Hver gang jeg kigger ud ad vinduerne mod gårdspladsen, griber jeg mig i at spejde efter en vipstjert. Selv om jeg udmærket ved, at den først kommer engang i marts. Men når vipstjerten går nikkende derude og vipper med halen og pikker mellem stenene, er foråret kommet. Og i det her milde vejr tager jeg gang på gang fejl og glemmer, hvor i kalenderen jeg befinder mig.
Dog er det kun få dage siden, at stormen Otto rasede og ville have sendt enhver vipstjert på afveje. For selv om fugle kan flyve, vil vindstød af den styrke, Otto kunne præstere, næsten uafvendeligt sende fugleflokke helt andre steder hen, end de havde tænkt sig.
Således siges det, at en flok stære for en del år siden i østenstorm lettede fra Irland og fik så meget luft under vingerne, at de blæste hele vejen over Atlanten. Man mener, det er den flok, der landede på Nordamerikas østkyst og formerede sig, så der i dag lever millioner af stære i USA.
Ja kun en tåbe frygter ikke brombær..men du skriver at I vil køre afklippet på genbrugspladsen - må de afklippede grene ikke komme på komposten eller i kvashegn?
Man kan lære at leve med - og af - vilde brombær. Når planterne har vokset længe nok, kan de give bær, som som er de dyrkede markant overlegne. Men men skal kæmpe for at plukke dem. Og man skal begrænse planterne, så de ikke bemægtiger sig hele arealet.
Karin Gottenborg
Godt spørgsmål.
Svaret er, at afklippede brombærgrene kan slå rødder igen, derfor genbrugspladsen :)
Vintergækkerne vil altid minde mig om Vores savnede bedstefar, husbond, far og oldefar.
Jeg var den sidste der besøgte/ så til ham mens han var vågen på OUH, sensommer 2019.
Det var om noget en tragisk barsk ulykke og efterfølgende omgang han kom ud for som 87 årig til sidst, der endte med hans bortgang. Han er også højt savnet.
Men på denne dag 27 februar 2023, så/ observerede Jeg de første krokusser og så den første sommerfugl blafre rundt, lande på lidt græs, slå vingerne ud og lade sig opvarme af solens stråler og det egentlige milde vejr det var denne dag. Herligt.
Nu ser Jeg frem til at se anemonerne i Kohaveskoven lige lidt kort udenfor Odense SØ.
Det er en fryd for øjet det skue der udspiller sig derovre, med det mylder der er med anemonerne der. Det er så kønt og skønt og er et fedt eventyrligt syn.
Det er en nydelse og en fornøjelse. Der er millionvis af dem. Der cykler/ går Jeg altid over hvert forår og får mig en på grimassen/ opleveren der.
Hvis Jeg er heldig oplever Jeg endnu engang en rødhals side og kvidre synge for mig igen lige siddende foran mig på en lille gren. Hændte for 2 år siden. Jeg kunne række armen frem og Jeg ville røre den. Den var så kær og sød, som den sad der lige foran mig og fløjtede stille. Der var intet. Jeg kom gående med cykel, så den, stoppede op foran den og stod der et par minutter mens den bare sad der roligt og sang for mig, og så trak Jeg egentligt blot videre med cyklen og morede mig videre over alle anemonerne og så denne rødhals.
Feeeddt.