, så man kan få hurtig behandling. Ikke mindst så ens mentale tilstand ikke forværres og bliver en egentlig fødselsdepression.

Inden min indlæggelse havde jeg flere gange været i kontakt med egen læge, som nu havde henvist mig til psykiatrien, da min tilstand var blevet ’væsentligt forværret’. Men inden jeg nåede til første møde, var jeg blevet så syg, at jeg lod mig indlægge.

Det fik store konsekvenser for min lille familie i perioden, hvor min få måneder gamle søn og min kæreste måtte undvære mig fra den ene dag til den anden.

Hvorfor overhovedet screene?

Jeg ved, at det kan være vidt forskelligt, hvilken hjælp den enkelte forælder med mental mistrivsel har brug for. Men hvis vores bedste tilbud lige nu er ekstra samtaler med sundhedsplejersken eller praktiserende læge – hvis man overhovedet kan få det – så ser det sort ud.

Jeg har selv haft stor gavn af et gruppeforløb i kognitiv adfærdsterapi samt af antidepressiv medicin. Men jeg forstår ikke, hvordan vi i Danmark vil være bekendt at nedprioritere mental trivsel i den grad, man gør på efterfødsels- og fødselsdepressionsområdet.

Alle bør få adgang til den rette støtte og hjælp, så man kan lande trygt i forældreskabet. Det ville gøre en stor forskel, hvis man tidligt kunne tilbyde en form for samtaleterapi, så man kunne fokusere på forebyggelse og tidlig opsporing frem for behandling.

Det kræver dog et kæmpe løft af området med større faglighed, tilpassede tilbud og en samlet strategi med fokus på tæt samarbejde på tværs af sektorer, da de almene sundhedsplejersker og praktiserende læger hverken har tid, ressourcer eller den rette faglighed til dette arbejde alene.

Som det ser ud i dag, får jeg næsten lyst til at spørge: Hvorfor screener vi overhovedet for efterfødselsreaktioner og fødselsdepressioner, når man alligevel ikke kan få den rette hjælp?

Jeg oplevede, at jeg først kunne få hjælp, da jeg havde akut behov for behandling. Det står i skarp kontrast til Sundhedsstyrelsens anbefaling om forebyggelse og tidlig opsporing.

Det virker helt absurd

Jeg var heldig til sidst at få en effektiv behandling, så jeg hurtigt kunne vende tilbage til livet og til min fantastiske søn. Jeg er dybt taknemmelig for mine to uger på den åbne afdeling, hvor jeg mødte en ildsjæl af en sygeplejerske, som så mig. Som det hele menneske jeg var og er og ikke blot en sygdom.

Efterfølgende har jeg kun oplevet det samme i et ambulant forløb. Her har jeg fået uvurderlige værktøjer gennem samtaler og kognitiv adfærdsterapi, mens jeg altid er blevet mødt af stor forståelse, høj faglighed, og ikke mindst støtte og omsorg. Det er dog alt sammen hjælp, jeg først fik adgang til efter min indlæggelse.

Jeg ved, at jeg taler på manges vegne, når jeg spørger, hvor alle kommende og nybagte forældre skal gå hen og få hjælp, når de mærker tegn på mistrivsel. At turde tale om sin tilstand og række ud efter hjælp er svært nok i sig selv, så når man endelig gør det, er det vigtigt, at man får den.

Prøv at forestille dig, at man benyttede samme tilgang i opsporingen og behandlingen af kræft: »Du har desværre en kræftknude, men vi har først mulighed for at hjælpe dig om to måneder. Det er jo sommerferie, og desuden er du ikke syg nok. Endnu.« Det virker jo helt absurd.

Vi kan og skal gøre det langt bedre for vores kommende og nybagte forældre i Danmark – både mødre og fædre. Vi kan ikke være andet bekendt.

Natasja Bjerre Martinsen er ph.d.-studerende