Borgere, som placeres på kommunale bosteder, bliver behandlet på linje med umyndiggjorte. Det har vi erfaret igennem vores søn, Morten, der er blevet dømt til en gæld, han nok aldrig kommer ud af på grund af forhold, han reelt ikke selv er herre over.
Vi mener, at hans sagsforløb bør offentliggøres, fordi sagen ikke bør gentage sig, og fordi enhver, som har berøring med udsatte personer i institutioner og bosteder, eller som har familiemedlemmer, der er anbragt på sådanne steder, kan risikere at blive bragt i samme helvede, som vi er.
Vi adopterede Morten som præmaturt barn med en meget lav fødselsvægt. Han var ikke helt ’færdigbagt’, men det var først, da vi blev bedt om at tage ham ud af børnehaven, at vi blev klar over, at han havde andre udfordringer, især på det sociale område.
Han blev tilknyttet specialklassen, hvor han blev sultet åndeligt. Efter ni års ’skolegang’ fik han bevilget et efterskoleophold, men her blev han efter korte ophold på to forskellige efterskoler også fravalgt. Morten kan blive opfarende og virke truende, især hvis han ikke får sin mad eller føler sig truet – ellers er han en sød og dejlig dreng.
Både før og efter efterskolefiaskoen har vi deltaget i utallige møder med PPR-afdelinger, skoler og kommunens socialafdeling. Morten har desuden været gennem neuropsykologisk udredning og frekventeret børnepsykiater med flere rapporter og konklusioner til følge.
Slog en pædagog
Da Morten fyldte 18 år, blev han visiteret til et bosted med produktionsskole. Produktionsskolen fungerede o.k., hvorimod bostedet haltede. Der var jævnligt udskiftning af pædagogerne, som blandt andet skulle stå for aftensmaden, og i løbet af de første to år skiftede Morten kontaktperson tre gange.
En dag kommer Morten og hans sidste kontaktperson op at skændes – ganske banalt om et stykke rugbrød – og selv om pædagogen har gået på kursus i konflikthåndtering, ender det galt. Morten truer pædagogen og tildeler hende fem-seks slag.
Pædagogen anmelder episoden til politiet, og efter få måneder dømmes Morten til 40 dages betinget fængsel samt offentlig tilsyn i et år. Forsvarsadvokaten forklarer Morten og os, at det jo er indiskutabelt, at Morten har slået, og mener derfor ikke, at vi bør anke sagen, så det gjorde vi ikke.
Morten flytter efter dommen til et andet bosted, som fungerer rigtig godt, men pædagogen, som var blevet slået, er gået til Erstatningsnævnet, og i løbet af forbløffende kort tid afgøres det, at pædagogen har fået PTSD og ikke kan opretholde sit meget aktive arbejdsliv. Hun får tilkendt en sum for svie og smerte på 75.000 kroner samt en sum for tabt arbejdsfortjeneste, så med Rigspolitiets mellemkomst blev Morten afkrævet en betaling på 845.000 kroner.
Herefter fulgte en lind strøm af korrespondance mellem os og Rigspolitiet, og efter cirka to års tovtrækkeri videregav vi sagen til en advokat. Efter endnu en større stak papirer endte sagen i retten, hvor vi tabte, og nu kræver Kammeradvokaten et beløb på kr. 948.681,31 inklusive renter pr. maj 2022.
Mere til historien
Vi tabte sagen, fordi vores advokat fokuserede på konkurrerende årsager til pædagogens tilstand før og efter hændelsen med vores søn.
Vi har fra sagsakterne viden om, at pædagogen trækker et langt spor af konflikter efter sig, både privat og i sit arbejdsliv, inklusive en konflikt med en tidligere institutionsleder med retlig afgørelse, samt at hun på et andet arbejdssted tidligere har fået en svaber i hovedet.
Hun har på mange fronter oplevet uro og trusler og korporlige overgreb, herunder beklageligvis den ene episode med vores søn. Så hvordan afgør man, at det er ham, der er skyld i hendes PTSD og alene skal betale erstatning?
En erstatning, som i øvrigt er så høj, fordi pædagogen tilsyneladende havde en gennemsnitlig arbejdsuge på små 90 timer.
Med så lang arbejdsuge, bliver ens stresstærskel forhøjet, og de fleste vil derfor ikke længere have et stort pædagogisk overskud, men derimod have let til at blive tirret. Hvis hjemmefronten samtidig er problemfyldt, er et psykisk sammenbrud inden for rækkevidde. Pædagogen var selv med til at opskalere konflikten, og vi mener derfor heller ikke, at vores søn alene bærer ansvaret for, at konflikten om rugbrødsmaden endte som den gjorde.
Vi har nu opgivet at gå rettens vej og har søgt gældsanering i stedet. Men et perspektiv, vi ikke oplever er blevet undersøgt ordentligt, er, om man som borger på et bosted med svære diagnoser selv kan være erstatningsansvarlig i sådanne sager.
For i loven om erstatningsansvar stykke 24 står: »Erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt.«
Politisk handling
De pædagoger og kontaktpersoner, som arbejder på institutioner og bosteder, er der for at hjælpe beboerne og beskytte dem, ikke at svigte dem. Men systemet er presset, og der er hyppig udskiftning af pædagoger og mange ufaglærte medarbejdere på bostederne. Borgeren har ingen mulighed for at sige fra, og hvis der opstår en konflikt, er der tilsyneladende størst sandsynlighed for, at sagen afgøres til fordel for pædagogen. Borgeren har ingen reel klageadgang.
I Mortens tilfælde vidste personalet, at der var flere udadreagerende borgere på opholdsstedet. På mange institutioner er personalet udsat for knubs fra de marginaliserede borgere, og selv om det aldrig er okay, så er det ikke borgerens ansvar alene, og det bør aldrig være anledning til en lukrativ juridisk finte.
Vi har naturligvis forsøgt at få kommunen og vores forsikringsselskab til at betale, men begge steder er man afvisende. Vi har forsøgt at råbe Justitsministeriet op flere gange med skiftende ministre, desværre uden held. Den eneste politiker, som har taget sagen seriøst, er Preben Bang Henriksen (V).
Vores søn ejer intet af værdi, og hans indtægt er kun SU, da han nu er i gang med en uddannelse. Han har intet incitament til at tjene penge eller spare op, for »staten snupper dem jo alligevel«. Livets værdier og fremtidsudsigterne har nu været udfordret i mere end syv år for en ung mand i hans bedste alder.
Samtidig er pædagogen i forvejen berettiget til erstatning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), da der er tale om en arbejdsskade, så her kan vel reelt være tale om en dobbelt erstatning for samme skade.
Preben Bang Henriksen har lovet at tage problemstillingen op i Folketinget, så det er vort håb, at andre forældre og unge kan undgå denne slags sager i fremtiden. Kan det virkelig være en retsstat værdig at behandle sine udsatte borgere med den ringeagt og ligegyldighed?
Vi mener, at politiet og systemet kan anvende ressourcerne til bedre formål. Vi ønsker derfor lovgivningen tilrettet, så borgere, som er i det offentliges varetægt, ikke kan retsforfølges med betaling, men at der etableres en forsikringsordning, så bostedets forsikring dækker.
Gæld ødelægger liv, og vi finder det urimeligt og belastende at have dette åg på vore skuldre igennem godt syv år. Det påvirker Mortens og vores mentale tilstand. For eksempel med bevidstheden om, at hvis vi begge døde, ville vores ene søn skulle aflevere hele arven til det offentlige – det skal den anden søn ikke.
Vi venter stadig på retfærdigheden, og vores retsopfattelse har fået et knæk.
Både skribenternes og deres søns navne er ændret for at beskytte sønnens og pædagogens anonymitet. Redaktionen er bekendt med deres rigtige identitet og har haft indblik i relevante sagsakter.
Morten er en af de heldige. Han har i det mindste forældre, det kæmper for ham. Godt brølt og tak for at dele historie n.
Vi har et kæmpe problem på nogle bosteder med underbemanding og underuddannede ansatte. Behandlingen af mennesker bliver derefter, og det resulterer sjovt nok i meget mere "problem-adfærd".
Som så meget andet, så virker det tilsyneladende enormt dyrt at gøre noget ved problemet.
Men mon ikke det er en vildfarelse. For det er selvfølgelig langt dyrere at slukke de ildebrande som opstår, fremfor at forebygge.
Ansatte skal have ordentligt løn. Der skal være mulighed for efteruddannelse, videreuddannelse, let adgang til lægehjælp på bosteder, ovs. osv.
Mange fagforeninger, pårørendeforeninger, brugerforeninger osv. har lavet så gode bud på, hvordan det her område kan løftes.
Det er bare om at komme i gang.
Jeg syntes det er et generelt problem at dømte i sager, diagnoser eller ej, efterlades med ubetalelige regninger. Det er vel meningen at man efter udstået straf skal have en chance igen eller hvad ? At skylde en milion væk hvor der løber renter på må være dybt demotiverende
Enig i foranstående kommentarer. Tak for den kronik, - godt at I offentliggjorde jeres søns sagsforløb. En både overraskende og rystende beretning. Man må så håbe, at det gør nytte, at reglerne rent faktisk bliver ændret, evt. på initiativ af Preben Bang Henriksen.
Kan nogen forklare mig hvorfor dette ikke er en sag om overfald, der dækkes af den lovpligtige arbejdsskadeforsikring? Kan alene forsvarsadvokatens afsporing af sagen få denne konsekvens eller mangler der noget i artiklen, som bedre kan belyse dommens premisser?
@Tôt det er fordi krav om tabt arbejdsfortjeneste er ikke dækket af arbejdsskadelovningen. Kravet kan til gengæld rejses mod gerningsmanden. Jøsses!
"...tildeler hende fem-seks slag...." = han har (gennem) banket hende, hun får næppe 75.000 for svie og smerter uden langtidssygemelding og med PTSD, og han får "40 dages betinget fængsel samt offentlig tilsyn i et år."
Pædagogens mange ugentlige arbejdstimer har sikkert noget at gøre med "sovevagter".
Mortens straf er rent økonomisk (har er i gang med en uddannelse), mens pædagogen fik ødelagt resten af sit arbejdsliv/liv med PTSD.
Som Miklôs Tōtfalusi nævner, skyldes det personlige ansvar i denne sag at svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste ikke er dækket af arbejdsskadesikringsloven – hvor tabet dækket af arbejdsgiverens forsikring – men kun erstatningsansvarsloven.
Det er værd at bemærke at et ekspertudvalg under Beskæftigelsesministeriet i 2014 anbefalede at disse tabsposter også skulle kunne dækkes under arbejdsskadesikringsloven, jf. rapporten »Et moderne arbejdsskadesystem« s. 77f., anbefaling 3 og 4, men dette er stadigvæk ikke tilfældet.
Erstatningsansvaret for personer med intellektuelle og psykosociale handicap er generelt problemfyldt. F.eks. virker det selvmodsigende, at en person der er straffri pga. sindssygdom eller funktionsnedsættelse efter straffelovens § 16 – og dermed i lovens øjne ikke er »ansvarlig« for forbrydelsen – i udgangspunktet stadigvæk skal betale sagens omkostninger, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 4, 2. pkt. forudsætningsvis.
Selve problemstillingen omkring erstatningskrav og straf mod et menneske der måske ikke har andre valgmuligheder er relevant.
Jeg ville dog ønske at informations debatredaktør var lidt mere kritisk om hvad der bringes.
Der er en del angreb på pædagogen, som ikke kan tage til genmæle og det efterlader mig ikke klogere og med en dårlig fornemmelse. Vi må tænke på, at der er mangel på varme hænder nu og endnu flere i fremtiden. Ikke at man skal acceptere alt, men den tone der er anslås får ihvertfald ikke flere til at søge ind på pædagog uddannelsen.
Jeg tænker på udtalelser som "og i løbet af forbløffende kort tid afgøres det, at pædagogen har fået PTSD og ikke kan opretholde sit meget aktive arbejdsliv."
"Vi har fra sagsakterne viden om, at pædagogen trækker et langt spor af konflikter efter sig, både privat og i sit arbejdsliv, inklusive en konflikt med en tidligere institutionsleder med retlig afgørelse, samt at hun på et andet arbejdssted tidligere har fået en svaber i hovedet."
"Med så lang arbejdsuge, bliver ens stresstærskel forhøjet, og de fleste vil derfor ikke længere have et stort pædagogisk overskud, men derimod have let til at blive tirret. Hvis hjemmefronten samtidig er problemfyldt, er et psykisk sammenbrud inden for rækkevidde. Pædagogen var selv med til at opskalere konflikten, og vi mener derfor heller ikke, at vores søn alene bærer ansvaret for, at konflikten om rugbrødsmaden endte som den gjorde."
Jeg syntes faktisk det er fejt at information udgiver sådanne påstande uden mulighed for genmæle.
@Thomas Andersen
Jeg sidder tilsvarende med en lidt dårlig smag i munden over denne kronik.
Én ting er, at skribenterne ikke holder sig tilbage for at mistænkeliggøre den skadelidte, men samtidig stiller de reelt også spørgsmålstegn ved ansvaret for konflikten, eksistensen af den skete skade og størrelsen af de deraf afledte erstatningsansvar.
Jeg har i sagns natur ikke den store baggrund for at vurdere, om denne indgangsvinkel er berettiget eller ikke, men uanset hvad er det ikke noget, der umiddelbart får skribenterne til at fremstå mere troværdigt – og samtidig kan jeg ikke helt fri mig for at tænke, at der er tale om en situation, der også er blevet vurderet grundigt i retsvæsenet (der sædvanligvis bestemt ikke rutter med erstatningskronerne).
Og hvorfor sidder jeg lidt med fornemmelsen af, at hovedbekymringen i virkeligheden er, at hvis sønnen skulle arve forældrene inden for de nærmeste år, får han ikke lov til at beholde pengene selv?
Realiteten er jo, at om 3 – 6 år vil den dårligt fungerende søn sandsynligvis kunne få gældssanering, når/hvis han ikke har fået et væsentligt bedre indkomstgrundlag. (Ud fra forældrenes beskrivelse lyder sandsynligheden for, at vedkommende har kompetencerne til for alvor at situationen bliver forbedret, at være begrænset.)
Jeg har det lidt vanskeligt med disse partsindlæg fra borgere, der skriver ind til Information, om de gange de eller deres pårørende er kommet i klemme i "systemet" det være sig retsvæsen, hospitaler, arbejdsmarkedet, jobcenter, forsikringsager, erstatningssager - you name it. Man har i sagens natur kun deres historie at tage til efterretning, og man kan således enten klappe i sine små buttede hænder af medfølelse eller stå som en kold og ufølsom kyniker. Men siden Information nu har besluttet at oprette en postjuridisk folkedomstol, har man så kontaktet pædagogen og spurgt, om hun ville bringe sin version af det passerede?
Der er nogen der har det svært med disse "parsindlæg" fra borgere der mishandles af systemet, men sandheden er at de er retsløse. Både socialområet og børneområdet er rent vildvest hvor borgerne kan skydes hvad som helst i Skogen og bare skal finde sig i det. Vi har set hvor systematisk det kan være når at wisselblovere som Bitten Vivi Jensen kommer med de ubekvemme sandheder.
Meget enig, Alvin Jensen. Hvis man har det svært med "partsindlæg", så skulle man måske bare holde op med at læse avis og se fjernsyn. Det myldrer med partsindlæg i verden - men det som regel fra folk med deres på det tørre og større folk i ryggen. Det er sjældent, at borgere som Morten kommer til orde.
Alvin og Lasse
Hvor står der at jeg har svært ved et partsindlæg?
Intet sted.
Hvor forsvarer jeg systemet?
Intet sted.
Det jeg ret tydeligt skriver og kritiserer, er at dette partsindlæg er fyldt med personangreb på et voldsoffer, som har fået ødelagt sit liv, uden at dette offer er blevet hørt
Det er fejt af information, at bringe dette.
Kære familie til Morten. Jeg er imponeret over, at I har haft kræfterne til at tage denne kamp. Mange forældre til handicappede er så nedbrudte af de mange års slid, bekymring og kampe med diverse systemer, at de ikke engang ville være gået i gang. Tusind tak for at bringe denne sag helt op i systemet.
Det vigtige er jo netop, at arbejdsskadeloven laves om, således at arbejdspladsen tager det fulde økonomiske ansvar for konsekvenserne af de forhold handicappede borgere og bostedets ansatte udsættes for.
Kære Morten, Bo og Karen
I har min fulde sympati. Det må være slemt at være endt i de omstændigheder, I så levende beskriver.
Jeg har fuld forståelse for, at I ønsker anonymitet, men det betyder til gengæld, at det er nødvendigt at udelade visse væsentlige informationer fra jeres beretning.
Her tænker jeg specielt på præmisserne for dommen i erstatningssagen, for det er muligt at konflikten om rugbrødsmaden var den udløsende faktor for pædagogens PTSD, men som I beskriver det, har der i pædagogens historik været mange begivenheder, der har bygget op til dette, og jeg kan umiddelbart ikke forstå, hvis dommeren ikke har taget hensyn til det.
Og det er blevet rigtig dyrt for Morten, for det hører jo med til den menneskelige integritet at påtage sig ansvaret for sine handlinger. Men det gjorde han jo også, da han accepterede dommen på de 40 dages betinget fængsel. Men at dette så åbner mulighed for et erstatningskrav på næsten en million, lyder næsten som amerikanske tilstande.
Jeg undrer mig over, hvor arbejdsgiveransvaret er henne?
I skriver, at erstatningen er udmålt på baggrund af en gennemsnitlige arbejdsuge på 90 timer. Det svarer til 12,85 timer pr. dag – hver eneste dag – uden fridage. Det er ikke alene en overtrædelse af arbejdsmiljøloven, men også af alle overenskomster indenfor det pædagogiske område, der har med arbejde på bosteder at gøre. Det er arbejdsgiverens ansvar, at det ikke sker, også selvom pædagogen selv har indvilliget i at arbejde så meget.
Det er også arbejdsgiverens ansvar at sørge for, at pædagogerne kan udføre deres opgaver uden at blive udsat for vold. ”Knubs” kalder I det godt nok, men alle har grænse for, hvor mange ”knubs” man kan tåle, før det sætter sig i psyken. Hertil kommer, at det ofte kan opfattes som et faglig nederlag for pædagogen, hvis vedkommen ikke kunne nedtrappe konflikten. Det er utvivlsomt en væsentlig grund til, at rigtig mange ”knubs” ikke bliver anmeldt som arbejdsskader.
Så set i det perspektiv kunne det godt se ud som om, Morten er blevet brik i en faglig konflikt, der handler om betryggende arbejdsforhold på landets bosteder og andre foranstaltninger til støtte for dem, som I kalder for ”marginaliserede borgere”. En hurtig Google-søgning vil afsløre, at flere pædagoger indenfor den sidste sens år har mistet livet på deres arbejdsplads.
Men når jeg nu har skrevet ”betryggende arbejdsforhold”, så er den anden side af sagen jo ”betryggende leveforhold” for dem, der mere eller mindre frivilligt er blevet visiteret til bostedet. I skriver, at der på Mortens opholdssted var ”flere udadreagerende borgere”. Hvordan har de haft det med hinanden, eller er ”knubsene” kun gået ud over personalet? Det burde ikke være sådan, men i praksis er et bosted en slags minisamfund, hvor personalet til dagligt har den lovgivende, udøvende og dømmende magt, og hvor de sædvanligvis mere ressourcesvage beboere ikke har mange andre muligheder for at protestere end ved at reagere ud. På de fagligt velfungerende bosteder vil dette igangsætte selvreflektion og korrektioner i den pædagogiske tilgang. Det kan imidlertid være udfordrende at holde fast i fagligheden, hvis personalegennemstrømningen er så høj, som I beskriver.
Jeg håber virkelig for Morten, at han finder en løsning på sin store gældsbyrde. De bedste ønsker.
@John Kierans
Uanset hvad man synes om vinklingen i debatindlægget er de danske domstoles angivelige manglende rundhåndethed med erstatningsbeløb irrelevant her. De to tabsposter der er problemet i denne sag – svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste – udmåles efter ganske faste retningslinjer.
Svie og smerte udmåles efter en fast takst for hver dag man er (berettiget) sygemeldt (215 kr. i 2022) op til et øvre loft (83.000 kr. i 2022), jf. erstatningsansvarslovens § 3. Der er således ikke noget skøn for domstolene ift. selve erstatningsbeløbet; de skal kun vurdere om skadelidte faktisk var syg og dermed med rette sygemeldt.
Tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens § 2 udmåles efter en kontrafaktisk vurdering af, hvad skadelidte ville have tjent såfremt de var i stand til at arbejde i den periode hvor skaden gjorde dem uarbejdsdygtig. For almindelige lønmodtagere er dette en forholdsvis simpel vurdering: Hvor meget arbejder de normalt, og hvor meget bliver de betalt (almindelig løn, ATP, AM-bidrag osv.)? Udenfor uenighed om særlige indtægtsforhold såsom særlige tillæg, forventede fremtidige lønforhøjelser/forfremmelser mv., vil tvister omkring denne tabspost angå om skadelidte blev væk fra arbejdet længere tid end nødvendigt, jf. erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., eller om erstatningsposten skulle ophøre fordi skadelidtes erhvervsevnetab kunne opgøres, jf. § 2, stk. 1, 2. pkt.
Kronikørernes advokat forsøgte uden held at angribe Erstatningsnævnets krav ud fra princippet om konkurrende skadesårsager – altså hvorvidt der overhovedet var årsagsforbindelse mellem deres søns handling og skaden, og ikke størrelsen på beløbet, hvilket de selv tilkendegiver – så at tilskrive den *beløbsmæssige* udmåling, der som nævnt er en ret bunden opgave for domstolene, en eller anden betydning ift. om deres gengivelse er retvisende, giver ikke nogen mening.
En rettelse til min umiddelbart ovenstående kommentar: Svie og smerte er ikke en erstatning – da posten ikke erstatter et økonomisk tab – men i stedet en godtgørelse. Det er således misvisende at bruge begreberne »tabspost« og »erstatningsbeløb« om denne post. Det ændrer dog ikke på min grundlæggende pointe.
Alle jer der er forarget over det her indlæg burde se om de retter deres forargelse det rette sted hen. Det er igen-igen systemet den er galt med og løsningen er som altid ikke gratis.
Det store problem med bostederne, er at beboerne har mange forskellige diagnoser. F.eks. bør autister slet ikke bo under sådanne forhold, da det skaber uro, uforudsigelighed og ofte kaos, hvad er det sidste man skal anbringe autister i. Alene dette er nok til at skabe et utal af konflikter, da autister slet ikke kan navigere under disse forhold, men kræver ro og forudsigelighed.
Viden om autisme er stadig katastrofal lav båbe i psykiatrien og på bostederne.
Bo, Karen og Morten det gør mig uendeligt ondt, at læse om den frygtelige situation I er bragt i, og håber, at der på en eller anden måde bliver fundet en løsning, så I igen kan få et rimeligt liv!