Dokumentarfilmen ’De Umyndige’ havde premiere på CPH:DOX mandag den 6. marts 2023 og fortæller historien om Ariz, Kayla, Luna og Laura, der er flygtet fra svigt og vold i hjemmet, og som nu søger hjælp til at få et nyt trygt sted at bo.
Fælles for dem alle er, at de føler sig svigtet af myndighederne.
Dokumentaren er et billede på et system, der ikke samarbejder med børn. Den bevidner også om voksne, der har en plan for børnene, men ikke inddrager dem i den og ikke lader dem komme til orde i deres egen sag.
Det faktum ses også i tal fra Ankestyrelsens årlige undersøgelse af kommunernes behandling af sager på børneområdet, Børnesagsbarometret.
Den seneste rapport fra 2022 viser, at i næsten halvdelen af alle børnesager har kommunen ikke en samtale med barnet, før de træffer afgørelse om eventuel anbringelse. På trods af at det faktisk er et krav, at man hører barnet i barnets egen sag.
Lovhjemmelen eksisterer altså. Det er forvaltningen, der halter. Og her spiller socialrådgiverne en vigtig rolle.
På socialrådgiveruddannelsen er det en del af pensum at kende til internationale konventioner, herunder børnekonventionen. Der står imidlertid intet på pensum om, hvordan man som socialrådgiver skal bruge børnekonventionen i arbejdet med børn og sager på børneområdet.
Det er urimelige vilkår, og det kræver et grundigt kompetenceløft af socialrådgiverne, så de er bedre inde i lovgivningen og formår at omsætte den til et faktisk rettighedsbaseret børnesyn, der sikrer, at myndigheder håndhæver barnets ret til at blive inddraget i egen sag.
Hos UNICEF Danmark mener vi, at alle voksne ansvarsbærere, det vil sige socialrådgivere, pædagoger og skolelærere, skal klædes på til at arbejde på en måde, hvor de reelt inddrager børn og unge.
Vejen til det nødvendige løft af børns rettigheder kræver dog, at vi – og andre børneorganisationer – bliver inviteret med, når uddannelserne formes, og nye uddannelsesbekendtgørelser besluttes.
Det er ikke tilfældet lige nu, hvor bekendtgørelsen til den nye læreruddannelse for eksempel bliver forhandlet på plads, mens ingen af de organisationer, som har indgående kendskab til børns vilkår og rettigheder, er taget med på råd.
Cecilia Decara er National Chef i UNICEF Danmark
Er problemet ikke snarere, at det ikke længere er uddannede socialrådgivere, som tager sig af sagerne i kommunerne?
@David Zennaro
De er aldrig blevet uddannet godt nok. Det nye er at vi hører om sagerne. Men det går begge veje. Det er de forkerte børn kommunerne tager sig af.
Hvem er det, som ikke er uddannet godt nok?
Og er problemet her et spørgsmål om manglende uddannelse eller et system, hvor der kun er ganske få midler til rådighed? Uanset hvor meget uddannelse man får, så hjælper det jo ikke, hvis der ikke er muligheder for socialrådgiverne, lærerne og pædagogerne.