At bygge boliger på Refshaleøen er lige så tåbeligt som at fylde Søerne med jord

Først bruger man kunstnere og kultur til at gøde jorden for at gøre et område spændende og attraktivt. Så tager man arkitekter som frivillige gidsler, medbringende farvestrålende tegninger og fremtidsvisioner.

Og til sidst står vi allesammen og græder over det, der forsvandt og aldrig mere kommer igen.

Sådan frygter jeg, det vil gå med Refshaleøen. Nøjagtig som det skete med Holmen – med Carlsbergbyen – og i mindre målestok Krøyers Plads, der hvor Luftkastellet engang lå – og snart med Papirøen.

For når først kulturen og kunsten tvinges ud, og boliger rykker ind, så dør livet – og hvor selve det at hoppe i vandet på en sommerdag bliver forbudt af et selvbestaltet beboervagtværn, der også håndhæver forbuddet.